Læsetid: 7 min.

’Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte’

Nogle af de skæbner, som vi før i tiden slet ikke var opmærksom på eksisterede, bliver nu i højere grad beskrevet i dokumentarfilm, radioprogrammer og bøger. Det er på trods af, at den reelle socialpolitik er så godt som forsvundet, mener forsker
Når Lisbeth Zornig går i stå under optagelser til Zornigs Zone, er producer Mikkel Clausen klar med råd.  Indtil videre har hjemløse, ensomme, skilsmisseramte, voldsramte, misbrugere, misbrugte og andre udsatte mennesker besøgt radiostudiet hos Radio24syv. Nogle gange fortæller gæsterne i studiet så hårde historier, at teknikeren bliver nødt til at forlade rummet.

Tor Birk Trads

24. september 2013

I et lille radiostudie på Radio24syv sidder Gunnar Hansen og fortæller om sit liv. Han er en voksen, velfungerende mand, men sådan har det ikke altid været. Som barn blev han tvangsfjernet og mod sin vilje placeret hos en bondefamilie, der gav ham ar. Ikke kun fysiske ar, som dem Gunnar Hansen har på sine ører fra knytnæveslag eller dem på hænderne fra de gafler, han fik stukket i sig. Der er også aftryk inden i ham, på den måde som et barn bliver mærket, når opvæksten er så langt fra tryg og kærlig, som man kan forestille sig.

»Når du blev tvangsfodret, og dine plejesøskende havde hældt voldsomme mængder salt i din mad, hvordan føltes det så,« spørger radioværten Lisbeth Zornig og læner sig en anelse længere ind over bordet mod Gunnar Hansen.

»Man bliver frygtelig tørstig bagefter. Det kan jeg godt love. Det er forfærdeligt, mere kan jeg ikke sige,« siger han og kigger ned på sine hænder.

Der bliver stille i studiet. Lisbeth Zornig kigger på sin producer Mikkel Clausen. Der er kun de tre personer omkring bordet. Når historierne bliver rigtig grumme, er der ikke mange steder, øjnene kan flygte hen. Mikkel Clausen nikker til teknikeren i hjørnet af lokalet og en radiojingle går i gang.

»Velkommen til Zornigs Zone,« lyder det og radiooptagelserne glider videre.

Ansigt på de udsatte

Hele Danmarks opmærksomhed blev rettet mod Lisbeth Zornig, da dokumentaren om hendes opvækst ’Min barndom i helvede’ blev vist på DR1 i 2011. Dengang var Zornig formand for Børnerådet, og detaljerne om hendes egen opvækst præget af misbrug og misrøgt var en øjenåbner for mange danskere. Siden har hun skrevet en bog om sin barndom og mønsterbruddet og arbejder nu en dag om ugen med journalist Mikkel Clausen på programmet ’Zornigs Zone’ på Radio24syv.

Lisbeth Zornigs arbejde har ændret meget for omverdenens syn på socialt udsatte, og har for alvor fået sat spot på de laveste klasser i samfundets levevilkår. Først da Zornig tog danskerne med ud til de steder, hvor hun selv voksede op, blev det gjort lettere at forstå, hvordan udsatte mennesker i Danmark lever.

»Folk tænkte: Gud, hun ligner jo mig i cowboybukser og har en længere videregående uddannelse,« siger journalist og instruktør Louise Detlefsen, som oplever, at der efter Zornigs dokumentar kom en større accept af, at der er nogen i Danmark, som har det svært. Efter at have set Lisbeth Zornigs dokumentar kastede hun sig selv over temaet i dokumentarfilmen ’Den usynlige arv’ om en fattig sønderjysk familie.

En af Louise Detlefsens udfordringer var at finde den rette case, for hun ville ikke beskyldes for at have fundet nogen, som ikke var ’rigtigt’ fattige.

