Læsetid: 10 min.

Gældsøkonomiens aktører skylder et svar

Fra at det nærmest var syndigt at stifte gæld, er det blevet en dyd og selve motoren i den moderne økonomi. Men nu er tingene løbet løbsk, og gode råd er dyre
Penge gør ikke nødvendigvis én lykkeligere, men gæld gør det slet ikke. En dag skal gælden indfries, både privat og for hele nationer.

Penge gør ikke nødvendigvis én lykkeligere, men gæld gør det slet ikke. En dag skal gælden indfries, både privat og for hele nationer.

Jens Koudahl

6. september 2013

»Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.«

Passagen i Fadervor afspejler, at det ofte er forbundet med skyldfølelse at skylde nogen noget, at stå i gæld. Og ligesom der på dansk er dette sproglige sammenfald mellem det at have gæld og det at have dårlig samvittighed, så er der en sproglig fælles oprindelse for begreber som de engelske guilt (skyld) og yield (betale, betaling), det tyske Geld (penge) og det danske ’gæld’.

Man kan drive de sproglige spekulationer videre og spørge, om det mon er tilfældigt, at yield i sin finansielle oversættelse til dansk – udbytte – er identisk med betegnelsen for det, der i Den Danske Ordbog forklares som »at skaffe sig en urimelig økonomisk gevinst ved at udnytte groft«, altså at udbytte andre.

De renter, som løber på ens gæld, er bankernes, realkreditinstitutternes eller andre långiveres udbytte af at yde lån, men kan af den gæld­satte ind imellem godt opleves som udbytning. Instinktivt er gæld og gældsætning altså noget, de fleste føler et stik af dårlig samvittighed ved. At stå i gæld er at være ufri. Ikke desto mindre lever vi i en økonomi, hvor gældsætning er selve motoren. Hvor de fleste penge i omløb faktisk er gældsbeviser eller skabt ved gældsætning. Og hvor skiftende finansministre regelmæssigt bønfalder borgerne om at ’svinge kreditkortet’ noget mere. Samtidig med at der strammes og skæres ned på velfærdsordningerne for at mindske den offentlige gæld.

Hvordan skal man forstå denne skizofreni?

Gældskulturens fremvækst

Engang i længst svundne tider var der ikke megen tradition eller behov for at stifte gæld og måske heller ikke så mange at låne noget af. En tidlig agerbruger lagde korn til side, så han havde egen såsæd at basere næste års afgrøder på. Oksen trak ploven og leverede ny trækkapital til landmanden i form af kalve. Opsparing af overskud ved produktionen sikrede fremtiden.

Feudalisme, teknologisk udvikling og siden industrialisering og kapitalisme ændrede i flere omgange på dette. Feudalismen betød, at bønder kom til at stå i gæld til den jordbesiddende godsejer. Gældsætning blev et vilkår, om end ikke noget man stræbte efter. At være herremanden noget skyldig blev italesat som at være skyldig. Gæld lugtede af ufrihed.

Adgangen til fossil energi og den parallelle udvikling af avanceret teknologi i form af nye olie- eller eldrevne maskiner satte fart på industrialiseringen og konkurrencen, og det øgede behovet for fremtidsrettede investeringer i bl.a. hurtigere og bedre teknologi. Når opsparing af produktionens overskud ikke rakte, blev optagelse af lån midlet til de nødvendige investeringer og den deraf følgende forventede vækst i den enkelte virksomheds produktion og udbytte.

Synet på gæld ændrede sig således langsomt: Låntagning var nu en nyttig og nødvendig investering i den fremtid, der syntes at rumme så rige muligheder.

Undervejs havde introduktionen af papirpenge lettet långivning og gældsætning. Seddelpressen kunne startes, pengemængden øges, og långivningen skrues op langt lettere, end da man var baseret på en mere begrænset mængde mønter af ædelt metal.

Endnu lettere blev det i årene efter Anden Verdenskrig, da krigens gru og nød afløstes af optimisme og forventninger om høj økonomisk vækst, nye teknologiske grænse­sprængninger og stedse forbedringer af levestandarden. Da det første rigtige kreditkort blev introduceret i USA i 1950, var det udtryk for en automatisering af långivningen, og besiddelsen blev betragtes som et markant statussymbol.

