Læsetid: 8 min.

Nogle tæller oprinde­lighed i procent

Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
På nationaldagen bliver der spillet både Dorthe Kollo-lignende popmusik og  grønlandsk polka i Nuuks forsamlingshus.

Tine Sletting

13. august 2013

Brune vinterfrakker og røde windbreakers myldrer rundt om scenen for at få et bedre billede af de dansende folkedragter. En ung fyr stikker hele sin iPad i vejret for at filme en sekvens grønlandsk polka. På scenen står frivillige børn og voksne fra teatergruppen N.A.I.P. og svinger hinanden rundt i et rasende tempo, mens de holder begge hænder om ryggen på partneren.

Der er nationaldag og kaffemik i forsamlingshuset med gratis kage og saftevand. Som regel fejrer mange dagen ved at tage ind i fjordene med familien og spise bær, som de samler i fjeldet, og ammassat, som de har lagt til tørring i løvet. Men i dag blæser det 20 sekundmeter, det er fire grader varmt og det regner. I forsamlingshuset er der derimod varmt.

»Vores forfædre fejrede også denne dag, årets længste dag,« lyder velkomsttalen fra podiet, mens folk stimler til kagebordet i en ukontrollabel kø.

Tidligere i dag har N.A.I.P som en af tre foreninger modtaget Kulturministeriets hæderfulde pris for med deres amatørteater at have skabt opmærksomhed om livet i gamle dage. Den anden modtager var et ikon inden for hundeslædekørsel og den tredje en fangerforening, der »har valgt at beholde den oprindelige Inughuit levevis« med strenge regler for sig selv og traditionelle fangstmetoder »ikke mindst i forhold til qajakfangst efter hvid- og narhvaler,« som kulturminister Nick Nielsen sagde i sin tale:

»Det bemærkes særligt, at de har formået at bevare meget af deres oprindelige kultur i en tid, hvor indflydelse fra de vestlige lande er stor.«

Grønlands forkærlighed for de gamle dyder skinner særligt igennem på nationaldagen. Men det er ikke kun i dag, at samfundet har fokus på det oprindelige. Det er en bølge, der går gennem landet, som har varet flere år, og som lige så meget handler om at distancere sig fra Danmark.

Både ved dette og ved sidste valg, har de partier, der arbejder for selvstændighed fra Danmark, fået succes. Magtens sprog er blevet skiftet ud, så regeringen konsekvent hedder Naalakkersuisoq, en minister naalakersuisut og Landstinget Inatsisartut – også når man taler dansk. I folkeskolen er grønlandsk blevet det dominerende sprog helt ind i dansktimerne. Og der bliver set skævt til brancher, der ikke bruger grønlandsk arbejdskraft.

Problemet er at finde ind til, hvad det særligt grønlandske er i et moderne samfund, hvor man ikke kan leve af kajakfangst efter hvidhvaler og folkedans.

Immaqa

»Forskellen på Danmark og Grønland er uret. I Grønland er det altid immaqa, måske,« siger Jens Wille, 36 år og fra bygden Niaqornaarsuk. Han taler om både kulturen og det omskiftelige vejr, der stadig kan sætte en stopper for en planlagt sejltur eller lukke flytrafikken af til en by i ugevis. Han kalder sig selv fisker og fanger, men er nu timelærer på bygdeskolen. Han ville gerne fiske, hvis det gav flere penge end at undervise.

»Det er der, friheden er,« siger Jens Wille.

Fortællingen om kulturen og forholdet til arbejdslivet er klassisk. Man tager ud på havet, når vejret tillader det, og man lader sig ikke gå på, hvis man må blive hjemme.

Det er også en forklaring, der går igen, når man spørger grønlænderne selv, hvorfor så mange aldrig får en uddannelse, eller hvorfor der er så mange ledige stillinger, når arbejdsløsheden er høj. Grønlændere er ikke vant til at møde på et bestemt tidspunkt og arbejde mandag til fredag, siger de.

Den gentagne fortælling bekræfter nogle i, at det er sådan, grønlænderen er, og at det ikke er noget, man lige kan ændre på. For andre er det en provokation, der beviser, at der er brug for en mentalitetsændring, hvis samfundet skal bevæge sig fremad.

