Læsetid: 7 min.

’Jeg har bare besluttet, at dette kan lade sig gøre’

På Fejø i Smålandsfarvandet har nogle af indbyggerne taget visionen om den grønne omstilling til sig. Økologisk mosteri, helbredende have, tang til fødevareproduktion, vedvarende energi – der er meget at gå i gang med i et presset udkantssamfund, hvor konkret handling er vejen til optimisme
Anita Winter og hendes mand flyttede fra deres hus i Gentofte til Fejø. Ønsket var at leve tættere på hinanden som familie og være mere nærværende. Begge forældre var selvstændige erhvervsdrivende, da de boede nord for København, og på Fejø har de nu et økologisk cideri.

Sigrid Nygaard

4. september 2013

Faktisk synes jeg, at vores familie er lykkelig,« skriver Kai Winter i en mail.

Vi er ved at aftale et besøg på Fejø, hvor Kai, hans hustru Anita og deres to børn, Mathilde og Anders, bor.

Fejø er en lille ø i Smålandsfarvandet, et kvarters sejlads fra Lolland med færgen M/F Christine. Her bor 550 mennesker, og Kai og Anita er blandt dem, der gerne vil gøre det lille samfund til grøn ’omstillings-ø’. For at skabe nye muligheder, modstandskraft og bæredygtighed i det lille samfund, der er trængt af udviklingen på samme måde som andre danske lokalsamfund fjernt fra storbyerne.

Kai er ikke hjemme, da vi ankommer til Kernegaarden, familien Winters bolig i den østlige ende af Fejø. Men Anita tager imod med nybagt brød, æblemost og store sorte bær fra morbærtræet på grunden. Solen skinner ned på havebordet mellem træerne, Anita har udslået hår, røde kinder og rigeligt at se til. Kernegaarden producerer omkring 30.000 flasker økologisk æblemost samt 5-20.000 flasker æblecider hver sommer, alt imens de holder får, geder, høns, heste, kaniner, ænder samt passer gårdbutik og lægger hus og værtskab til bondegårdsferie.

»Om sommeren sidder jeg aldrig ned. Nogle dage står jeg op klokken fem, bager brød, og bruger et par timer med kontorarbejde, mens der stadig er roligt i huset. På sådanne dage er jeg bare færdig, når klokken er 20,« siger hun med et smil.

Det er et anderledes liv, end det hun og Kai kom fra tilbage i 2000.

»Vi boede dejligt i Gentofte med vores to små børn. Vi havde hver vores virksomhed og arbejdede rigtig meget – det skal man jo, når man bor i byen med høj husleje og to biler. Jeg havde et par danseskoler, Kai havde en skjortefabrik,« fortæller Anita.

»Vi havde talt om at flytte på landet for at leve tættere på hinanden og børnene og være mere nærværende, være i nuet.«

I første omgang blev nærheden i familien dog opnået via et halvt års rejse Jorden rundt.

»En dag efter hjemkomsten var vi i Knuthenborg Safaripark, og derfra tog vi en tur videre til Kragenæs, sejlede med færgen over til Fejø og kørte rundt på øen, hvor vi stødte på denne gård, som de lokale kaldte Rustenborg, fordi den havde stået ubeboet i 12 år og så ud derefter. Men det var lige os. Der måtte vi bare bo.«

Det har familien Winter nu gjort i 14 år. I starten, under renoveringen, sov alle fire på madrasser mellem tapeter, der hang i laser fra væggene, maden blev lavet på et gaskomfur på gårdspladsen, vandet blev hentet op af brønden, og toilettet – det foregik i skoven. Med en spade.

Den økologiske vision

I dag er Kernegaarden en renoveret økologisk bondegård med flere tusind æbletræer, mosteri og produktion af en cider, der har opnået økologisk guldmedalje, foruden den ufiltrerede æblemost, der har fået både guld og sølv og et æresbevis fra Prins Joachim, samt – ikke at forglemme – Kais økologiske calva.

»Cideren laver vi på æbler fra 1.000 franske æbletræer, som vi har købt og plantet her for at få den rigtige smag,« fortæller Anita.

Det hele har de opbygget fra grunden og lært skridt for skridt.

»Vi var jo ikke så gode i starten, og vi har da måttet hælde nogle tanke cider i kloakken. Sådan er det.«

Det er ikke bare drømmen om at flytte på landet, familien Winter har realiseret. Det er også visionen om at nærme sig bæredygtighed.

»Det skulle være bæredygtigt, økologisk og lokalt produceret. Det er vigtigt for os, at naturen får lov at blive her, og at grundvandet fortsat er rent til vores børn og til de næste generationer. Vi har også vor egen vindmølle, så produktionen kan gøres CO2-neutral.«

– Tænkte I grønt på samme måde i Gentofte?

»Nej, ikke i samme grad. Jeg tror, det er øen, der har gjort det. Det at vi er helt tæt på råvarerne og produktionen og naturen. Vi går jo og føler på æblerne for at afgøre, om det er i dag eller i morgen, de skal presses. Man bliver opsat på at skabe det bedste af det bedste og samtidig blive bæredygtige. Man bliver optaget af at genanvende ting, at reparere i stedet for at smide ud og købe nyt. Og det syn på tingene får én til at tænke, at sådan bør det også være for andre.«

Derfor er Anita og Kai del af det spirende initiativ for at dreje Fejø i bæredygtig retning. Fejø Permakultur og Omstilling hedder det.

»Det ville være fantastisk, hvis øen blev helt økologisk og ét stort omstillingsinitiativ,« siger Anita.

Den helbredende have

Men ingen er i tvivl om, at det i givet fald bliver en lang rejse. I dag er blot otte-ni husstande aktivt involveret i projektet. Og der er mange på Fejø – konventionelle landmænd og andre – der ikke lige har set perspektivet i sådan en omstilling.

Anne Moloney og hendes mand Mick har. Anne indvandrede til Fejø fra Ballerup for omkring 15 år siden og er i dag en af drivkræfterne i omstillingsinitiativerne på øen, heriblandt ’Den helbredende have’, der netop har haft officiel åbning, og hvor den glemte viden om planternes betydning for sundheden skal opdyrkes.

»Det handler om genlæring af gamle færdigheder, et oplysningsprojekt om sundhed,« fortæller Anne, der serverer frokost med hjemmerørt røllikesmør som tilbehør.

»Røllike indeholder bitterstoffer, der er vigtige for fordøjelsessystemet. Bitterstoffer fik vi før i tiden via f.eks. rosenkål, men dem har man avlet på, så de er blevet mere søde på bekostning af bitterstofferne. Det er et eksempel på, at vi i dag ikke har nogen overordnet forståelse af tingene. Hvis noget smager lidt bittert, tænker vi, at vi via avlen bare kan droppe det og i stedet gå efter det søde. Vi styrer efter den umiddelbare lyst og reflekterer ikke over, at kroppen måske har brug for bitterstofferne.«

Den helbredende have, der tilbyder guidede ture, plantesalg og pluk-selv besøg, ligger ved siden af et 89.000 kvadratmeter stort område, som Anne og Mick med hjælp fra andre er begyndt at omlægge efter permakultur-principper, dvs. med økologi, lukkede stofkredsløb og naturlig balance i centrum.

»Området skal bl.a. designes med henblik på at give kulstof tilbage til det naturlige kredsløb, som i megen moderne landbrugsdrift taber kulstof,« siger Anne.

Omstillingsinitiativerne er endnu spæde og har mest fokus på at fremme den lokale, bæredygtige produktion. Ét af projekterne er en videreførelse af et EU-støttet udviklingsprojekt om dyrkning af spiselig tang til fødevareproduktion. »Det er Kai Winter, der som formand for Småøernes Fødevarenetværk og i samarbejde med eksterne konsulenter, har skruet projektet sammen og skaffet nogle penge til det. Tang vokser jo langs kysterne ved danske småøer, og det er enormt sundt, men i dag importerer vi det fra Japan. Det er underligt, når det oplagt kan blive en indtægtskilde for småøerne,« siger Anne Moloney.

Hun og andre fra Fejøs omstillingsgruppe har testet smoothies, pesto, brød og chips lavet med tang. Mulighederne er mange, og der samarbejdes nu med Grønt Center i Holeby om at bane vej for produktion af søsalat.

»Vi ved godt, at der er lang vej til en kommerciel produktion,« bemærker Anne.

Energiplanen

At stille om er ikke let. Andre på øen har som led i et fællesprojekt for flere småøer og med støtte fra Fødevareministeriet og Socialministeriet udarbejdet en energiplan for Fejø, der viser vej til CO2-neutralitet og selvforsyning med vedvarende energi i 2020. Centralt i planen er vindmøller i farvandet omkring øen samt energiproduktion på basis af lokale biomasse-restprodukter.