»Bare det at sige ’fattigdom i Danmark’ var faktisk lidt tabubelagt. Mange gange endte vi med at diskutere, om der egentligt er nogen, som er fattige i Danmark, og så strandede hele snakken ligesom der,« fortæller Louise Detlefsen. Det viste sig dog på ferielejre for børn med få midler, at der var mange skæbner at vælge mellem. Dokumentarfilmen blev modtaget positivt og skabte stor debat blandt danskerne. Louise Detlefsen fornemmer i dag, at der er større interesse og øget samtale om de socialt udsatte.

Efter filmen var blevet vist, modtog familien konvolutter med penge, malerudstyr til deres datter, splinternyt tøj og tilbud om, at deres børn kunne komme på ferie i udlandet. Det overraskede Louise Detlefsen, hvor stor en lyst folk havde til at hjælpe familien.

»Jeg tror, der var et ønske i befolkningen om at hjælpe de udsatte børn, som fik lidt luft her,« siger Louise Detlefsen. Hun tror, at det bliver lettere for de fleste at forholde sig til sandheden, når man får konkrete ansigter på dem det handler om.

Alene og overset

Dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen mener også, at Lisbeth Zornig har spillet en rolle i at tage hul på debatten om en ukendt del af Danmark, men som en del af denne bølge, skal Cavling-vinder Asbjørn With Christensen, som afdækkede Rebild Kommunes behandling af udsatte borgere, også tælles med, mener han. Og de journalister, som gik til bunds i Brønderslev-sagen, hvor en familie med ti børn levede under forfærdelige forhold.

»Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte,« siger Christian Sønderby Jepsen.

Selv står han bag to dokumentarfilm, hvor de laveste klasser i det danske samfund skildres hudløst ærligt. Dokumentaren ’Blodets Bånd’ giver et indblik i, hvordan det egentlig er at leve i en familie med misbrug, tvangsfjernelser og benægtelser. Den prisvindende dokumentar ’Testamentet’ handler om to brødres håb og drømme, hvis de arver de penge, som de altid har regnet med.

For Christian Sønderby Jepsen har det aldrig været et bevidst valg at skildre de laveste klasser i Danmark. Målet har blot været at fortælle gode historier fra miljøer, man sjældent skildrer i Danmark.

»Der er nok ret mange mennesker i Danmark, som føler sig alene og overset, men når de føler sig set, f.eks. i en dokumentarfilm eller i en bog, kan de nok bedre forholde sig til at løse deres problemer. Det er det samme med kærlighedsromaner. Når vi læser dem, får vi også lyst til at løse vores egne kærlighedsproblemer,« siger han.

Efter at have skildret den danske fattigdom hæfter Louise Detlefsen sig også ved, at en mere alsidig beskrivelse af de forskellige miljøer kunne være gavnlig.

»Det er da fjollet, at alle danske børnefilm foregår i samtalekøkkener, når virkeligheden ikke er sådan,« siger hun.

I forrige uge fremlagde social- børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen sin sociale 2020-plan og omtalte den som et »paradigmeskift« i indsatsen for de socialt udsatte. De to radiomagere, Zornig og Clausen, fra Radio24syv fornemmer det samme skift, men ser ikke målene som en markør for skiftet. At velfærdssamfundet stadig i høj grad fejler i at hjælpe de socialt udsatte, er ifølge Zornig og Clausen det, som har fået danske borgere til at lukke øjnene op for, at der må være årsager til, at antallet af hjemløse stiger, og at situationer, som den Brønderslev-familien levede i, opstår.

»Det er ret kynisk, men politikerne taler om det, som borgerne ønsker. I perioder er det finanspolitik, miljøpolitik, og nu er det så socialpolitik. Det kan være en modedille, men jeg håber, at det holder ved,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Inge Bryderup er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og har skrevet bøger, der beskriver de sidste 100 års socialpolitik. Hun ser ikke umiddelbart et øget fokus på socialområdet.

»Det afhænger af, hvor man leder efter fokus. I medierne kan det være rigtigt, men jeg vil snarere sige det modsatte. Fra politisk hold er socialpolitikken næsten forsvundet og er blevet til arbejdsmarkedspolitik eller beskæftigelsespolitik,« siger Inge Bryderup.

Hun mener, at man med Annette Vilhelmsens »paradigmeskift« bevæger sig bort fra grundelementerne ved velfærdsstaten.

»Ved at lave særlige vilkår for særlige grupper i samfundet skaber Annette Vilhelmsen en form for stigmatisering,« siger Inge Bryderup og henviser til de nye sociale 2020-mål, hvor man blandt andet har et mål om, at 50 procent af børn med særlige behov skal gennemføre en ungdomsuddannelse, mens den generelle målsætning er 95 procent.

Producer Mikkel Clausen tror, at der er opstået en »kollektiv flovhed« i samfundet.

»Vi har et så rigt samfund, som er så avanceret på alle mulige planer, og så har vi stadig nogle tusinder af mennesker, som har det fuldstændigt ubegribeligt dårligt. Trods denne kæmpe rigdom og kæmpe ekspertise vi har, er vi faktisk ikke i stand til at hjælpe de mennesker.«

Hvis problemerne skal løses, er det ikke kun politik, der skal til. Individet skal også tage ansvaret for fællesskabet på sig, mener Zornig:

»Vi bliver som samfund nødt til at række en hånd frem til naboen. Vi har fået sat det hele så forbandet meget i system i Danmark, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi har glemt, hvorfor vi oprindeligt formede kommunen. Den er jo blot et formaliseret fællesskab. Vi skal af med denne her systembedøvelse, hvor vi placerer ansvaret hos nogen, vi ikke engang kender. Der er en forestilling om, at nogen må fixe det, og vi har betalt vores skat.«

Socialklassetolk

Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, er umiddelbart positiv over for beskrivelser af socialt udsatte i medierne. Men ikke uforbeholdent.

»Det er med til at give mange borgere et langt bedre indblik i, hvordan hverdagen ser ud for socialt udsatte borgere, og det kan fremme forståelsen for, hvilke problemer de udsatte borgere lever i,« siger Jann Sjursen og tilføjer sin betænkelighed ved den øgede fokus på socialt udsatte især i realityprogrammer.

»De socialt udsatte kan blive en del af den underholdning, som tv-dækningen også er. Selvfølgelig kan man gennem dokumentarer formidle en virkelighed, som mange af os ikke har en jordisk chance for at kende til, men mediet skaber også en kunstig relation, hvor nogen passivt kigger på og andre lader sig underholde,« siger Jann Sjursen.

Den kritik er producer Mikkel Clausen glad for, at programmet Zornigs Zone aldrig har fået. Når Gunnar Hansen fra dagens optagelser fortæller om sin opvækst, skal han ikke være underholdning for underholdningens skyld.

»I dag bliver de socialt udsatte ofte portrætteret i reality-tv. Bare tænk på De Unge Mødre og Big Brother. Medierne bruger socialt udsatte som underholdning og til at skaffe seertal. Vores program handler om at give de udsatte en stemme, så man faktisk sætter sig ned og lytter til, hvad for nogle liv de har levet,« siger Mikkel Clausen.

Han mener, at man først kan ændre vilkårene for de svageste borgere, når man ved, at de og deres problemer eksisterer. Og her ser han Lisbeth Zornigs rolle som en helt unik indgang.

»Hun er en socialklassetolk,« siger Mikkel Clausen og Lisbeth Zornig nikker medgivende.

