’Vores økonomi er en zombie’

Han har meget fidus til Henrik Sass Larsen. Ikke fordi han altid er politisk enig med ham – faktisk langt fra – men fordi Henrik Sass’ to unævnelige mandlige bløddele er store nok til, at han tør lave politik, siger Ole Bjerg. Politik i dets egentlige forstand, understreger sociologen.

»Vi hører så ofte, at politik er det muliges kunst. Det er noget vrøvl. Politik handler om hele tiden at flytte grænsen for det mulige. At gøre det, der måske var umuligt i dag, muligt i morgen. Og det er der få, der gør. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte at Sass var tilbage.«

For tiden er der nemlig især et område, hvor Ole Bjerg vil håbe at den nyudnævnte øverstechef for bankerne tør hæve barren for det mulige: At give Nationalbanken sit monopol på pengeudskrivning tilbage. Og derved fratage bankerne muligheden for at skabe virtuelle penge ved at låne flere ud, end de har reserve til. For der er mere end blot økonomi på spil. Som det formuleres afslutningsvist i Ole Bjergs bog Gode penge – et kontant svar på finanskrisen, der udkom i går: »Så længe et land ikke laver sine egne penge, så vil befolkningen kun i begrænset omfang have demokratisk indflydelse på sin egen skæbne«.

Bilder os ind at det er svært

I bogen advokerer Ole Bjerg for et såkaldt full reserve-system, hvor bankerne er pålagt faktisk at have de penge, som de i dag flytter rundt på – uden faktisk at have dem. Men før den danske sociolog kom så langt som at finde svaret, måtte han stille et meget grundlæggende spørgsmål: Hvad er penge?

»Jeg fandt ud af, at det ikke nødvendigvis er så kompliceret. Det er faktisk ret simpelt, men vi har på en eller anden måde bildt os selv ind, at vi ikke kan begribe det. På samme måde som selv fagkundskaben også har bildt sig selv ind at det superkompliceret.«

Ole Bjerg satte sig for at dykke ned i litteraturen – fra de økonomiske hovedværker, over antropologien, teologien, filosofien og endda alle de bøger, som normalt ville blive afskrevet af akademikere som ubrugelig viden.

»Noget af det første, jeg fandt ud af, var, at standardfortællingen om penge i hvert fald ikke var rigtig – du ved den dér om, at der var en bager og en slagter. Og så sagde bageren ’Åh nej, jeg gider ikke have mere af dit kød’. Og så sagde slagterne ’Jeg gider sgu da heller ikke have mere af dit brød’. Og så sagde en af dem ’wow, skal vi ikke bytte noget guld!?’. Og så sagde den anden ’skidegod ide’. Jeg sad og læste det og vidste stadig ikke, hvad penge var. Men blev til gengæld fyldt af en meget stor sikkerhed om, at den her forklaring i hvert fald ikke holdt en meter,« fortæller han.

Men det var ikke lige til bare at lægge Adam Smith væk og gribe et mere tidssvarende værk. For spørgsmålet om penge har nemlig levet en lidt forældreløs tilværelse, siger han.

»Går man 100 år tilbage i tiden var økonomi, filosofi og socialvidenskab ikke isolerede discipliner. Men op igennem det tyvende århundred skete der en adskillelse. Spørgsmålet om penge tog ingen imidlertid rigtig med sig. Det hjalp så ikke, at vi fik en bølge af neoklassisk økonomi, der har en meget snæver empirisk og kvantitativ tilgang til feltet og bruger sin tid på at bygge modeller, ikke stille spørgsmål. Så pengene faldt ned mellem flere stole og lå dødt der. Filosofferne og sociologerne sagde: ’det ved vi ingenting om’, og økonomerne sagde ’heller ikke os, men skidt pyt, det er ikke vigtigt.’«

Men det er vigtigt, siger Ole Bjerg. »Spørgsmålet om penge burde optage alle. Man kan indvende, at jeg som sociolog har bevæget mig ind på økonomernes område, men faktisk er penge af en så grundlæggende karakter som f.eks. spørgsmål om, hvad sproget er. Og det er måske så grundlæggende, at det kan bliver dets problem. Som Martin Heidegger jo gjorde opmærksom på, er noget af det sværeste at begribe jo det, der er tættest på os.«

Den blinde vinkel

Ole Bjerg understreger, at økonomer hverken er dummere eller mere onde end andre mennesker. Ej heller er deres disciplin mere selvrefererende.

»Guderne skal vide, at vi i sociologien har tonsvis af antagelser, der er helt hul i hovedet og kun består, fordi ingen underlægger dem sund fornuft. Forskellen er bare, at ingen kunne finde på at gå til en sociolog og spørge, hvordan vi skal indrette vores samfund. Og så gøre hvad vedkommende siger i uformidlet form,« siger Ole Bjerg.

Men økonomien har fået en særstatus og har samtidig udviklet metoder, der gør det umuligt at sige dem imod, mener han. »Læser du neoklassisk økonomi, kan du måske følge med de første par sider. Men bang! så kommer formlerne. Det er jo som i gamle dage, hvor Biblen var skrevet på latin. Du kunne godt forstå indholdet, når præsten fremlagde dem, men du var jo som almindeligt menneske afhængig af ham, for du var jo prisgivet over for de latinske verber.«

Derfor har Ole Bjergs metode ikke været meget ulig et barns erkendelse.

»Start med de simple, dumme spørgsmål; hvad er penge?, hvad er en bank?, hvad er gæld? Og stop ikke før svaret tilfredsstiller din egen sunde fornuft.«

Zombierne

Det er jo et gigantisk paradoks, mener Bjerg, at selvom der var bred enighed om, at krisen åbenbarede den økonomiske videnskabs mangler, var det selvsamme videnskab, vi greb til for at få løsningerne. Vi lever derfor i en af de for tiden så populære amerikanske zombie tv-serier.

»Men det tragiske ved zombier er jo, at de ikke kan finde ud af at leve, men heller ikke at dø. Det neoklassiske paradigme er ikke levedygtigt, det ved alle, men det kan ikke dø. Og de har ikke svaret på, hvordan de skal finde ro. Vi må simpelthen sige, at de beslutninger, der skal træffes, rækker ud over et dødt paradigme,« siger Ole Bjerg.

– Men er økonomernes monopol på de store svar ved at brydes?

»Både og. Forleden så jeg et indslag i Deadline med den nye direktør for ATP, der havde haft en karriere i Citybank. Vi har altså stadig en situation, hvor vi, når vi skal finde en til at passe på vores hårdt opsparede pensionspenge, tyr til en helt sikkert fornuftig mand, men ikke desto mindre en mand, der har været med til at køre det hele i sænk.«

Men han ser grøde i vandene, når det kommer til de førnævnte mulighedsbetingelser for politik. På græsrodsniveau organiseres stadig flere netværk med alternative økonomiske bud, medierne er i stigende grad interesserede, og selv politikerne er mere åbne for at tage fundamentalt fat.

»De har jo set, at det er muligt at smadre fastlåste paradigmer. Et godt dårligt eksempel var Bush, der efter 2001 gjorde netop det. Inden da havde alle afvist, at man bare kunne opdigte en historie og så bombe et andet land tilbage til stenalderen. Det var ikke desto mindre det, han gjorde, og det vi siden har praktiseret. Jeg ville da ønske, det ikke var sket, men det illustrerer muligheden for paradigmeskift,« siger Ole Bjerg.

Momentum

– Du lyder så optimistisk, men når der ikke skete et grundlæggende opgør med det herskende økonomiske paradigme efter sammenbruddet i 2008, hvornår skal det så ske? Har vi ikke misset momentum?

»Jeg er bestemt ikke en udpræget optimist. Måske er jeg faktisk bare endnu mere pessimistisk. Jeg forventer vel egentlig, at det brager sammen lige om lidt. Jeg håber bare, at vi næste gang er lidt bedre klædt på og derfor kan rykke lidt hurtigere,« siger Ole Bjerg. »Et mundheld siger, at intet er umuligt, når alt er på spil. Jeg er måske lidt dramatisk i det, jeg har en dyb overbevisning om, at det er lige om lidt. Transformationer sker ikke i en glidende bevægelse. Der er vinduer, der åbner sig, og det var der lige efter 2008. Men vi skal nok få chancen igen«. Det er som at skubbe en bil ud af et mudderhul, siger Ole Bjerg.

»Det er et lille nyk op. Og så et stort tilbage. Et lille hak mere. Og såååå tilbage. Men før eller siden, er der nok, der skubber på. Og så ville det jo være fedt, hvis Sass Larsen havde slænget med fra Køge og satte speederen helt i bund.«