Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bureaukratiets onde cirkel bliver svær at bryde

Produktivitetskommissionen vil afbureaukratisere den offentlige sektor. Den ambition har mange haft før dem, og det bliver vanskeligt at få til at lykkes, siger eksperter. Det kræver, at politikerne vil opgive en del af kontrollen med den offentlige sektor
I snit kan der effektiviseres for omkring 10 pct. i det offentlige, fortalte Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen, i går, da han præsenterede kommissionens rapport.

Nikolai Linares

Indland
10. september 2013

De offentlige ledere skal have mere frihed, men måles mere på, om de når de ønskede resultater. Og så skal der afbureaukratiseres i stor stil, foreslår Produktivitetskommissionen i en analyserapport, der blev præsenteret i går, og som kommer med anbefalinger til, hvordan produktiviteten og effektiviteten i den offentlige sektor kan øges.

Kommissionen mener, at man i dag fokuserer for meget på, »om arbejdsprocesserne i det offentlige er blevet udført på en bestemt måde frem for at fokusere på, om man har opnået den ønskede effekt for borgerne,« skriver kommissionen i rapporten.

Det er et sympatisk forslag, siger Jørgen Søndergaard, der er forskningsleder og tidligere direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

»Men erfaringen er også, at det er rigtig, rigtig svært,« siger Jørgen Søndergaard, der forklarer, at det er vanskeligt at opstille tilstrækkelige mål, som man kan måle de offentlige ledere på. Samtidig tvivler han på, at politikerne reelt vil lade være med at blande sig i driften af den offentlige sektor.

»Politikerne har jo ansvaret, og de har brug for et eller andet styringsredskab. Og hvis man ikke kan levere et andet form for styringsredskab, som de har tillid til, så er det svært at få politikerne til at lade være med at lave regler,« siger Jørgen Søndergaard. Han bakkes op af Peter Munk Christiansen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

»Bureaukratiseringen er en konsekvens af nogle politiske beslutninger, som fylder mere end hensynet til afbureaukratisering,« siger Peter Munk Christiansen.»Men eftersom beslutningerne har været vigtige for folk, så er det svært at undgå bureaukratiseringen,« siger han.

Produktivitetskommissionens forslag om at vende tænkningen i den offentlige sektor på hovedet, så der måles mindre på arbejdsprocessor og mere på resultater, og give de offentlige ledere mere frihed, blev i går mødt med begejstring fra de organisationer, der repræsenterer de offentlige ledere.

»Det vil give et større og bedre ledelsesrum for cheferne,« siger Henning Thiesen, formand for offentlige chefer i fagforeningen Djøf.

»Der er ingen, der er tilhængere af bureaukrati.« Han anerkender dog, som Jørgen Søndergaard og Peter Munk Christiansen påpeger, at det kan blive vanskeligt at bruge resultater som styringsredskab i stedet.

»At det ikke er helt enkelt, det er åbenbart. At opstille mål ude hos borgerne er svært, men det er ikke umuligt, og det er noget, man må arbejde med,« siger Henning Thiesen.

På Produktivitetskommissionens pressemøde i går, hvor den nye rapport om ’Styring, ledelse og motivation i den offentlige sektor’ blev offentliggjort, understregede kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, også selv, at der er en række udfordringer ved afbureaukratiseringsdagsordenen.

Det er svært at bryde med det, kommissionen i rapporten kalder »bureaukratiets onde cirkel«, hvor politikerne opfinder en ny regel, når de bliver konfronteret med fejl i den offentlige sektor og spurgt, hvad de vil gøre for at forhindre, at det gentager sig.

»Så kommer journalisterne med en mikrofon, og så udstikker man en ny regel,« beskrev Peter Birch Sørensen det på pressemødet.

Samtidig forklarede han, at det er svært at måle, om man har nået de ønskede resultater.

»En konsekvent styring efter resultater for borgerne vil kræve et langt bedre datagrundlag, end vi har til rådighed i dag,« skriver kommissionen i sin rapport.

»Problemet i dag er ikke nødvendigvis mangel på måling i den offentlige sektor. Problemet er, at vi i mange tilfælde måler de forkerte ting,« skriver kommissionen.

Ifølge Jørgen Søndergaard er der mange før Produktivitetskommissionen, der har forsøgt at afbureaukratisere den offentlige sektor.

Og han peger på, at ideen om at styre de offentlige institutioner efter resultater, er det samme, man har forsøgt siden 1990’erne med det offentlige styringsregime, der kaldes New Public Management.

Den opfattelse deler Peter Munk Christiansen.

»Nu har vi prøvet det i 30 år, og det viser sig faktisk, at det er meget svært at måle effekten af en uddannelse i folkeskolen, på en erhvervsskole eller på et universitet. Spørgsmålet er, om man måske er helt på galt spor i forhold til den retning, som styringsparadigmet skal have,« siger Peter Munk Christiansen.

Om de offentlige ledere har de nødvendige kompetencer, hvis de får mere frihed til at løse arbejdsopgaverne, er Jørgen Søndergaard derimod ikke bekymret for.

»Det er det mindste problem, vil jeg sige. Det kan man arbejde med. Hvis man for alvor forsøgte at trække den offentlige sektor i den retning, så kan man støtte og kompetenceudvikle offentlige ledere til at udnytte et større frirum,« siger Jørgen Søndergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bureaukratisk svøbe i dagens DK findes hos ikke-offentlige, som TDC, Arla, Dong o.l. Hos Dong uddeler kammerherre Schur chokolader fra kgl. leverandør, hvis man klager længe (½ år) og ihærdigt. Prøv selv.

John Vedsegaard

Det burde da være nemt at afskaffe bureaukratiet, giv alle ansatte lov til at rationalisere deres eget job, eventuelt helt væk, men giv fuld lønkompensation.

Besparelsen vil være lokaler og forbrug af forskellig art, samtidig med at samfundet bliver nemmere at leve i for os alle sammen.

Steffen Gliese, Thorbjørn Thiesen, Søren Roepstorff og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Hvem er det vi skal spare væk, for der er jo mennesker bag, eller hvad?

Lise Lotte Rahbek

Hvis man har tillid til medarbejderne,
og at de udfører deres arbejdsopgaver,
og borgerne inddrages i vurderingen af
hvorvidt det offentlige lever op til sine forpligtelser
..
.. Hvad skal formålet så være med at måle, veje og skrive rapporter og opstille grafer?

Tue Romanow, Thorbjørn Thiesen, Christian Holm og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis man vil være fri for offentlig forvaltning og indblanding - så er Somalia, Sudan o l steder vist sagen - her kan man gøre stort set hvad man vil uden indblanding fra myndigheder. Der er så til gengæld nogle lokale banditter, pirater o s v, som man lige skal have et godt forhold til - og det koster nok en del skillinger.

Alle samfund med en rimelig levestandard og livskvalitet har et bureaukrati - politi, domstole, skatteopkrævning, fødevarekontrol, sygehuse ,renovation, vandforsyning , miljøbeskyttelse , pensionsregler, socialhjælp , skolevæsen o s v.

Bureaukratiet - eller "den offentlige forvaltning ¨ - er faktisk en nødvendighed, hvis samfundet skal fungere. Kunsten er "blot" at sikre, at det er effektivt og uden "flommefedt".

".. Hvad skal formålet så være med at måle, veje og skrive rapporter og opstille grafer?"

Blandt de saglige behov for ihvertfald at kontrollere at vi gør dét, vi siger at vi gør (dvs. stiller borgerne i fællesskabet i udsigt at kunne regne med bestemte forhold, bidrag, services og ydelser), kan være at vi gerne vil sikre os mest muligt at borgerne faktisk oplever en nogenlunde ensartet og saglig omsætning af love og regler i dette land. Men ganske enig i at en sådan kontrol kun i feberhede fantasier vil kunne antage så groteske proportioner som de seneste mange års desperate governance har afstedkommet. Riv lortet ned.

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Peter Jensen

Det er muligt, at jeg har galt fat i det,
men det er somom måling og vejning og grafer og rapporter genererer flere målinger og vejninger og sammenligninger og rapporter og grafer, som skal underbygge eller problematisere de forudliggende målinger.
Det er skruen uden ende.

Hvis borgerne er tilfredse eller i al fald at det offentlige har opfyldt de opgaver, som de er ansatte til at administrere,
så er det for mig ikke problematisk, at der er variation i ensartetheden i administrationen.
Eks: Hvis fru Hansen, som i sidste uge faldt og slog sig, skal have mere hjemmehjælp indtil hun er kommet sig, så kan det godt være, at Jørgensen må nøjes med lidt mindre i en kort periode. Hvis bare sosuassistenten har tid til at berette sagen for Jørgensen, så tror jeg ikke, det er noget problem.
Men hvis sosuhjælperen er extra stresset og umeddelsom, fordi hun presses af at skulle registrere HVOR meget hun leverer ekstra til Hansen, så bliver Jørgensen da sur.
Sådan lidt forenklet stillet op, jegveddetgodt.

Hovs...

Lise Lotte Rahbek:
Jeg er helt enig i at evalueringskulturen har stor slagside, det har jeg vist også gentagne gange skrevet om i disse spalter - min pointe var blot at dokumentation go kontrol af vore indsatser næppe helt kan undgås, men vi skal finde meningsgivende og proportionale niveauer for kontrol, og herunder lære at leve med at vi til tider har ringe kontrol med tingene - og at det faktisk kan være frigørende for os at erkende og integrere dette.

Jeg vil hellere, end at tale om at SOSU-medarbejdere skal tage individuelt ansvar for at nedprioritere én borger til fordel for andre, skabe muligheder for at man undgår alt for ofte at havne i enten/eller-situationer - og dette kan man gøre ved at operere med spild (organisationssociologisk udtrykt, redundans) - hvilket var kendetegnende for dansk socialpolitik, specielt som den udfoldede sig i amtsligt regi, frem til begyndelsen af 00'erne. Men redundans kan ligevægtsøkonomer og neoliberale budgetnazister ikke lide; af en række (for dig, ved jeg) indlysende årsager.

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Tue Romanow og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Det handler om, at det offentlige lærer af sine fejl, men for at kunne lære af sine fejl, skal folk der opdager dem fortælle om dem og at de der har gjort fejlen ikke bliver fordømt for fejlen, men tager oplysningen om fejlen til sig, måske med en form for "næse" og derved lærer af fejlen.

Slår jeg mig over fingeren med en hammer, fortæller fingeren mig, at jeg har slået den med hammeren. Men fingeren fordømmer mig ikke for at have slået den, men giver mig en smerte "en næse", som jeg så husker og forhåbentlig lærer jeg ikke at slå fingeren igen, næste gang jeg bruger en hammer til det samme.

Bliver jeg ved med at slå fingeren med en hammer, skal jeg nok ikke udføre arbejdet og i stedet for sætte en anden til det.

Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Michael Borregaard og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

‘Bureaukratiet’ er et udtryk ladet med stærke følelsesmæssige overtoner og uhåndgribelige bibetydninger. Somme tider syntes ‘bureaukratiet’ at betegne administrativ effektivitet, til andre tider det modsatte - derfor moderniseringsstyrelsens, under Bjarne Corydons’ opsyn, oprettelse.

Bureaukrati kan være noget så ligetil som et synonym for statsansatte tjenestemænd, eller det kan være noget så komplekst som en idé, der opsummerer de specifikke egenskaber ved moderne organisationsstruktur. Det kan referere til en gruppe tjenestemænd eller til den daglige rutine i kontoradministrationen.

Problemet med ordets anvendelse i dag, er kort sagt, lige som det gør sig gældende med ordene, solidaritet og velfærd, at deres begrebsfastsættelse har en forhistorie. At bruge ordene i flæng politisk, uden kendskab til deres begrebsfastsættende forhistorie, anvendes til at dække over en armod af ideer. Som en ‘nydannelse‘, modsætter ordet sig stabilisering i sprogbruget. Ordet bruges, ligesom, velfærd og solidaritet, om alting og ingenting, uden en skelen til deres forståelsesramme som begreb.

Så så længe det ikke er en almindelig bevidsthed, men alene bruges som funktion af bestilt -og/eller fabrikeret økonomisk/politisk arbejde, om de faktorer, der er involveret i den begrebsmæssige udvikling, og en vilje til at forbedre præcisionen i vor tænkning om samfundet, er ordet ’bureaukrati’ blot noget man kan, skal og bør, betragte som et plus- eller minus ord brugt til at fremhæve noget for en vigtigt, da ordet i sig selv i pavlovsk’ forstand giver selvklang. Selvklangen er dog ikke mere oplysende end et hvilket som helst anden politisk retorik, ordene siger mere om den talendes tilstand end noget aspekt af en opfattet situation. Diskussionen om bureaukrati er ikke ny, regeringen brugte den også i valgkampen, inden de nedsatte produktivitetskommissionen.

Det letteste ville være, er, at undgå anvendelsen af ordet bureaukrati, en sådan fremgang kan spare megen forvirring, men stiller store krav til skabelse af ideer, på bekostning af de nuværende løsninger, symboliseret ved ’den nødvendige politik’. Det er dog ørkeløst at spekulere over de psykologiske funktioner af denne proces, partier som S og SF bruger kun læren fra John Maynard Keynes, Harry Dexter White og Irving Fisher, når de sidder i opposition. Budskabet i dag er modsat, at alt kan tematiseres og vurderes økonomisk. Men problemet er, at ikke alle problemer er økonomiske. For eksempel det, at man ikke kan se det, når man kun tænker økonomisk. Er det største problem for en mere saglig debat over begreber, som ’bureaukrati’, velfærd og solidaritets forståelsesramme som begreb, i en ikke økonomisk kontekst foreskrevet af DREAM, ADAM eller SMEC…!

