Læsetid: 6 min.

Naturen er noget, vi lever af

I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
De nye industriprojekters påvirkning på miljøet bekymrer ikke nødvendigvis grønlænderne. De tænker f.eks.mere i mulige arbejdspladser.

Joachim Adrian

17. august 2013

Mikkel Myrup vil ikke have, at vi fotograferer ham på sit kontor. I forvejen er det svært nok at adskille arbejdet som offentlig ansat og den private kamp for miljøet, forklarer han. Som inspektør på Nationalmuseet har Mikkel Myrup været med til at lave arkæologiske forundersøgelser i tæt samarbejde med de selskaber, der planlægger storskalaindustri i Grønland. De har været i løbende kontakt om rapportmateriale, og de har været ude at spise sammen. Og i sin fritid har han så skrevet læserbreve imod deres projekter.

»I starten var det lidt svært at være sammen med de folk. De er vældig flinke og viser billeder af deres børn og familie og prøver at gøre hele selskabet så menneskeligt som muligt. Men jeg har vænnet mig til nu, at man skal samarbejde med de samme folk, som man bekæmper,« siger Mikkel Myrup.

Den 42-årige miljøforkæmper er lidt af en sjældenhed på Grønland. Han er formand for Avataq, Grønlands miljø- og naturforening. De er ikke andet end to-tre ildsjæle, og udover dem rummer landet kun enkelte lokale naturbeskyttelsesforeninger. Den største er vel nok Nuuk Fjords Venner, der har 346 venner på Facebook, og hvis formand også er næstformand i Avataq. Dertil kommer en håndfuld kritiske borgere i Narsaq-området i syd, der kæmper imod uranudvinding, mens foreningen mod aluminiumssmelteren i Maniitsoq lidt er gået i sig selv.

Selv om de fleste i Grønland har et tæt forhold til naturen, er miljøbeskyttelse et nyt spørgsmål for grønlænderne, mener Mikkel Myrup.

»Vi er vant til at leve i små samfund, hvor vi kan tillade os at dumpe alt vores lort ud i fjorden. Spildevand, kloakvand, det hele, det ryger bare ud, urenset. I de fleste byer smider man bare affaldet i en bunke og sætter ild til det. Og det gør jo noget ved den måde, man tænker miljø på. Man tænker ikke, at de industriprojekter kan have den store effekt, fordi man selv er vant til bare at smide det hele i fjorden,« siger Mikkel Myrup.

Klimaet ændrer sig

Når udlandet bekymrer sig om Grønlands natur, handler det typisk om klima, og rundt om i landet kan man da også se konsekvenserne af de store temperaturstigninger. I Sisimiut er permafrosten ved at tø op, så selv nylagte veje bugter sig af sted i tydelige hjulspor, hvor bilerne presser asfalten ned i den bløde jord. Uden for Ilulissat er isfjeldene markant mindre end for få år siden, og isbræen har trukket sig hastigt tilbage de seneste ti år. Længere nordpå er fangerne udfordret af, at tyndere havis korter hundeslædesæsonen ned, og helt sydpå har landmændene oplevet tørkelignende tilstande de seneste fem år, hvor regnen har ladet vente på sig.

Men grønlænderne selv opfatter generelt ikke forandringerne som en trussel, siger Lene Kielsen Holm, der er forsker ved Naturinstituttet.

»Holdningen er, at vi nok skal tilpasse os, for det har vi altid gjort,« siger Lene Kielsen Holm, der i sin forskning spørger folk rundt om på kysten til deres liv i naturen.

Tværtimod taler mange om klimaforandringerne som en mulighed for mere jordbrug sydpå og større selvforsyning af kød og grøntsager, siger Mikkel Myrup.

Små splittede samfund

I stedet er det spørgsmålet om de nye industriprojekters påvirkning af miljøet, der fylder i den grønlandske debat, og det er en diskussion, der splitter lokalsamfundene. I Maniitsoq har de siden 2007 ventet på, at firmaet Alcoa skulle bygge en aluminiumssmelter, der skulle skaffe byen 600 faste arbejdspladser. Det er mange job for en by på 3.500 mennesker, som kæmper med høj arbejdsløshed og udvandring, bemærker Mikkel Myrup.

»Den her smelter skulle være deres redning. Og hvis man så siger, at vi ikke vil have den slags industri i Grønland, så går man virkeligt imod deres interesser.«

I Maniitsoq endte det med, at de to primære drivkræfter i miljøforeningen var nødt til at flytte. De var født og opvokset i byen, men de kunne ikke være der længere, fordi folk råbte efter dem på gaden. Det samme skete i Narsaq, hvor nogle af uranprojektets kritikere til sidst fik nok af, at børnene blev mobbet i skolen.

»Det er små samfund, og det har sin pris, hvis man går op imod det, som anses for at være til samfundets bedste. Det er trods alt lidt nemmere her i Nuuk. Det er nemmere at gemme sig,« siger Mikkel Myrup.

Selv fik han efter sit første kritiske læserbrev en opringning fra en af de Alcoa-direktører, der havde været i Grønland. Han ville gerne hjælpe med at finde frem til de rigtige oplysninger, sagde han, men det føltes ikke som en venlig henvendelse.