»Det kan godt være, den mentalitet kan ændres, men det er et langt sejt træk, og det er politikernes opgave. Dem, der taler om grønlandificering, er også dem, der ikke gider arbejde,« som den unge fremadstormende direktør for Halibut Greenland, Niels Thomsen, formulerer det.

Et andet samfund

En anden teori lyder, at det er det fordanskede velfærdssamfund, der ødelægger grønlændernes egen selvopholdelsesdrift. En af fortalerne er Per Kunuk Lynge. Han er 58 år, cand.pæd., tidligere skoleinspektør og lever nu af at holde kurser for ledige, mens han på egen hånd forsker og skriver bøger om især drengenes problemer i samfundet.

Fra sit kontor i et industrikvarter yderst på havnen i Nuuk, fortæller han om sine resultater, som han baserer på observationer og interviews med 30 af byens jollefiskere og deres børn.

»Skolen i Grønland er en kopi af en dansk skole, hvor drenge med høj grad af inuit-baggrund har sværere ved at klare sig, fordi de ikke kan genkende de normer og værdier, som er fremherskende i familien og i det omgivende samfund,« siger Per Kunuk Lynge.

Problemerne fortsætter i velfærdssamfundet, der også er bygget op efter dansk model, hvor familien og klanen ikke har samme rolle som i den oprindelige grønlandske kultur. Samfundet holder hånden under de unge, og det holder dem nede, når de ikke behøver at arbejde, forklarer han.

– Skal man så fjerne arbejdsløshedsunderstøttelsen?

»Det har jeg ikke tænkt over. Nej, der skulle nok være et minimum, som man kan klare sig for. Men grundlæggende skal man lade være med at holde hånden under folk, som man gør i dag. Så vil de folde deres talenter ud. Du skal bare se. Så vil der blive 100 professorer ud af 100,« siger han.

– Men hvad skal man sætte i stedet for velfærdssamfundet? Hvordan hjælper man dem i gang med at tage en uddannelse, eller skal de bare gøre det af sig selv?

»Du tænker hele tiden, at man skal sætte noget i stedet. Sådan er det ikke. Det er fordi, du har din danske tankegang.«

I stedet skal man indrette et helt nyt samfund, forklarer Per Kunuk Lynge med udgangspunkt i byen Tasiilaq på østkysten. Her bor knap 2.000 mennesker, og 70 pct. forlader aldrig byen, siger han. Derfor skal de sætte sig ned i familierne og klanerne og i byen og tale sig frem til, hvilket samfund de gerne vil have dér. De kan leve af fisk og fangst og smykkesten, foreslår han.

– Det lyder mere som en revolution af hele samfundet. Jeg prøver bare at forstå, hvordan en gruppe arbejdsløse skulle blomstre op af sig selv, hvis man tog al hjælp fra dem?

På det punkt i interviewet bliver Per Kunuk Lynge vred.

»Hvad er det, du ikke forstår? Er du bare sådan en, der synes, at grønlændere ikke duer til noget som helst?« siger han og rejser sig halvt op i stolen ind over bordet. Interviewet er slut.

En blandingskultur

Tilbage i forsamlingshuset i Nuuk er et band gået på scenen. Det lyder lidt som en grønlandsk Dorthe Kollo. Musikken er dansk-top inspireret, men sangen er på grønlandsk. Ved bordet sidder en pige i 20’erne og synger med på omkvædet. Det er tydeligvis en sang, folk kender.

Sproget er en anden brudflade på vejen tilbage mod det oprindelige. Samfundets insisteren på at fremme det grønlandske sprog på alle niveauer giver grønlænderne bedre muligheder for at forstå og tage del i det, der foregår. Kun en tiendedel har dansk som førstesprog. Men det skaber også forhindringer for, at samfundet kan bevæge sig fremad. Eksempelvis når Selvstyret udarbejder kontrakter med mineselskaber, og det grønlandske sprog ikke har udviklet den samme præcise jura, der på umisforståelig facon binder alle parter til det, de har aftalt. Eller når de grønlandske unge pludselig skal tilegne sig flydende dansk, hvis de skal begå sig i gymnasiet, hvor lærerne er danske. Og man kan ikke bare indføre grønlandsk i gymnasiet og på universitetet også, mener den danske lærer Jimmy Hymøller, der beskæftiger sig med uddannelsessystemet.

