Nyhed
Læsetid: 2 min.

Justitsministeriet udviser syge på tvivlsomt grundlag

Flere tvivlsomme afgørelser fra Justitsministeriet får nu eksperter til at udtrykke skarp kritik af de vurderinger, der lægges til grund, når syge bliver udvist. Udvisningerne bør sættes i bero, mener eksperter, ngo’er og Enhedslisten
Indland
1. oktober 2013

Endnu en sag om udvisning af syge på et tvivlsomt grundlag får nu eksperter til at rette en generel kritik mod Justitsministeriets praksis på området.

Information kan i dag fortælle om Sara fra Uganda, som har fået afslag på forlængelse af sit humanitære ophold, til trods for at Justitsministeriet i sit afslag skriver, at den livsnødvendige HIV-medicin, hun har brug for, ikke er tilgængelig gennem det offentlige sundhedssystem i Uganda. Ministeriet opfordrer hende til at få medicinen via ’private aktører’. Men Saras historie er blot en af flere problematiske sager, og de fejlagtige vurderinger bør få konsekvenser, mener blandt andre asyladvokat Marianne Vølund:

»Man bør sætte sagerne i bero og få området med humanitært ophold kigget godt igennem. Det har der været brug for længe.«

Søndag fortalte DR om teenageren Remzi Baftijari. Han er psykisk syg, men er blevet udvist, fordi han ifølge ministeriets vurdering kan købe den nødvendige medicin i sit fødeland Kosovo. Den vurdering var ifølge DR fejlagtig, og justitsminister Morten Bødskov (S) undersøger nu den konkrete sag.

Men sagerne viser, at problemet er generelt, mener Marianne Vølund. Også Michala Bendixen fra organisationen Refugees Welcome og asylchef fra Dansk Flygtningehjælp Eva Singer finder praksissen problematisk.

»Man forholder sig kun til den teoretiske mulighed for at få adgang til behandling i hjemlandet, men ser ikke på, om den enkelte person har reel adgang,« siger Eva Singer.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) kræver, at udvisningerne sættes i bero, »så længe vi ikke ved, om vi kan stole på, hvorvidt de oplysninger om medicinen, som Justitsministeriet bygger deres afgørelser på, er rigtige«.

Ifølge direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen er Saras sag yderligere problematisk, fordi hun har to børn. Han påpeger, at ministeriet inden for de seneste år har tabt tre sager netop i spørgsmålet om børns rettigheder inden for opholdstilladelsesområdet. »Nu er spørgsmålet, om de også i sagerne med humanitært ophold går for langt i forhold til børnene. Når man hører dem sige, at de ikke tager særligt hensyn til børns rettigheder på det her område, er spørgsmålet, om de forvalter for stramt.«

Ministeriets afvisninger på forkert grundlag ændrer ikke integrationsordfører Ole Hækkerups (S) tillid til embedsmændenes vurdering.

»Man må indstille sig på, at verden ikke er statisk, men under konstant forandring. Vi må fortsætte med løbende at holde os opdateret om medicinadgangen,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alverdens syge - skal selvfølgelig have ret til humanitært ophold i Danmark - og fri adgang til det danske sundhedsvæsen.

Alt andet er uanstændigt - og desuden på kant med menneskerettighederne - og vi skulle skamme os.

ellen nielsen, Viggo Helth, lars abildgaard og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar