Læsetid: 7 min.

Regeringen må tale den store omstilling op

Vi har ikke en grøn regering, siger den tidligere topembedsmand. Politikerne taler kun økonomi, beskæftigelse og arbejdsudbud, ikke systemkrise, siger den grønne økonom. Det er et trade off, siger S-miljøpolitikeren. Rapport fra en omstillingsdebat i grønne omgivelser
Regeringens nye klimakatalog taler om omlægninger i landbruget, indgreb i transportsektoren m.m. Men regeringen anbefaler ikke selv nogle bestemte forslag. Det har afsporet debatten om klimapolitkken og den grønne omstlling, siger kritikere. Miljøet er slet ikke på de ledende ministres dagsorden, lyder det

Asger Ladefoged

23. august 2013

Uden for vinduerne breder Krogerup Højskoles store herregårdshave sig med den majestætiske rødbøg i centrum. I morgensolen efter nattens regn står alt det grønne dampende intenst. Hos naboen, Krogerup Avlsgård, har den økologiske producent Aarstiderne et mylder af skolebørn på besøg for at lære om bæredygtigheden.

Inden for vinduerne, i højskolens mødesal, er der enighed om, at det med omstilling til bæredygtighed er afsindig spændende – og svært.

Det er det unge netværk Omstilling Nu, der har arrangeret ugekursus om udfordringerne, afsluttende med en paneldebat med erfarne folk udefra: Tidligere direktør og chefrådgiver i EU-Kommissionen og medlem af Klimakommissionen Jørgen Henningsen, Danmarks første professor i økologisk økonomi Inge Røpke, Aalborg Universitet, samt Socialdemokraternes nyudnævnte miljøordfører Jens Joel. Afbud i sidste øjeblik fra en influenzaramt kontorchef i De Økonomiske Råds sekretariat, Jens S. Schou.

»Vi står med en langt mere fundamental krise, end hvis man ser på de enkelte elementer isoleret,« siger Jørgen Henningsen.

Han beskriver sammenhængen mellem finans- og økonomikrisen, klima- og miljøkrisen og det, han ser som en politisk og social krise.

Ressourcekrisen er derimod ikke så presserende, mener Henningsen og henviser til, at de voldsomme prisstigninger på råstoffer i tiåret 2000-2010 mere skyldtes en knaphed på produktionskapacitet end på ressourcer.

»I 2013 er priserne igen faldet betragteligt på en række råstoffer,« påpeger Henningsen.

Han understreger dog, at der er tale om en reel og alvorlig krise, når det gælder ressourcerne land og vand og dermed evnen til fødevareproduktion. Her ligger forskellige sektorer, lande og anvendelser i dag i stærk konkurrence om ressourcerne.

Når det gælder den fossile energi, er problemet ifølge Henningsen heller ikke ressourceknaphed.

»Vi har nemlig langt flere fossile reserver, end vi kan tillade os at bruge – det vil sige end klimaet kan tåle.«

Det tragiske møde i Qatar

Det med klimakrisen og bestræbelserne på at bremse den følger Jens Joel tæt.

»Det går ekstremt trægt,« siger han med henvisning til den internationale proces, der via FN’s mange COP-møder skulle bane vej for en global aftale om indgreb, der bremser den globale opvarmning ved to grader. Det seneste møde, COP18, fandt sted i Qatar i december sidste år med Joel som en af mange deltagere.

»Den tragiske konklusion i Qatar var, at vi fik en aftale om ikke at løse problemet: En aftale om at gå i gang i 2015 med noget, der skal virke fra 2020. Alle ved, at vi skal i gang længe inden, så det vi reelt aftalte var, at det ikke kommer til at lykkes.«

Jørgen Henningsen er ikke mildere i sin kritik.

»Alle landene gav hinanden fire års frikvarter uden nogen sandsynlighed for, at man om fire år bliver enige om det, man ikke er blevet enige om indtil nu. Det sker aldrig,« siger han om udsigten til enighed om en global klimaaftale.

Det bringer debatmødets fokus til Danmark og til regeringens aktuelle klimaudspil, der skal fastslå Danmarks position som foregangsland via målet om 40 pct. CO2-reduktion i 2020.