»Jeg ser mig selv som sådan en tværkulturel andengenerations indvandrer, der taler flere sprog,« siger hun, da hun har sagt farvel til Gunnar Hansen og byder dagens næste gæst – en forsker i socialpolitik – velkommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Nygaard
  • Per Pendikel
  • Kalle Nielsen
  • Katrine Hornstrup Yde
  • Heidi Larsen
  • lars abildgaard
  • Anders Jensen
  • HCI DIKU
  • Jesper Wendt
  • Lise Lotte Rahbek
Jan Nygaard, Per Pendikel, Kalle Nielsen, Katrine Hornstrup Yde, Heidi Larsen, lars abildgaard, Anders Jensen, HCI DIKU, Jesper Wendt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Fra politisk hold er socialpolitikken næsten forsvundet og er blevet til arbejdsmarkedspolitik eller beskæftigelsespolitik,« siger Inge Bryderup.

Jep.

Per Hansen, Anders Kristensen, Jan Nygaard, Ole Hansen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Alan Strandbygaard, Kim Houmøller, Anders Jensen, lars abildgaard, Tue Romanow og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Jeg vil give dig ret, Lise Lotte Rahbek!
For mig at se, så er der sket to ting;
Vi har fået mere synlighed mht. socialudsatte via dokumentar udsendelser/interviews i medierne,
og samtidig har vi også oplevet, at politikere taler nedsættende om modtagere af kontanthjælp i de selv samme medier, og de har været med til at så tvivl i befolkningen om, de socialudsatte nu også fortjener den hjælp, som de modtager.Et parti som Liberalt Alliance har den store fortjeneste for den mistænkliggørelse.

Per Hansen, Anders Kristensen, Torben Nielsen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Jørn Mortensen, Kim Houmøller, Anders Jensen, Henriette Bøhne, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Tue Romanow, Jesper Wendt, Christel Gruner-Olesen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

’Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte’

"Nogle af de skæbner, som vi før i tiden slet ikke var opmærksom på eksisterede, bliver nu i højere grad beskrevet i dokumentarfilm, radioprogrammer og bøger. Det er på trods af, at den reelle socialpolitik er så godt som forsvundet," mener forsker

Det er på grund af, at den reelle socialpolitik er så godt, som forsvundet, raske mennesker bliver syge, af den førte politik!

Jeg ved ikke om jeg synes der er mere fokus på det, systemisk, tyder det på det modsatte. DR var gode til at sende den type udsendelser, inden det hele blev populisme i slut 90'erne.

Da jeg var ung, gik devisen på, at man selv valgte livet på gaden, nu vælges det for dig. Det er egenlig det eneste paradigme skifte, jeg kan se, og det er desværre ikke positivt. PBJ, er ikke helt galt på den, det kolde system, giver kolde mennesker.

- Tak til de folk der beskæftiger sig med udsatte, det kræver en stærk person, det ved jeg.

Det er som om politikerne tror det kan tales væk, og i særdeleshed, den rødbrune regering. Alt imens problemet vokser, og snart vil nå proportioner der ikke kan håndteres i den situation EU befinder sig i. Modsat de sydlige lande med stærke familiebånd, er folk i Danmark, overladt til gaden og fordomme.

Efterkrigstiden er ved at se sin ende, og hukommelsen ditto.

Rasmus Kongshøj, Jørn Mortensen, Anders Jensen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Hverken regeringen eller for den sags skyld KL, taler til socialrådgiveren, men, fortæller hvad beskæftigelsesrådgiveren skal gøre. Socialpolitikken er i det hele taget strandet med billedet samt fortællingen om Robert Nielsen, sagesløse Carina, og hvem vi ellers er kommer på fornavn med, de seneste to år.

Alle skal med, hedder det sig i øvrigt, og de siger, at fornuften har sejret når det kommer til sikringen af velfærden. Dette er jeg langt fra enig i. Thorning-regeringen realiserer Steinckes ord: ”retten til eksistens indrømmes kun på ’stadig mere’ ydmygende betingelser”.

Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar

Er det ikke lige så retvisende om det hed sig at:
"’Det er blevet mere nødvendigt at mainstream beskæftiger sig med socialt udsatte"

Det svare vel til at man om vinteren skriver mere om snerydning end man gør om sommeren.