En rundspørge foretaget af Fejøforeningens Energiplangruppe viser, at 48 pct. af de adspurgte på øen lægger vægt på at få en energiforsyning, der er mindre CO2-belastende, og at mere end 50 pct. ønsker energi fra havmøller og solceller, hvis der stilles om. Men for at virkeliggøre planen skal der rejses penge, gøres mange forundersøgelser og sikres lokal og kommunal opbakning.

»Jeg kan da godt synes, at det indimellem er hårdt,« siger Anita Winter om arbejdet med det økologiske æblemosteri og de øvrige omstillingsinitiativer, som hun og Kai er involveret i.»Vi afsætter alt, hvad vi producerer, og har fået megen anerkendelse, men det er krævende at være et lille familieforetagende, hvor man på én gang skal være producent, sælger, idémager samt udviklings- og brandingkonsulent for sig selv. Og hvor vi hver sæson skal investere i æbler, flasker, labels, låg og arbejdskraft, inden vi har produceret den første flaske.«»Men folk hjælper og støtter hinanden her, og der er en stærk sammenhængskraft blandt dem, der deltager i omstillingsinitiativerne. Det er godt, fordi man føler, det nytter. Og jeg tror ikke, det her er et modefænomen. Folk er ved at blive bevidste og tænker meget mere over det nu,« fornemmer Anita.

Anne Moloney siger, at Fejø er et sammensat samfund med mange forskellige værdier, politiske holdninger, økonomier osv. – nøjagtig som resten af det danske samfund.

»Men jeg vil ikke bruge mit krudt på at spekulere over, at dette måske ikke kan lykkes. Jeg har bare besluttet, at jeg tror på, vi kan stille om. Ellers er det jo ikke særlig sjovt. Vi på Fejø og i andre pressede udkantssamfund er ved at lære alt det, som alle andre også kommer til at lære, når f.eks. energipriserne stiger. Det er bare et spørgsmål om tid, så kommer alle til at mærke det. Og så vender det.«

»Jeg synes, det er så skønt at være i live, og den mulighed må vi beskytte. Men vi befinder os på en knivsæg, og der er ingen garantier.«

 

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dan Johannesson
  • randi christiansen
  • Jens Høybye
  • Lone Christensen
  • Peter Ravn Mikkelsen
  • Kalle Nielsen
  • Lise Nyholm
  • Michael Bruus
  • Steffen Gliese
  • lars abildgaard
  • Niels-Simon Larsen
  • Johannes Lund
Dan Johannesson, randi christiansen, Jens Høybye, Lone Christensen, Peter Ravn Mikkelsen, Kalle Nielsen, Lise Nyholm, Michael Bruus, Steffen Gliese, lars abildgaard, Niels-Simon Larsen og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja.. Det er dog altid noget at det ikke er på Vejrø.

Men lidt kapital har den lykkelige familie nok haft med sig.

Flemming Scheel Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Tak til Information. Det er meget positivt med artikler, der viser hvor forskelligt livet leves, og hvor meget der faktisk er gang i rundt om i landet.

Flemming Scheel Andersen, Dan Johannesson, Niels-Simon Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Jeg synes også det vildt opmuntrende at læse denne her serie, er selv flyttet til Langeland fra København for fire år siden og går og roder med stor økologisk køkkenhave og energirenovering af hovedbygningen på vores gård, der er også nogle dage hvor jeg er noget mat sokkerne, man arbejder jo næsten hele tiden herude, og så er det fedt at løse om nogen der er kommet længere end en selv så kan man jo se at det kan lade sig gøre !!

Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Også planter har en bevidsthed - de kan huske, genkende og videre kommunikere til naboplanterne, hvis nogen har gjort dem ondt.

Så hvad kan vi spise? Flere beretter om både mænd og kvinder, som lever af lys. Og hvorfor ikke? Det gør planterne jo - vi kan lære noget af dem, en måde at leve ikke-voldelige liv. Det er jo rystende rigtigt, at vi spiser de martrede dyr og dermed deres smerte - som på den måde bliver endnu mere integreret i os - prøv lige at gennemtænk perspektivet. Som en ung amerikansk miljøaktivist siger 'there's no such thing as away'. Hvor går dyrenes smerte hen? Den bliver en del af os, men vi fortrænger det.

Så er der oprindelige folk, som var nødt til at spise kød for at overleve,
eskimoer tx - nogen vegetarer der har et bud på den? Kan man sige, at det så KUN er dem, der ikke har andre muligheder, der må spise kød?

Ja, når folk taler om vegetarisme som alternativ til det voldelige kødspiseri, tænker jeg på de lemlæstede planter, der står tilbage i uartikulérbar smerte.