Uanset om der er tale om :
Effektivisering af systemet som det er (arbejdsgange og tillid) - eller ændringer i systemet(regelforenkling) - eller helt fjernelse af områder fra offentlig regi (decentralisering og privatisering) - falder det tilbage på politikerne.
De tager beslutningerne. Og det har de svært ved. Jo større, jo sværere.

Eksempelvis indførelse af BASISINDKOMST som erstatning for en hel sektor og mere til - som ville bryde en enormt ond cirkel - vil være et utænkeligt kvantespring.

Mogens Kristensen

Vi er nogle der husker, hvor galt det gik , da man skar ned på fødevarekontrollen, til "et klap på vægen", og som kostede en ministerpost. (Lars Barfoed)
Vi er nogle der husker, hvor galt det gik, da man ved kommunalreformen, nedlagte amter, og kontrollen til kommuner forsvandt.
Nu er den kommunale kontrol på børneområdet fjernet fra kommuner til stat.

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

I Norge har man siden 90erne kørt nogle forsøg med modelkommuner. Det kan der læres meget af. Der har man været lige så ramt af NPM, som vi er her.

Søren Kristensen

Afbureaukratisere. Hvad så med alle os der gerne vil arbejde på kontor?

Søren - Opret dit eget ! Der er osse en cafe der hedder kontoret.

Bureaukrati handler ikke om styring, bureaukrati handler om magt - embedsværkets magt på politikkens bekostning. Derfor burde alle politikere være interesserede i at skære ned på de administrative fedtlag og styre direkte ved lov. Så ved alle, hvad de har at rette sig efter.

Det var dog skønt, så stor tillid der er til offentlige ledere. Gid dog de offentlige ledere havde lige så meget tillid til de medarbejdere, som de trods alt er afhængige af for at nå de resultater, der skal udløse belønningerne.

Hvordan kan større ledelsesrum i sig selv være et mål? 'Frirum', det emmer fælt af diskussionen om den væmmelige offentlighedslov. Har den fine kommission mon regnet på, om det kunne være en ide i højere grad at inddrage medarbejderne i beslutningerne? Det er trods alt dem, der skal udføre arbejdet, uanset hvor meget lederne måtte blive "kompetenceudviklet".

randi christiansen

Vi er som samfund og enkeltindivider i en udviklingsproces - på mange måder som børn der skal lære. Fotosyntesen har fundet sin geniale form - det menneskelige samfund er på vej mod sit sociale optimum, samarbejdets iboende gyldne snit. Så giver reglerne sig selv - nogen siger, at kærlighed og tjeneste er det vigtigste - og planeten er et læringsrum. Hvad har skabt øjet? En virtuel krammer til den der har det rette svar. Mvh

Mogens Kristensen

Bureaukrati og overvågning, er et kedeligt ord, desværre er det nødvendigt, bare spørg PET (tys-tys) . At holde hemmelige møder (læs middage) på dyre hoteller, kræver overvågning af PET (tys-tys)

"Det er svært at bryde med det, kommissionen i rapporten kalder »bureaukratiets onde cirkel«, hvor politikerne opfinder en ny regel, når de bliver konfronteret med fejl i den offentlige sektor og spurgt, hvad de vil gøre for at forhindre, at det gentager sig"....

Jeg er sikker på, at det kræver en ny lov, bare spørg EL.

Jesper Frimann Ljungberg

@Leo Nygaard

Jeg begynder så småt bedre og bedre at kunne lide din kæphest med basisindkomst, selv om det ideologisk ikke lige er mig.
Det er en radikal ændring, og det kunne være interesant at regne på hvad der skulle til... Og hvordan man kunne implementere det.

// Jesper

Jesper - Jeg forstår dit dilemma. B. er så fremmed en fugl, at den ikke passer ned i de kendte reder.
Social sikkerhed uden den herskende klasses overvågning - er det socialisme.
Personlig frihed og reduktion af den offentlige sektor - er det liberalisme.
Du behøver ikke at regne. Alle borgere uden et lønarbejde har noget at leve af.
Det har de stadig efter indførelsen af B.
Det er måden og betingelserne der ændres.