"Hvorfor drikker Jeppe"

Rasmus Kongshøj og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

For mig minder det lidt om kiggekøen, den der får bilisterne til at sagtne farten og glo, når der er sket noget slemt for nogle andre trafikanter. Ikke fordi de kan hjælpe eller blive bedre mennesker af det, men fordi "godt, det ikke er mig" - effekten og almindelig måbende underholdning er på spil. Med hensyn til socialt udsatte kigger de socialt "indsatte" ud gennem skærmen på dem, og tænker, det er vel nok skidt for dem, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved, og når man er blevet træt af at se på naboens flottere hus og dyrere bil, så er det rart at se på nogle socialt udsatte at kigge på til en afveksling. Så jeg giver Jann Sjursen ret.

Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Jørn Mortensen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Er der en sammenhæng, mellem flere danskere bliver, socialtudsatte og interesse for programmer, de omhandler emnet?

En del af årsagen findes formodentlig i, at vi spejler os i andres liv, så når vi ser socialtudsatte i tv, kan vi sige vi til os selv, og dem vi omgiver os med, at vi da klarer os da, meget bedre end dem på tv, hvilket boostet selvtilliden.

Man kan fristes til at spørge om, vi spises af med, dem der har det værre end os, eller om vi virkelig, skal finde os i det.

Danskere kunne forsøge, at forklare politikker, at et sundt erhvervsliv og samfund, som helhed, bygger fundamentalt på folkesundhed, der istandgør borgere til, at tage vare på sig selv.

Alan Strandbygaard

"Det er blevet mere mainstream at beskæftige sig med socialt udsatte"

Vil det sige vi har et problem i den retning?

Jeg synes hellere man skulle se at give de udsatte nogle flere kroner og ører, fjerne pisken og nedværdigelsen samtidig med man gav dem flere rettigheder. Det ville udligne en smule af det korstog der er i gang, der går på at det er den enkelte borger der egenhændigt er skyld i sin situation.

Jeg har ufattelig svært ved at se hvad vi skal med en regering der ikke tager sig af sine svage, uheldige eller 'udsatte', som de kaldes.
Det er kun disse grupper der har brug for hjælp. Alle de andre skal nok klare sig selv.

Hvor svært kan det være?

Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Lars A. Bruun, Heidi Larsen, lars abildgaard og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar

med iscenesættelsen af de socialt udsatte kan man snakke om det, og snakken giver en følelse af, at man gør noget. så kan man trygt fortsætte med at forringe situationen

Rasmus Kongshøj, Ulf Timmermann og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

I "gamle dage" og helt tilbage til urtiden interesserede man sig ikke synderligt for de "socialt udsatte" , de udnyttede og de undertrykte -
.
Det er faktisk et enormt mentalt og moralsk "sundhedstegn" at vi i dag begynder at sætte mere og mere fokus på socialt udsatte, fattige lande med behov for ulandsbistand o s v.

Verden går altså trods alt fremad .

lars abildgaard

Fra politisk hold er socialpolitikken næsten forsvundet og er blevet til arbejdsmarkedspolitik eller beskæftigelsespolitik,«

når den nye kontanthjælpreform træder i kraft 01.01.2014, så forsvinder match systemet også, og det vi i dag kender som match 2 og 3 ( problemer udover ledigheden) kommer til at hedde aktivitetsparate, og for aktivitetsparate borgerer er målet også job, altså bl.a. socialt udsatte.
Men da aktivitetsparate borgere har andre problemer end ledigheden skal jobcenteret bidrage til den enkelte udvikler sig og på et tidspunkt bliver jobparate. Indsatsen skal rette sig mod arbejdsmarkedet og hvis det er muligt, foregå på en helt almindelig arbejdsplads.

Jens Overgaard Bjerre

Det er overflade uden reelt indhold. Det er hattedamernes moral, som bliver luftet i medierne. Hvis man ser på realiteterne, så er vi ved at fjerne os fra de velfærdsgoder, som kom til verden for 80 år siden med socialminister K.K. Steinckes socialreform. Det er ikke sket en pind på dette område udover, at man har kaldt ydelserne noget andet. Aldersrente hedder folkepension, invalideretten hedder førtidspension osv. Nu vil man væk fra disse hårdt tilkæmpede rettigheder fordi man er kommet i EU. I stedet bliver til hattedamernes udvælgelse af vor tids 'negerbørn'. Det er og bliver ledt at se på. Og at de skal omklamres af de borgerlige medier, som i deres selvforståelse er upartiske og neutrale, er synd og skam. Egoismen er kommet for at blive og der skal nok en ny verdenskrig til, før man vil se med andre øjne på de fattige og deres elendige forhold og muligheder. Den sociale arv vil man ikke af med. Socialministeriet har heller ikke fået afsat flere penge, for man er da ligeglad med de fattige. Men deres historier kan få en til at gyse lidt i al den selvgode kedsomhed.

Arbejdsløse, socialt udsatte, generelt de svage i samfundet er blevet underholdning i den bedste sendetid.

Så selvfølgelig er der brug for tolke til at oversætte og sætte ord på på underholdningen, man kommenterer jo også fodboldkampe.

Nepotisme er det forhold, at en person tilgodeser og foretrækker slægtninge og venner frem for andre. Den såkaldte Rip, Rap og Rup effekt, hvor man favoriserer folk, der ligner én selv.

- Hvordan skal jobsøgende tackle problemet med sådanne lukkede netværk?

Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Der er ingen politikere der har haft modet til at gøre tydeligt opmærksom på at de forsøger at afskaffe 'wellfare' og indføre 'workfare'.

Reaktionerne og konsekvenserne toner frem nu. Det varer ikke længe før vi ser en eksplosion af uforståenhed og nægtelse. Selv i de bedre bemidlede kredse.

Det er mit bud efter vi har levet i 50 år i velfærdssamfundet, som er blevet en fuldkommen selvfølgelighed for os. Også de velstillede.

Rasmus Kongshøj og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Jørn Mortensen

Tak for en velskrevet, informativ og aktuel artikel om nogle problemer velfærdsstaten/- samfundet ikke har magtet at løse.
Børn der anbringes udenfor hjemmet grundet alle mulige former for omsorgssvigt, har både brug for helt elementær omsorg, samt den tillid, der kun kan komme af et ægte personligt engagement i det/de børn, der overlades i ens varetægt.
Børn, der gentagne gange har oplevet tillidsbrud og omsorgssvigt i en tidlig alder, har uendelig svært ved at få skabt en positiv identitet med et selvværd, der kan overvinde modgang.
Det er uhyggelig læsning, at der tilsyneladende bliver flere og flere hjemløse og fattige. Det burde ikke kunne ske i et land med Danmarks størrelse, når vi tager vores veludviklede offentlige sektor i betragtning.

Philip B. Johnsen

Jesper Wendt tak for link: http://www.ae.dk/files/dokumenter/publikation/ae_fl12.pdf

AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Fordeling og Levevilkår 2012

Tema 3: Arbejdsliv og –miljø under krisen

"I rapportens tredje del handler det om arbejdsliv og arbejdsmiljø under krisen, og i kapitel 8 slås det fast, at det psykiske arbejdsmiljø er blevet forværret de seneste 5 år, mens krisen har stået på. Generelt er jobusikkerheden og de følelsesmæssige krav steget, mens udviklingsmulighederne og anerkendelsen af arbejdet er faldet. Kapitlet viser ligeledes, at ufaglærte oftest har det hårdeste fysiske arbejdsmiljø, f.eks. er de oftest udsat for belastende arbejdsstillinger, tunge løft og hudpåvirkninger. Samtidig er de ufaglærte blandt dem, der oplever den største jobusikkerhed, de mindste udviklingsmuligheder og opnår mindst anerkendelse i jobbet."

"Det er på grund af, at den reelle socialpolitik er så godt, som forsvundet, raske mennesker bliver syge, af den førte politik!"

Det er en stor hjælp for de udsatte, at der er focus på deres liv og udfordringer, specielt vil jeg fremhæve, at der er nogle kommunale sagsbehandlere, der har risikeret deres job, men valgte at fortælle os om deres udfordringer med udsatte unge, det har skaber en platform, hvor der er fundet løsninger, det har helt sikkert redet liv, hvilket jeg vil takke for.

Jeg vil advare mod, at man gør social armod til TV realityshow, det er beskæmmende og er kontraproduktivt, som tidligere nævnt.

"skal jobcenteret bidrage til den enkelte udvikler sig og på et tidspunkt bliver jobparate."

Det vil man kunne få meget tid og mange penge til at gå med. Og det vil sikkert blive dyrere end blot at give folk en pension.

Hvad er det nu det kaldes når staten og magtapparatet fusionerer med erhvervslivet???

"Søren Jensen" har en avatar der giver et hint.

Mon ikke Zornig har snablen i ministeriets pulje til udsatte børn og det kunne være interessant at følge denne pengestrøm.
Egentlig havde jeg en hvis interesse for hendes projekt indtil jeg en dag så hendes film. Skæbnen som den beskriver, skal jeg ikke gentage grusomheden i.
Derimod overraskedes jeg over den grusomhed hun lod sin mor behandle med for åben skærm og (vistnok) den mandlige person der havde foretaget overgrebene.
Den mandlige person som forekom ude af stand til håndterer situationen.
En mand som måske for første gang stod overfor den virkelighed han var en del af og måske for første gang stod overfor et kamera og et tv-hold.
Krænkeren er den han er. Men krænkeren har ikke alene gjort ham til det og kan selvfølgelig heller ikke svare på hvorfor han er den han er.
Når jeg læser "Zornig huset" ser jeg socialministeriets satspulje. Pæne nydelige kontorer og udredninger, redegørelser og powerpoints der skal skabe grundlaget for de kommende ansøgninger.

Rasmus Kongshøj

Den fattigdomsramte familie, der stillede sig frem i fjernsynet, fik tilbud om gaver af forskellig art. Folk ville så gerne hjælpe dem.

Hvor mange af alle de folk, der synes at det er synd for børnene, og som gerne vil hjælpe, går mon næste gang ned og stemmer på politikere, der målrettet arbejder på at gøre de fattige endnu fattigere? - Omkring 90% af dem, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Vi er gået fra et velfærdssamfund til et hattedamesamfund.

Per Pendikel

Jeg forstår du har ondt af krænkeren - jeg har ikke set Lisbeth Zornigs film, men jeg ved noget om krænkere og når du skriver:

"Den mandlige person som forekom ude af stand til håndterer situationen.
En mand som måske for første gang stod overfor den virkelighed han var en del af og måske for første gang stod overfor et kamera og et tv-hold."

Så var det første der faldt mig ind - "If you can't do the time - don't do the crime".

Frida Henningsen

@Kongshøj
Kan man have et oprigtigt ønske om at hjælpe de dårligst stillede uden at stemme på dig og dine (aka EL eller deromkring) ?
Det er som, at villighed til at hjælpe bliver anløbent, hvis ikke det betyder, at man fordrer et helt andet politisk set-up ---- det er ikke holdbart !

Niels Mosbak.
Jeg er selvfølgelig meget enig.
Men Zornigs film - som jeg så den - var for unuanceret. Et partsindlæg og det er ærgerligt når stilheden sænker sig bagefter. Alene dét, at - som jeg så den - seksuelle overgreb blev koblet sammen med en tilværelse i fattigdom og armod medvirkede til, jeg fandt den meget problematisk.
Overgreb og seksuelle overgreb kan ikke kobles sammen med hustands indkomsten.
Det er ikke den barske opvækst, der var Zornigs barndom, som resulterer i krænkelser og seksuelle krænkelser.
Ser vi i retsprotokoller er der jurister, dommere, politikere og alle mulige andre som har forgrebet sig på børn/unge under 15 år (foruden også børn/unge foretager seksuelle overgreb).
Med den uddannelsesmæssige baggrund - og den viden - Zornig har, havde jeg forventet et bedre produkt, der ikke fremstillede seksuelle overgreb som udslag af armod. Til alle tider har det været sådan, at også i fattigfamilier er de fleste børn vokset op uden overgreb.
Der er noget populistisk - hattedameagtigt - over huset Zornig. En udstrakt evne til medieprofilering og opmærksomhed på sats- og udviklingspuljer m.m. i det offentlige.
Der er noget primitivt over mange af de mennesker, der går ind i privat foretagsomhed på området for bl.a. udstødte, fattige, udsatte.
Veluddannede og velbjergede mennesker som gerne vil støtte,hjælpe og bidrage. Men skal have deres navn sat på. Og ikke noget med anonymt over skattebilletten, hvor man kan risikerer ressourcerne havner i indsatser, som man ikke bryder sig om støttes.
En del af dem stemmer gerne på politiske partier, som går ind for nedskæringer på det sociale området og forringelser af erstatningen ved ledighed.
Målrettet er der også en del af dem, som bestræber sig på, at betale så lidt i skat som overhovedet muligt.
Den frivillige arbejde, på dette område, bliver i højere og højere grad en af de nødvendig platforme det er vigtigt "man bliver set på" og ressourcerne giver identiteten.
Også for samfundet.
Jo færre ressourcer til området for socialt udsatte desto mindre samfund.

Robert Kroll

Fattigdom er i nutiden en konstruktion. Nationalt såvel som globalt er der ingen begrundelse for fattigdom findes: Altså at mennesker i et samfund i væsentlig grad afskæres fra muligheden for tage del i de tilbud der findes i samfundet.

Sådanne konstruktioner er der mange af.
Ingen kan f.eks. påstå, at Danmark er færdigt og alligevel er der ledighed.

”Ursamfundet” kan ikke føres op til – og gøres til genstand for sammenstilling – med nutidens samfund.
Jeg så engang et indslag i en tv-avis, hvor en bådflygtning (fra Afrika) rammede verden ganske klart ind da han sagde – ganske kort – om hans begrundelse for flygte til Europa:
” Jeg har vel også lov til at være her ”

Vi har altid søgt hen, hvor der var tilstrækkelige ressourcer til opfylde livsbetingelserne.
”Urmennesket” (man kan ikke tale om mennesket som vi i dag kender det) var yderst mobilt og fattigdomsbegrebet kan ikke anvendes hér.
Fattigdommen kommer med samfundenes indretning med grænser, ejendomsret, nationalstater og i dag i særlig grad kapitalisme.

Vi vil meget gerne gøre fortiden barbarisk med primitive mennesker der hærgende slog ihjel og horder af forarmede mennesker der gerne – i afbildninger – fremstår beskidte med vigende blik og knoglede kroppe.

Men virkeligheden er nok en anden og ikke for fremhæve magthaverne, så har ethvert samfund nok set fattigdom som en ubehagelig tilstedeværelse af uforståelig utilstrækkelighed (eller mangel på vilje til forstå sammenhængen) og en konge som Christian d. V. betragtede sandsynligvis fattigdom som en plet på Riget, da han for imødegåelse/afbødning af fattigdom indflettede ordet i Danske og Norske love.

Fattigdom kunne afskaffes i morgen.
Der skal blot en beslutning til om at fjerne den. Så mange ressourcer findes i dag i både mange nationalstater og – ikke mindst – globalt.
Men hvad skal så ”regulerer” menneskets adfærd i et overflods samfund?