Læsetid: 6 min.

’Nogle vil måske kalde mig fanatisk’

Ingen skal kalde Anne-Sophie Eriksen andenrangssoldat, fordi hun er kvinde. Så hun løber 100 kilometer hver uge, fordi hendes krop skal kunne yde nøjagtig det samme som en mands. Krigens kugler kender ikke forskel på mænd og kvinder, i kamp findes kun et køn: soldat
Anne-Sophie Eriksen har været udsendt til Kosovo og Afghanistan. Hun er kaptajn på Forsvarets sundhedstjeneste Center for Idræt, der udvikler kravene til soldaters træning.
9. august 2013

Anne-Sophie Eriksen har i dag været oppe klokken 05.30 for at løbe 12 kilometer. Med et fuldtidsjob og to små børn på hendholdsvis ét og tre er hun nødt til at træne i døgnets yderpunkter for at nå op på de 100 kilometer, hun hver uge løber. Derudover kommer flere timers styrketræning.

Selv siger hun, at hun har »droslet ned« på træningen efter, at hun blev mor. Anne-Sophie Eriksen passer på sin krop. Det er hun nødt til som soldat og kaptajn på Forsvarets sundhedstjeneste Center for Idræt, der udvikler kravene til soldaters træning.

»Nogle vil måske kalde mig fanatisk,« siger Anne-Sophie Eriksen fra mødelokalet på Svanemølle kaserne, hvor der er udsigt ud over kasernens træningsarealer.

»At det er fanatisk at træne så meget som mig, der har trænet helt op til begge mine fødsler, og som har fortsat træningen, så snart jeg kom hjem fra hospitalet igen,« siger hun.

Men som kvinde i Forsvaret har den hårde træning været en selvfølgelighed for Anne-Sophie Eriksen. Her skal mænd og kvinder præstere det samme i et fag, hvor kroppen er soldatens vigtigste våben. Som udsendt i kamp er rygsækken lige tung, og kuglerne kan ikke kende forskel på, om du er mand eller kvinde. Kvinderne må kunne udføre samme fysiske opgaver, hvis de ikke skal få et ry som andenrangssoldater.

»Forskellen er bare den, at kvinder må yde ekstra meget for at nå det fysiske niveau, da vores kroppe fra biologiens side er ringere stillet end mændenes,« siger Anne-Sophie Eriksen om kvindekroppen, der har lavere iltoptagelse og en muskelmasse, der er cirka 20 procent mindre end mænds.

Kvindernes udfordring

Men netop den kønsbiologiske udfordring har virket præstationsfremmende på Anne-Sophie Eriksen. Ingen skulle kunne tænke, at hun ikke gjorde sit arbejde ligeså godt som de mandlige kolleger. Hele vejen gennem sin karriere i Forsvaret har hun kunnet honorere de fysiske krav, der er blevet stillet. Nogle test klarer hun endda bedre en mændene, f.eks. løb, hvor hendes bedste tid for 10 kilometer hedder 36 minutter og 28 sekunder. Man kan se, at hun er i god form. Når hun bevæger sig rundt på kasernen går det tjept, og når hun fortæller om træningsøvelser som squat, lunges, dips og dødløft, rejser hun sig fra stolen og viser, hvordan øvelserne ser ud.

»Du ved, sådan her, hvor du med ret ryg går et skridt frem og ned med det ene knæ, mens du har en vægtstang på nakken,« siger Anne-Sophie Eriksen om sin eksemplificering af lunges. En øvelse, der er tænkt som en imitation af de bevægelser, den udsendte soldat udfører under patrulje. Hun udfører øvelserne langsomt, sikkert og korrekt. For Anne-Sophie Eriksen er den ambitiøse træning en livsstil. En livsstil med den positive sideeffekt, at den integrerer hende i Forsvarets mandeverden, fordi hun fysisk er i stand til at matche sine mandlige kolleger.

»Det første, mændene kigger efter på ude på løbebanen,« siger Anne-Sophie Eriksen og peger ud af vinduet mod banen, der løbetrænes på, »er, om kvinderne kan følge med. Kan man det – eller løber man oven i købet fra dem – har man bevist sit værd. Så er man accepteret.«

Det er styrkemæssigt, hun – ligesom de fleste andre kvinder i Forsvaret – har en udfordring.

»En fyr på 185 cm og 90 kg kan unægteligt bære mere end mig med mine 55 kg. I Afghanistan er den gennemsnitlige opbakning på 35 kg, men den kan også veje 50. For Anne-Sophie Eriksen betyder det, at hun kan komme til at bære 90 procent af sin egen kropsvægt.

»Det er dog ikke holdbart at sende kvinder ud på patrulje i 40 graders varme med så tung en opbakning, men i princippet kan det ske, hvis man vil kunne det samme som mændene og ikke lade sig udfordre af sit køn.«

B-soldater

I dag er det sådan, at der er differentierede fysiske krav til mænd og kvinder i Forsvaret. Hvor en kvinde på Anne-Sophie Eriksens alder har 19 minutter til at løbe en distance på 3.000 meter, har en jævnaldrende mandlig kollega omkring 17 minutter. Men det er snart historie, for der arbejdes på, at mænd og kvinder omkring næste årsskifte skal konkurrere på samme vilkår.

