Læsetid: 5 min.

Karteldannelse eller beskyttelse af patentrettigheder?

Er der tale om rettigheder eller ulovligheder, når Lundbeck har betalt producenter af billig kopimedicin for at holde sig ude af markedet? Medicinalkoncernen forklarer, at de har gjort som alle andre for at beskytte deres patenter. Sundhedsøkonom ser Lundbecks metoder som suspekte
Medicinalfirmaet Lundbeck har betalt konkurrerende producenter for ikke at sælge billig kopimedicin. EU mener, der er tale om karteldannelse, mens Lundbeck forsvarer sig med blot at ville beskytte sin eneret.

Medicinalfirmaet Lundbeck har betalt konkurrerende producenter for ikke at sælge billig kopimedicin. EU mener, der er tale om karteldannelse, mens Lundbeck forsvarer sig med blot at ville beskytte sin eneret.

Morten Germund

9. september 2013

I juni fik den danske medicinalkoncern Lundbeck en rekordstor bøde på 700 mio. kr. fra EU-Kommissionen. Forseelsen bestod i, at Lundbeck i 2002 havde betalt fire producenter af kopimedicin knap en halv milliard til gengæld for, at de undlod at markedsføre den billigere version af den storsælgende lykkepille Cipramil.

Lundbeck ankede i denne uge en bøde fra EU, da de mente, at de blot havde forsvaret deres patentrettigheder, mens EU i deres omtale af sagen skriver, at Lundbecks »aftaler adskiller sig fra andre stridigheder om patentrettigheder, fordi de generiske virksomheder (kopiproducenter, red.) ikke blot bliver betalt for at holde sig væk fra markedet.« Kommissionen henviser til interne dokumenter i sagen, der omtaler en ’klub’ og ’en bunke dollar’, der skulle deles mellem deltagerne, og skriver, at Lundbeck opkøbte kopiprodukter til destruktion.

I professor Peter Gøtzsches nye bog om medicinalindustriens arbejdsmetoder er der flere eksempler på virksomheder, der betaler for at holde billig medicin ude af markedet, og ifølge ham er der ikke den store forskel på den danske medicinalindustri og den amerikanske, som er det primære fokus i bogen Dødelig medicin og organiseret kriminalitet.

»Alle medicinalvirksomheder begår nogenlunde de samme ulovligheder, der er bare ikke nok opmærksomhed om, hvad der foregår fra offentlighedens side,« siger Peter Gøtzsche, der dog ikke har sat sig ind i den aktuelle sag mod Lundbeck.

Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, forklarer, at det er uvist, hvor udbredt det er at lave den type af kartellignende aftaler for at undgå, at der kommer billigere produkter på markedet.

»Men medicinalindustrien har en vital interesse i at holde billigere produkter uden for markedet, da prisen på den dyrere original styrtdykker, når de kommer, så det er jo ret banalt, at jo længere tid, man kan udsætte konkurrende produkter, jo større profit,« forklarer Kjeld Møller Pedersen.

Omvendt taber forbrugerne og det offentlig store summer på den manglende adgang til billigere medicin.

Almindelig praksis

I 2002 var den slags aftaler med konkurrerende virksomheder helt almindelige også i andre brancher, forklarer juridisk direktør Mette Carlstedt i Lundbeck:

»Ingen stillede spørgsmål ved det dengang, det var bare noget man gjorde, men EU mener nu, inspireret af amerikanerne, at det er uhensigtsmæssigt.«

For Lundbeck handlede aftalerne om at beskytte det procespatent, de havde fået i 2001, året før produktpatentet udløb. Et procespatent handler om, at andre virksomheder ikke må benytte sig af den samme metode – i Lundbecks tilfælde drejede det sig om en såkaldt krystalliseringsproces til at gøre stoffet Cipramil så rent som muligt. Mette Carlstedt forklarer, at Lundbeck via prøver af kopimedicinen kunne analysere sig frem til, at producenterne fremstillede medicinen på samme måde som Lundbeck.

Anders Valentin, der er partner i advokatfirmaet Horten og repræsenterer nogle af de generiske medicinalvirksomheder, mener dog ikke, at sagen er helt så simpel.

»Problemet i de her sager er, at du skal være til stede ved fremstillingen for reelt at kunne afgøre, om processen er den samme,« siger Anders Valentin, der ser Lundbecks forsvar mod konkurrenterne i 2002 som »kontroversielt«, blandt andet fordi koncernen fik to fremstående universitetsforskere til at gå i brechen for virksomhedens patentrettigheder.

»Eksperterne udtalte sig meget skråsikkert om konkurrenternes fremstillingsprocesser på et grundlag, som viste sig ikke at holde,« siger Anders Valentin.

Selvmodsigende betaling

Uanset hvem, der har retten på sin side i forhold til patentet på fremstillingsprocessen, så endte Lundbeck med at betale konkurrenterne knap 500 mio. kr. for at holde kopiprodukterne tilbage.

