Læsetid: 6 min.

Dette handler om Danmarks gode Ry

I Skanderborg Kommune har borgere i den lille by Ry som de første i Danmark hægtet sig på det internationale Transition Town-netværk og er begyndt den vanskelige grønne omstilling nedefra. På rådhuset klapper borgmesteren i hænderne
På energimessen i Ry kunne man bl.a. prøve at lave børsterobotter – her  er det Noah (t.v.) og Marius i selskab med Noahs far, Henrik Løvig.

Mathilde Bech

10. september 2013

Der står et bord fyldt med frisk frugt og grønt. Vindruer, blommer, bananer, æbler, pærer, porrer, avocadoer, kartofler …

’Skraldet i går’ står der på et skilt. Altså indsamlet et eller flere steder i affaldscontainerne hos byens levnedsmiddelbutikker.

Byen er Ry i Skanderborg Kommune, og bordet med frugt og grønt står på den energimesse, foreningen Omstilling Ry har arrangeret. På scenen fortæller madspildsaktivist og stifter af forbrugerbevægelsen Stop spild af mad Selina Juul om alt det gode og brugbare, der ryger i containerne og skraldespandene.

»I Danmark smider vi mad ud for 16 mia. kr. om året. I alt 540.000 ton. 20 pct. af indkøbet ryger direkte i skraldespanden,« siger hun.

Alene det danske spild af oksekødsprodukter svarer ifølge Selina Juul til, at i størrelsesorden 94.000 køer årligt må lade deres liv for at ryge i skraldespande eller affaldscontainere.

Sådan er der mange aha-oplevelser på energimessen. Her er borgere, som får deres livs første tur i en skriggul, eldrevet Tesla-sportsvogn. Her kan man hvile ud i en elegant hvid Poly-Wood-havestol, fremstillet ved genanvendelse af udtjente amerikanske mælkeflasker. Her er al den rådgivning, man som forbruger kan ønske sig om solenergi, brændefyr, energirenovering, varmepumper og køkkenhaver. Her er ansigtsmaling for børn og foredrag for voksne om ’den cirkulære økonomi’ og ’vugge til vugge’, og går man bagefter på restaurant i Ry, kan man få udleveret en doggybag til den del af måltidet, man måske ikke har kunnet spise op. Omdelt til restauranterne af Omstilling Ry og del af et nyt landsdækkende initiativ, hvor Stop spild af mad og fødevaregiganten Unilever sammen tilbyder danske restauranter gratis doggybags, hvis de vil indlade sig på den fra bl.a. USA kendte praksis for at dæmpe mad- og pengespild.

Inde på rådhuset i Skanderborg sidder borgmester Jørgen Gaarde (S) og ser glad ud. »Det, der foregår i Ry, er jeg vældig begejstret for. Vores tankegang med, at vi som politikere flytter mest, hvis vi gør det sammen med aktive borgere, passer som fod i hose med initiativerne i Ry,« siger borgmesteren, der står i spidsen for kommunens energimæssige omstillingsplan, som skal sikre CO2-neutralitet på el- og varmeområdet i 2020.

I Ry har folkene i omstillingsgruppen efterhånden været i gang i fire år.

»Det startede faktisk med en artikel i Information i 2010 om Transition Town-bevægelsen,« fortæller Tine Pedersen, psykologistuderende og formand for Omstilling Ry, der i dag er eneste danske by registreret som officiel omstillingsby på Transition Networks hjemmeside med efterhånden over 1.000 initiativer verden over. Bydelen Frederiksberg i hovedstaden står der også, men har endnu til gode at række ud til borgerne i samme grad som i Ry.

Motivationen

»Det var efter klimatopmødet i København i 2009, at det for mig blev klart, at vi er nødt til at gøre noget selv. At politikerne ingenting kan gøre, hvis ikke befolkningen er med. Samtidig føler mange mennesker sig afmægtige over for ud-fordringerne. Derfor er det spændende ved omstillingsinitiativet, at man her kan deltage på egne præmisser. Det handler om at gøre noget konkret og om, at alting tæller. Det skal ikke være topstyret – folk kan komme ind fra gaden og finde nogle ligesindede at starte med,« siger Tine Pedersen.

Mads Ole Jensen, gymnasielærer, er en af dem. På energimessen er han den, der hjælper folk med prøveture i den gule elsportsvogn. Og han ser ud, som om han nyder det.

»Da jeg gik ind i Omstilling Ry, var jeg lige kommet hjem fra Nepal, hvor jeg fra fly havde set, hvor beskidt sneen i Himalaya er. Det overraskede mig og åbnede mine øjne for de globale perspektiver. Jeg har en travl hverdag og egentlig ikke tid, men dét med at få en energimesse op at stå kunne jeg se mig selv i. Det er godt med sådan et konkret mål,« siger Mads Ole Jensen.

Han tilføjer, at energimessens mål også er ganske pragmatisk.

»Hellere bevæge mange til at gøre en lille smule end at bevæge nogle få til at gøre det helt rigtige og være hellige. Der sker noget inden i folk, når de tager de første skridt. Når folk får solceller, motiveres de til også at tage de næste skridt,« mener Mads Ole Jensen.

Skovhaven

Inde på borgmesterkontoret nikkes der.

»Den tankegang, man har i Ry, er efter min bedste mening noget af det, der flytter allermest. Omstillingen skal være noget, der også foregår i den enkelte familie, det enkelte hjem. Vi taler i høj grad om en mental omstilling, hvis dette skal være af blivende karakter,« mener borgmester Gaarde.

I Omstilling Ry inviterer man interesserede borgere til møde næste onsdag om etablering af en ’spiselig skovhave’ på marken bag Ry Hallen, hvor kommunen har stillet jord til rådighed. En skovhave er en blandingskultur med flere hundrede plantearter, der over tid har en høj produktion af bl.a. en stribe fødevareafgrøder og samtidig stor evne til at opbygge jordens frugtbarhed.

»Vi håber, at beboerne omkring haven vil være med og har et ønske om at inspirere haveejerne i Ry og omegn til at få mere mad end pryd i haverne,« skriver gruppen.

Der er omkring 100 personer på Omstilling Rys mailingliste, og projekterne er store og små. Noget lykkes, andet strander.

»Der er godt nok langt, hvis man tænker på den kæmpeopgave, det er at få folk til aktivt at ændre vaner. Vi skal jo i sidste ende ned på et helt andet og mindre energiforbrug, og det er svært at kommunikere. De fleste har en forestilling om, at vi bliver reddet af grøn teknologi, og at vi ikke behøver ændre livsstil. Eller også har de blot ikke tænkt over det,« siger Tine Pedersen.

I Transition Networks drejebog for omstillingsbyer står også, at man skal udarbejde en ’energi-nedstigningsplan’, altså en plan for omlægning af byernes energiforsyning og -forbrug til mindre miljø- og klimabelastning og mindre sårbarhed over for stadig dyrere fossil energi.

Den udfordring har Omstilling Ry foreløbig overladt til Skanderborg Kommune, der ifølge borgmester Jørgen Gaarde er på rette kurs mod det vedtagne mål om CO2-neutralitet i 2020.

Appetit

Årets energimesse i Ry er rimelig velbesøgt – om end i konkurrence med spejdernes høstmarked, tre spanske dage i Ry og et populært og tilbagevendende Ry by Night-arrangement. Tine Pedersen fortæller efter messen, at ni nye Ry-borgere har meldt sig som interesserede i at være med.

»Jeg synes, det kan være lidt svært at trække folk ud af busken, men vi kan ikke gøre mere, end vi gør. Og jeg tror på, at vi kan skabe en aktivitet og en kraft i lokalsamfundet, som bliver til et rigere liv end det, der leves nu,« siger hun.

Inde i messehallen er Selina Juul i dialog med publikum på de fyldte stolerækker. Netop nu handler det bl.a. om haverne, hvor æbletræerne står og drysser moden frugt ned på græsplænerne.

Hvorfor ikke invitere folk til at komme og plukke de æbler, man ikke selv kan nå at håndtere? Eller omvendt: Hvorfor ikke efterlyse haver, hvor man kan få lov at komme og plukke æbler, som ellers vil gå til spilde.

Og så handler det i øvrigt om at spise lidt mere behersket, mener Stop spild af mad-aktivisten.

»Vi spiser med øjnene. Under-søgelser viser, at hvis man får bind for øjnene, spiser man 30 procent mindre,« siger hun.

»Så lad os bruge lidt mindre tallerkener. Det er prøvet på nogle caféer i København og viste 26 procent mindre madspild,« fortæller Selina Juul.

Man kommer til at tænke over, hvorfor butikskæder som COOP’s Kvickly netop har indført endnu større indkøbskurve på hjul …

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • John Fredsted
  • Tine Sædholm Pedersen
  • Sören Tolsgaard
  • Niels-Simon Larsen
Ingrid Uma, John Fredsted, Tine Sædholm Pedersen, Sören Tolsgaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

"Der sker noget inden i folk, når de tager de første skridt."
Det første er det sværeste.

"De fleste har en forestilling om, at vi bliver reddet af grøn teknologi, og at vi ikke behøver ændre livsstil."
Det ser desværre ud til at være ret mange.

"... i størrelsesorden 94.000 køer årligt må lade deres liv for at ryge i skraldespande eller affaldscontainere.": Hold dog helt op, er det virkelig så galt. I lyset heraf kan man kun have endnu større respekt for enhver, der aktivt forsøger at reducere madspildet.

"På energimessen er han den, der hjælper folk med prøveture i den gule elsportsvogn": Hvorfor i himlens navn kunne det ikke være en lille, beskeden - og netop derfor for de fleste en provokativ kedelig - eldrevet bil? For det er nu engang der, vi nødvendigvis skal hen - alt andet er teknologi-fantasteri: Det massive omfang af batterier i en Tesla-bil sætter i sig selv grænser for antallet af disse, for mængden af sjældne jordarter er yderst begrænset.

Niels-Simon Larsen

En aften i Deadline viste Nynne Bjerre et stort billede af døde grise, der skulle destrueres. Det var modigt af hende, for man kan let lægge sig selv for had. Der skal ikke mere til end at vise et ganske lille udsnit af virkeligheden. Hvis man bare en gang om ugen viste billeder af døde køer, grise, høns og fisk, så ville hele produktionskæden brøle op om tendentiøs billedvisning. Vi ønsker simpelthen ikke at blive konfronteret med vores eget barbari. Vi skal 'beskyttes' imod det, og pressen, der lever af en form for behagesyge, som jeg vil kalde 'tilvendt, negativ nyhedsformidling', er det villige redskab. Den fulde sandhed kommer ikke frem.