»Klimaplanen viser endnu engang, at man i regeringen ikke har kunnet blive enige om at integrere klimastrategien med landbruget, transporten osv.,« siger Jørgen Henningsen med henvisning til det uprioriterede katalog på 78 mulige virkemidler, som klimaminister Martin Lidegaard har lagt frem.

I stedet for at sige, hvad regeringen selv går ind for, har ministeren lagt op til en åben diskussion om de 78 alternative virkemidler.

»Den danske regering synes at have kopieret EU-Kommissionen, der i stedet for at komme med politikforslag er begyndt at lave grønbøger, der slutter med ’hvad synes I?’ Det afspejler bare, at Kommissionen ikke internt kan blive enig, og det samme er tilfældet i regeringen.«

Om fremlæggelsen af det uprioriterede virkemiddelkatalog frem for en regulær plan fra regeringen siger Jens Joel:

»Det er en god ide, at man diskuterer alternativer, men jeg synes, det er en kæmpefejl, at det i medierne blev udlagt, som om det var regeringens forslag. Det gjorde, at man blev nødt til at gå ud og skyde en masse af forslagene ned, og på den måde mistede vi jo muligheden for at diskutere hele kataloget. Det blev noget rod og ikke den bedste basis for diskussion.«

Jørgen Henningsen ser ikke ansvaret ligge hos medierne.

»Vi har ikke en grøn regering. Vi har to ministre – Martin Lidegaard og Ida Auken – som uden større held forsøger, og andre, som overhovedet ikke interesserer sig for det,« siger han og nævner statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon: »Det er heller ikke Margrethe Vestagers prioritet. Der er ingen af dem, der har miljø på dagsordenen,« mener Henningsen.

Ægte opsparing?

»Det er ikke rigtigt, at denne regering ikke prøver at sætte fut på den grønne omstilling,« indvender Joel.

»Vi flytter os i den retning, men der er en grænse for, hvor meget hurtigere man kan flytte sig end de andre lande, hvis man samtidig vil bevare en konkurrenceevne. Jeg er meget tilhænger af omstillingen, men det er et trade off. Jeg er bestemt ikke alene med mine synspunkter, men jeg har heller ikke altid flertal for min opfattelse af, hvor balancen er. Der er en konflikt mellem forskellige interesser, og de findes også hos Socialdemokraterne,« medgiver miljøordføreren og bringer Inge Røpke på banen:

»Det handler om at skabe de mentale forudsætninger for at få en fornuftig debat, og der har regeringen for alvor svigtet. Den har valgt de sidste par år ikke at diskutere andet end den økonomiske krise. Klimakrisen, miljøkrisen, den globale fordelingskrise osv. er jo ikke blevet talt op som den virkelig store udfordring, vi står over for. Det eneste, der er blevet talt om, er økonomisk politik, beskæftigelse, arbejdsudbud.«

»Det handler ikke om, at danskerne er dumme. Men om at de overhovedet ikke har været med til at diskutere disse større emner i meget lang tid,« mener Røpke.

Den grønne økonom finder, at det billede af Danmark som bæredygtigt, som de økonomiske vismænd har tegnet med deres rapport om såkaldt ’ægte opsparing’, er helt forvansket. Vismændene siger, at udviklingen i Danmark er bæredygtig, fordi vores forbrug af råstoffer og vores slid på naturen omsættes til investeringer i uddannelse, maskiner m.m., der forbedrer kommende generationers levevilkår mere, end miljøbelastningen forringer dem.

»Men vi danskere kan kun give noget videre til kommende danskere, fordi vi hugger fra nogle andre – vores opsparing er baseret på udnyttelsen af andres ressourcer,« siger Røpke med henvisning til danskernes forbrug af varer produceret på basis af råstoffer og miljø i andre lande.

»Vi forbruger også mere end vores andel af atmosfærens evne til at absorbere CO2,« påpeger Røpke.

»Konklusionen er, at vi ikke kan skabe bæredygtighed og ægte opsparing i Danmark uden at gå ned i levestandard.«

Jørgen Henningsen deler kritikken af ’ægte opsparing’.

»Jeg slår bak, når man bruger det som argument for miljøødelæggelse eller naturforringelse,« siger han.