»I begyndelsen var det vanskeligt at opnå et kreditkort, men mod slutningen af det 20. århundrede blev de en central kraft bag ’demokratiseringen’ af gæld i takt med, at de fleste mennesker i USA og Storbritannien havde mindst ét,« skriver professor i socialvidenskab Mary Mellor i bogen The Future of Money.

Det nye var, at låntagning gik fra primært at være middel til erhvervslivets produktive investeringer i fremtiden til at blive en genvej til den enkeltes forbrug af varer, man som udgangspunkt ikke havde råd til: bil, båd, bolig etc.

»Gæld ophørte med at være et spørgsmål om individuel skam og blev nærmest en menneskeret,« anfører Philip Coggan, finansredaktør på The Economist og forfatter til Paper Promises – Money, Debt and the New World Order.

Den store liberalisering

Et afgørende spring skete efter 1980, da Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien indledte deres radikale liberalisering af finanssektoren, gradvist efterfulgt af det meste af verden. Det åbnede for alvor for de private bankvirksomheders aktivitet som producenter af penge i form af långivning uden begrænsning.

Hvor nogles opsparing engang havde været forudsætningen for andres lånemulighed, kunne lån nu trylles ud af den blå luft af de private banker. Og som økonomen John Kenneth Galbraith havde spået helt tilbage i 1950’erne i bogen The Affluent Society, ville overgangen fra et knaphedssamfund til et overflodssamfund, hvor behov begyndte at blive mættede, ikke alene fremtvinge den massive reklameindustri, der kunne overtale mennesker til at efterspørge ting, de ikke vidste, de manglede – også finansielle institutioner der sikrede forbrugerne lån til de varer, de ikke behøvede og ikke havde råd til, måtte vokse frem. Institutioner med ret til at udlåne penge, de heller ikke selv havde.

Liberaliseringen stimulerede ikke mindst hele den finansielle spekulationsøkonomi med nye typer værdipapirer og gældsbeviser. Det blev således både prestigefyldt og lønsomt at være engageret i den ny luftige økonomi.

»I 1980’erne og 1990’erne blev det at låne penge set som et tegn på økonomisk kløgt snarere end et spørgsmål om nødvendighed,« noterer Coggan.

Herhjemme blev det f.eks. fra 2003 god latin blandt danske boligejere at optage lån, man ikke betalte af på: de afdragsfrie boliglån.

Mere end én har sikkert følt sig dum og gammeldags ved at modstå presset fra omgivelserne og insistere på et traditionelt lån med afdrag. Spurgte man, hvordan et lån med uændret hovedstol og påløbne renter dog skulle kunne betales tilbage, når afdragsfriheden udløb efter 10 år, var svaret ofte, at til den tid tog man blot et nyt og større lån at betale det gamle af med. Ved udgangen af 2012 udgjorde de afdragsfrie lån til private ifølge Finanstilsynet stadig 55,8 pct. af realkreditinstitutternes samlede udlån.

En anden konsekvens af den liberaliserede finanssektor og troen på nye hurtige spekulationsgevinster var, at lånene i stigende grad blev ydet til netop finansielle og – har det vist sig – højrisikable aktiviteter på bekostning af investeringslån til den produktive sektor, det vil sige den reale økonomi med dens fabrikker, landbrugsbedrifter, maskiner etc.

De nu bristede boligbobler er et vidnesbyrd om, at banker har foretrukket at yde lån til boligejere i forestillingen om, at den faste ejendom gav sikkerhed, frem for til erhvervslivets investeringer i ny produktion, der tilsigter at skabe ny realværdi for samfundet, men i sagens natur også rummer en vis risiko.

Ifølge den hollandske økonom Dirk Bezemer, Groningens Universitet, er den finansielle sektors dræn af penge fra realøkonomien blevet tre-fire gange større, siden liberaliseringen gjorde sit indtog i begyndelsen af 1980’erne.

Den vildtvoksende gæld

Hvor har det så bragt os hen, det gradvist ændrede syn på gældsætning og de indtil for nylig stadig udvidede muligheder for at lånefinansiere både forbrug og spekulation?

Ja, hvis de økonomiske vækst­rater havde kunnet holde sig på samme høje niveauer som i 1960’erne, ville den store gældsætning have været til at håndtere. Så ville forestillingen om, at fremtiden stedse bliver større end nutiden, have holdt stik og sikret evnen til løbende tilbagebetaling af det lånte.

Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere dansk departementschef og ambassadør, nu adjungeret professor på CBS og Singapore Management University, er en af de økonomer, der kritiserer majoriteten af fagfæller for siden 1960’erne at have levet i denne uholdbare forestilling om vedvarende markant vækst og dermed tilbagebetalingsevne. Hvorfor de stod uden svar og redskaber, da finanskrisen brød ud i 2007.

»Økonomer havde ikke evnet at forstå, hvad gæld grundlæggende betyder. Eller sagt på en anden måde: Økonomer havde ikke gjort sig den ulejlighed at investere intellektuel energi i dette emne som del af den økonomiske disciplin. Alt gik fint – eller sådan så det ud – så hvorfor bekymre sig om gæld? Fortsat høj økonomisk vækst ville tillade gældsbyrden at bestå uden at bringe den økonomiske stabilitet i fare. Økonomisk vækst er imidlertid ikke et permanent fænomen,« skriver Ørstrøm Møller i en aktuel artikel i tidsskriftet Journal of Southeast Asian Economics.

Faktum er, at de gældsniveauer i de fleste i-lande, som gennem de seneste årtier havde fået lov at vokse sig store, med krisens udbrud tog et dramatisk spring opad, målt som andel af landenes bruttonationalprodukt. De i forvejen svækkede BNP-vækstrater er således faldet yderligere under krisen, hvorfor gælden procentuelt – og i mange lande også absolut – bliver større.

USA’s statsgæld, der i 1980 udgjorde 33 pct. af BNP, er ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) vokset til 107 pct. i 2012. I dollar er den nationale gæld i skrivende stund hastigt på vej mod 17.000 milliarder – omkring 95 billioner danske kroner.

I eurozonen er statsgælden vokset fra ca. 70 pct. af BNP ved krisens start i 2009 til 93 pct. i 2012. Japans statsgæld er vokset fra 192 pct. af BNP i 2008 til hele 238 pct. i 2012.

OECD’s tal for den private sektors gæld – det vil sige virksomheder og husholdninger – fortæller for USA om en vækst fra 188 pct. af BNP i 2000 til 203 pct. i 2011 samt for Japan om en privat gældsvækst fra 230 pct. af BNP i 2008 til knap 247 pct. i 2011.

I Europa er den private gælds andel af BNP vokset i de fleste lande og ligger nu på over 200 pct. af BNP i lande som Frankrig, Storbritannien, Irland, Spanien, Portugal, Holland, Belgien, Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Det er størrelsen, der gør det

Låntagning og gæld er ikke altid af det onde. Gæld, der er opstået ved långivning til investeringer i nyttig, fremtidig produktion – det kan både være i virksomheder og i uddannelse – rummer potentialet for skabelse af merværdi og dermed også tilbagebetaling. Gæld som følge af lån til uproduktivt forbrug skaber derimod ikke i sig selv ny værdi, der muliggør tilbagebetaling.

Og gæld, der udgør en begrænset andel af en nations BNP, er sjældent et problem. Dirk Bezemer bedømmer, at en samlet gæld, der andrager 100 pct. eller mindre af BNP, er økonomisk bæredygtig. De seneste 25 år har næsten alle store i-landsøkonomier imidlertid ligget over – og stedse mere over – dette niveau.

Så gældsætning med det formål at skabe reelle samfundsværdier, og gæld der er relativt beskeden i forhold til den overordnede økonomi, er i orden. Man må gerne låne, hvis man bruger pengene til at skabe samfundsnytte, og hvis det er realistisk at betale lånet tilbage. Problemet er dagens omfang af gældsætningen samt indholdet af det, en stor del af långivningen er blevet brugt til: uproduktiv finansiel spekulation og ikkebæredygtigt forbrug.

Og her ligger den egentlige ulykke og ultimative trussel: Midlerne til at betale de enorme gældsbyrder tilbage eksisterer ikke. Ikke når det gælder den offentlige gæld og i de fleste tilfælde heller ikke den private gæld. Antagelig er den samlede gæld i i-landene i dag markant større i forhold til den eksisterende økonomi end nogensinde før i historien, bortset fra en kort periode omkring Anden Verdenskrigs afslutning.

Nogle indvender, at gældsætningen i et land som Danmark ikke er noget at hidse sig op over. For samtidig med at de danske husholdninger ifølge Realkreditrådet hører »til de mest gældsatte i verden«, så har danskerne en betydelig formue i form af pensionsordninger eller friværdi i ejerboligen, som kan mobiliseres, hvis en gældskrise brænder på.

Spørgsmålet er, i hvilken grad disse værdier faktisk kan realiseres i en krise, hvor bl.a. huspriserne måtte falde, og hvor behovet for at nedbringe den offentlige gæld bliver akut. Magter politikerne at hæve skatterne for at mobilisere den private opsparing til det fælles bedste? Hvor gangbart er det at indlede økonomiske hestekure med både velfærdsbesparelser og skatteforhøjelser som redskaber til at nedbringe gældsniveauer, der måtte være ved at løbe løbsk?

Langt mere belejligt synes det at være at henholde sig til vækstimperativet: Fornyet vækst er det, der må præsteres – såvel på samfundsplan som i den enkeltes økonomi – for at betale tilbage på gælden eller bare holde den under kontrol. Gældens eksistens er dermed den centrale drivkraft bag kravet om mere vækst. Og betydelig vækst, eftersom der jo løber renter på den aktuelle gældsbyrde.

Som Mary Mellor siger:

»Det er et fundamentalt problem ved det gældsbaserede pengesystem, at det indebærer et vækstimperativ i økonomien.«

Og værst måske, at vækstimperativet hviler tungt over de næste generationer. Det er dem, der – formentlig på kollisionskurs med klodens bæreevne – presses til at arbejde og skabe vækst for at betale regningen for vores gældsbaserede forbrug, offentligt som privat.

Om man skal le eller græde over, at evnen til at skabe en sådan vækst synes klart på retur i vor del af verden, er ikke let at afgøre.

Serie

Seneste artikler

  • Pengene? De kommer som sendt fra himlen

    29. august 2013
    Mønter og sedler udgør i dag under fem procent af den danske pengemængde. Næsten alle vore penge er virtuelle tegn på en computerskærm. Og det er private banker – ikke Nationalbanken – der står for den store produktion af penge ud af den blå luft
  • Noget om penge

    24. august 2013
    Hvis der er noget, der er styrende for det moderne menneskes tilværelse og livssyn såvel som for dagens politik, så er det penge. Trods det er pengenes væsen omgærdet af mystik og myter og kun dårligt forstået, selv af økonomer. Her er et forsøg på at gøre dig rundtosset på et højere niveau
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Andreas Trägårdh
  • Søren Roepstorff
  • Søren Rehhoff
  • Hanne Ribens
  • randi christiansen
  • Lasse Nyholm Jensen
  • Mona Jensen
  • Holger Madsen
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Jarl Artild
  • Toke Andersen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Rasmus Knus
  • lars abildgaard
  • Carsten Mortensen
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Simon Olmo Larsen
  • morten Hansen
  • Niels-Simon Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Engelsted
  • Ernst Enevoldsen
  • John Fredsted
Kristen Carsten Munk, Andreas Trägårdh, Søren Roepstorff, Søren Rehhoff, Hanne Ribens, randi christiansen, Lasse Nyholm Jensen, Mona Jensen, Holger Madsen, Martin Karlsson Pedersen, Jarl Artild, Toke Andersen, Flemming Scheel Andersen, Rasmus Knus, lars abildgaard, Carsten Mortensen, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Simon Olmo Larsen, morten Hansen, Niels-Simon Larsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Engelsted, Ernst Enevoldsen og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Gæld hedder også kredit. Kredit betyder at tage forskud på fremtiden eller at låne fra fremtiden. Hvis lånet gavner fremtiden i form af forstandige investeringer i fremtiden, så er det et gode.

Hvis gælden imidlertid bare er en smart måde at stjæle andre menneskers opsparing og fremtid på, så er det en rigtig dårlig ting.

DEN GLOBALE OG LOKALE FINANSKRISE ER AF DEN SIDSTE SLAGS!

Det kan i den sammenhæng stærkt anbefales, at man læser den netop udkomne bog Andre Folks Penge skrevet af JP journalister og udgivet på JP's Forlag. Den er både letlæst og letforståelig, Finans er når det kommer til stykket ikke mere rocket science end almindelig krejleri og simpelt tyveri.

Søren Roepstorff, John Vedsegaard, Jens-Arne Sørensen, Niels-Holger Nielsen, Hanne Ribens, randi christiansen, Mona Jensen, Per Torbensen, lars abildgaard, Carsten Mortensen, Henrik Darlie, arne poulsen, Simon Olmo Larsen, morten Hansen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

synes, artiklen er misvisende og indeholder usande påstande.
Gæld er langt mere syndigt nu, end det var, da jeg var ung for 20-40 år siden. I mit barndomshjem var køb på afbetaling og kredit meget almindeligt, og det er også tilfældet i mit eget liv. Renter og afdrag på gæld er faste udgifter som så mange andre. Køb af ejerbolig for lånte penge var en naturlig konsekvens af mangel på lejeboliger.

Det interessante spørgsmål er, hvorfor gæld pludselig blev syndigt igen. Jeg mener, renter blev et almindeligt samtaleemne i befolkningen i årene 2004 - 2008, hvor handel med værdipapirer og omlægning af boliglån blev en hobby for mange mennesker, som også blev omtalt på andre sider i dagbladene end de farvede erhvervssider. Derudover mener jeg, nutidens holdning til renter og gæld falder godt i tråd med nutidens fokus på sparsommelighed med dens forslag til, hvordan vi kan spare el. tjene penge. Det er åbenbart blevet et mål i sig selv at undgå omkostninger og helst øge sin formue.

"Og værst måske, at vækstimperativet hviler tungt over de næste generationer. "

Det er muligvis rigtigt, men har ikke særlig meget med gæld at gøre. Jeg mener, det har meget mere at gøre med, at økonomisk vækst er en forudsætning for afkast af investeringer og overskud fx. ved salg af ejerbolig. Med andre ord mener jeg, "mere vil have mere" er en langt tungere byrde, end gæld er.

Tja, fin artikel, men jeg mener fortsat meget handler grundlæggende om simpel køkkenbordøkonomi af den velkendte slags.

Som BRJ påpeger var køb på afbetaling heller ikke ualmindeligt i mit barndomshjem, men selv om afdrag og renter blev betalt var der fortsat et lille overskud tilbage på kontoen.
- Man ville og kunne overskue sin gæld til enhver tid, og ikke længere end det!

De afdragsfrie lån, som de omtales i teksten, og som ingen ved om der er betalingsevne til i fremtiden tog man, som det nævnes let på med den stillingtagen, at så optog man blot et nyt afdragsfrit lån til at betale det gamle lån med.

Det ændrer ikke meget på lånestørrelsen, og kan egentlig bedst sammenlignes med vekselrytteri, der som bekendt er ulovligt.

I forbindelse med GRIIS-landende i EURO-zonen, og deres enorme gæld, har EU's
ledere valgt, at holde sammen på EUROen og EURO-zonen med økonomisk hjælp til disse lande i form af nye lån og gældsnedskrivning.

Gældsnedskrivningen er den erkendelse bankerne må leve med, men omvendt er udstedelsen af nye lån til GRIIS-landende en helt anden sag.
Som det netop påpeges er det i udvikling og produktion, samt salg, af varer der er drivende for en sund økonomi, men når denne nystiftede gæld til GRIIS-landende blot er arbejdsveksler udstedt til virksomhedernes medarbejdere i de andre lande, så er det ikke meget andet end en "fis i en hornlygte".
Det kommer der ingen ny produktion eller udvikling af, - tværtimod, så er det som beskrevet blot simple arbejdsveksler til fremtidens borgere i mange mange år fremover, og fungerer som en slags arbejdsvekselrytteri!

De borgere(arbejdere) der skal indfri regningen må så undvære velstand- og velfærdsforøgelse i mange år fremover, og samtidig se lederne og bureaukratiet i EU mangle evnen og ikke mindst viljen til selv at sætte "omkostningerne" ned.

Arbejdsveksler til fremtiden løser således ingen af de fundamentale problemer, men udsætter dem til fremtiden, så hvis man vil have "blålys" skal man gå til EU.

Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Der er egentligt ikke noget nyt under solen her.

1. Et opsving starter af en eller anden grund.
2. Alle taler om en ny økonomisk model.
3. Årsagen til opsvinget svinder ind, men populistiske politikere (findes der andre slags?) vil jo gerne genvælges så de lemper kreditvilkårene så festen kan fortsætte.
4. Crash. Festen slutter og det er tid til at betale lånet tilbage.

Denne type forbrugslån er blot et spørgsmål om at flytte forbrug fra fremtiden til nutiden. Det er meget fedt i nutiden, men når man når frem til fremtiden så skal der altså spares og forbruget kommer til at blive lavt i en periode.

Der sidder vi så i dag og undrer os over, hvorfor det hele står stille og hvorfor vi ikke kan få gang i festen igen.

Børge Rahbech Jensen

John Rohde Jensen:

"Det er meget fedt i nutiden, men når man når frem til fremtiden så skal der altså spares og forbruget kommer til at blive lavt i en periode."

"Lavt" er et relativt begreb. Mange forbrugslån skal betales tilbage i afdrag, så forbruget ikke reduceres med hele lånesummen på en gang.

"Der sidder vi så i dag og undrer os over, hvorfor det hele står stille og hvorfor vi ikke kan få gang i festen igen."

Ja, men det har stadig ikke nødvendigvis så meget med tilbagebetaling af gæld at gøre. Noget af undrenen er underlig tvetydig på den måde, at nogle beklager sig over fortidigt overforbrug, andre beklager sig over, det sluttede, og andre igen beklager sig over, de ikke var med til en forbrugsfest, de samtidig er imod. Som jeg ser det, er en vigtigere grund til, det hele står stille, hyppige opfordringer til sparsommelighed og næsten lige så hyppige angreb på de, der tillader sig den store frækhed at bruge flere penge end de befolkningsgrupper, der har færrest penge. Det kaldes ulighed, som ikke må forveksles med mangfoldighed, når nogle mennesker bruger flere penge, end andre har råd til at bruge.

Festen slutter nok mest, fordi der er bred enighed om, festen er slut, og nogle lukker den.

Børge Rahbech Jensen

John Rohde Jensen:

"Festen sluttede fordi de fleste ikke kunne låne flere penge.
Friværdien var væk og kassekrediten brugt."

Ja, det var en væsentlig del af men ikke hele forklaringen.
En anden årsag var angst som følge af nogle problemer og smerter, der opstod omkring 2007, herunder faldende aktiekurser og mangel på fx. håndværkere. En medvirkende årsag til den fortsatte krise (sammenlignet med 2007) er sandsynligivis, at potentielle kunder har vænnet sig til, at potentielle levendører ikke kan levere de ønskede varer el. ydelser, og de, der kan levere, er upålidelige. En anden medvirkende årsag kan være, at vi lærte risikoen for tab at kende på den hårde måde. I hvert fald er fakta, at såvel den private opsparing som overskud på handelsbalancen i forhold til udlandet er vokset siden 2008 til et historisk højt niveau, som afspejles i historisk lave renter og det forhold, at den arbejdsløshed, der kaldes høj, i realiteten er nogenlunde på niveau med tidligere højkonjunkturer (nej, jeg mener ikke lav-).

Arbejds veksler er blot arbejde som allerede er belånt og kan pantsættes før det er udført-nye generationer som hæfter for tidligere generationers gæld.

John Rohde Jensen

@BRJ
Jeg var måske lettere firkantet i min udtalelse, MEN kilden til destruktionen af enhver boble ligger i selve boblen. Boblen sender forkerte prissignaler ud i økonomien og derfor opfører vi os kollektivt åndsvagt, men individuelt set rationelt.

Jeg undrede mig selv over, hvorfor det på et tidspunkt kunne betale sig at smide mit eksamensbevis som civilingeniør fra universitet væk og ernære sig som hændværker for at lave samtalekøkkener.

Det virkelig interessante spørgsmål i dag er, "hvorfor er der ingen banker, som vil låne til små og mellemstore virksomheder?". Når man kigger på data for den berømte konkurenceevne, så er der en stinker midt på bordet som ingen vil tale om.

Den kolde sandhed er at vi er godt igang med at genleve Japans tabte årti fordi vi har en flok zombie banker som vi nægter at slå ned.

Hele problemet er jo, at gælden er nødvendig, fordi folk ikke bliver betalt så meget, som varerne koster. Der er altså langt mere at forbruge, end folk har råd til. Men det gør jo systemet komplet absurd, fordi der ingen mening er i en varemængde, der er for dyr til at kunne blive erhvervet.

randi christiansen

Børge Rahbech Jensen, 07. september, 2013 - 13:49 "Det interessante spørgsmål er, hvorfor gæld pludselig blev syndigt igen."

Gæld er ikke lige pludselig blevet syndigt igen - overdreven gæld er og har altid været syndigt (synd > at ramme ved siden af) især når det eskalerer ud på det helt vilde overdrev, som 80´er dereguleringerne forstærkede - og som nu med al ønskelig tydelighed afslører systemets designfejl. Virkelig spændende og bevidsthedsudvidende udfordring verdenssamfundet står over for ifht at korrigere herfor...