»Det er den fysiologiske lære af Afghanistan,« siger Anne-Sophie Eriksen om det danske forsvars deltagelse i krigen, der ifølge hende har været en træningsmæssig »øjenåbner«.

Det har flere gange tidligere været politisk diskuteret, hvorvidt man skal gøre som i andre lande, hvor de fysiske krav til kvinder i Forsvaret er blevet yderligere lempet for at tiltrække flere kvinder.

»Det er en politisk diskussion, som forstummede efter Afghanistan, der viste, at det i krig ikke giver mening, at kvinderne er ringere stillet, hvis man ønsker, at begge køn skal udføre de samme opgaver,« siger Anne-Sophie Eriksen, som selv har været udsendt til Kosovo og Afghanistan.

»Fra et fysisk synspunkt skal en kvinde bare være i lige så god form som sine mandlige kolleger, for miljøet er utaknemmeligt på den måde, at det ikke skelner mellem, om du er mand eller kvinde. Du er soldat,« siger hun og fortsætter: »Det er ikke rimeligt, hvis kvinder skal være en slags b-soldater. Så må vi hellere sige det, som det er: at kvinder skal være indstillet på, at de skal træne hårdere end mændene, hvis de skal nå samme niveau.«

Anne-Sophie Eriksen vil helst tale tal og træning. På spørgsmålet om, hvordan hun oplever at være kvinde i et mandefag, svarer hun, at det »tænker hun meget lidt over«.

Måske er det netop sådan, en ligestillet kvinde bør tænke? Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun nogensinde bliver misundelig på mændene, som har den fordel at have lettere ved at træne deres kroppe op til det niveau, Forsvaret kræver, svarer hun køligt »nej«.

Soldaten i centrum

Center for Idræt har lavet fysiske målinger af de danske soldater i Afghanistan, som blev udstyret med pulsbælter og vejet før og efter patrulje. »De registreringer viste, hvor hårdt et miljø som Afghanistan er, og har derfor defineret nye krav til, hvad soldater i den slags missioner skal kunne«, fortæller Anne-Sophie Eriksen om Forsvarets nye træningsfilosofi ’Soldaten i centrum’, hvor soldaten tænkes som en eliteidrætsudøver, der skal kende sine styrker og svagheder, og vide, hvordan han eller hun skal træne, spise og sove for at kunne præstere optimalt.

»Da jeg var yngre, dyrkede jeg militær femkamp og trænede 20 timer om ugen for at yde mit bedste i alle fem discipliner; riffelskydning, forhindringsbaneløb – og svømning, håndgranatkast og terrænløb. Jeg oksede derudaf og tænkte mig selv som en eliteidrætsudøver,« siger Anne-Sophie Eriksen, som senere »er blevet klogere« og nu ved, at træning handler om meget mere. Kroppen kan ikke peeke hele tiden, så træningen skal times omkring, hvornår kroppen skal yde sit optimale, man skal kende symptomerne på overtræning – og den mentale sundhed skal inkluderes.

»Dybest set ville jeg ønske, at jeg selv kunne leve op til det; spise korrekt, sove igennem om natten og træne min krop på den helt rigtige måde. Men jeg kan ikke være mor til to små børn og samtidig sove otte timer i streg. Lige nu må jeg bare acceptere, at jeg ikke kan løbe ti kilometer i bedste tid, hvis jeg kun har sovet fire og en halv time flere nætter i streg,« siger Anne-Sophie Eriksen.

»På den måde må man også acceptere at være kvinde.«

Serie

Seneste artikler

  • Den første til alting

    3. august 2013
    Annemette Ruth blev for 37 år siden optaget i Søværnet, men måtte ikke komme ud at sejle. Hun var kvinde i et mandefag, og på hendes skulderstropper var der ikke plads til, at hun kunne stige i graderne. I dag er hun én af Danmarks højest placerede kvinder i forsvaret
  • De hemmeligt feminine

    31. juli 2013
    Sprogofficeren Anne-Cathrine Riebnitzsky og de afghanske kvinder har en ting fælles: De pynter sig, selv om ingen ser det. For hverken under burkaen eller uniformen kan kønnet lægges til side. End ikke i mandsdominerede verdener, hvor det som udgangspunkt er en ulempe at være kvinde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For mig er ligestilling ikke det samme som ens behandling af kønnene, men snarere en søgen mod ens muligheder og rettigheder for alle mennesker. Således er denne artikel et behageligt pust i debatten om ligestilling. Man kan naturligvis vælge at betragte Anne-Sophie Eriksen som en kvinde, der indgår konformt i et maskulint arbejdsmiljø, men jeg ser snarere en kvinde, som medvirker til at soldaten som koncept ændres fra at være 'en mand, som gør tjeneste i væbnede styrker' til 'et menneske, som gør tjeneste i væbnede styrker'.

Steffen Gliese

Hun lyder bestemt ikke som én, der passer på sin krop, men snarere én, der vil være kraftigt ramt af slidgigt i en tidlig alder.

Lars R. Hansen, Carsten Mortensen og Anders Krog anbefalede denne kommentar