»I et samfund med 57.000 mennesker er det simpelthen urealistisk, at man kan uddanne nok grønlandske gymnasielærere,« siger han.

I det hele taget kan samfundet ikke nøjes med grønlandsk arbejdskraft. Hvis der sker et gennembrud på olie- og mineområdet, får Grønland måske brug for 1.000 flere ingeniører. Men Grønland uddanner kun fem hvert år, siger direktør i ingeniørfirmaet Inuplan, Kristian Lennert, om behovet for arbejdskraft udefra. Inuplan satser så vidt muligt på lokale arktiske ingeniører for at bygge mest mulig viden op i det grønlandske samfund. Men der er også danskere, færinger og islændinge ansat.

»Det er jo et følsomt område, hvem er grønlandsk. Er det først, når du kan sproget? Dem, der har slået sig ned her, er gift og har fået børn, er også grønlandske i vores øjne. For os er den vigtigste kontinuitet, at man har lyst til at blive her i mange år, uanset hvor man kommer fra,« siger Kristian Lennert.

Én af dem, der har mærket samfundets fokus på at sikre grønlandsk arbejdskraft på grønlandske arbejdspladser, er den 41-årige dansker Espen Andersen. I seks år var han direktør for turistbureauet World of Greenland, og turistbranchen har i alle årene fået hug for, at der ikke var særlig mange grønlændere ansat.

»Men den grønlandske arbejdskraft er der ikke. Det er den bare ikke,« forsvarer han sig.

Han har selv boet i Grønland siden 2001 og er nu grønlandsk gift og har en søn på to år, der går i vuggestue og bliver tosproget. Han er efterhånden lidt træt af diskussionen om det grønlandske og det ikke-grønlandske:

»Der er jo nogle, der opgør etnicitet i procent. Min kone er fra København, men hun ser grønlandsk ud. Så hvad er hun? Og hvad skal jeg gøre for at blive en del af samfundet ligesom alle andre. Uanset hvor mange år jeg bor her og betaler skat, kan jeg jo aldrig få grønlandsk statsborgerskab.«

Dansemik

I forsamlingshuset er nationaldag blevet til aften og kaffemik har overladt pladsen til dansemik. Blæsten og regnen har taget til i styrke, men der er ikke blevet mindre varmt inden for.

En mand med et hammondorgel har fyldt dansegulvet. Med næsten uhørlige variationer overtager det ene nummer med grønlandsk polka det andet. En flok unge drenge med kasket og hætter står i gangen og griner, mens dansegulvet er domineret af folk i den alder, hvor man har lært at danse folkedans. I udkanten af gulvet står en gruppe fulde danske embedsmænd fra Selvstyret og kigger på. Efter hvert nummer skynder folk sig tilbage på deres pladser, for så at skynde sig ind på dansegulvet igen, så snart musikken starter igen, hvis de har mod på en tur mere. De snurrer rundt og rundt på hele gulvet med et sikkert tag om hinanden.

»1-2-3,« er der en, der råber.

»Hurra-hurra-hurra,« lyder de prompte fra hele salen.

Forsamlingshuset bliver mere og mere proppet. Folk begynder at rejse sig op på stolene og rokke, mens de kigger på de dansende og tager billeder. Andre går op på scenen.

Til sidst er manden med hammondorglet fuldstændig skjult bag mennesker, der kigger væk fra ham og ud over gulvet. Det er dem, der danser, der er i centrum.

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond.

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
  • Vejen væk

    7. august 2013
    Det er ikke kun de store geografiske afstande, der splitter det grønlandske samfund. Selv i en bygd med 250 mennesker er forskellen enorm på dem, der er med på udviklingen, og dem, der ikke er det. Det samme er forskellen på de unges muligheder for at komme væk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu