Læsetid: 6 min.

Den bureaukratiske motor i 1990’ernes magtfulde makkerpar

Finansministeriet blev et superministerium under Mogens Lykketofts departementschef, Anders Eldrup. Han var en af ophavsmændene til 1990’ernes store gennembrud i det formelle og uformelle samarbejde mellem departementschefer
Som departementschef var Anders Eldrup ikke typen, der sad og ventede på at blive spurgt – han tog selv initiativ, fortæller han.
17. september 2013

Han har fortalt dele af historien før. Om livet i embedsværkets inderste kredse. Om Finansministeriets udvikling i 1990’erne. Og om departementschefens rolle midt i det hele. Såvel studerende som forskere og journalister er gennem tiderne blevet klogere på Anders Eldrups embedsmandskarriere, der begyndte i Finansministeriet i 1970’erne.

Alligevel kender vi kun de generelle historier om strategi og strukturændringer, mens selve fortællingen om det daglige samarbejde er blevet holdt tilbage. For selv om den forhenværende departementschef ikke har haft tilknytning til ministerverdenen de seneste 12 år, er han stadig forsigtig. Det sidder simpelthen så dybt i den tidligere embedsmand, en af rigets øverste, at de politiske udmeldinger skal komme fra ministrene. Som departementschef »agerede han på de indre linjer og lod ministeren tale med omverdenen«, fortæller Anders Eldrup på et kontor med blanke flader på Esplanaden, hvor han nu varetager en af sine mange bestyrelsesposter.

»Det ligger jo næsten i embedsmandens genetik, at vi helst holder os langs væggene,« siger han. Anders Eldrup var i Finansministeriet i næsten 30 år, de sidste 10 som departementschef. Under både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har han rådgivet den til enhver tid siddende finansminister. Som embedsmandsnormen foreskriver.»Man var yin og yang med ministeren og måtte indrette sin dagligdag efter ministeren. Hvis der var områder, ministeren ikke gik så meget op i, måtte jeg som departementschef fylde hullerne ud,« siger Anders Eldrup.Eksempelvis var det vanskeligt for tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) til fulde at opbygge en interesse for administrationspolitikken, som Anders Eldrup derfor i vid udstrækning tog sig af. Derimod var Lykketoft meget fokuseret på skattepolitikken. På den måde evnede det stærke makkerpar at definere deres indbyrdes roller, og på den måde blev ’tandemparret’, som de ofte er blevet kaldt, til nogle af centraladministrationens mest centrale figurer op igennem 1990’erne.

Sammen fik de to nøglepersoner udviklet regeringssamarbejdet og organiseret et samarbejde mellem de forskellige ministeriers departementschefer med Finansministeriet i absolut centrum.

Det forvandlede ministeriet til et superministerium, hvis position gav dem en hidtil uset magt. Og som har fået iagttagere til at hævde, at makkerparret Lykketoft/Eldrup i mange situationer var mindst lige så magtfulde som statsministeren.

Et råd til eftertiden

Da Mogens Lykketoft startede som finansminister i januar 1993, fik han med det samme et råd fra Anders Eldrup: »Opret et økonomiudvalg med de vigtigste ministre og med dig selv som formand.«

Nedenunder skulle være et udvalg af departementschefer fra de økonomiske ministerier – kaldet Styregruppen – som Anders Eldrup skulle lede. »Det var en del af mit ræsonnement dengang, at det ville styrke finansministeren med et økonomiudvalg. Og det lyttede han til,« siger Anders Eldrup.

Han var meget opsat på, at Finansministeriet skulle have så central en placering som muligt og sætte sig tungt på økonomien. Som ung nyansat havde han nemlig oplevet, hvordan daværende finansminister Knud Heinesen (S) gang på gang fik nej til selv de mest velargumenterede forslag.

Det skulle være slut med at tage økonomiske beslutninger ad hoc, mente Slotsholmens toneangivende departementschef. Som formand for Styregruppen kunne Anders Eldrup med hård hånd styre hele regeringens økonomiske politik, og med Styregruppen blev forslagene behandlet og kvalificeret, inden de nåede til Økonomiudvalget. »Det har ændret beslutningstagningen i regeringen ganske betragteligt, men til en måde, hvor beslutningerne bliver taget på et meget mere kvalificeret grundlag,« siger Anders Eldrup. »Og det giver naturligvis også departementscheferne mulighed for i højere grad at sætte deres fingeraftryk, nu hvor de er med til at forberede sagerne.«

Og netop departementschefernes øgede indflydelse har haft betydning for den opdragelse af embedsapparatet, som Anders Eldrup gennemførte i tæt samarbejde med Mogens Lykketoft. En opdragelse, som trækker tråde til i dag, hvor embedsfolk stadig fører principperne videre. Hvor samarbejde på tværs af ministerierne bliver koordineret af Finansministeriet – med Statsministeriet på sidelinjen. Og hvor en embedsmand nærmest pr. automatik orienterer sig mod både Finansministeriet, Statsministeriet og sit eget ministerium.