Hvad politikere kan sige

Her savnes kontorchefen fra De Økonomiske Råd til at tale vismændenes sag. I stedet replicerer Jens Joel fra realpolitikerens udsigtspunkt:

»Inge, du siger, at vi skal ned i levestandard. Jeg er usikker på, hvem af mig og mine kolleger, der vil overleve i det politiske game, hvis vi siger det. Det er håbløst at sige til folk: ’Hvis vi skal stille om, skal du give afkald.’ Siger vi sådan, tror jeg ikke, vi vinder den kamp.«

»En god start er at sige, at levestandarden ikke skal op,« replicerer Røpke.

»Tag det at flyve i forhold til klimaet: Det bør vi ikke gøre. Hvis man om nogle år finder tekniske løsninger, så kan vi begynde igen, men vi kan da ikke blive ved at flyve, når det ikke er løst.«

»Jeg er ikke politiker, jeg er forsker. Jeg siger, hvad jeg mener. Det kan politikere ikke altid gøre,« pointerer Røpke.

»Vi kan godt sige, hvad vi mener, men vi kan ikke være sikre på resonans,« replicerer Joel.

Én ting er de tre debattører ganske enige om: En forudsætning for at bane vej for den store omstilling er større lighed.

»Den højere grad af lighed, vi så i 1960’erne og 70’erne, er afløst af større ulighed. Det er en central grund til det, Jens siger. Vi kan ikke sælge budskabet om omstilling til folk, når mange har fået deres position forringet, mens nogle få er blevet stinkende rige. Jeg kan ikke forestille mig en løsning, med mindre der skabes større solidaritet,« siger Jørgen Henningsen.

»Hvis vi ikke gør op med uligheden, får vi ikke folk til at gå sammen og rykke. Det er en pervers politisk debat, når Venstres Lars Løkke Rasmussen og Lars Chr. Lilleholt i kommentarer til klimakataloget siger, at ’det skal ikke blive dyrere at være dansker’. Det kommer da an på, hvem man er. Det skal f.eks. være dyrere at flyve,« siger Jens Joel.

»Forudsætningen for at løse miljøproblemerne er større lighed,« konkluderer Inge Røpke.

De unge tilhørere fra Omstilling Nu-netværket har fået noget at gruble over. De taler om at fortsætte med en hard core-konference om økonomi efter nytår for at komme tættere på konturerne af den ny grønne økonomi og vejen dertil.

Uden for er skolebørnene på vej ud fra Aarstiderne efter endt undervisning. De fleste har en pose med økologisk frugt og grønt med hjem.

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Knudsen
  • John Fredsted
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Lars Knudsen, John Fredsted, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Først og fremmest: Ja, det skal være meget, meget dyrere at flyve.
Og ja, der skal skiftes fokus fra det centrale til det lokale, hvilket jo går meget godt i tråd med, at det skal koste meget mere at hoppe på en flyver.

Niels-Simon Larsen

God læsning om et godt møde, hvor de centrale problemstillinger ridses op.

Jeg besøgte et moderne boligområde i den bedre ende i går. Der var masser af grønne plæner. Ingen havde tilsyneladende tid til at dyrke haver. Det er mest noget, man gør, når det er nødvendigt, og det er det slet ikke hos os. Overdreven velstand ødelægger et samfund, og når man ikke behøver at have noget med andre mennesker at gøre, gider man heller ikke. Man isolerer sig, og naboer bliver en byrde.

Som Inge Røpke siger, må vi ned i levestandard for at få bæredygtighed. Det er et enten eller set fra et globalt ligeværdighedsplan. Man kan ikke både have rov og hensynsfuldhed. Der må vælges.

Lars Knudsen, Karsten Kølliker og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
John Fredsted

'»Inge, du siger, at vi skal ned i levestandard. Jeg er usikker på, hvem af mig og mine kolleger, der vil overleve i det politiske game, hvis vi siger det. Det er håbløst at sige til folk: ’Hvis vi skal stille om, skal du give afkald.’ Siger vi sådan, tror jeg ikke, vi vinder den kamp.«'

Ergo: Game over!

Lise Lotte Rahbek

Måske kunne man lade være at fokusere på det,
der skal gives afkald på,
og istedet forkusere på det,
som kan få plads istedet.

