Lolland tester brint som fremtidens energi

Godt 10 kilometer fra Nakskov på Lolland ligger landsbyen Vestenskov. Engang var der en folkeskole, der trak børn fra hele oplandet, en børnehave, flere købmænd og specialbutikker. I dag er alt lukket. Da skibsværftet i Nakskov forsvandt, forsvandt også de fleste jobs. Kun plejehjemmet skaber fortsat arbejdspladser.

Alligevel er de vant til fint besøg i Vestenskov. Dronning Margrethe og prins Henrik har været forbi, og flere gange om året modtages store udenlandske delegationer.

De fleste kommer fra Asien, og særligt japanerne er interesserede i, hvad der foregår i landsbyen på Lolland.

»Projektet er i sin afsluttende fase, og alle anlæg i demonstrationsprojektet er nu sat op. Dermed har vi vist, at brintteknologi er et muligt scenarie for fremtiden. At det kan lade sig gøre – at teknologien holder,« lyder det tilfreds fra Kristina Fløche Juelsgaard, der er projektleder og udviklingschef i energiselskabet SEAS-NVE.

Det, som energiselskabet, Lolland Kommune og borgerne i Vestenskov er i gang med at vise omverdenen, er, at det er muligt at udskifte oliefyret med et lille mikrokraftvarmeanlæg, der producerer el og varme af brint i brændselsceller. Det giver mulighed for at nedbringe CO2-udslippet i de husstande, der ligger langt fra de kollektive forsyningsnet af fjernvarme.

»Perspektivet er stort. Alene på det danske marked er der stadig 150.000-170.000 oliefyr, og hvis bare vi kan udskifte halvdelen med denne teknologi, giver det jo enorme besparelser i CO2-udledningen,« siger Kristina Fløche Juelsgaard, der videre peger på, at de danske virksomheder, der deltager i projektet, står med nogle fantastiske muligheder for »at lave noget teknologi, der rykker – ikke bare i Danmark, men på de internationale markeder«.

»Nu gælder det om at få anlæggene ned i pris og sikre, at de kan holde i mange år, så de bliver et reelt alternativ til oliefyret.«

Som vinden blæser

Det handler imidlertid ikke kun om privat el- og varmeforsyning, men om selve udfordringen med vedvarende energi, der produceres i stadig større mængder, men som endnu ikke kan lagres.

Når vinden blæser, eller solen skinner, er det ikke nødvendigvis altid på det tidspunkt, hvor efterspørgslen af energi er størst. Derfor sendes overskudsenergi fra danske vindmøller til eksempelvis Norge, som i nogle tilfælde betales for at aftage energien. Og det »skurrer i ørerne«, som Kristina Fløche Juelsgaard siger.

»Jeg er blevet meget begejstret for brint som løsningen på udfordringen med vedvarende energi. For et energiselskab skurrer det jo i ørerne, at vi er nødt til at sende vores overskudsenergi fra vindmøller til udlandet, fordi vi ikke kan lagre og gemme energien, til vi får brug for den.«

Det er et kendt problem på Lolland, hvor der produceres dobbelt så meget vedvarende energi, som der er behov for.

Bedre, billigere, mere

Men træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Heller ikke i Vestenskov. Selv om det nu er vist, at det er muligt at lave vindkraft om til brint, for derefter at producere el og varme af brint, når der er behov for det, så er der stadig udfordringer. Teknologien er fortsat alt for dyr, holdbarheden af anlæggene skal optimeres, og den såkaldte udnyttelsesgrad skal være højere.

»At lave el om til brint og tilbage til el igen betyder, at man taber omkring 75 procent af energien. Men medregner man den varmeproduktion, der opstår i processen, er vi tæt på at have en udnyttelsesgrad på 50 procent. Dermed er den samlede virkningsgrad rigtig flot,« forklarer Kristina Fløche Juelsgaard, der ser mange perspektiver i brintløsninger.

»Ikke bare inden for privat energiforsyning, men i høj grad også inden for andre områder, hvor der er store udfordringer – ikke mindst transport,« siger Kristina Fløche Juelsgaard.

Store perspektiver

På Institut for Energikonvertering og -lagring på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er professor og institutdirektør Søren Linderoth også begejstret for perspektiverne.

»Der er sket store fremskridt, og jeg har ærlig talt svært ved at se alternativet til denne teknologi. Når vi ser bare lidt frem i tiden – og tænker på, at Danmark har et mål om at være 100 procent fri af fossile brændsler i 2050 – kan vi ikke komme uden om brændselsceller,« siger Linderoth, der ligeledes peger på transportsektoren som den store udfordring. Ifølge professoren bruges en tredjedel af al energi i Danmark på transport, og derfor kommer vi ikke uden om elbiler.

»Elbiler har fortsat den begrænsning, at de har en forholdsvis kort rækkevidde. Men udskiftes batteriet med brændselsceller, kan man lade bilen med brint, metan eller en anden form for syntetisk brændsel lavet af strøm. Det giver en rækkevidde på 500-600 kilometer og tager kun 4-5 minutter at tanke op.«

Skal teknologien nå det sidste stykke, kræver det politisk mod og vilje til at tænke langsigtet, men han.

»Vi har talt om brintteknologi længe, og det har været en langsom proces. Nu ser vi eksempelvis, at der kommer billig skifergas på markedet, det kan give et tilbageslag i forhold til udviklingen af nye teknologier. I den forstand tænker vi alt for kortsigtet. Men jeg håber, at Danmark og EU tør satse på det her,« siger Søren Linderoth, der mener, at Danmark allerede er rigtig godt med.

»Der bliver virkelig forsket og udviklet i det her. Men vi mangler stadig gennembruddet. Markedet skal skubbes i gang. Derfor gælder det om at vise, at det virker, og det har man gjort i Vestenskov. Nu skal teknologien udvikles så den kommer ned i et prisleje, hvor den bliver konkurrencedygtig,« siger Søren Linderoth.