Manden, der kan få Løkke ud af hængekøjen

Følelsen af udkantsområde fortager sig aldrig helt. Herning er p.t. udnævnt til midtjysk vækstmotor par excellence. Men man er stadig på vagt. Især her i Venstres bagland i Sunds, der ligger få kilometer fra Herning, eller fra Herning By som man siger på disse kanter.

Den lokale spidskandidat til byrådet har lige opsummeret byrådsgruppens fortjenester i årets løb, herunder de flere tusind arbejdspladser, der kommer i forbindelse med etableringen af det nye supersygehus i Gødstrup. De kaffedrikkende tilhørere er enten venstrefolk eller andre af Sunds borgere, der netop har lyttet til tidligere forsvarsminister Søren Gades grundlovstale.

Men, siger kandidaten, der har studeret folks pendlermønstre, så er man mere villig til at pendle, jo højere uddannet man er. Det bekymrer tilhørerne. For hvad med Holstebro og Aarhus, der jo heller ikke er helt uefne til at trække arbejdspladser og nye borgere til.

»Mig og ham derovre,« siger en gråsprængt herre og peger over på en anden spørger, der også er oppe i årene, »kan jo ikke klare hele befolkningstilvæksten.«

»Nej, så må vi jo gøre det selv,« siger kandidaten til stor moro for resten af forsamlingen, der sidder på klapstole i Hanne og Niels Østergaards restaurerede staldrum. Kandidaten har selv fire børn.

»Vi troede ikke, vi kunne vinde et valg på rammevilkår for erhvervslivet, men det tror vi på nu,« siger Christian Aagaard, formand for Venstres kommuneforening i Herning. I denne del af Danmark er krisen en normaltilstand.

Man ser det allerede, når man ankommer med toget. Danmarks 11. største by har ikke længere et billetkontor på stationen. Posthuset, der før lå i stationsbygningen, er lukket og flyttet til Føtex. Til gengæld kan man komme direkte ud til Jyske Bank Boksen, byens svar på overlevelse i den oplevelsesøkonomiske æra, der har erstattet landbrug og syerskerne.

Den vestjyske foretagsomhed, der har givet Herning ry som vækstmirakel, er også noget af det, partiet Venstre er rundet af. I hvert fald hader venstrefolk hængekøjer – især når deres partiformand ligger i den.

»Kritik fra ens egne gør altid ondt. Men det er ekstra skidt for en leder i et parti som Venstre at få kritik for at ligge i hængekøjen, når partiet ellers roser sig af at være arbejdsomt,« siger Søs Marie Serup, tidligere rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og i dag indehaver af eget kommunikationsbureau, med henvisning til de politiske forhandlinger omkring skatte- og energiforlig med regeringen, hvor oppositionslederen måtte modtage kritik fra sine egne for ikke at bide sig fast i forhandlingsbordet.

Baglandsstyrke

Det er studiet af den jyske indflydelse i Venstre, der har bragt Information til Herning. En undersøgelse af det politiske baglands magt og afmagt i en tid, hvor det at søge indflydelse via et partimedlemskab er noget, de færreste danskere bruger tid på. Heller ikke i Venstre.

Anders Fogh Rasmussen vandt nok vælgere til at få erobre magten tre gange i træk. Men samtidig tabte han halvdelen af partiets medlemmer.

Det er meget få steder, Venstre har den styrke tilbage i det jyske, som man besidder i Herning, hvor partiet har absolut flertal med 61,8 procent af stemmerne til kommunalvalget. Desuden har Herning borgmester Lars Krarup, som man kunne sammenligne med Peter Brixtofte i Farum, før det gik galt, samme iderigdom, samme foretagsomhed, samme popularitet blandt byens borgere. Salg af blandt andet det tidligere kommunale forsyningsselskab har givet kommunekassen muligheder for at bygge stort i millionklassen og afdrage gæld. Da fotografen skal tage billeder på gågaden i Herning, skal Krarup konstant hilse.

Søs Marie Serup taler om en særlig baglandsstyrke:

»Det er at være stærkt demokratisk forankret i et geografisk området og levere tydelige liberale sejre – der ofte er baseret på at turde noget mere, end man gør på Christiansborg. Lars Krarup sidder på en af de stærkeste venstrebaser overhovedet. Det er et område i vækst og lidt på trods, men hvor man formår at leve de ting ud, der bliver prædiket fra Venstretoppen.«

Desuden består styrken i at arbejde hårdt organisatorisk i Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og internt i partiet, hvilket også er et af Lars Krarups adelsmærker. Selv betegner han supersygehuset i Gødstrup som sit største politiske fingeraftryk.

»Det er en kæmpe sundhedspolitisk investering med over 4.000 arbejdspladser i en landsdel, som aldrig er set før, og som vi måske heller aldrig kommer til at se igen,« siger Lars Krarup, da jeg fanger ham mellem to møder på et lufthavnshotel.

Her åbner den tidligere slagterelev i Føtex døren lidt på klem til det politiske og strategiske spil, der var i Venstre om, hvor sygehuset skulle ligge. Ikke alene havde de to byer, som kæmpede om sygehusets placering – Herning og Holstebro – et historisk anstrengt konkurrenceforhold. Der sad to Venstreborgmestre. Og for at gøre det hele værre var Søren Gade – på det tidspunkt en meget populær forsvarsminister for Venstre – også valgt i Holstebro.

»Det var en prekær situation at skulle vælge mellem to baglands-yndlinge,« husker Søs Marie Serup.

Men Krarup gik ikke kun efter at påvirke Venstre på Christiansborg og beskriver det som den sag, han har brugt mest tid på politisk med telefonopkald, sms’er, flyrejser, kontakter til regionsrådet og faglige undersøgelser.

Hans borgmesterkollega og partifælle gik ud samme dag, regionsrådet traf beslutningen om det nye sygehus, og sagde, at sygehuset skulle ligge i Holstebro.

Lars Krarup valgte en anden taktik. Satte alt til side og 70 medarbejdere i gang med at finde de bedste saglige og faglige argumenter.

»Jeg prøver at vurdere, om det er en kamp, der tager en uge eller halvandet år. Hvis det er det sidste, så er det nok en god idé at have sine argumenter i orden. Hvis det tager en uge og afgøres af en folkestemning, så er det måske lidt noget andet. Vi lavede en faglig rapport på over 105 sider, sat op imod modpartens reklameindslag, der kom til at stå helt skævt. Med al respekt for min tidligere kollega i Holstebro mener jeg så også, at jeg har et bedre netværk på Christiansborg og i regionsrådet,« siger Lars Krarup.

Regionsrådets formand Bent Hansen (S), der fik rapporten gennemgået personligt, har senere udtalt sig om den som et imponerende stykke forberedende arbejde og rost Lars Krarups evne til at komme tæt på de rigtige beslutningstagere.

Inden sygehuset ender i Gødstrup formår den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen dog at stikke en kæp i hjulet i marts 2009, og siger »at løbet er kørt for Gødstrup«. Krarup ringer til både Lars Løkke og finansminister Claus Hjort, men er egentlig sikker på sit eget partis opbakning. Balladen fortsætter indtil oktober. Inden statsminister Lars Løkke Rasmussen skal holde sin åbningstale i Folketinget, bliver Krarup ringet op af spindoktoren, der fortæller, at han skal tænde for tv, for der vil Løkke fortælle om Gødstrup. Jacob Axel Nielsen er blevet banket på plads.

En dum legeplads

Goodwillkommer ikke gratis. Krarup mener selv, at den også skyldes hans strategi med at gøre sine politiske modstandere til medspillere. I byrådet giver han de andre partier politiske ordførerskaber og forventer til gengæld bredt samarbejde i stedet for at køre venstresolo med sit absolutte flertal. I et stort portræt i Jyllands-Posten beskriver en central kilde det som en billig omgang for borgmesteren. »Det ene år får Socialdemokraterne en cykelsti, og det andet får de en dum legeplads. Og så kan Lars synge den sang, om at alle er enige,« siger kilden, der understreger, at Lars Krarup selv undrer sig over, at modstanderne sælger sig så billigt i stedet for at agere politisk selvstændigt. Selv siger borgmesteren: »Jeg har først og fremmest de muligheder, fordi jeg opfører mig ordentligt politisk. Lokalt har jeg haft absolut flertal gennem syv et halvt år: Der er ikke én eneste ting, der er blevet besluttet i byrådet kun på venstrestemmer i Herning Byråd. Hvis vi ikke kan overbevise et eneste parti om, at vi har det rigtige synspunkt, så er det måske heller ikke rigtig for Herning. Og jeg kunne jo heller ikke gå til de konservative, radikale og socialdemokraterne i regionsrådet i forbindelse med supersygehuset, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt.«

Ud af hængekøjen

Så vidt indflydelsen. En stærk borgmester er en man lytter til i Venstre. Men sejrene må ikke blive for synlige.

»Man lytter til Lars Krarup i Venstre, fordi han har en god finger på pulsen og ved, hvad der foregår i det virkelighede liv. Når man sidder på Christiansborg, er man langt væk fra det mere traditionelle Venstre. Men man er også bevidst om ikke at give for synlige sejre til borgmestre, der offentligt har udtalt sig kritisk om ledelsen,« siger Søs Marie Serup.

I en artikel i Herning Folkeblad i anledning af Lars Krarups 10-års-jubilæum som borgmester fortæller Lars Løkke Rasmussen, nu kun partiformand i Venstre, om Krarups skarpe analyser: »For os som parti har det stor værdi, at Lars Krarup er god til at holde øje med, hvad der rører sig regionalt og lokalt. Han er ikke bleg for at ringe mig op eller sende en sms og fortælle, hvad der rører sig blandt partiets græsrødder. Han er observant og efter min mening skarp i sine analyser. Han er bramfri og ikke bange for at sige sin mening.«

Det er nu ikke altid holdningen i Venstre.

Sidste år skriver seks fremtrædende Venstreborgmestre inklusive Krarup til Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med partiets forhandlinger med regeringen om et nyt energiforlig. Venstre bør droppe den konfrontatoriske linje over for regeringen. Det kan ende med at koste arbejdspladser, lyder det.

Ifølge Politikens oplysninger skulle det have gjort Løkke så rasende, at han »skød med skarpt« på et hovedbestyrelsesmøde, hvor han lod forstå, at han betragtede henvendelsen fra baglandet som »illoyal«.

»Jeg kan da godt forstå, at en leder af et parti bliver irriteret over at sådan en historie kører i pressen,« siger Krarup, som var ærgerlig over at brevet blev lækket til pressen i sin tid. Og han havde da også Lars Løkke Rasmussen i røret flere gange den dag, historien kørte.

»De rådgivere, som havde travlt, og de ordførere, der blev sendt i byen for at mene noget grimt om os og beskylde os for partiskadelig virksomhed, er jo helt på månen i forhold til seks engagerede borgmestre, der gerne vil sikre nogle arbejdspladser i de kommuner, vi kommer fra. Det er sådan set vores funktion som borgmestre, og vi oplevede, at vores energiordfører ikke nødvendigvis var ved at løse den opgave,« siger Lars Krarup. Han godt kunne finde på at skrive under på et brev en anden gang. Men det er måske nemmere at ringe end at skrive, konstaterer han med et grin og fortsætter så mere skarpt:

»Hvis der også skal være noget læring på den anden side af bordet, må det være, at når der er nogle folkevalgte borgmestre, der henvender sig, så er det, fordi vi har et budskab. Jeg tror grundlæggende ikke, at det skader Venstre, at der er nogle borgmestre i Midt- og Vestjylland, som prøver at sikre nogle arbejdspladser.«

Søs Marie Serup nikker genkendende til, at baglandets magt kan udfordre en partitop og dens kommunikationsstrategi.

Irritationsmoment

»For en spindoktor er baglandet altid et irritationsmoment, fordi man ikke kan regne dem med i ens kommunikationsstrategi. Og selv om man kan, er det aldrig rigtig entydigt. Jeg tror, at de fleste partier gerne ville bruge baglandet mere effektivt. Men det er bare svært, fordi langt de fleste kommunalbestyrelsesmedlemmer er mere medlem af deres kommuneparti end af deres partiparti. Udfordringen for moderne partier er at finde måder, hvor baglandet føler sig set og hørt,« siger Søs Marie Serup blandt andet med henvisning til kommunalreformen som Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sin tid som indenrigsminister i Fogh-regeringen.

Den betød et massivt indhug i Venstre-borgmestre, og det kommunale Venstre var bange for at miste indflydelse. Det er nu ikke sket, mener Lars Krarup: »Vi er blevet færre borgmestre, men repræsenterer også en større del af befolkningen. Så de af os, der er tilbage, taler med en større vægt. I forhold til begrebet topstyring og rådgivere, der ikke bryder sig om indblanding, tror jeg ikke, man kan sige, at der er en kultur for, at man som ordfører i Venstre eller andre partier lige forhører sig med en kreds af borgmestre på et givent spørgsmål. Man skal selv søge indflydelsen.« Men der er andre i Venstre, der mener, de har mistet indflydelse. For år tilbage sluttede bønderne sig sammen med i det jyske imod Foghs ’grønvækst’-plan. Lars Krarup forstår dem godt:

»Den tale, Anders Fogh holdt på landsmødet i Herning, hvor vi lige pludselig var grønne hen over en lørdag, var ikke nogen stor tale for venstrefolkene. Det var det for Anders, men ikke for baglandet. Jeg gik ud midt under talen, fordi jeg ikke gad høre mere.«

Antallet af frafaldne venstremedlemmer er markante i år ét og to efter den tale, påpeger borgmesteren, der også understreger, at folk fra det jyske stadig er i geografisk overvægt i partiet.

11 procent bliver da også nævnt et par gange under snakken på grundlovsmødet i Sunds. 11 procent er den del af den samlede danske eksport, som udgøres af landbruget.

Men det afspejler sig ikke længere i landmændenes indflydelse på massepartiet Venstre.

»Vi er en minoritet,« konstaterer Ib Vingborg, da han og konen, Inger Vingborg, er ved at klappe stolene sammen efter grundlovsmødet i Sunds.

»Der er blevet færre landmænd, og de, der er tilbage, producerer en rasende masse.«

Ib Vingborg har været medlem af Venstre i omkring 30 år og siddet i bestyrelsen for den lokale Venstreforening. Men han har meldt sig ud:

»Jeg har prøvet at gøre min indflydelse gældende. Men man skal være hård, vedholdende og hurtigt tænkende, ellers bliver man jordet. Venstre er ikke det parti, det var for 30 år siden. Men man kan ikke være et parti som dengang længere, hvis man vil have indflydelse.«