Hvor kede af det mon folk bliver, over at de ikke kan få ny pc eller tv eller køkken eller bil eller tæj eller sko eller boligindretning hvert år,
men istedet får tid til at opleve deres børn, deres venner og andre kontakter, rode i jord, genbruge, reparere, hjælpe.. osv osv osv ?

Niels-Simon Larsen

Dvs. at siger en politiker sandheden, skræmmer vedkommende folk væk, og scenen overlades til kynikere og tåber.
Siger man, at der er hul i båden, bliver man hældt udenbords.
Siger man, at huset brænder, bliver man skubbet ind i flammerne.

Det var noget, man kunne tage op i Deadline og andre steder.

Børge Rahbech Jensen

Jeg er enig i indledningen, men resten af artiklen er nogle steder direkte usand, og bidrager ikke til noget konstruktivt.

Den aftale, der citeres fra Qatar, er ikke en aftale om ikke at gøre noget. Det er muligt, den danske regering delvist kopierer Europa-Kommissionen, men det, der følger efter grønbøger, nævnes ikke med et ord. Det er de citerede danskere, der er passive, mens store dele af verden er under forandring. De deltager kun i konferencer og konstaterer, der ikke er enighed om aktiviteter, men har tydeligvis stadig ikke opdaget, at de fleste lande, som deltog i klimakonferencerne, fører aktiviteter ud i livet enten hver for sig eller i forskellige konstellationer af lande. En sandsynlig årsag er, at individuelle valg ikke hører til dansk kultur.

Som jeg ser det, er det en ret ligegyldig, akademisk diskussion i Danmark, at der en grænse for, hvor meget hurtigere man kan flytte sig end de andre lande, hvis man samtidig vil bevare en konkurrenceevne. Sandheden er, at Danmark ikke flytter sig hurtigere men langsommere end andre lande, og hvis vi nu begynder at flytte os hurtigere end andre lande, er det med omkring fem års forsinkelse.

"Tag det at flyve i forhold til klimaet: Det bør vi ikke gøre. "

Den holdning har mange andre lande jo angrebet på en anden måde, end Danmark har. Inge Røpke nævner det i forbindelse med at give afkald. I andre lande er det nævnt i forbindelse med et mål om at gøre andre transportformer mere attraktive. Den forskel er et godt eksempel på forskellen på Danmark og de fleste andre lande, og Danmarks forholdsvis ringe kreativitet. Det er ikke engang til debat, hvorfor mange danskere elsker flyrejser og hader togrejser til trods for, flyrejser groft skrevet indeholder meget af det, danskere ellers hader såsom kontrol, autoriteter, ventetid og støj.

Jens Joels opfordring om, det skal være dyrere at flyve, bør ikke have første prioritet, ligesom det ikke havde første prioritet i andre lande. Det bør ikke gøres dyrere at flyve, før gode alternativer er på plads. Min oplevelse er, at en af de vigtigste - måske den vigtigste - begrænsninger i den forbindelse ligger hos DSB, som virker temmelig modvillige i forhold til levering af sin egen kerneydelse både internationalt og mellem landsdelene. Andre faktorer end prisen glemmes endda for flyrejser, ligesom det ofte glemmes, at de fleste billige flyrejser næsten er forbeholdt København. Ude i Europa er togrejser endda kommet ned i pris, formentlig støttet af en aktiv politik i flere regeringer og Europa-Kommissionen.

I forhold til Europa-Kommissionen glemmes også, at klimakommissæren ganske vist ikke selv udformer direktiver, men grøn omstilling indgår i direktiver fra andre kommissærer såsom transportkommissær Siim Kallas og energikommissær Günther Oettinger. Europa-Kommissionen støtter også meget forskning på området. Klimakommissær Connie Hedegaard er mere rådgivende.

John Fredsted

Jeg anser det for afgørende vigtigt, at vi i det offentlige rum får en debat/høring om, hvad det er for psykologiske mekanismer, der gør, at det moderne menneske ikke er villig til at give afkald. Personligt forestiller jeg mig, at der er tale om angsten for at gå glip af noget, hvilket jeg ultimativt forestiller mig handler om angsten for sygdom, forfald og død.

En sådan mangel på mod er ikke en privat sag, idet konsekvenserne berører andre levende væsener, mennesker såvel som dyr. Det er en offentlig sag, der bør udstilles i en sådan grad, at det bliver kulturelt fælleseje at kunne skelne mellem, hvornår et succesfuld menneske er værd at beundre, og hvornår det ikke er værd at beundre.

Børge Rahbech Jensen

John Fredsted,

Ironien er, at angsten for at gå glip af noget sandsynligvis også er en væsentlig årsag til, du selv anser det for afgørende vigtigt at få en offentlig debat el. høring om hvilke psykologiske mekanismer, der gør, at det moderne menneske ikke er villig til at give afkald. Du har jo selv valgt at gøre det til noget, der bør gøres til kulturelt fælleseje. Samtidig rejser du indirekte et andet spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at give afkald?

Børge Rahbech Jensen

Personligt må jeg 'bare' vænne mig til, det ikke længere er billigere at tage til London end til København, og det koster omkring kr. 6.000 i stedet for kr. 2.000 at tage til en koncert med en overnatning i Storbritannien. Det varierer, om det er billigere at tage til Berlin el. Hamburg end til København. Jeg har vist nævnt, jeg bor Randers. Det er de foreløbige konsekvenser af overgang fra rutefly til tog.
Ryanair er stadig brugbar til Storbritannien i nogle tilfælde, men i perioder kun hver anden dag og i realiteten kun den ene vej. Sun-Air flyver også direkte mellem Jylland og Storbritannien, men deres prisniveau svarer til British Airways'.
Til Tyskland har jeg aldrig benyttet rutefly.

Flemming Scheel Andersen

Sandheden om vor miljø politik er som en storrygers ønske om at blive røgfri.
Der er altid en undskyldning for at det ikke skal være i dag, men det må vente til i morgen!!

Vi kunne have haft 300 000 små vindmøller placeret ud over hele landet i et aktivt landmiljø, hvor vi udnyttede hele landets muligheder og egenskaber langt bedre, end at koncentrere og fordyre alle aktiviteter i kunstige kraftcentre, hvis vi havde ladet tingene udvikle sig naturligt fra Tvind beviste at vind kunne lade sig gøre.

Men man valgte kontrol, detaillovgivning, kæmpeenheder og affolkning af de områder der indtil dato har været de innovative.

Vi kunne for længe siden have valgt at køre på rapsolier eller/og sætte turbo på udviklingen af 2. og 3. generations biobrændsler og have været forgangs og eksportland af disse teknologier, sammen med udnyttelse af fornuftige afbrændingsmetoder af biooverskud, som halm.

Men igen var man bange for at miste kontrollen med afgifterne, når befolkningen fik mulighed/rådighed over kilder til egne energier og økonomien har hver gang vundet over miljøet, fordi vore politiker er som junkier efter penge til at dele ud til vennerne, så de kan opnå genvalg.
Ingen vil tage miljøet alvorligt før der er skillinger i det, alt andet er snik-snak.
Der er mangel på vilje og ikke muligheder i alle partier.

Karsten Kølliker og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I stedet for at have så travlt med at begrænse flyvningen, kommer man ikke uden om at udvikle CO2-neutrale eller -negative drivmidler til rejser i luften. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Karsten Kølliker

Muligvis kender de fleste i dette debatforum til Albert Bartletts Youtube-foredrag om eksponentiel vækst og har gennemgået Chris Martenson’s Crash Course, måske kender de også Max Keiser’s lidt manierede, men ikke desto mindre meget overbevisende afklædning af personer og adfærd indenfor finansverdenens højeste cirkler – i mine øjne er konklusionen ikke til at komme uden om: Finansmarkederne er umulige at redde. Siden 2008 har vi bare udskudt det uafvendelige, og finanskrisen vil føre til et kollaps af den globale økonomi. Enhver er fri til at betvivle og imødegå denne konklusion, men tag og tjek disse kilder først. Realiteterne springer én i øjnene.