Mette Carlstedt forklarer, at det mange steder i Europa, herunder Danmark, kan være ganske besværligt at gå rettens vej: »Det er ikke med vores gode vilje, at vi betalte de penge, men det handler om, at vi har et patent, som nogen krænker og det kan være enormt vanskeligt og langsommeligt at gå til domstolene og få nedlagt et fogedforbud. Udfordringen for os er, at vores marked forsvinder i den tid.«

Kjeld Møller Pedersen undrer sig over, hvorfor Lundbeck, hvis de har retten på deres side, har behov for at betale konkurrenterne.

»Det virker selvmodsigende. Uanset hvor lang tid det måtte tage i retssystemet, så gør Lundbecks betaling til konkurrenterne det en anelse suspekt, fordi begge parter vinder på det, mens samfundet og forbrugerne taber på sådan en aftale,« siger sundhedsøkonomen og tilføjer, at der ikke er noget nyt i, at man slår hårdt ned på den form for konkurrenceforvridning fra myndighedernes side.

Mette Carlstedt mener ikke, der er tale om ulovlig karteldannelse eller konkurrenceforvridning, fordi Lundbeck har patenter på fremstillingen.

»Det er helt afgørende, at vi ikke har opnået mere med den her aftale, end det, som patentet berettiger os til, og som vi ville have fået ret til, hvis domstolene virkede. Derfor synes jeg, det er fuldstændig irrelevant, om vi betaler penge, så længe vi ikke har opnået mere end det, samfundet har lovet os, nemlig eneret til fremstillingsprocessen,« siger Mette Carlstedt, der også mener, at kommissionens henvisninger til en klub og en bunke dollar er taget helt ud af konteksten i de titusindvis af dokumenter i sagen.

Kjeld Møller Pedersen mener dog, at Lundbeck med sit første 20-årige patent på selve stoffet i medicinen, har tjent godt med penge på Cipramil:

»Grundideen i et almindeligt produktpatent er at sikre producenten et monopol. I den periode kan virksomhederne genvinde de betydelige udgifter, der er ved at opfinde ny medicinsk behandling. Men når der er gået 20 år, så må den logiske konsekvens også være, at der er fri konkurrence, men tricket er selvfølgelig, at man strategisk bruger et nyt patent til at forlænge den tid, hvor man har monopol,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Men jo længere tid, samfundet vælger at beskytte en virksomheds eneret, jo mere ineffektivt er det samfundsøkonomisk set, fordi det ved et fortsat monopol næsten udelukkende er virksomheden, der vinder på det.

Professor i EU- og konkurrenceret på CBS Peter Møllgaard mener dog, at Lundbecks anke til EU-domstolen sagtens kan falde ud til Lundbecks fordel, da der er meget forskellige praksisser i Europa omkring patenter.

»Domstolen skal vurdere patenterne og de metoder, der er anvendt fra Lundbecks side, men der er ingen simple sandheder i det her, fordi der er mange ting, der spiller ind i spørgsmålet om konkurrence og patenter,« siger Peter Møllgaard.

Lundbeck forventer, at appellen vil være færdigbehandlet i løbet af to til tre år. Afgørelsen ved EU-domstolen kan dog appelleres, hvilket betyder, at der kan gå flere år, før sagen er endeligt afgjort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Hvis en eller anden afskyelig adfærd ikke har en præcis paragraf i straffeloven, så er den per definition gråzone. De herskende monopolister sørger behændigt for, at gråzone bliver hvid, dog uden optisk hvidt og diverse perler.

Vi er jo sat i verden for at tjene penge, som den slags reelt kriminelle elementer ofte pudser deres glorie med.

Det er fuldkommen out off date at patentrettigheder i det 21. årh. skal vare 20 år. Det er en 100 årig bestemmelse fra tider hvor moderne tekniks udvikling var i sin vorden.
Ligesom det i helt anden forbindelse er uholdbart at lærlinge stadig skal være 3 år i lære.

Flemming Scheel Andersen

Måske skulle man i stedet for at indskrænke mulighederne for patent til kemisk medicinindustri, udvidde den en smule til at omfatte virksom naturmedicin, med kontrolleret overskud.
Det kunne være en metode til at mindske kemien i vor medicin, fældningen af regnskoven og dermed CO" problematikken og forøge kontrollen med industrien??

De opkøbte medicin til DESTRUKTION?!??!?

Dvs. at denne del af det kapitalistiske system producerer en virksomhed produkter, mens en anden opkøber og destruerer dem.
Hvilket komplet vanvittigt spild af ressourcer.

Hvordan var det nu med kapitalisme, var helligdommen ikke fri konkurrence? Men det gælder måske ikke for korporationer?

Hvad er egentlig formålet med hele cirkusset?

Morten Lind, Steffen Gliese og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

"Men jo længere tid, samfundet vælger at beskytte en virksomheds eneret, jo mere ineffektivt er det samfundsøkonomisk set, fordi det ved et fortsat monopol næsten udelukkende er virksomheden, der vinder på det."

Sandt nok, men hvorfor sidder jeg med en fornemmelse af, at de nye patentregler de arbejder på nu, i dyb tavshed, netop sigter mod at give virksomhederne stører monopoler. Bare det at de folk, her i DK, der arbejder med de regler er blandt fortalerne af ACTA, er grund nok til bekymring.