Modvægt

Det var hele industiens måde at sælge sig selv på, der fik Mikkel Myrup engageret i miljøspørgsmålet. Det mindede om folkeforførelse, og regeringens eget informationsmateriale gik føjeligt med på den samme fortælling, oplevede han. Det stred mod hans retfærdighedssans, at selv politikerne i parlamentet fik misvisende materiale at træffe beslutninger på baggrund af, og siden har han og foreningen forsøgt at agere modvægt til industrien og Selvstyret. »Vi ser os selv som en lille vagthund, der kan bjæffe lidt om de problemer, vi ser. Vi gør os ingen illusioner om, at det er os, der bestemmer, om et projekt bliver til noget eller ej. Men der bliver måske rettet lidt på et projektdesign, og folk bliver opmærksomme på, at der er en masse informationer, som de ikke får.«

For hvert projekt er der flere tusinde sider, der skal læses igennem. I Avataq er de ikke fagfolk, og de har kun aftenerne og weekenderne til læsearbejdet. Men selv om det nærmest er en uoverskuelig opgave for den lille forening at gennemgå alle informationer, som industrien udsender, værgrer de sig mod at samarbejde med de store internationale miljøorganisationer.

»Vi kunne sagtens indgå i en form for samarbejde, hvor vi fik en masse hjælp fra Greenpeace eller WWF. Men det ville være et problem for os som en lille grønlandsk organisation, der prøver at vokse. Hvis vi begynder at tage imod penge fra nogle af de organisationer, ville vi straks miste troværdighed,« siger Mikkel Myrup.

Greenpeace er stadig ugleset i Grønland. Det er især organisationens snart 30 år gamle kampagne mod sælskind, som sidder dybt i folk. Kampagnen kørte på et fejlagtigt grundlag og gav store problemer for de mange små samfund, der var afhængige af at sælge sælskind. Så selv om Greenpeace siden har opnået gode resultater med blandt andet at afdække hemmeligholdte beredskabsplaner for oliespild, er grønlænderne stadig skeptiske over for organisationens egentlige motiver i landet. »Mange tænker, at de bare skal tjene nogle penge og have opmærksomhed, og så beskæftiger de sig med Arktis, fordi det er moderne.«Så i stedet prøver Mikkel Myrup og Avataq at klare sig med det netværk, de har i Skandinavien og Nordamerika, hvor miljøinteressegrupper hjælper med at læse tingene igennem.

For minedrift

Foreningens navn betyder ’fangstblære’. Det var et vigtigt redskab til at jage havpattedyr i inuitkulturen, og Avataq har valgt navnet som symbol på deres politik om, at man godt kan bruge naturen, så længe man gør det med respekt og omtanke.

Mikkel Myrup er heller ikke af princip imod minedrift i Grønland, også selv om det uundgåeligt vil betyde mere forurening, end der er i dag. Men han tror ikke på, at de grønlandske myndigheder endnu er stærke nok til at håndtere de store projekter, der er lagt op til. For eksempel er der ikke lavet nogen undersøgelser af den samlede effekt af flere samtidige projekter, siger Mikkel Myrup og remser en række andre potentielle problemer op, som han mener, kun er blevet overfladisk behandlet.

»I og med at vi er novicer i den her sammenhæng, så håber jeg, at de storskalaprojekter falder til jorden,« siger han. »Hvis vi skal i gang med en mineralindustri, tror jeg, det vil være klogest at begynde med nogle mindre projekter for at få erfaring og styrket vores myndigheder, så man på bedst mulig vis kan regulere selskaberne, ikke kun miljømæssigt, men også økonomisk og skattemæssigt.«

Og ikke mindst skal Selvstyret droppe planen om at ophæve nultolerancen for udvinding af uran til efteråret.

»For det er en virkelig dårlig idé.«

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond

Serie

Seneste artikler

  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
  • Vejen væk

    7. august 2013
    Det er ikke kun de store geografiske afstande, der splitter det grønlandske samfund. Selv i en bygd med 250 mennesker er forskellen enorm på dem, der er med på udviklingen, og dem, der ikke er det. Det samme er forskellen på de unges muligheder for at komme væk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror nu nærmere, at grunden til at miljøforkæmperen flyttede fra Maniitsoq er lukning af fiskeindustriskolen i forbindelse med at skolen blev blev flyttet til en anden by.
Jeg formoder, at den pågældende modstander af smelterprojektet flyttede fra Maniitsoq på grund af jobmæssige årsager, da byen ikke længere huser institutioner der har brug for en biologuddannet. Jeg mener som borger i Maniitsoq, at Myrup kommer med nedladende og usande påstande om befokningen i Maniitsoq. Han prøver at pådutte andre, at sådan er det jo i de små samfund i Grønland. Det er ikke så enkelt som han tror. Der er både tilhængere og modstandere af smelterprojektet blandt befolkningen Maniitsoq og sådan skal det være. Man bliver ikke smidt ud af Maniitsoq bare på grund af et luftkastel.