Og hvis dette sammenbrud er uafvendeligt, så vil det i første omgang medføre, at menneskehedens samlede økologiske fodaftryk reduceres til en brøkdel nærmest fra den ene dag til den anden. Men derpå bliver vi så konfronterede med nogle rimelig hårdtslående spørgsmål om, hvordan vi overhovedet skal få vores liv til at hænge sammen.

Hvad vi efter min opfattelse skal fokusere på er, hvordan vi mentalt kan forberede os, så vi undgår panik og bevarer evnen til at tænke rationelt, og derpå hvordan vi kan ride stormen af og sikre at de ting, der virkelig har værdi i vores nuværende samfund, at de bliver båret med over i de nye samfundsmæssige rammer. Men apropos Lise Lotte Rahbecks kommentar ovenfor, så er jeg også overbevist om, at det bliver gennem lokale initiativer med social sammenhængskraft, at vi kan overkomme krisen. Personligt tror jeg, at krisen vil have en enorm frisættende virkning. At forestille sig omvendt at regeringen skulle føre an i denne proces er som at stirre ind i døden.

John Fredsted

@Børge Rahbech Jensen: "Samtidig rejser du indirekte et andet spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at give afkald?"

Jeg begriber egentlig ikke, at du overhovedet spørger om noget sådant, men lad mig da alligevel svare: Hvis alle mennesker på denne planet forbrugte som for eksempel en gennemsnitlig dansker gør, så ville der være brug for langt mere end bare den ene planet (vistnok fire, såvidt jeg husker), for at være bæredygtigt. Heraf følger, at enten skal mange danskere (og mange andre mennesker i verden med, naturligvis) - i hvert fald dem, der bruger langt over det bæredygtige gennemsnit - gå ned i levestandard, altså give afkald på noget af deres forbrug, eller også må det være et uundgåeligt faktum, at disse selvsamme såkaldte succesfulde menneskers adfærd må betegnes som værende grundlæggende barbarisk og derfor ikke værd at beundre.

Børge Rahbech Jensen

"Heraf følger, at enten skal mange danskere (og mange andre mennesker i verden med, naturligvis) - i hvert fald dem, der bruger langt over det bæredygtige gennemsnit - gå ned i levestandard, altså give afkald på noget af deres forbrug, "

Ok. Det er vigtigt at holde fast i en principiel følgeslutning. Hvorfor er det så vigtigt? Jeg gætter på, det er en religiøs tankegang, som kendes fra den kristne tro, Islam og flere andre religioner om bod for overtrædelser af love. I den kristne tro er den tankegang bedst kendt fra Det gamle Testamente med dens forbud, påbud og historier om, hvor galt det gik befolkninger, der ikke fulgte Gud bud.

Den følgeslutning forholder sig slet ikke til, om eksisterende levestandard kan opretnoldes med færre ressourcer. Den giver alene mulighed for, at nogle mennesker dømmer nogle andre, og for uforpligtende, akademiske diskussioner, som absolut intet forandrer, men blot er gentagelser af de seneste 45 års debatter. Det kan selvfølgelig være en grund til, det er vigtigt at give afkald: De, der var politisk aktive for 45 år siden, er nu så gamle, at der snart skal ske noget radikalt, hvis deres visioner skal føres ud i livet i deres levetid, så de kan se frem til en tilværelse som indflydelsesrige pensionister.

".... og derfor ikke værd at beundre.">/i>

Hvad har det med sagen at gøre, om nogle menneskers adfærd er værd at beundre? Det har jo nok det med sagen at gøre, at mennesker er flokdyr, og nogle mennesker enten har brug for koncensus om, hvem vi beundrer, behov for selv at blive beundret i stedet for andre, eller begge dele.

Som jeg ser det, er den danske klimadebat kørt ud i sandet igen, og det meste af den er indforståede forudsætninger, som ikke er til debat. Det er især kørt ud i sandet af krav el. forventninger om en socialistisk revolution, som gør en ende på det nuværende kapitalistiske system med dets forbrugersamfund. Det store problem med den indforståede forudsætning er, at den blokerer for, der sker noget som helst. Så enkelt er det. Udover ingen vil give afkald uden alle andre gør det, er det ikke engang til debat, om noget kan gøres anderledes. Det skyldes jo nok også et krav om koncensus ofte formuleret som "løfte i flok".