Embedsmand og politisk rådgiver

Departementschefer sammenligner tit deres rolle med en administrativ chef i det private, og Anders Eldrup er ingen undtagelse. Systemet skal smøres, så maskineriet kører, forklarer han. En departementschef skal også give ministeren faglig rådgivning og sørge for et kvalificeret beslutningsgrundlag. Og endelig er der det med den politiske rådgivning, som departementschefer helst nedtoner og altid nævner til sidst i opremsningen.

»Man har selvfølgelig også en vigtig rolle i at diskutere og rådgive ministeren om dagen og vejens politiske gøremål. Ministeren spørger ofte, hvordan han skal forholde sig til nogle af de ting, der står i aviserne, og fordi man går op og ned ad hinanden hele dagen, er man selvfølgelig en naturlig sparringspartner i de diskussioner,« siger Anders Eldrup og anerkender samtidig, at topembedsmændene har bevæget sig længere ind i den politiske rådgivning.

»Tiderne stiller nye krav, som det klassiske embedsapparat ikke er gearet til. Derfor har der været behov for en modernisering i retning af, at embedsmænd går længere ind i rollen som politiske rådgivere.«

I de seneste årtier er politisk rådgivning kommet til at fylde langt mere, og introduktionen af spindoktorer bliver positivt modtaget af den tidligere departementschef.

»Embedsmænd er en særlig race, og derfor synes jeg, at udviklingen med særlige presserådgivere er god. Der var brug for hjælp,« siger Anders Eldrup. Han påpeger, at der også har været mange uheldige eksempler på, at »de nye folk« lever efter andre spilleregler. »Noget af det, der foregik i Forsvarsministeriet, var jo ikke specielt kønt. Og man kunne nævne en række andre ministerier også. Det er en anden kultur, som spindoktorerne kommer ind med.«

Selvstændig departementschef

Især kulturen i ministerierne var noget, der optog Anders Eldrup i hans tid som øverste chef for embedsværket, og på det punkt adskiller han sig nok fra den traditionelle departementschef. Sammen med Statsministeriets departementschef, Ulrik Federspiel, blev han ophavsmand til det store gennembrud i både det formelle og uformelle samarbejde mellem departementschefer, som kom i 1990’erne. På det tidspunkt havde Tamilsagen chokeret kredsen af departementschefer, og der var behov for at pleje relationerne internt i kredsen af departementschefer.

Dermed kom Finansministeriet under Anders Eldrup til at sidde tungt på koordineringen, og også på idéplanet kom tingene i vid udstrækning fra Den Røde Bygning, hvor ministeriet holder til. Generelt er embedsmænd ellers glade for kontinuitet uden for mange vilde ideer, men Anders Eldrup gik den anden vej. Dels fordi de gode råd blev efterspurgt af ministrene og dels for at undgå, at en politisk udnævnt stab rykkede ind i centraladministrationen.

»Derfor gik jeg også længere, end man ellers havde gjort, med selv at komme med forslag til ministeren. Jeg sad ikke og ventede på at blive spurgt, men tog selv initiativ. Det var et forsøg på at udvikle embedsapparatet, så det kunne være til større hjælp for ministeren.«

– Er der ikke en risiko for, at ministeren henter ideer udefra og efterlader departementscheferne?

»Det er præcis det, jeg forsøgte at forebygge ved at sige, at den idégenerering skulle komme indefra. For hvis ministeren ikke får ideer indefra, får han dem bare et andet sted fra. Han har jo brug for dem.«

– Hvordan vurderer du embedsværkets fremtidsmuligheder?

»Hvis det er muligt, tror jeg stadig, at det er en fordel for et land som Danmark at prøve at bevare og hele tiden videreudvikle det embedsapparat, vi har i dag. Men det kræver, at systemet hele tiden kan levere det, ministrene har brug for.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Der vil altid være et embedsværk, der fylder rummet ud’

    21. september 2013
    Mogens Lykketoft og Anders Eldrup blev kendt for deres tætte parløb i 1990’erne. Et næsten perfekt makkerskab, der udviklede Finansministeriet til det centrale ministerium, det er i dag. Det kunne kun lade sig gøre, fordi de var ’inde i hinandens hjerner’, fortæller Mogens Lykketoft
  • I ministerens skygge

    16. september 2013
    Det er helt efter bogen, når departementschefer afstår fra at deltage i interview. Offentligheden har nemlig ikke krav på at vide, hvad de øverste embedsmænd laver, mener ekspert
  • S og R mener, at embedsmænds tavshed er i orden

    12. september 2013
    Mens Enhedslisten opfordrer topembedsmænd til at deltage i den offentlige debat om embedsapparatets rolle, er S og R tilfredse med et embedsværk, hvor departementscheferne tier
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Ziz
Ivan Ziz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Sådan en artikel er en god forklaring på, hvorfor samtlige 20 danske fungerende departementschefer takker nej eller undlader at svare på Informations opfordringer til interviews.