Den selvstændige arbejder

Kaffen bliver serveret med underkop og kiksekage. Som en tidslomme fra 1950’erne er Arbejdermuseets kaffebar en forlængelse af museets udstilling. For vinduerne hænger korte, hvide gardiner, væggene er grønne som græs, og det grå linoleum lægger hver uge gulv til besøgende, der gerne vil lære lidt om den industrielle revolution, kvinders indtog på arbejdsmarkedet – eller blot mindes tider, som ikke er mere.

»Er det Richs?« spørger Henning Grelle med et lille grin og sætter sig hjemmevant ved de rød- og hvidternede duge. Information har lokket museets seniorforsker til at give en rundvisning i bygningen, hvor han har haft sin gang i en lang årrække. I forsøget på at sætte den nuværende debat om arbejdere og arbejderpartier i et historisk perspektiv vil han vise rundt på museet, hvor man kan følge arbejderens liv fra industri til velfærdsstat. Og der er langt til den arbejder, som de borgerlige partier bejler til for tiden, mener Henning Grelle. »Et arbejderparti skal være skabt af – eller have en vis andel af – arbejdere i sit vælgerkorps. Det har altid været udgangspunktet,« siger historikeren og henviser til Louis Pio. Det gør han tit, skal det vise sig, for det var jo Louis Pio, der i 1871 påbegyndte kampen for, at arbejderne dels organiserede sig, og dels forsagede alle borgerlige forsøg på at vinde dem. Uden Louis Pio, intet arbejderparti.

»Og det er netop pointen,« siger Henning Grelle. »Alle kan føre arbejderpolitik, men de er ikke arbejderpartier. Hvis man har historien i orden, kan Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti ikke være arbejderpartier, fordi det har de aldrig været i deres udgangspunkt. Men de kan da godt sige, at de fører arbejderpolitik.«

Vi går ind i museets festsal, der spiller en central rolle i museets historie. I 1879 byggede arbejderbevægelsen deres egen forsamlingsbygning, og den bygning blev i 1982 til Arbejdermuseet. Her har de københavnske socialdemokrater vanen tro holdt 1. maj, og festsalen dannede også rammen om Anker Jørgensens 85 års fødselsdag. Den historiske sal er udsmykket med røde faner, spejlglatte fliser og et glasloft i jugendstil. For enden er et stort frisemaleri, som er resultatet af talrige overmalinger. Henning Grelle, der selv er medlem af Socialdemokratiet, går op på scenen og står helt tæt op ad den store frise.

»Se, der er en sjov detalje: En cigar- og en tændstikæske, der har fået lov til at overleve overmalingerne,« siger han og peger på et lille hjørne af det store maleri, der ellers viser et motiv af Dyrehaven, hvor arbejderbevægelsen efter sigende afholdt mange møder. Her i festsalen er hofpladsen altså prydet af et dansk landskab. Ikke røde faner, knyttede næver og revolution, men et nationalsymbol.

»Maleriet er jo ændret flere gange, men landskabet er nok udtryk for, at man som arbejder ville integreres i samfundet, for nu at bruge et moderne ord.« Og det blev arbejderne i slutningen af 1930’erne, hvor de fik rettigheder og blev almindelige samfundsborgere, fortæller Henning Grelle. Næste udviklingstræk er velfærdsbølgen fra 1950’erne og lønstigninger i de gode 60’ere. Som arbejder fik man altså mere materiel velstand og også længere uddannelse for at kunne betjene den nye tids maskiner. Den udviklingshistorie er formentlig kendt for de fleste, men det er en udvikling, der har gjort især arbejderne sårbare, vurderer Henning Grelle: »Langt op i tiden – og til dels også i dag – er definitionen på arbejderklassen folk, der er vant til at have perioder med arbejdsløshed, altså sæsonarbejderne. Det var en kamp om at holde fast i arbejdet.«

–Er det dem, som Mette Frederiksen i dag kalder for konjunkturgidsler?

»Krisearbejdsløshed er jo lidt anderledes.«

Vi går videre ovenpå til, hvad der lader til at være et af Henning Grelles yndlingsbilleder på museet; nemlig et billede af Stauning, der sidder blandt folket.

»Det er Staunings klare opfattelse, at her sidder hans vælgere. Men han er godt klar over, at han ikke kan få alle med. Han siger jo ’Danmark for folket’, og alle er velkomne. Et arbejderparti er altså ikke kun for arbejderne, men for hele folket,« siger Henning Grelle, der også er forfatter til bogen Thorvald Stauning – demokrati eller kaos. Imens slås forspillet til ’Internationale’ an i museets højttalere, så man næsten kunne have historikeren mistænkt for at have timet det.

»Rejs jer fordømte her på jorden, rejs dig du sultens slavehær,« synger koret, mens Henning Grelle forklarer, at Stauning om nogen forstod, at det hedder »for arbejdere og af arbejdere« – ikke kun for.

»Og derfor er det jo noget pjat at tale om, at ens politik henvender sig til arbejderne, hvis arbejderne ikke selv er der,« siger han og fortsætter: »Skal vi gå op i ’industrien’? Der har de lidt plattedamestrejker og sådan noget.«

Arbejderen i dag

Udstillingen om industrialiseringens indtog prydes af Septemberforliget og B&W-arbejdere i færd med at svejse et skib. »Det er jo trist, at sådan nogle arbejdere ikke findes længere,« siger historikeren.

– Er arbejderne forsvundet?

»Nej, du kan stadig se elementer af de gamle arbejdere rundt omkring på arbejdspladserne; deres sprog og kultur. Men ellers er det jo noget med, at man bor i parcelhus og har en bil og tager på charterferie ligesom alle andre. Og meget ofte er en kvinde.«

Alligevel er f.eks. industriteknikeren, der i dag har overtaget svejsearbejdet og styrer det hele via en computer, stadig en arbejder i Henning Grelles optik. Det har ikke noget med ’legemligt arbejde’ at gøre, mener han.

Vi ender i museets lille forgård, hvor en campingvogn og et campingsæt er stillet op i anledning af en udstilling om danskernes ferieliv. Placeret i en blomstret campingstol under en brun parasol siger Henning Grelle:

»Lige nu konkurrerer partierne om arbejderne og om at være et arbejderparti. Tidligere handlede det om de offentligt ansatte, og kampen var den samme – nemlig hvilket parti, der havde bedst tag i de offentligt ansatte. Så der er i den forstand ikke sket noget nyt.«

– Dansk Folkeparti har jo mange arbejdervælgere – det er vel nyt?

»Dansk Folkeparti bliver aldrig et arbejderparti. Det kan godt være, at de har mange arbejdere blandt deres vælgere, men udgangspunktet for arbejderpartiet har altid været socialistisk, og det har Dansk Folkeparti aldrig været,« siger Henning Grelle.

»Se blot på kommentarerne til jeres artikler. Folk er jo uenige i, at borgerlige partier nogensinde skulle kunne defineres som arbejderpartier. Og så kan det godt være, at der i partiets vælgerkorps findes folk, som måske rent definitionsmæssigt læner sig op ad arbejderklassen. Men vil de ikke defineres som arbejdere, er diskussionen jo ligegyldig.«

– Er du arbejder?

»Nej, men jeg er heller ikke kapitalist. Jeg er middelklasse, ligesom en journalist på Information er. Og ligesom bunker af faglærte arbejdere, der er kommet op i middelklassen. Men man kan ikke afgrænse middelklassen fra arbejderklassen med en klar, skarp grænse,« siger historikeren og afviser, at grænsen kunne defineres af en indtægtsgrænse.

»Arbejderne i dag står over for noget helt andet end tidligere. Når der i gamle dage var lidt uro på arbejdsmarkedet, fandt man ud af, hvad de mente ude på B&W. Og så var man spændt på, om der pludselig kom 2-3000 arbejdere i demonstration derudefra. Nogle af de store afgørende arbejdspladser er der ikke mere, så arbejderen har været tvunget til at blive mere selvstændig. Hvis arbejderne føler sig trådt over tæerne kan de sagtens gå ind i en kollektiv aktion, som f.eks. sosu’ernes aktion i 2008, men der skal virkelig være noget galt. Det hænger sammen med, at man er meget solidarisk med sin arbejdsplads, fordi man er blevet et individ og ikke bare er nummer 17 i rækken ved samlebåndet.