Allan Christensen

Et samfund der forbyder brugen af kunstgødning, kemiske sprøjtemidler og gensplejsning til produktion af fødevarer og andre produkter det vælger at kalde økologiske er et samfund der hverken interesserer sig for økologi, natur eller sine efterkommere og den fremtid det stiller dem i udsigt.

Allan Christensen

Det er en ulykke af dimensioner om den traditionelle teknologiudvikling herunder udviklingen af kemiske sprøjtemidler ikke har bidraget til, at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, pædagogik og miljøteknologi med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen og vores efterkommeres fremtidsudsigter til følge.

Børge Rahbech Jensen

Uddybning af en af mine egne kommentarer:
"Personligt må jeg 'bare' vænne mig til, det ikke længere er billigere at tage til London end til København, og det koster omkring kr. 6.000 i stedet for kr. 2.000 at tage til en koncert med en overnatning i Storbritannien. "

Merprisen skyldes mest en ekstra overnatning på et fire-stjernet hotel i Belgien el Tyskland i hver retning. Desuden forlænges rejsetiden med op til et døgn i hver retning, og jeg må selv betale min evt. kaffe i togene. På hotellerne er morgenbuffet med i prisen, som typisk er 1.000 - 1.500 kr. pr. nat. Jeg synes ikke, det er så slemt at rejse med tog i stedet for rutefly, omend det er bedst, hvis jeg har en bog af passende længde med.
Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt for de fleste danskere at checke ind op til to timer før afrejse for at bruge en rejseform med talrige informationer og restriktioner. Jeg tænker lidt, om det har at gøre med et behov for tid til adskillelse af hverdag fra rejse og minimering af risikoen for at begå fejl. Ved ankomst til destinationen opnås noget af samme effekt med tiden fra gaten og dernæst fra lufthavn til centrum. Togene kører ofte fra centrum til centrum, giver ikke meget tid til tilvænning og giver heller ikke meget hjælp. Jeg har læst flere antydninger af, at mange mennesker er bange for ikke at kunne finde ud af togskift, og tænker, det næsten kun kan skyldes, der er mere at være opmærksom på end i lufthavne, hvor der ikke alene er bedre skiltning men også barrierer, hvor rejsende bliver stoppet, hvis de er gået forkert.

John Fredsted

@Børge Rahbech Jensen: "... er det ikke engang til debat, om noget kan gøres anderledes."

Jamen, det er jo komplet nonsense: Er det at tale om, at vi skal til at give afkald, ikke i sig selv at have en debat om at gøre noget anderledes?

Allan Christensen

Skulle det mod forventning vise sig at de kemiske sprøjtemidler ikke har kunnet bidrage til et økologisk mere ansvarligt landbrug så vil ikke mindst det forrige århundredes håb herom vidne om en kærlighed til naturen, menneskene og livet på denne klode så intens at den professionelle økolog vil kunne hente inspiration herfra mange år ind i det næste århundrede, forudsat – selvfølgelig – at menneskeheden ikke forinden er bukket under i et totalt økologisk ragnarok.

Allan Christensen

Det synes som om at ”økologer” nu om dage fuldstændigt har glemt at bekæmpelse af ukrudt og skadedyr primært er en gestus man viser de vilde planter og dyr samtidig med at man bestræber sig på at producere hverken mere eller mindre end nødvendigt for at alle kan opleve, at de besidder et tilstrækkeligt overskud til at betragte naturen som en uudtømmelig kilde til undren og dyb fascination frem for at se denne som en trussel mod ens egen eller ens families eksistens.

Henning Steen

Fire jordkloder, ja - så kunne alle leve som danskerne gør det.
Hvis vi er rigtigt innovative, både hertillands og i udland, er der vel en chance for at denne voldsomme skævhed ikke bliver endnu skævere med befolkningstilvæksten på jorden.
Vurderes det omvendt, at ubalancen med usvigelig sikkerhed vil udvikle sig endnu mere ekstremt, vil nogle sikkert mene, at de voksende befolkninger på andre kontinenter i den situation kan fungere som en meget billig arbejdskraftreserve for de industrialiserede samfund. Eller, ligeledes positivt, som velegnede indslag i slumturismen. Ingen af delene nødvendigvis særligt morsomt out there...