Espen Bøgh, 07. september, 2013 - 16:33 "Det ændrer ikke meget på lånestørrelsen, og kan egentlig bedst sammenlignes med vekselrytteri, der som bekendt er ulovligt.

Niels-Holger Nielsen

De her diskussioner om borgerlig økonomi ender altid op i, det er deres præmis og formål, tidens mantra, som udtrykkes af monopolisterne: Hvis du ikke kan lide den måde vi tager røven på dig, hvordan ville du så ønske, at vi tog røven på dig?

randi christiansen

MP - hæleren er lige så god som stjæleren, men når man bygger et korrupt system op omkring folket, er det svært at slippe uden om det - fx bliver privatbilister meget nervøse, når de angribes for deres andel af støj og møj forureningen - men det er jo ikke deres skyld, at et moderne arbejds-og familieliv er gjort helt afhængigt af den form for transport.

Personligt har jeg altid, Randi Christiansen, fundet, at det var mit ansvar, når jeg nu ikke har kørekort, at bo i kort gåafstand til offentlige transportmidler.

@ Niels Engelsted

"Arbejdsveksler ", det skal på den ene side forklare de obligationer man udsteder til de lån GRIIS landene har fået, og som man udskriver fordi man ikke har pengene i kassen.

Som bekendt skal man arbejde for at producere noget der kan sælges, så man kan betale disse lån tilbage, og arbejdet sker længere nede i samfundet i de firmaer og fabrikker som findes.

Administratorerne der udstedet disse lån i EU's top, skal ikke selv arbejde og betale disse lån, - det skal folket derimod., eller trækdyrene om du vil.

Derfor har jeg "opfundet" ordet arbejdsveksler, - for der havner byrden!

randi christiansen

MP - blot for at eksemplificere min indledende pointe - systemet underbygger uhensigtsmæssig adfærd, derfor kan du ikke placere hele ansvaret hos den enkelte. Selektiv læsning hæmmer forståelsen - god morgen.

John Vedsegaard - tak for din anbefaling - her er lidt mere om en mand, vi her hjemme burde høre meget mere om - i stedet for alle disse kapitalistlakajer og paladiner i den bedste sendetid - men her skal man igen til udenlandsk TV for at blive rimeligt oplyst ...

Thomas Frank - en sjælden intellektuel fugl - en Michael Moore i finansverdenen - der med sjælden humor gør sig lystig over den amerikanske kapitalisme – grin med – følg med -

http://www.youtube.com/watch?v=5Fufj9MmMtg

randi christiansen

Espen - din opfindelse 'arbejdsveksler' syns jeg er rigtig god, og hvis jeg forstår dig ret, mener du, at vi uberettiget trækker veksler på fremtiden - og ovenikøbet placerer byrden på de smalleste skuldre. Det er i sig selv illegitimt - når så ydermere gældsætningen er genereret i et tvivlsomt lånecirkus på uigennemsigtige finansielle markeder med virksomheder så store, at de reelt kontrollerer staterne og verdensøkonomien og igen med de svageste som tabere, så har finansjonglørerne misbrugt et uretfærdigt system til at privatprofitere på fællesskabets ejendom, og denne uretmæssigt opbyggede gæld bør derfor eksproprieres af fællesskabet. Når al gæld endvidere ville kunne fjernes, hvis retmæssig skat blev betalt
(Hjem Is var lige pludselig ikke overskudsgivende efter Nestles overtagelse) så må jeg sige, at det stinker fælt fra de store pengetanke.

@ Randi Christiansen

En ting er de private virksomheders ageren i verdensøkonomien, noget andet er vore politiske systemers ageren på demokratiets, vælgernes og skatteborgernes vegne.

EU med EDB(Europæiske Central Bank) og IMF(Internationale Montære Fond) og ikke mindst de Europæiske politikeres glade vanvid med at holde EUROen i live trods GRIIS landendes økonomiske morads, som landenes egne politikere er skyld i.

Med Grækenland, Irland og Italien som de værste syndere, selv om Spanien også har sin selvforskyldte del. De øvrige er heller ikke helt uforskyldte selv, men slet ikke i nærheden af de førstnævnte 3 lande.

Grækenland Papandreou udstillede lige præcis den politiske arrogance, som præger græsk politik, da han efter tilsagnet om økonomisk hjælp på over 1 mia. EURO, rejste hjem og skulle forelægge betingelserne for parlamentet, og sagde til medierne; "markedets forventninger må ikke stå over politik"!

Græsk økonomi og dets styring rangerede altså lige så højt og prestigemæssigt, som indkøb af toiletpapir til det danske folketing, - heroverfor stor den politiske diskussion langt højere i anseelse for græske politikere.

Irland derimod er skyldtes politiske løfter om en skatteprocent på 40 til alt og alle, som det vindende slogan omkring årtusindskiftet.
Vist vandt dette politiske slogan politisk magten, men politikerne fortalte blot ikke vælgerne, at de manglende skatteindtægter i den forbindelse skulle finansieres med lån, lån, lån og atter lån i stedet.
Derfor fik Irland 650 mia. til den daglige kassebeholdning fra EU, så Irland ikke gik konkurs.

Det er således gennemførte politiske selvbedrag og rent politisk vælgerbedrag der ligger bag disse landes økonomiske ruin.

Italien med dets leder Silvio Berlusconi(Coruptioni) med den evigt åbne buksegylp, og den lette adgang til at gøre sine modstandere til grin, bærer to skyldige parter.
Den ene er selvfølgelig Berlusconi, men vælgerne har sandelig også deres andel gang på gang.

De private virksomheders aggressive skattetænkning er et globalt problem, som det siges, at G20 mødet vil gøre op med, - men det vil jeg se før jeg tror på det!

- Jeg har netop set dokumentaren i DR; "Varm luft for alle pengene"!

Her er der virkelig tale om politisk svindel i mia. klassen i EU, manglende lyst til at gøre noget ved det, - og skatteborgerne betaler regningen, mens politisker skaber deres prestige på imellem hinanden og internationalt på sagen.

Det "store engelske togrøveri" var ikke engang nær så godt tilrettelagt, organiseret eller gennemført.

randi christiansen

Espen - rammerne for de private virksomheders ageren er - burde være -politisk bestemt. Det er de jo til dels, men der er smuthuller og manglende politisk vilje og evne til at redesigne det fejlbehæftede system. Det offentlige og private er to sider af samme sag - interagerer, er tæt forbundne, men hvor er den reelle magt? Der, hvor pengene er. Den overordnede ressourceadministration er hovedløst tåbelig - der er grænser for vækst, men det synes ikke at være gået op for dem, der bestemmer - hvem det så end måtte være, som trækker i trådene i kulisserne.

Anette Gatzwiller

Der er graenser for vaekst. Jordkloden har de resourser som den har, og saa vidt jeg er oplyst, overskred vi "hoesten" af goder for dette aar allerede I sidste maaned. Vi "spiser" de resourser som skulle vaere der til vores boern allerede!
Hvad er det der goer at kursen fortsaettes?
Har vi ikke tid til at taenke over hvor egoistisk vi handler?
Eller har vi ikke fantasi til at forestille os andre maader at leve paa?
Persoligt stopped jeg de oekonomiske studier I midt firserne, alene af den grund, at de var baseret paa loegnen om at vaekst er svaret paa alt, og at jorden har uendelige resourser. Sikken en loegn at baserer et studie paa! Ikke underligt at Danmark er tynget af gaeld, naar vi bliver raadgivet og regeret af mennesker med denne loegnagtige uddannelse.
Da jeg saa udviklingen med afdragsfrie laan, blev jeg temmeligt bevidst om at boblen ville revne foer eller siden, og det personlige maal blev at vaere gaeldsfri.
Jeg har hverken ipod, smartphone, samtalekoekken eller andre luksus varer I mit liv.
Jeg har heller ikke varmt vand, central varme eller airconditioning. Jeg ser aldrig tv, da de er proppet med reklamer og indslag om hvad jeg nu skal koebe....jeg gider ikke vaere hovedloes forbruger, naar jeg ved at det skader de kommende generationer.
Hvad med dig? Hvad goer du?

randi christiansen

Det er ikke kun Assad, der myrder sin egen befolkning - hvem har ansvaret for status quo. Den der med at det er dig og mig og os alle sammen, er en stor fed løgn. Selvfølgelig kan den enkelte gøre noget, og alternativer spirer langsomt frem i desperation - men de egentlig ansvarlige ? Er udviklingen bare løbet løbsk i en kombination af dumhed og kriminalitet ....