Nils Bernstein var som nationalbankdirektør fra 2005 til januar i år en af de danske hovedaktører i finanskrisen.
Og når finanskriseudvalget i sin nyligt offentliggjorte rapport konkluderer, at Nationalbanken fejlvurderede stabiliteten i den finansielle sektor helt op til få måneder inden finanskrisens egentlige udbrud i sensommeren 2008, falder det også tilbage på ham.
Det erkender den nu pensionerede nationalbankdirektør over for Information.
»Jeg er ikke overrasket over, at vi får nogen knubbede ord med på vejen af de bedømmelser, vi foretog,« siger Nils Bernstein.
»Bundlinjen er, at vi ikke forudså – og det burde vi måske have gjort – at det kunne gå så galt, som det gjorde,« siger han.
Finanskriseudvalgets rapport nævner Nationalbanken mere end 200 gange i løbet af den 488 sider lange rapport.
»Det var Nationalbankens forventning helt frem til august og september 2008, at forskellige hændelser kunne håndteres enkeltvis, uden at tilliden til det samlede system blev bragt i fare,« konkluderer udvalget i rapporten.
Og det var en fejlagtig vurdering, medgiver Nils Bernstein.
»Efterfølgende må man sige, at det var så en vurdering, der ikke holdt, men blev indhentet af begivenhederne.«
»Vi var opmærksomme på, at likviditeten strammede til over for bankerne. Men vores vurdering var, at det kunne håndteres uden væsentligt store risici for systemet som helhed,« siger Nils Bernstein.
»Det var ud fra de oplysninger, vi havde om bankernes polstring, deres situation og specielt den forventede økonomiske udvikling. Der var ingen, hverken vi eller nogen andre, der forudså, at vi ville få et fald i den internationale handel med omkring 20 pct. Det slog igennem med omkring fem procent på vores bruttonationalprodukt. Og det er klart, at i sådan en situation, der bliver bankerne ramt på en helt anden måde, end vi havde forudset.«
Bernstein understreger, at han på linje med politikere og andre myndigheder ikke kan løbe fra sin del af ansvaret.
»Fordelingen af skyld har jeg ikke noget bud på. Men det er klart, at dem, der havde ansvaret, står lige for. Det gælder også Nationalbanken. Det synes jeg egentlig også kommer fint til udtryk i Rangvid-rapporten,« siger Nils Bernstein.
Han kalder det en »sober rapport«, som finanskriseudvalget under professor Jesper Rangvids formandskab har udarbejdet, men siger samtidig, at »sagen er den, at når man er i situationen, så ser man ikke lige så klart, som man gør fem til otte år efter.«
Flere arbejdsløse er godt
På et punkt roser finanskriseudvalget Bernstein og Nationalbanken for at have analyseret situationen forud for finanskrisen korrekt. I 2006 advarede de politikerne mod at fortsætte med at bruge så mange penge. En advarsel, der blev overhørt.
Nils Bernstein fremhæver selv et senere eksempel, når han skal illustrere, hvor lidt lydhøre politikerne var over for en opstramning i finanspolitikken.
»Husk på, at jeg var ved at blive henrettet på Rådhuspladsen så sent som i 2008, hvor jeg tillod mig at sige, at nu hvor konjunkturerne gik nedad – det var da arbejdsløsheden var under 2 pct. – så galt det om, at man ikke blev så forskrækket over den stigning, der var på vej i arbejdsløsheden. Det blev udlagt som, at jeg ønskede flere arbejdsløse,« siger Nils Bernstein med henvisning til et interview, han gav til P1 Business i juni 2008.
Han bruger eksemplet med finanspolitikken til at sige, at han ikke mener, at politikerne ville have lyttet, hvis Nationalbanken havde rådet politikerne til at stramme op i den finansielle sektor for at sikre stabiliteten. Han kalder forståelsen for behovet for at stramme til for »ikke-eksisterende«.
»Jeg piver ikke over, at vi får lidt knotne ord med på vejen over, at vi ikke så risikoen for, at det kunne gå så meget værre. Men jeg har den tilføjelse, at havde vi foreslået en opstramning, som krævede politisk handling, så har jeg svært ved at forestille mig, at man havde foretaget opstramninger med den holdning, der var udbredt i samfundet.«
»Men det er jo ’hvad nu hvis’, og det kommer man ingen steder med.«
Strengere krav er nødvendige
Når det handler om den del af finanskrise-refleksionen, der peger fremad, fremhæver Nils Bernstein den skærpede finansielle regulering, som et af de vigtige initiativer, der er taget som en konsekvens af krisen.
»Internationalt har man taget fat på det ved at stramme kravene til bankernes kapitalisering – altså polstring. Det, mener jeg, er rigtigt, og det tror jeg, der er bred enighed om. Det er tiltag, der er nødvendige og en lære af finanskrisen, at bankerne skal have mere at stå i mod med,« siger Nils Bernstein.
Det er også i det lys, at man skal se den aktuelle danske diskussion om at stramme reguleringen af de største danske banker, den såkaldte SIFI-regulering, mener han.
Her har regeringen og den borgerlige opposition det meste af 2013 skændtes om, hvor hårdt og hurtigt reguleringen skal strammes.
Bernstein siger, at han tilslutter sig de anbefalinger til at stramme reguleringen, som et udvalg er kommet med. Til gengæld forstår han godt den del af debatten, der handler om, at man ikke bør indføre skærpet lovgivning hurtigere end i de lande, som de danske banker konkurrerer med.
»I den forstand kan jeg godt forstå argumentet om, at man bør skele til, hvordan det bliver i udlandet,« siger han.
I forhold til afdragsfrie og rentetilpasningslån, som også er blevet udpeget som en medvirkende årsag til krisen, siger Nils Bernstein, at »hvis vi kan slippe for at lave lovgivning, så synes jeg, at det er fint. Alt peger også på, at institutterne selv strammer op på det felt.«
Men på linje med finanskriseudvalget mener Bernstein, at det vigtigste bliver at sikre, at der ikke slækkes på den finansielle regulering, når den økonomiske bedring slår igennem.
»Det gælder om at holde fast. De fleste kan nu være enige om, at der skal strammes til. Det er svært at være mod det. Men risikoen er, at der går noget tid, og så opstår der et pres for at få lempet reglerne. Der gælder det om at holde fast og huske, hvad der skete, da det løb lidt for hurtigt.«
Bernstein henviser til, at den generation af politikere, der har oplevet den økonomiske krise i 70’erne, hvor dansk økonomi også var ude i torvene, førte til en lang periode med fokus på at holde orden i økonomien.
»Men jo længere tid, der går,jo længere fjerner det sig fra den kollektive erfaring og kommer i baggrunden. Man kan spørge sig selv, hvor længe sådan en kollektiv forskrækkelse varer. Er det ti eller femten eller tyve år? Det er ikke til at sige.«
»Der vil komme et pres på et tidspunkt, det er mit bedste skøn.«
En sludder for en sladder....
stramme kravene til bankernes kapitalisering – altså polstring. er Bernsteins forslag til fremtiden.
"I henhold til § 124, stk. 5 i Lov om finansiel tillsyn kan Finanstilsynet pålægge et pengeinstitut et højere individuelt solvenskrav, ligesom det i henhold til stk. 6 kan pålægge større nedskrivninger, end pengeinstituttet selv lægger op til. Såfremt dette gøres, kan et pengeinstitut enten tvinges til at polstre sig med mere ansvarlig kapital eller til at reducere udlånsaktiviteterne." (Christen Sørensen, 'Finanskrisen - kleptokratiets konsekvens'... sej titel)
Men skylden fik Bernstein da sparket over til politikerne, der så peger på den internationale konjunktur - og den er som vejret alle taler om, men ingen gør noget ved.
Det meste af den offentlige debat om finanskrisens årsager går ud på at forvirre, pakke ind og glemme væk...men der er heldigvis skrevet flere gode bøger, bl.a. ovennævnte, samt Niels Sandøe & Thomas G. Svaneborgs: 'Andre folks penge' og Ole Bjergs 'Gode penge'
Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, advarede allerede i efteråret 2006 mod konsekvenserne af pengeinstitutternes stadig større afhængighed af fundinglån i fortsættelse af Finanstilsynets advarsel fra 3. feb. 2006 til alle pengeinstitutter og realkreditinstitutter om en evt. prisboble på ejendomsmarkedet.
skriver Christen Sørensen i sin bog: 'Finanskrisen - kleptokratiets konsekvens'
Det havde klædt Bernstein i ovenstående artikel at have peget på nødvendige ændringer i det fremtidige samarbejde mellem Nationalbanken, Finanstilsynet og Folketinget...
...nu fremstår nationalbanksdirektøren som en kransekagefigur.
Mon ikke Nils Bernstein varetog de samme interesser som sin efterfølger som departementschef i statsministeriet, Karsten Dybvad, der i dag rejser rundt som cheflobbyist for Dansk Industri og anbefaler lavere lønninger og offentlige nedskæringer?
Nils Bernstein:
»Men jo længere tid, der går,jo længere fjerner det sig fra den kollektive erfaring og kommer i baggrunden. Man kan spørge sig selv, hvor længe sådan en kollektiv forskrækkelse varer. Er det ti eller femten eller tyve år? Det er ikke til at sige.«
»Der vil komme et pres på et tidspunkt, det er mit bedste skøn.«
Her har vi kimen til fiasko, lempelse af kapitalkrav til bankerne, så der kan komme gang i bobbeløkonomien, det er sørgeligt, hvor med lidt forstand denne verden regeres.
Nils Bernstein har sandlig været et dyrt bekendtskab for Danmark, ikke en mand jeg vil lytte til, husk hvad der skete i 2008
Tankevækkende er, at ret beset, hvis kapitalismen virkede efter hensigten, var Danske Bank 100% på statens hænder.
Peter Straarup 2010
”Jeg må desværre vedstå, at havde regeringer og centralbanker ikke grebet ind, ville vi have oplevet et finansielt sammenbrud i hele systemet. Det ville ikke have ramt Danske Bank som en af de første, men efterhånden ville det have ramt alle,” sagde Straarup, der er af den opfattelse, at banksektoren simpelthen var holdt op med at fungere.
Den fatale situation for Danske Bank i 2008 erkender Peter Straarup dog først i 2010.
Link : http://finans.borsen.dk/artikel/1/195433/%20straarup_danske_bank_var_doe...
http://www.youtube.com/watch?v=T2zr4y-Ip2I
For dem som gerne vil vide mere om centralbankerne, deres ejere og deres skyld i de finansielle kriser, så kan jeg varmt anbefale denne dokumentar fra 1996, som allerede dengang forudså denne krise...
Nils Bernstein nationalbankdirektør fra 2005 til januar i år, burde nok have overvejet, at globalisering er en udfordring, Danmark ikke kan blive ved at vende ryk til, Danmark har i høj grad, høste de negative konsekvens nu, hvor der i mere end ti år er forsømt at satse på nye innovative virksomhed, der satser på export, men også på ny virksomhed generelt, hurtige gevinster i finansverdenen har drevet udviklingen, nu må Danmark videre.
Danmark fortjener en banksekter vi kan forventer vil understøtte en positiv Dansk samfundsudvikling, hvilke må etableres ved adskillelse af bank fra finansiel handel.
Det er den risikovilligekapital til de langsigtede investeringer, der skal bringe, respekten samt tilleden tilbage til banksektoren, hvilket er det modsatte af, bobbeløkonomien der præger investeringssekteren med hurtige penge, der ikke skabere tryghed for nogen, Danmark kan ikke være tilfreds med et samfundsangerment fra bankerne, der består i at 17 danskere der låner 21 mia. til bobbeløkonomien i byggebranchen, det kræver mere, end at låne to gange fra samme bank til Stein Bakker projekter, langsigtede bank investeringer er risikovilligekapital der ikke giver hurtige afkast, hvilket kræver en anderledes professionel erhvervs rettet bank.
En professionel bank var Nils Bernstein ikke i stand til at sikre!
Citat fra dokumentaren Money master - How International Bankers Gained Control Of America -1996
"I can tell you right now, there is going to be a crash of unpresidented proportions. A crash unlike anything we´ve have ever seen before in this country. The greatest chock of out this decade is, that people are about to loose more money, than at any other time i history.
The second greatest chock will be the incredible amount of money, that just a small handful of people will make at the exactly the same time.
You see, in periods of econimic crises, WEALTH IS NOT DESTROYED.
It is meerly transfered."
Larry bates
Problemet var til at se, for så snart borgerne begynder, at købe mursten, fordi man kan tjene en million, som det hed sig, er faretegnene ikke til at overse. En bolig, skal købes for at bo i den, ikke fordi der ligger en potentiel million for enden af regnbuen. At dette er tilfældet, at boligen skal købes som ‘rede‘, kunne man læse om i slut 90erne samt start nullerne, hvor boligpriserne fra 1995 var steget med 6 procentpoint om året.
I stedet skete der det i nullerne at det helt store samtaleemne omkring spisebordet var hvor meget friværdi der var i murstenene. Boligen blev et spekulationsobjekt. Interessant er det at inden økonomien samt bolig- og kreditboblen blev udvidet til bristepunktet i perioden 2005-08, kunne man i artiklen ’Hvem skal have Sorteper på boligmarkedet’ fra 2005, læse følgende: Hovedskylden er hos politikerne og realkreditten. Realkreditten har hensynsløst benyttet sig af politikernes alt-er-frit politik på boligmarkedet over de seneste 10-15 år med liberaliseringen af boligfinansieringen.
Artiklen som sådan er i øvrigt værdiløs. Mest af alt en opsummering af hvad Nils Bernstein i forvejen har sagt de to sidste år. Kunne godt tænke mig en artikel, hvor man gik lidt hårdere til socialdemokratiet, og deres rolle i liberaliseringen, for Rangvid-rapporten, mangler mest af alt, at pege på oppositionens rolle, herunder specielt Socialdemokratiet, som medansvarlige for skabelsen af bolig- og kreditboblen.
Når man holder op med at råbe "alarm" fordi man tror der ikke er nogen der lytter, så vil der på et tidspunkt være nogen der hører, at der ikke råbes "alarm".
Det er skræmmende så idiotiske meget højtlønnede folk kan være, og hvor vigtige poster de kan bestride!
"Der var ingen, hverken vi eller nogen andre, der forudså, at vi ville få et fald i den internationale handel med omkring 20 pct."
Det passer jo ikke ...
Det er jo helt ufarlig at lade en pensionist dyrke en smule selvkritik. Ufarligt og aldeles irrelevant. Men han opsummerer jo banksektorens holdning overfor regulering ganske kontant:
"hvis vi kan slippe for at lave lovgivning, så synes jeg, at det er fint"
Nemlig. Så er det hele jo sagt.
krav til kapitalisering er muligvis en nødvendighed men absolut utilstrækkeligt. Det er en discount løsning som desuden kan slækkes når som helst og fra den ene dag til den anden.
"Til gengæld forstår han godt den del af debatten, der handler om, at man ikke bør indføre skærpet lovgivning hurtigere end i de lande, som de danske banker konkurrerer med."
Det gør jeg så til gengæld ikke.
I det øjeblik man indser at staten er nødt til at holde hånden under de største banker, skal der stilles de krav som er nødvendige for at sikre at de overlever.
Ellers må vi finde en måde at indrette os på, så de kan undværes.
Hvis andre lande mener at de skal stille færre krav, må blive deres problem.
"Men skylden fik Bernstein da sparket over til politikerne"
Næ, Bill Atkins, skylden fik såmænd han sparket helt over til dig og mig og resten af "samfundet":
Men jeg har den tilføjelse, at havde vi foreslået en opstramning, som krævede politisk handling, så har jeg svært ved at forestille mig, at man havde foretaget opstramninger med den holdning, der var udbredt i samfundet.
En dårlig undskyldning, når det kommer fra Brian på bistandshjælp, dybsindig systemkritik når det kommer fra nationalbankdirektøren - som i øvrigt pisker sig selv ubønhørligt med et gåsedun. Han er villig til at vedgå, at han næsten må påtage sig en lille smule af ansvaret, hvilket næsten burde have konsekvenser for nogen, som næsten men alligevel ikke er ham og crony'erne.
Ja, jeg har godt lagt mærke til at aben bliver sparket rundt mellem aktørerne i finanskrisen, for oftest at ende hos almindelige mennesker. Eksempelvis hørte jeg i P1 "Søndagsfrokosten" fra redaktøren på Weekendavisen, at de mennesker der havde tabt hele deres opsparede pensionsformue på at følge deres mangeårige bankrådgivers råd om at investere i lokalbanken - der jo støtter det lokale erhvervsliv og ikke mindst det lokale kultur- og sportsliv - at de blot var grådige investorer, der troede man kunne få noget for intet.
Min personlige favorit til titlen, perfid tilsidesættelse af ansvaret for finanssektoren, fra de professionelle finanssektoren og overførsel af ansvaret til borgerne er, når forhenværende økonomi og erhvervsminister Bendt Bendtsen i udsendelsen, sikken en fest, beder de insolvente børnefamilier og pensionister om at tage en tudekiks.
Det er op af bakke, at få de skyldige til erkendelse.
Første linje:for finanssektoren
læs: For finanskrisen
Det handler ikke så meget om at placere skylden hos nogle bestemte som at sige, dette system virker ikke, ud med det. Så skal aktørerne nok følge med af sig selv.
Alt andet er afledningsmanøvrer.
Når det går godt, er der ingen som ønsker at høre sandheden.
En økonomisk krise kan nemlig godt forudsiges, fordi den udløses af en vandring af kapital fra produktion til spekulation.
Men hvornår skal man advare? Det hjælper ikke at advare lige før at den bryder ud. Så udløser man den bare lidt for tidligt. Man skal advare mange år før, at bølgen rejser sig. Men dette vil ingen høre på.
Kvint, du gentager Bernsteins påstand - eksemplarisk kortfatte og klart - men der er to måder hvorpå man kan tage trykket af. Man kan laden den springe, som spekulanterne håber på, eller man kan åbne for ventilen, som det er de ansvarliges opgave - og ventiler er ikke farlige - det er trykket der er farligt.
ret: ...man kan tage trykket af en ballon.
Kvint har ret i, at man skulle advare lang tid før, krisen bryder ud, f. eks. om at systemet fører til krise hvis ikke det grundlæggende laves om. Når man ikke havde held til at ændre systemet, findes der ingen ventiler, kun eksplosion er logisk og retfærdig. Alternativet var de riges overlevelse på de fattiges bekostning. Kapitalisterne, der skulle være gået ned, svømmer videre i deres pools og spabade, mens de fattige betaler.
Michael, du er en uforbederlig katastroferevolutionær...
Jeg tænkte nok, du ikke kunne lide den.
Næh, den hænger ikke sammen på flere felter. Eksv.: "Når man ikke havde held til at ændre systemet, findes der ingen ventiler"
Fakta er at der ikke var nogen der turde eller ville forlange at der blev skruet på ventilerne ... og det uanset at Nationalbanken Bernstein både har ventilerne samt pligten til at bruge dem (se kommentar 22:42)
Ventiler findes der, men de er til for at bevare systemet, som har spillet fallit. Det, der skulle være gået ned, blev holdt kunstigt i live for skatteyderpenge, og ikke engang af dem, men af kunstige udpumpninger af nationalbankers opkøb af obligationer, penge som ikke findes. Læs også Preben Wilhjelms "Krisen, og den udeblevne systemkritik"
Michael jeg hár læst Preben Wilhjelm, men har ikke kunnet finde andet end realisme - altså ændringsforslag - hverken revolution eller anarki som reaktion på anfald af kollektiv menneskelig fornuft eller økonomisk sammenbrud...
Wilhjelm skriver: Man kunne selvfølgelig som kritiker med armene over kors blot glæde sig over, at systemet er ved at undergrave sig selv. Men det har før vist sig, at det ikke nødvendigvis fører til udvidet demokrati.
...og så kommer han med en række reformatoriske forslag eksv: Tobin-skat, Skatteomlægning og sågar en afart af Brugerbetaling. Ikke at jeg ikke er enig - men heller ikke Wilhjelm ønsker sammenbruddet.
Uden at han skriver det, så har han nok læst Naomi Kleins: Chokdoktrinen - katastrofekapitalismens opkomst.
I kaos hersker guldet.
Kære Bill Atkins, jeg beundrer blot din fabelagtige balancegang, eller tør man kalde det vægelsind, mellem på den ene side at forkaste kapitalismen, og på den anden at klamre sig til den, ud fra betragtningen, at går den ned, kommer det til at skade en masse menneskers tryghed i hus og hjem, så derfor må systemet holdes oppe uanset hvad.
Michael, det er min livserfaring at mennesker i harmoni og med overskud bedre kan tænke sig løsninger, og jeg kan ikke forestille mig at kapitalismens produktionskapacitet kan erstattes af noget andet system, der kan levere de nødvendige mængder af basale produkter til vores overbefolkede og urbaniserede klode.
Så mit mantra er: Med den ydre og indre ro følger empati og forandringskraft.
Målet er at bekæmper alle de ting, der sættes i kraft af kapitalismens entreprenante businessmen for at øge frustrationerne, afmagtsfølelsen og slavementaliteten alene for at få os til at løbe hurtigere og øge overforbruget for at de kan blive rigere.
Jeg prøver ikke at fortæller hvad folk skal gøre, men jeg prøver at fortælle hvad jeg tror der ikke holder længden.
Bill Atkins:
Det er stort at komme med sådan en gang... ahem lige efter, du har udtalt MKNs post ikke hang sammen.
Nu havde Marx jo i øvrigt ikke tænkt sig, at arbejderne skulle afmontere det kapitalistiske produktionsapparat.
Claus Jensen, det er jeg opmærksom på og derfor tager jeg afstand fra katastrofe- elendigheds- og sammenbrudsteorier, uden at jeg dog har opgivet at civilsamfundet generobre Staten fra markedet, og i den sag anser jeg det nødvendigt at Nationalbanken anvender de redskaber demokratiet har udstyret institutionen med.
Mon Nationalbanken vil gå med til, at dem der arbejder i den ejer den?
Hvis ikke samfundets magtkoncentrationer taler åbenlyst om problemer der viser sig i horisonten så afmonteres demokratiet oppefra. Eksempler på afkobling af demokratiet er at medierne er blevet opkøbt af kapitalmagten. Nationalbanken vælger at ignorere Finanstilsynets advarsler af hensyn til kapitalmagten. De politiske partier bukker og skraber for at opnå kapitalmagtens sponsoreringer. Domstolene afviser sager om afkobling af demokratiet i forbindelse med angrebskrige og EU. Og der findes mange andre blokkeringer i det demokratiske maskineri...
... de skal alle konstant påtales om ikke andet for at afsløre at systemet ikke er et demokrati samt at holde gang i debatten om demokratiet.
Bill Atkins:
Lad os prøve at blive klar på din position på denne måde: Når du siger "generobre Staten fra markedet", må det jo betyde, at der har eksisteret en gylden alder, hvor ydre og indre ro og hvad det ellers hed, var i harmoni. Hvor og hvornår eksisterede den tilstand?
Danmark mangler en forfatningsdomstol og en central statsrevision med ubegrænsede beføjelser inden for den totale samfundsøkonomi - privat og offentlig.
I industrialderens sene epoke 1945 - 75 blev der i Norden i ly af den kolde krig skabt nogle blandingsøkonomiske fordelingssamfund, der stadig er i live og værd at bevare og udvikle.
Capitalism with a human face - inadtil.
Det skal ikke være os der frivilligt vælger Via Dolorosa til målet, men kapitalisterne der tvinger os - det fremmer forståelsen for kampen.
Hvis båden sprænger læk er det klogt at øse eller pumpe og søge efter hjælp, ellers går skuden ned!
Det ved Niels Bernstein om nogen.
Han har nemlig prøvet at sidde ene mand i sin sejlbåd der var sprunget læk på Øresund, og ved derfor at uden hjælp så vil det med meget stor sandsynlighed gå helt galt.
Gad vide hvilke tanker der går igennem hovedet på en tidligere Nationalbankdirektør i den situation?
Indhentet af Nemesis?
Interessant at følge debatten, og jeg lapper da også mange elementer af læring til mig. Fin debat, tak.
ULVEN KOMMER (igen)
Inden længe sprænger aktieboblen - og vi har intet lært!
Primært fordi magthaverne ikke vil tage ved lære. De står i ledtog med de økonomiske (og militære) magthavere.
Er det allerede for sent at rebe sejlene, eller at ændre kurs og/eller fart?
"Erobrer staten (tilbage til folket) fra markedet". Mega interessant udsagn. Hvordan, hvis man ikke må kræve at "nogen" gøres ansvarlig for at gamble med vores fælles fremtid?
Hvad blev der af den Antimonopolitiske strategi?
Hvem har i grunden ønsket Statslig Korporatisme, som erstatning for Socialisme?
Nu vil socialdemokraterne have en konkurrencestat!
Hvem har udtrykt ønske om - at stater (især) skal please markeder?
Det er med garanti ikke bare kommet af sig selv.
Er det frimurerlogen der er på spil, med deres kriminelle skemaer?
Hvem er ansvarlig, nogen må stilles til ansvar.
Før vi kan sætte nogen med de rigtige intentioner og hjertet på rette sted, til at passe på vores penge!
Det er en demokratisk ret, at kræve retfærdighed.
Hor langt er vi mon fra at kapitalisterne tvinger os til - at tage sagen i egen hånd?
Skal vi bare vende den anden kind til, og håbe på at lortet holder vores tid ud?
Hvad med vores børns fremtid?
De nuværende partistrukturer er reaktionære og kæmper desperat for at holde fast i deres egne/egen positioner/magt.
Er desuden fedtet ind i ikke bare diagnosen - men er selv en del af sygdommen.
Vi er nået til en politisk kultur hvor holdninger er skiftet ud med spin og retorik, og hvor især de veluddannede varer deres mund, for ikke at blive sat af.
Surt at stå uden job fordi du sagde din mening om udviklingen og tingenes tilstand.
Marx har aldrig villet smadre det kapitalistiske produktionsapparat, nej - og godt lige at få det på plads i denne debat.
Kapitalisme er godt til at udvikle produktivkræfter i ethvert samfund!
Når vi brækker os i fladskærme og billige lorteprodukter på grund af overproduktion, så er tiden så til gengæld moden til at komme videre til et samfund på et højere trin.
Det kaldes socialisme, og det er der ikke noget galt med.
Statslig korporatisme fører uundgåeligt til samfund som vi ikke ønsker - FASCISMEN.
Det er ikke den vej vi skal.
Vi ønsker bare at overtage styringen over produktionmidlerne i de kapitalistiske samfund, og det kaldes socialisme.
Nationalbanken skal forsvare statens interesser, ikke bankernes og de finasielle supermarkeder (spillebuler!).
Politikkere er nød til, at holde op med at sidde på hænderne, og tage sig af de strukturelle problemer, der skal få finansverdenen til, at virke for positiv udvikling for samfundet og ikke, som i dag, i grundmodellen, for berigelse af enkeltpersoner.
Politikkere må sikre finanssektoren og befolkningen, imod simple mænd m/k, med simple løsninger, der sikre folk en personlig fed pengepung ved, at fratage dem muligheden, for hurtige penge på samfundets bekostning.
Nøjagtig hvordan, er ikke det vigtigste, men det skal være effektivt.
Kære medlæsere og kommentatorer,
Det er sjældent, at samtlige kommentarer er ligeså begavede som sobre. Tusind tak for det (skrevet som kladde tidligt i går eftermiddags, hvorefter jeg blev kaldt væk, og nu, hvor jeg er tilbage, må debatten vel siges at være gået lidt i selvsving)!
For det (det begavede og sobre) kan der ikke just siges om journalist Kenneth Praefkes’ artikel omhandlende fhv. nationalbankdirektør Niels Bernstein. Idet den stort set kun bidrager til ex direktørens og Rangvid-rapportens åbenlyst tilsigtede hvidvaskning af det højforræderi (lad os nu bare kalde en skovl for en skovl og daværende super-, vicestats-, økonomi- & erhvervsminister Bendt Bendtsen, nationalbankdirektør Niels Bernstein, levebrødspolitikerne på Borgen m.fl. for en spade), der lyder navnet ”Den verserende Bank- & Finanskrise”. Thi ansvaret går langt videre end en kæk indrømmelse af, at ”vi fortjener nogle knubbede ord med på vejen”, for en slig, tam indrømmelse er tusinde gange mere afværgende end en håbløs benægtelse, der ville kunne risikere at få alle dissidenter og forsmåede moralister op af sofaen.
Jeg har fulgt Bendt Bendtsen lige siden, han efter valgsejren i 2001 overtog opdraget med at hvidvaske den forrige krise fra Marianne Jelved, og kan bevise, at både han, hans forgænger og efterfølgere har begået højforræderi; se min Redegørelse af 13. december 2005 på min hjemmeside: http://www.fylyppa.dk/Sagen_files/BendtBendtsen131205.pdf!
Medmindre, naturligvis, de henholder sig til den formildende omstændighed, at de i lighed med daværende direktør i Finanstilsynet Eigil Mølgaard og nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer ikke vidste, hvad de gjorde, da de begik Danmarkshistoriens Største Bedrageri (undertitlen på min næste bog) og stadig ikke ved, hvad det er, de har med at gøre.
Allerede dengang for 21 år siden hed det sig jo, at ”nu har vi lært lektien, så en lignende bank- & finanskrise aldrig ville kunne ske igen”, hvilket er den præmis, hvorpå Niels Bernstein fik overdraget posten fra Erik Hoffmeyer. Det er så også lige dér snittet i det ansvar, han lige har påtaget sig gennem nærværende artikel, skal lægges, hvorefter der sådan set er tale om en tilståelsessag.
Ikke at jeg er ude efter lange fængselsstraffe. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af. Derimod ville afskedigelse i vanære uden pension og med tilbagebetaling for alle de ulykker, de har forårsaget, være en både retfærdig og, hvad der især er vigtigt, afskrækkende straf.
”Bernstein forstår finanskrise-kritik af Nationalbanken”! Det er da en magtarrogant hån mod og desavouering af alle os, der har et retskrav på en retfærdig behandling af hele sagen. Information har således nu igen, igen, igen givet én af storforbryderne taletid, hvilket jo er helt fint i en demokratisk stat, men i stedet for eller i hvert fald samtidigt med, I tillader dem at hælde vand ud af ørerne i spandevis, og I taler dem efter munden, burde I som et absolut minimum også fremhæve alle de forbrydelser, de har følt sig kaldet til at begå for at kunne klamre sig til taburetterne.
Der er helt sikkert en overvældende majoritet af Informations læsere, der synes, at deres avis er helt fremme i skoene gennem artikler som denne. Hvorimod, skal jeg tolke Jeres kommentarer, menneskeretlige feinschmeckere som Jer, kære kommentatorer - der også kender (officielt uafhængige) Informations skyggesider og faktuelle afhængighed af lige netop de banditter, der har ansvaret for bank- og finanskrisen – er ved at være godt trætte af, at Jeres avis vedblivende fodrer, klapper og strigler de ulve, der har sat sig selv til at vogte fårene. For det er da grotesk, at de selvsamme politikere og embedsmænd, der har ansvaret for begge bank- & finanskriserne, også er dem, der har sat sig selv til at rydde op efter (læs: dække over) egne fejl og forsømmelser samt direkte forbrydelser.
Jeg vil derfor afslutte min kommentar med at OPFORDRE Jer kommentatorer til at nøde chefredaktør Chr. Jensen, fhv. nationalbankdirektør Niels Bernstein og/eller MEP Bendt Bendtsen til at anklage mig for ovenstående, injurierende ærekrænkelser, hvis det er den hurtigste og mest direkte måde til at få en tilbundsgående og retfærdig behandling af den bank- & finanskrise, det ellers vil lykkes Rangvid-rapporten at lægge i graven.
Ingen væsentlige punkter er adresseret i dag, fem år efter Danske Bank var ved, at kaste Danmark ud i statsbankerot.
Finanssektoren kan ikke fortsat tillades, at være en trussel mod nationale sikkerhed i form af, sektorens enheder havende en størrelse, struktur eller investeringsformer, der kan føre Danmark ud i statsbankerot.
Der savnes respekt, for alvoren af problemet, politisk mangel på effektiv indgriben og håndtering af problemet, tangere landsforræderi.
Det er nu et døgn siden, den nuværende nationalbankdirektør gennem nedenstående link til artikel på DR’s web-avis indirekte giver mig medhold i stort set alle min ovenstående kommentars anklager, påstande og advarsler; se selv: http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/09/26/0926144520.htm
Huspriserne stige til nye rekord højder, sansynligvis på samme dårlig finansiering som i 2008, Danske Bank er i dag 5 år efter, at Danske Bank var ved, at kaste Danmark ud i statsbankerot, af samme ikke håndterbare størrelse og nu advare Lars Rhode!
Det er sikkert en god idé.
Lars Rhode, er manden der, hvis ikke regeringen finder løsninger på trusler for Danmarks økonomi, må bruge de værktøjer han har til at beskytte Danmark, jeg personlig håber Lars Rhode, ikke skal gå på brosten i glatte sko, jeg håber han har et godt stærkt helbred, han kan blive den vigtigste dansker på rekord tid.
Statsbank.......NU
@Flemming Scheel Andersen
Statsbank.......NU
FN's klimapanel, IPCC, slår i en ny rapport fast, at den globale opvarmning med 95 procent sikkerhed er menneskeskabt, og at verdenshavene stiger med mellem 26 og 82 centimeter frem mod år 2100
Set i lyset af organisere kriminalitet, formodentlig reelt styre den internationale finanssektor, set i forholdet af volume af den samlede økonomi, vil det nok være en rigtig god idé, at få en statsbank i Danmark, hvis den ikke er tilknyttet finansmarket.
Philip B. Johnsen
Hedegård fastslår omkring klimaet at hvis man er 95% sikker på at man er syg så vil man søge at finde en kur??
Hvis det er 99% sikkert at grådigheden i finanssektoren igen vil udløse en krise i samfundet, hvad skal man så gøre??
@Flemming Scheel Andersen
Enig, men hvor jeg mente regulering, var en mulig vej for finanssektoren, har dagens klimarapport, den følge effekt, at naturkatestroferner på et tidspunkt vil når en kritisk masse, der vil ænder risiko vurderingerne på finansmarkederne, så har vi finanskrisen uanset, hvad man så mener er menneskabt eller ej og det er for sent, at ændre udviklingen.
Den vigtigste garant for at en regulering indføres og fastholdes er en statsbank.
Finanssektorens indflydelse og lobbyisme er PT så stærk at branchen med tiden vil blive dereguleret igen.
Med det skadevirkninger vi ser endnu engang, bare selvfølgeligt i større omfang.
Jeg siger ikke at der ikke kan være privat drevne alternativer til en statsbank, men hvad gør man typisk ved en opgave når den bliver for stor og vigtig del af samfundsstrukturen??
Alt , alt for mange af dette samfunds problemer er forbundne med finanssektorens evne til at forøge sin indtjening og indflydelse i forhold til den funktion og gavn den udgør for samfundet, til at lade sektoren "opfinde" nye risici staten skal indløse og betale for, fordi sektoren er for stor til at lade kollapse efter almindelige kapitalistiske spilleregler.
Volumen i finanssektoren virker helt urealisitsk, det kan være en bobbel i sig selv, det er for mig utrolig, at nogen tror på sektoren i dag, dertil kommer den kriminelle del af volumen efter af dømme, ud fra de læg der er kommet fra The City mf. er langt større end selv de mest pessimistiske kunne forestille sig, for bare nogle få år tilbage.