Læsetid: 3 min.

Frivilligheden halter bagefter

På Nørrebro skyder lokale initiativer op, som viser vejen mod lidt mere bæredygtighed i hverdagen. Interessen er stor, men det er ikke altid let at finde frivillige
Vibeke Andersen i den orange frakke er med på rundvisningen Tour de Nørrebro, hvor interesserede byboere besøger bæredygtige initiativer i byen. Billedet her er taget hos TagTomat.

Vibeke Andersen i den orange frakke er med på rundvisningen Tour de Nørrebro, hvor interesserede byboere besøger bæredygtige initiativer i byen. Billedet her er taget hos TagTomat.

Tor Birk Trads

12. september 2013

Lone Albrektsen står ved det grønne bordtennisbord og råber forsamlingen op med en to meter høj majsplante i hånden.

»Noget må vi gøre. Og der rigtig mange mennesker, som er klar over det, og som også godt vil bidrage med det, de nu kan.«

Bag hende løber en flok unge mænd og spiller fodbold på Blågårds Plads, mens de 24 fremmødte deltagere lytter interesseret. De er mødt op for at deltage i den grønne gåtur på Nørrebro i København, som Lone Albrektsen arrangerer. Hun guider deltagerne mellem en række lokale initiativer, som alle har det til fælles, at de giver hver deres bud på, hvordan omstillingen til en mere bæredygtig hverdag kan se ud på mikroplan.

»Jeg er meget optaget af, at vi bliver genforbundet med vores indre bonde. På to generationer har familien Danmark faktisk mistet kontakten til landbruget. De fleste af os byboere har haft familiemedlemmer, der har drevet landbrug for to generationer siden, og for mange af os er det forsvundet. Men den indre bonde i os må leves ud,« proklamerer Lone Albrektsen.

Dagens tema for gåturen er derfor primært, hvordan man som moderne menneske i en storby kan komme lidt tættere på de råvarer, vi spiser.

Lokal bæredygtighed

Blandt deltagerne er en kvinde i en lang, orange frakke. Det er Vibeke Andersen, som til daglig er lektor ved Aalborg Universitet i København og for øvrigt vegetar. Med sig har hun taget datteren Mo Andersen, som studerer ernæring og sundhed på Metropol i København, og for øvrigt er veganer.

»Vi interesserer os begge utroligt meget for økologi og bæredygtighed,« forklarer Mo Andersen og bliver suppleret af moderen:

»Og hvordan man kan gøre noget lokalt. Jeg er meget optaget af, at det ikke kun er noget der foregår centralt politisk, men hvad man selv kan gøre, der hvor man bor.«

Første stop på turen er Københavns Fødevarefællesskab. Det er en medlemsdrevet indkøbsforening med fokus på økologiske, lokalt producerede råvarer. Medlemmerne får hver uge en pose med 6-8 kilo af sæsonens frugt og grønt. Prisen er 100 kroner og tre timers frivilligt arbejde om måneden.

I en jordfyldt kælder

Sofie Stærbo tager i mod de 24 gæster i kælderen på Korsgade, hvor fødevarefællesskabet har sin oprindelse. I hjørnet står en bunke stofsække med hokaidogræskar, selleri og æbler, og ved et langbord står nogle af de andre frivillige og sælger løg og gulerødder med jord på.

»Her er ikke så stort. Men det passer lige til vores størrelse,« siger Sofie Stærbo og smiler.

Alle varerne hos fødevarefællesskabet er økologiske og lokalt produceret i så vid udstrækning som muligt. Hos nørrebroafdelingen er der omkring 2.000 medlemmer, men kun 300-400 af dem er aktive vurderer Sofie Stærbo. Ind i mellem kan det være svært at fylde den frivillige vagtplan, fordi folk ind i mellem falder fra. Men overordnet set er det gået godt for det lille korporativ.

Fødevarefællesskabet opstod i 2009 efter amerikansk forbillede. Siden den spæde begyndelse i de små kælderlokaler på Nørrebro er fællesskabet vokset til 5.000 medlemmer fordelt på 11 forskellige afdelinger i København, og stiklinger er skudt op i blandt andet Aarhus, Odense og Oslo.

Solsikker på taget

Gåturen fortsætter langs Korsgade i retning mod Blågårds Skole. Set fra gadeplan er den bare endnu en rød murstensbygning på Nørrebro. Men på taget foregår der noget usædvanligt.

Den udvendige elevator kører ned, og ud træder Christian Damgaard, en rødblond mand med skæg og hestehale, og hunden Stella, som vimser om benene på ham. Christian Damgaard er en af initiativtagerne bag projektet DYRK Nørrebro, som udspringer af tagterrassen på skolens tredje sal.

Her står solsikker, krydderurter og chiliplanter side om side i hjemmelavede højbede i den 250 kvadratmeter store køkkenhave.

»Det er et spændende projekt. Der er jo begrænset plads inde i byen, og det er faktisk utroligt, hvad man kan tvinge ud af sådan en lille kvadratmeter jord,« fortæller Christian Damgaard, mens Stella slikker på hans sko.

Indtil videre sælger DYRK Nørrebro ikke grøntsager til andre. Men ifølge Christian Damgaard har projektet inspireret mindst fem-seks andre byhaver på Nørrebro.

»Men fælles for dem alle sammen er, at det frivillige engagement halter bagefter. Det er svært at tiltrække faste folk. Vi har alle sammen et arbejde og forskellige fritidsinteresser, så det sværeste er nok at tiltrække nogen, som er vedholdende og kommer her fast,« siger Christian Aagard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Atter en god artikel om det, der sker på bunden.

Jeg kommer til at tænke på, om ikke selve frivillighedsbegrebet trænger til at ses i en lidt bredere betydning end hidtil, for hvornår er man frivillig og hvornår ikke, og hvad vil det i det hele taget sige at være frivillig?
Jeg synes fx, at det er en form for frivillighed at læse Informations artikler om den store omstilling og kommentere dem. Det tager nemlig tid og er en slags arbejde. Det ’er’ et psykisk krævende arbejde hele tiden at læse om en verden, der er kørt skævt og om alle de svigt, der sker. Man skal så at sige arbejde sig ud af en depression oven på de tungere artikler. En kamel, der sover oven på ørkensandet under en sandstorm ligger og vugger, så den ikke sander til. Det har evolutionen sørget for. Vi mennesker har også en overlevelsesmekanisme i svære tider, en fortrængningsmekanisme, der sørger for, at vi ikke går ned med flaget. Den må vi bare ikke bruge nu, for fortrængning er netop årsagen til miljøproblemerne.
Vi kan ikke holde ud at høre om en verden på vej ned ad slisken og slet ikke, at man selv bidrager til det ved en ganske almindelig livsstil.

Det er velgørende at læse om alle de positive, grønne tiltag. Nede under dem er der den usynlige frivillighed, det enkelte menneskes beslutning om ikke at fortrænge virkeligheden.
A. Er du frivillig?
B. Ja.
A. Hvad laver du?
B. Jeg læser Information og kommenterer artiklerne.
A. Det er sgu da ikke noget.
B. Nå ikk’? Har du prøvet?

Lise Lotte Rahbek

Selvfølgelig er det svært at tiltrække faste folk.
De arbejdsløse, f.eks. som har tiden til det, må ikke være faste deltagere i et projekt,
uden at fanden er løs (bogstavelig talt) og der står en større variation af kommunale kontrolteams på nakken af hinanden for at uddelle dummebøder.