Hvis vækst er alt hvad de vil/kan så er strammere patentregler da en selvmodsigelse.

Sagen er elendigt oplyst i medierne , og på det foreliggende grundlag har man ingen chance for at bedømme realiteten.

Der er faktisk virksomheder , som spekulerer i at udnytte patentlovgivningen til at rent ud sagt at afpresse andre - princippet er , at hvis i ikke betaler, så kan vi ødelægge jeres indtjening i et godt stykke tid fremover ved at skabe usikkerhed om jeres rettigheder og jeres afsætningsmuligheder.

Finder nogen en god ide , så er der - patent eller ej - altid plattenslagere , der er parate til at stjæle ideen eller malke opfinderne.

Olav Bo Hessellund

Helt principielt viser denne sag som andre lignende sager indenfor denne betændte branche det problematiske i,at man ikke har sørget for at adskille test og vurdering af ny medicin fra finansieringen. Det er denne mangel ved selve systemet, der gør medicinalbranchen til en særdeles profitabel legeplads for skruppelløse kynikere, der ikke vigter tilbage for at prioritere egen fortjeneste højere end de menneskeliv, den foregiver at skulle redde.

Men problemstillingen er langtfra ny. Alligevel kan der ikke tit nok gøres opmærksom på den – både af indlysende sundhedsmæssige grunde og af det enorme økonomiske spild af skatteyderns penge, der finder sted til fordel for medicinalindustrien, http://www.information.dk/202119.

Der findes næppe nogen branche, hvor interessekonflikterne er så udtalte og så mange som i medicinalindustrien. Modstand og mulige forhindringer bekæmper branchen ved i første omgang at dele rigeligt med penge ud i form af kontanter, gratis deltagelse i konferencer, efteruddannelse, rejser m.m. til læger, patientforeninger, offentlige myndighederog fede bijobs som konsulenter.

Et sådant fedt job kan være at fungere som ghostwriter, dvs. at en læge eller anden specialist får honorar for at sætte sin underskrft på en artikel eller et marketingsmateriale, der er præfabrikeret af andre, fx et reklamebureau, der er hyret af medicinalfirmaet. Bedrageri ville man normalt kalde dette.

Der tages også grovere midler i brug overfor de formastelige, som er uimodtagelige for branchens forsøg på indirekte eller direkte bestikkelse. Søndagens tv-avis på DR viste et konkret eksempel på, hvordan en amerikansk, tidligere sælger og whistleblower nu er blevet blacklistet indenfor branchen, fordi han ikke vil stå model til de metoder, han blev bedt om at bruge i sit salgsarbejde – metoder, der i givet fald kunne indebære livsfare for visse grupper af patienter, den pågældende medicin henvender sig til.

Hvis man forestiller sig den ideelle og usandsynlige situation, at alle mennesker var sunde og raske, så ville medicinalfirmaerne gå konkurs. Men det har man også midler imod. Man opfinder blot nye sygdomme, fx nedtrykthed i forb.m. menustration eller uro i benene. Man kan også omdefinere kendte sygdomme som knogleskørhed eller sammen med de offentlige myndigheder fastsætte nye retningslinier, når det gælder forebyggelse og behandling af hjerte-kar sygdomme. Kolesterolhysteriet er et godt eksempel.

Medicinalvirksomhederne skovler i disse år rigtig mange penge ind på at fortælle danskerne, at de nærmest er livsfare, hvis deres kolesteroltal er over et vist niveau - og det selvom det meste af den franske befolkning da skulle være døden nær, fordi de dernede får mindst ligeså meget animalsk fedt som danskerne. Medicinalindustrien og sundhedsmyndighederne – som i denne sammenhæng er ét fedt - undlader imidlertid omhyggeligt at oplyse befolkningen om vigtigheden af kostens sammensætning og andre livsstilsfaktorer, som kan forklare hvorfor hjerte-kar sygdomme ikke er nær så udbredt i Frankrig som herhjemme.

En sådan branche burde naturligvis ikke være på private hænder, den skulle være under 100% offentlig kontrol.

Men det er en utopi i dag, hvor de offentlige myndigheder - herhjemme Lægemiddelstyrelsen - langtfra har ressourcer, der kan matche medicinalfirmaernes. Man skulle tro, det var løgn, men denne styrelse finansieres for hovedpartens vedkommende af midler, den får fra medicinalindustrien selv. Man, dvs. folketinget, har altså sat ræven til at vogte gæssene.

Alle steder taler man om best practice, bare ikke i den private fremstillingsindustri, hvor den faktisk kunne have en effekt for mennesker frem or virksomheder.
Derfor skal forskning foregå i offentligt regi og efterfølgende være åbent for alle at benytte sig af. Hvis medicinen er virksom, bør den komme alle til gode. Samtidig ville man også gøre det mindre interessant og lukrativt at fremstille medicin, hvad vi har brug for, så det igen kan blive i de færreste tilfælde, folk har brug for piller.

Flemming Scheel Andersen og Morten Lind anbefalede denne kommentar