Læsetid: 7 min.

Magtfulde embedsmænd undgår rampelyset

Ud af landets 20 departementschefer ønsker ingen at stille op til interview. Forklaringen skal ikke findes i beskedenhed, men i at deres arbejde trives bedst uden for mediernes rampelys. Men offentligheden har krav på at vide, hvad landets øverste embedsmænd laver, mener professor
Illustration:

Illustration:

Marie Boye/iBureauet

11. september 2013

De er svære at komme i kontakt med, departementscheferne. Efter fire uger har en femtedel ikke givet lyd fra sig på trods af tre rykkere. Et par stykker har svaret selv, mens størstedelen har kommunikeret gennem pressemedarbejdere: Alle gange har svaret været variationer af et pænt ’nej tak’. Ofte lyder begrundelsen fra landets øverste embedsmænd, at de »af princip ikke stiller op til interviews om sig selv/jobbet«, mens andre »ikke har mulighed for at deltage«, og andre igen »har ikke behov for at deltage«.

Departementschefernes politiske rolle er ellers vokset igennem de seneste år, og derfor er de i stigende grad blevet interessante for offentligheden.

Emnet for interviewene skulle have været departementschefernes arbejdsområder, arbejdsopgaver og udfordringer. De har alle haft mulighed for at ringe og høre nærmere, og det er blevet indskærpet, at interviewet ikke skulle handle om de politiske linjer, da enhver politisk udmelding ligger hos ministeren. Alligevel var svaret nej.

Det overrasker ikke professor Ove Kaj Pedersen, der dog finder det »forunderligt«, at departementscheferne ikke vil deltage.

»Det er vigtigt at lægge mærke til, at de fleste af dem har afvist med den begrundelse, at de principielt ikke deltager i interviews,« siger Ove Kaj Pedersen. »De deltager jo i en række interviews – f.eks. i forbindelse med forskningsprojekter og bogprojekter, hvor de udtaler sig om deres arbejdsbetingelser og måde at arbejde på, så det er da besynderligt, at de overvejelser ikke må komme ud i offentligheden.«

Ove Kaj Pedersen lægger vægt på, at departementscheferne formentlig er nervøse for at komme til at udtale sig om politiske forhold, fordi det for dem altid er en afvejning mellem hensynet til offentligheden og loyaliteten overfor ministeren. Men eftersom offentligheden ifølge Ove Kaj Pedersen har krav på at vide, hvad de øverste embedsmænd foretager sig, er han ikke enig i departementschefernes holdning med ikke at udtale sig »af princip«.

»Det er en almen norm, som er alment accepteret: Hvis man sidder på en højere embedspost, har man en forpligtigelse til at gøre offentligheden opmærksom på, hvad man arbejder med,« siger Ove Kaj Pedersen.

Lukket verden

Embedsmænd vil ikke beskyldes for at være sovset ind i politik. Det er årsagen til, at det absolut hører til sjældenhederne, at en departementschef ytrer sig offentligt, mener forhenværende departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted.

»Det er karriereskadeligt, og derfor gør man det ganske enkelt ikke,« siger han.

Jørgen Rosted beskriver forholdet mellem departementschefen og ministeren som »symbiotisk,« og som departementschef vil man ikke risikere at stjæle rampelyset fra sin minister. Det må ikke fremstå, som om ideerne ikke stammer fra politikeren selv.

»Du bliver ikke departementschef, hvis du har ambitioner om at få personlig indflydelse. Men selvfølgelig har du – på din ministers vegne – en langtfra beskeden magt,« siger Jørgen Rosted.

Samme opfattelse har forfatter og kommunikationsrådgiver Peter Mose:

»Man har en enorm magt som departementschef, men Djøf-eliten selv understater sin magt,« siger Peter Mose. Sammen med Susanne Hegelund er han forfatter til bogen Javel, hr. minister fra 2011, der er baseret på interview med flere end 150 kilder i og omkring centraladministrationen.

Mens embedsmændene altså giver indtryk af at være langt fra magtens midte, »har man nogle politikere, som overdriver deres magt,« siger Peter Mose. »Og endelig har man nogle journalister, som ikke helt afdækker forholdet i deres artikler.«

Journalisternes fascination retter sig til gengæld mod spindoktorer, mener Peter Mose. »Men det er hos embedsværket, at tingene forberedes. Det er dér, rigtig meget koordination foregår. Politikere kan ikke lide at høre det, men så meget magt har de faktisk heller ikke. De sidder meget ensomme på toppen,« siger Peter Mose.

I dag koordineres regeringsarbejdet systematisk i regeringens Økonomiudvalg samt i Koordinationsudvalget. Ud over ved ministrenes formelle møder samles departementscheferne til en månedlig frokost og seminarer to gange om året – især sommerseminaret er uformelt og har igennem de seneste år fundet sted på afsidesliggende øer som Antholt og Læsø.

»Der er jo stort set ikke den småø, der ikke har haft besøg af magten klædt i cowboybukser,« siger Peter Mose.

For departementscheferne er der stor forskel på graden af indflydelse, og de mest indflydelsesrige er departementscheferne i Statsministeriet og Finansministeriet: Christian Kettel Thomsen og David Hellemann.

Allerede i 1990’erne blev der lagt mærke til David Hellemann, der dengang som fuldmægtig var en del af Finansministeriets departementschef Anders Eldrups flok.

I 2013 blev han kåret til Danmarks mest magtfulde embedsmand i Berlingske Business Magasins Magtanalyse, og David Hellemann blev også kåret til at være nummer fire på listen over de mest danskere overhovedet. Dermed lå han foran eksempelvis nationalbankdirektøren, lederen af oppositionen og de 20 ministre, der alle var blandt de nominerede.

Budgetbissernes opdrag

Der har været 38 departementschefer fra 2001 til 2011, og af dem har næsten en tredjedel været ansat i Finansministeriet, før de opnåede posten som departementschefer i andre ministerier.

Det er en ny udvikling, for tidligere havde stort set alle embedsmænd deres opdrag fra Justitsministeriet. Men i takt med at embedsapparatet har fået andre opgaver ved siden af de juridiske, er der blevet behov for en anden type departementschefer, som kan tænke i central økonomistyring.

»Langt de fleste topembedsmænd i dag har været forbi Finansministeriet og forstår den logik. Så kan de derfra ryge ud i et ministerium og tale fuglenes sprog. De kan synge, som man gør i Den Røde Bygning,« siger Peter Mose og refererer til Finansministeriet på Slotsholmen.

For et fagministerium er der mange fordele ved at have en embedsmand i folden, som er skolet i Finansministeriet, mener Peter Mose. Men det kan også give bagslag for ministeriet:

»På den anden side er departementschefen også lidt en ’femtekolonne’, fordi han ved, hvor besparelsesmulighederne ligger, hvis han ryger tilbage til Finansministeriet.«

Det store skred i embedsværkets rolle skete i løbet af 1990’erne, hvor den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft (S) og hans departementschef Anders Eldrup med oprettelsen af Økonomiudvalget – i daglig tale Ø-udvalget – udviklede Finansministeriet til at have den afgørende position, det har i dag.

»Ø-udvalget er nåleøjet. Alle væsentlige beslutninger, som har en eller anden økonomisk karakter, skal igennem Ø-udvalget. Så der er rigtig meget magt i det udvalg – både for de ministre, der sidder der, og så sandelig også forde departementschefer, der forbereder sagerne til Ø-udvalget. Det er nøglepersoner i dansk politik – både på politisk side og på embedsmandssiden,« siger Peter Mose.

Nøgleembedsmændene udgør også det, der med et glimt i øjet kaldes Vogternes Råd – den absolutte inderkreds med overvogteren fra Statsministeriet, kollegaen fra Finansministeriet og typisk også den ledende embedsmand i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Men embedsmænd fra Finansministeriet er ikke kun i stand til at tænke i økonomistyring – de er også skolet i at tænke innovativt. Og det er nødvendigt, når vejen til toppen ikke længere går hierarkisk opad i ét ministerium. I dag opnås et topjob i departementerne ved, at man bevæger sig på tværs af ministerierne.

»I dag er topembedsmanden meget fokuseret på regeringens indre liv og det tværgående, hvor han i gamle dage var en vogter, der passede sit ministerium,« siger Peter Mose.

Han peger på departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, som det mest markante eksempel på den nye type departementschef: Han begyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1994, og i løbet af kort tid nåede han gennem fire andre ministerier, heraf de tungeste: Stats- og Finansministeriet.

Også Økonomiministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet har han været forbi, før han i 2011 nåede topposten som departementschef for Margrethe Vestager (R).

»Departementscheferne er mere flytbare brikker i dag,« siger Peter Mose.

Den neutrale embedsmand

Den store diskussion om embedsmændenes og især departementschefernes rolle knytter sig til den såkaldte politisk-taktiske rådgivning: Den faglige rådgivning overlader man til embedsmænd længere nede i hierarkiet, mens man i toppen af ministeriet bruger tid på at tænke politik. Og i et land som Danmark, hvor embedsværket i princippet bør være neutralt, kan det være svært at undgå, at embedsmænd hænges ud for at være for politiske. Sådan lyder vurderingen fra forhenværende departementschefer, som Information har været i kontakt med, og som ønsker at være anonyme.

De taler om ’en ny bevægelse’ hos landets øverste embedsmænd, hvor departementscheferne er så nervøse for at miste indflydelse hos ministeren – for eksempel ved at ministeren får ’fikse ideer’ fra eksempelvisinteresseorganisationer. Derfor er departementscheferne ekstremt optagede af politikudvikling.

Ifølge Jørgen Rosted bliver den politisk-taktiske rådgivning i dag mere og mere omsiggribende. Og han mener, at det er dybt betænkeligt, at de embedsmænd, som rådgiver politisk, også har ansvaret for den neutrale faglige rådgivning.

»Konstruktionen i Danmark er forkert. Og selv om der er mange, der ønsker at ændre den, er der næppe nogen ministre eller departementschefer, der ønsker at ændre den,« siger han.

Også Peter Mose tror på en ny bevægelse i embedsværket:»Man siger jo, at ’ministre forgår, mens embedsmænd består’, men det er et dogme, der er under udfordring.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Der vil altid være et embedsværk, der fylder rummet ud’

    21. september 2013
    Mogens Lykketoft og Anders Eldrup blev kendt for deres tætte parløb i 1990’erne. Et næsten perfekt makkerskab, der udviklede Finansministeriet til det centrale ministerium, det er i dag. Det kunne kun lade sig gøre, fordi de var ’inde i hinandens hjerner’, fortæller Mogens Lykketoft
  • Den bureaukratiske motor i 1990’ernes magtfulde makkerpar

    17. september 2013
    Finansministeriet blev et superministerium under Mogens Lykketofts departementschef, Anders Eldrup. Han var en af ophavsmændene til 1990’ernes store gennembrud i det formelle og uformelle samarbejde mellem departementschefer
  • I ministerens skygge

    16. september 2013
    Det er helt efter bogen, når departementschefer afstår fra at deltage i interview. Offentligheden har nemlig ikke krav på at vide, hvad de øverste embedsmænd laver, mener ekspert
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Jensen
Henrik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er det på tide at skifte embedsmændende ud når der har været valg.

Så kan de gamle jo passende tage deres krystalkugle med til storskrald.

Torben K L Jensen, Katrine Visby, Jacob Mathiasen, Tue Romanow, Anders Kristensen, Alan Strandbygaard, Torben Nielsen, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Janus Agerbo og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan da godt forstå, de ikke vil stille op til "vild med dans" med Information. Avisen har ikke noget konkret af spørge dem om, kun den sædvanlige personfiksering, som alle andre i samfundet efterhånden elsker at blive udsat for, derfor undrer avisen og dens villige eksperter sig over at møde dette seriøse modspil fra alvorligt arbejdende embedsmænd.

Bill Atkins, Claus Jensen, Henrik Klausen, Morten Pedersen, Christian Pedersen, Frida Henningsen, Bo Carlsen og Robert Kroll anbefalede denne kommentar

"Når man rækker fanden en lillefinger, så tager han hele hånden" er en klassiker.

En ny version kunne være : " Når man rækker en journalist en lillefinger, så tager han/hun hele familien".

Det er vel forståeligt ( men beklageligt) , at mange holder sig fra offentlighed og journalister.

Michael Borregaard

En af de bedre artikler, jeg har læst på det seneste. Kan specielt godt lide sætningerne i artiklen: ‘Det må ikke fremstå, som om ideerne ikke stammer fra politikerne selv’. Og: ‘Politikerne kan ikke lide at høre det, men så meget magt har de faktisk heller ikke’.

Grunden til at det hele sejler, har sejlet længe, understøttes af sætningen: ‘Langt de fleste topembedsmænd i dag har været forbi Finansministeriet og forstår den logik’.

Begrundelsen for, at det i min moralsk filosofiske optik, så absolut ikke er et plus, at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet er, at Finansministeriets overordnede budskab er, at alt kan tematiseres og vurderes økonomisk. Heri består problemet, for ikke alle problemer er økonomiske. For eksempel det, at man ikke kan se det, når man kun tænker økonomisk, er det største minus af alle når det kommer til departementschefernes indflydelse på den førte politik.

Ved at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet er der i overført forstand gået sådan lidt John Galt i det, når rene økonomiske kalkuler - med alle deres fejl og mangler - har erstattet tidligere tiders moralske argumenter som politisk anvendelige!

Torben Selch, Lars Jorgensen, Karsten Aaen, Jacob Mathiasen, Steffen Gliese, Anette Gatzwiller, Vibeke Rasmussen, Morten Lind, Rasmus Kongshøj og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Og ps.

Ferdinand Lasalle, en af stifterne af den tyske arbejderbevægelse i midten af 1800-tallet, har beskrevet problematikken med, at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet meget godt: ’Først når videnskab og arbejder, samfundets modpoler, forenes, kan alle hindringer for kulturen kvæles i et jerngreb. Hele den moderne arbejderbevægelses magt hviler på den teoretiske erkendelse. For så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld "akademikere" i toppen, er der altid fare for at komme på afveje’.

Torben Selch, Lars Jorgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Departementscheferne laver ikke politikken, det gør regeringen og dens særlige rådgivere, samt baglandet, partierne m.v. Departementscheferne er lydige tjenere, der assisterer ministrene i deres gøremål. Længere er den ikke, bortset fra i nogle få fejl-tilfælde såsom i forsvarsministeriet under Søren Gade. Men at alle embedsmændene skulle skiftes ud efter valg, som Erik Lang foretrækker, det er jo amerikanske tilstande, og det ligger som udgangspunkt meget langt fra dansk tradition. Nu vil det i Danmark ikke betyde det store i øjeblikket, da ingen ny regering vil ændre politikken, borgerlig eller "rød", det er det samme, så der vil udskiftning af embedsmænd være endnu mere irrelevant.

Troels Brøgger

Igennem de sidste år bliver det mere og mere almindeligt at politikere skifter mening til det stik modsatte, så snart de får den magt der faktisk skal til at føre planerne ud i livet.
Den eneste faktor, der ikke har været til stede før de kom til magten, er det embedsværk de nu er kommet tættere på !
Der ingen tvivl om at det bliver mere og mere almindeligt at de folkevalgte bliver banket på plads af embedsværket, som helt sikkert er stærkt politisk (læs:borgerligt), og at departementscheferne bruger det at de ikke skal vælges til at påvirke efter deres egen overbevisning.
Jeg mener imidlertid ikke at de er løsningen at skifte embedsværket ud hver gang regeringen skifter, løsningen er, som Inf. her foreslår: Der skal navne på dem, og de skal være langt mere synlige.
Alt det vrøvl med med at de er nervøse for politikerne !! De er jo nærmest umulige at fyre, hvis de ikke laver virkelig alvorlige fejl. De underdriver bare deres magt for at kunne være i fred, lave deres arbejde uset, lade andre tage skylden/æren for resultatet og så i øvrigt hæve deres fede løn. Der trænger helt klart til frisk luft hvis Danmark skal styres bedre.

Torben Selch, Katrine Visby, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Jacob Mathiasen, Jørn Petersen, Steffen Gliese, John Victor Lorck, Vibeke Rasmussen, Alan Strandbygaard, Marianne Rasmussen, Daniel Jensen, Rune Petersen, Morten Lind, Mette Hansen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Embedsmændene har stor indflydelse på den førte politik. Længere er den ikke. Dette kan dræbe politikudvikling og fornyelse. Netop dette gør en diskussion af magtbalancen interessant. Udadtil er det nok politikerne, der fremlægger politik og bestemmer, men magten ligger også hos markedet og private virksomheder - det man betegner som legal korruption.

Vi vælger vores politikere til at styre samfundet ud fra demokratiske spilleregler. Men vi må ikke overse, at de er bundet af den rådgivning, de får af deres embedsmænd - de korrigeringer som foretages i rapporter inden de lander på ministerens bord samt af de dominerende tanker og ideer i offentligheden generelt.

Netop af ovenstående grunde taler man om henholdsvis ’Administrationspartiet’ og ’Det økonomiske borgerskab’ og deres indflydelse. ’Administrationspartiet’ er den samlede sum af departementschefer og andre embedsmænd, mens ’Det økonomiske borgerskab’ er gruppen af eksperter som gang på gang definerer, hvad der er muligt og hvad, der ikke er.

Embedsværket har historisk ændret rolle. Fra sagsbehandling i tiden efter anden verdenskrig til beslutningsforberedelse og analyser i dag. Interessant er det seneste valg. Her havde S og SF stor mistillid til embedsværket, post ex festum, hed det sig, fra Bjarne Corydon, at han ikke havde en finger, at sætte på Finansministeriets regnemodeller og metoder. Det store problem er, at de modeller som embedsmændene regner økonomiske politikerforslag igennem på, præsenteres som var de almengyldige sandheder, sådan som det oftest fremstilles i debatten. Et lille udpluk følger:

Om tilbagetrækningsreformen fra 2011: ”I 2020 ventes beskæftigelsen at stige med godt 65.000 personer, mens velstanden (BNP) forøges med 47 mia. kr.”

Om skattereformen fra 2012: ”Reformen [skønnes] at indebære en forøgelse af beskæftigelsen svarende til ca. 15.800 personer i job og en varig styrkelse af de offentlige finanser med ca. 2,7 mia. kr. årligt.”

Om vækstpakken fra 2013: ”Vækstplan DK indeholder samtidig tre langsigtede reformspor med det sigte, at der samlet skabes 150.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020.”

Når tingene præsenteres fortælles det imidlertid ikke, at hele præmissen for, at deres tal giver mening er, at økonomien vil være i ligevægt i det år, der bruges som reference, dvs. år 2020. Som eksempel kan nævnes dagpengereformen, som trådte i kraft 1. januar. Her regnede man med at den ville træde i kraft, på et tidspunkt, hvor der ville mangle arbejdskraft samt styrke arbejdsudbuddet med 11.000 personer. God dag mand økseskaft. En bekræftelse på, at en diskussion af betydningen af ligevægt er nødvendig.

For ligevægt er alene et begreb - ikke en faktisk tilstand. For er der noget økonomien aldrig er, så er det i ligevægt. Dette fremgår eksempelvis af det danske output- og beskæftigelsesgab fra 1990 og til i dag. I nogle år har det været negativt som konsekvens af arbejdsløshed (starten af 1990’erne, midten af 00’erne og siden krisen udbrud i 2008), og andre år har det været positivt med risiko for overophedning (slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne, og især perioden fra 2006 til 2008). Men ingen af årene har det været 0!

Når økonomien ikke er i ligevægt, kan det have store samfundsmæssige konsekvenser. Er udbuddet større end efterspørgslen, er resultatet arbejdsløshed. Er efterspørgslen større end udbuddet, risikerer vi overophedning med deraf følgende løn- og prisstigninger, der forringer konkurrenceevnen.

Ser man på den økonomiske debat i dagens Danmark, er det også ligevægtstankegangen som præger debatten. Ikke mindst når politikkerne, som ovenfor beskrevet, sælger tidens store reformer med, at de vil øge beskæftigelsen med X antal tusinde personer. Dette giver nok god teoretisk mening. Men som en beskrivelse af den faktiske virkelighed, som den vil se ud engang i fremtiden, er det ikke særlig brugbart. Bare se på resultatet af Dagpengereformen og dens konsekvenser. X er blevet til XXXXX.

Grundlaget for al økonomi er og bør være moralfilosofi, men håndværket, abstrakte matematiske teorier, modellerne, statistikkerne og kalkulationerne, har fuldkommen tilsløret det oprindelige grundlag, derfor må man deteknokratisere og redemokratisere økonomi som genstandsfelt for offentlig engageret debat. Vigtigst af alt når det kommer til økonomi som genstandsfelt er læsevenligheden og præsentationen.

En frisk start for nationaløkonomien, som bringer matematisk økonomi og moralfilosofi sammen, er påtrængt. Drop det matematiske sprogbrug og søg tilbage til økonomiens rødder, er undertegnedes bud. Oprindelig var nationaløkonomi moralfilosofi, hvornår har regnemodellerne som specielt finansministeriet - departementscheferne er oplært efter - anvender, sidst set ud af vinduet?

Kjeld Hansen, Lars Jorgensen, Alan Strandbygaard, Anne Eriksen, Morten Lind, Karsten Aaen, John Christensen, Anette Gatzwiller, John Victor Lorck, Jesper Frimann Ljungberg, Claus Jørgensen og n n anbefalede denne kommentar

Dette er ikke et kup, men en revolution, sagde Guevarra, da den fungerende kommandant i Santa Clara stillede sig selv og sine folk til disposition.

Frida Henningsen

Kan nogle eventuelle fortælle, hvor meget vi skal vide om, hvad der foregår i departementets øverste ledelslag ? Skal vi have aflytning ved pissoiret, så de essentielle dialoger herfra også bliver offentliggjort ? Hvor herre bevares.........

det KAN ikke være tilfældigt, at man netop nu kan se eller gense Yes, Minister på tv

n n, Bill Atkins, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Michael Borregaard, Niels Engelsted og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

"Det store skred i embedsværkets rolle skete i løbet af 1990’erne, hvor den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft (S) og hans departementschef Anders Eldrup med oprettelsen af Økonomiudvalget – i daglig tale Ø-udvalget – udviklede Finansministeriet til at have den afgørende position, det har i dag."

Uden at Socialdemokratiet skal bebrejdes alle demokratiske ulykker i dette land, så er det altså ret betegnende at Nyrup-regeringen satte så dybe og depressive NPM-spor i den danske statsadministration - og at Thorning-regeringen fortsætter i samme dur, seneste med Offentlighedsloven som centralt bagværk. Til Socialdemokratiet klæber en reaktionær historie, både fortidigt og nutidigt, som naturligvis må have betydelig, afsmittende effekt på det danske statsapparat og samfund.

Anne Eriksen, Morten Lind, Steffen Gliese, Henrik Klausen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar

Der det måske også et problem , hvis man udnævner yngre mennesker til departementschefer - og de så sidder "i en evighed" til de engang går af.

Måske bør man lægge en begrænsning ind om, at en departementschef kun må sidde i f eks 7 - 10 år i stillingen ( uden mulighed for forlængelse)..

Alan Strandbygaard

Ritt Bjerregaard gav også udtryk for en stærk uforståenhed da Helle Thorning ikke ville muge ud i embedsværket.

Naturligvis vil embedsværket ikke være loyal mod den nye regering, hvis de var håndplukket af den tidligere regering.

Men omvendt, så tror jeg faktisk embedsværket passede Helle og Margrethe fint.

Corydon og Helle T. har i virkeligheden aldrig tilhørt venstrefløjen. Havde de gjort det, ville det være helt naturligt at skifte embesværket ud med folk de kunne stole på. Ergo må svaret være, at de direkte ønskede at bibeholde den tidligere regerings embedsværk. Og de spørgsmål der så dukker op må være en kilde til eftertanke.

Torben Selch, Katrine Visby, Lars Jorgensen, Morten Lind, n n, Karsten Aaen, Jørn Petersen, Marianne Rasmussen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Bydrenge for magten

er topembedsmænd reelt.

Allerede derfor er mørket deres foretrukne bane, herunder begravelse af møgsager med generelle ord på ord, der skjuler det, der ikke kan bestrides.

Svarende til at skatteborgerne også finansierer mørkets gerninger.

Vibeke Rasmussen

Også Altinget har beskæftiget sig med Kongerne af Slotsholmen, som de benævner departementscheferne.

Bortset fra at det for nyligt er blevet nævnt, at Kulturministeriets departementchef har måttet trække sig tilbage grundet sygdom, aner jeg ikke om navnene på listen, som er fra januar 2013, stadig er de samme. Det ser jeg da som et kæmpe problem. Et demokratisk problem: at jeg ikke aner, hvem der sidder og trækker i trådene i toppen af ministerierne, og om/hvornår de eventuelt bliver udskiftet.

Den der lever skjult lever godt ikke sandt. Tænk hvis jeg/vi heller ikke vidste, hvem ministrene var?

Her er listen over departementschefer og et lille udpluk af artiklen fra altinget.dk:

"Departementschefernes hierarki:

ELITEN:
Christian Kettel Thomsen, Statsministeriet
David Hellemann, Finansministeriet
Michael Dithmer, Erhvervs- og Vækstministeriet
Sophus Garfiel, Økonomi- og Indenrigsministeriet

DE VIGTIGE:
Jesper Fisker, Ministeriet for Børn og Undervisning
Jens Brøchner, Skatteministeriet
Bo Smith, Beskæftigelsesministeriet
Thomas Egebo, Klimaministeriet
Claus Grube, Udenrigsministeriet
Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet

SPECIALISTERNE:
Marianne Thyrring, Miljøministeriet
Jacob Heinsen, Transportministeriet
Per Okkels, Sundhedsministeriet
Karoline Prien Kjeldsen, Kulturministeriet
Lars Johan Findsen, Forsvarsministeriet
Ib Byrge Sørensen, Fødevareministeriet
Jesper Zwisler, Social- og Integrationsministeriet
Uffe Toudal Pedersen, Forskningsministeriet
Claes Nilas, By- og Boligministeriet
Henrik Nepper-Christensen, Ministeriet for Ligestilling og Kirke"
[…]
"Fælles for de fire chefer i toppen er, at de ikke har ansvaret for et konkret fagområde. Selvom Socialministeriet pumper gigantiske milliardbeløb ud til borgerne, og Forsvarsministeriet har flest ansatte under sig, er der ingen på Slotsholmen, der anser de to ministerier for at være specielt magtfulde.

Elitedepartementscheferne har derimod deres magt, i kraft af at deres ministerier skal koordinere på tværs af alle ministerier. Eller sagt mere direkte: Bestemme over de andre."[!]

Det kan anbefales at læse hele indlægget både som supplement til og bekræftelse af ovenstående artikel.

Anne Eriksen, n n, Michael Borregaard, Ingrid Uma og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Frida Henningsen

@Vibeke
Der er absolut intet hemmeligt i navnene på departementscheferne, så det er ikke i nærheden af sandheden, at det er hemmeligt.
Det er korrekt, at departementscheferne lever et stille liv, hvilket er meget forståeligt i forhold til den opgave, som de har. Men at gøre dem til en slags Mørkets Fyrster er plat og på formiddagsblad niveau.

Jesper Frimann Ljungberg

Michael borregaard

Kanon kommentar.

Problemet som jeg ser det, er at det er for mange funktioner centraliseret i ministerierne i dag. Jeg har ikke noget imod et tilstrækkeligt stort og velfungerende bureakrati. Det er hvad der skal til, for at køre Danmark.
Problemet ligger i når de faglige indspark ikke længere kommer fra der, hvor den faglige viden er, men nu skal komme internt fra ministerierne. Det er Foghs nedlægning af smagsdommere etc.
Når dette så kombineres med at embedsmændene bliver politiserede, så er det at tingene kan/vil gå galt. For så har du det hele centraliseret et sted... Politik, eksekvering og ekspertisen (not)
Folk i embedsværket er ikke faglige eksperter på de områder de administrerer, jeg kan fortælle dig, at alle de folk jeg har mødt fra moderniserings styrelsen og statens IT har været administratorer, der ikke fattede en brik om fagligheden i deres område.

Jeg mener så ikke at man sådan rigtig kan skyde skylden på embedsmændene, det er lidt som historien med skorpionen der stikker skildpadden der fragter den over floden.
Det er deres natur.. Skylden ligger hos politikerne, og især Fogh IMHO

// Jesper

Vibeke Rasmussen

Frida Henningsen, og hvor er det så lige, at jeg nævner noget som helst om, at navnene på departementscheferne er hemmelige ? Jeg påpeger – hm, jeg forsøger at påpege – at navnene på ministeriernes departementchefer ikke ligefrem 'florerer' i medierne eller er alment kendte.

Og hvem er det helt præcist, der, ifølge dig, gør dem til "en slags Mørkets Fyrster" ? Der må jeg også melde hus forbi.

Når du nu (igen) henvender dig direkte til mig med kritik af indholdet i en af mine kommentarer, kunne jeg have ønsket, at du havde forholdt dig til, hvad jeg rent faktisk har skrevet i stedet for at gætte dig til, hvad du tror, jeg mener.

Lise Lotte Rahbek, n n, Jørn Petersen og Anette Gatzwiller anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Samtidigt skriver Politiken m.fl., at lobbyister har fået nemmere adgang til ministerierne.
http://politiken.dk/indland/ECE2072770/pressede-embedsmaend-aabner-doere...
I takt med, at ministerierne har måttet nedskære og indskrænke er de ikke længere tilstrækkeligt i stand til at indsamle viden, analysere og lave rapporter, derfor kommer viden i stigende omfang fra Dansk Industri, LO, kommunikationsbureauer og andre kanaler.

De store kommissioner såsom Klimakommissionen, Natur- og Landbrugskommissionen og Produktivitetskommissionen er ikke sammensat a folk fra ministerierne, og der sidder ingen departementschefer i dem. De er sammensat af udefra kommende fagpersoner fra universiteter, erhvervsorganisationer samt interesseorganisationer.

Departementscheferne har det øverste ledelsesansvar både personalemæssigt, organisationsmæssigt og fagligt for ministeriernes forvaltning, de er altså ikke politikere eller ansvarlige for politikudviklingen. Ministrene har jo stadig deres spinddoktorer, samt deres egne netværk. I forhold til ministrene har departementscheferne kun til opgave at sikre, at afgørelser og oplæg og lovforberedelse er fagligt og juridisk korrekt ud fra de givne præmisser.

Bjarne Witthoff

Det er ikke kun over for journalister. - Departementschefer er tilbageholdende.

Selv har jeg senest (to gange) sendt mail til alle departementschefer om "ulovligheder". Uden at få svar. For år tilbage fik jeg to linjer som svar. Fra den daværende departementschef i Statsministeriet. - Justitsministeriets departementschef svare ikke. Det gjorde til gengæld justitsministerens personlige sekretær. - Hun kunne finde på at sende flere mail på samme dag. Men aldrig sendt mail videre op i systemet.
En højt ansat i skat svarede mig i stedet for departementschefen. Han videresendte min henvendelse til Ombudsmanden. (Denne synes ikke det var spor morsomt). Hvorefter han afviste en undersøgelse vedr fædres vilkår i Statsforvaltningerne. (Skat har således humor).

Kun få politikere modtage de mail der bliver sendt dem til folketinget fra almindelige borgere. - Hvis der kommer svar. Så sker det fra en sekretær - og denne svare kun kortfatte, (der kunne tolkes som politikere ser mail eller brev). Reelt bliver henvendelser smidt over i bunken af henvendelser. (Det er ikke mig der digter her. For sådan skrev en borgmester til mig. Hvad der skete med mine henvendelser).

Georg Christensen

Embedsmænd og kvinder, især de gamle stadig i enevælden´s klæder.

Er det mon ikke på tide, at vi undsiger dem, sender dem på pension, også selv om de kun er 65 år?. Send dem hjem (med alle deres unaturlige kontragter og pensioner og himmelråbende "løgne"), send dem bare hjem, til deres egne små haver, lad dem bøvle med kartofler, gullerødder, tomater, og lær dem i deres alderdom, værdien af "LIVET" og "naturen". Forsent måske, på golfbanen, at finde nytænknings modeller.

Sådan er det bare, tilhører ikke "LIVS modelbeskrivelsen".

Georg Christensen

Når endelig spørgsmålet stilles og problemet syndliggøres får også jeg, som "vælger" mine problemer.

Tilhører "embedsmændene/kvinderne" det valgte styre, eller tilhører "de" folketinget? med alle det´s mærkelige "forskelligheder"?.

Hvis jeg fik lov til at bestemme: Så tilhører "embedsmændene og kvinderne" "FOLKET" repræsenteret i "folketinget",med frihed for hvert enkelt enbeds indehaver og folkevalgt medlem ,folket i samarbejde med staten, og ikke, som nuværende og åbenlyst, kun "magbegærlighedens" nuværende ihændehavere, hvem end de måtte være.

Det her bavl igen. Kan folk ikke bestemme sig for, om man vil sige om departementscheferne, at de i virkeligheden bestemmer alt, eller at de er kommet alt for tæt på det partipolitiske. Begge dele kan ikke passe, og vi har på det seneste om noget set, hvilken en der er rigtig.

I said good day, sir.

Det større problem er vel, at departementscheferne ikke nødvendigvis ender karrieren i toppen af et parti, men fortsætter ud i stillinger, som på en anden måde påvirker det almindelige samfundsliv, f.eks. adjungerede professorer på CBS og andre steder, der kan tjene som høkasse for efterfølgerne.
Dengang det danske embedssystem var sund, bestod det af tjenestemænd, der avancerede og blev i tjenesten. Vi ser en lignende fare blandt de folkevalgte, der nu ikke vælges ind i kraft af fortjenester i deres lokalsamfund eller gennem mange års professionelt virke, men nu snarere har en plads i folketinget som springbræt til andre prestigiøse stillinger med stor bestemmelseskraft.

Alan Strandbygaard, Anne Eriksen, Morten Lind, n n, Karsten Aaen og Jørn Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - alle departementscheferne er enten: cand. polit., scient. pol. eller jur.
Fra Vibeke Rasmussens link ovenfor:
"Blandt de 20 departementschefer finder man kun tre uddannelser. Otte har en statskundskabsbaggrund, mens seks er jurister og seks er økonomer."

Departementschefer, der forlader statsadministrationen, tjener næppe som høkasser for efterfølgerne, så skulle de da komme fra Det Kgl. Teater eller DR (Michael Christiansen) eller fra DONG (Anders Eldrup) eller lign.

Embedsmænd bør ikke gives politisk magt eller tillægges betydning. Derfor er det åbenlyst indlysende, at de ikke bør eller vil stille op til et interview, som retteligt burde rettes mod respektive ministrer. Information burde ikke fremme en politiseringen af embedsmænd.

Embedsmænd er ikke på valg og må derfor ikke optræde som politikere. Optræder de som sådanne, bør de efter min opfattelse fyres. Vi kan i stedet håbe på, at få vidende politikere i ministerstolene.

Hvis man ser bort fra min formelle udsagn, så kan man nok få glæde og forståelse af samspillet mellem minister og embedsmænd på højt niveau i "Yes, minister", som genudsendes p.t.

"Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet"- Der var et navn og en arbejdsplads, jeg ikke havde forventet at se sammen igen, efter at ombudsmanden havde været inde i sagen....

http://www.information.dk/311684

Citat:

Der er ikke taget notater eller referater af mødet, som der ellers skal. Bortset fra Henrik Sass Larsens eget referat.

Så justitsministeriets departementschef kan blive siddende på sin pind - selv om hun har brudt loven!

Der har ikke været og vil ikke blive strafsanktioner mod embedsmænd og politikere som bryder den gældende og fremtidige Offentlighedslov, hvilket er et stort problem.

Ombudsmanden kan udtale kritik og i de 25 år Hans Gammeltoft-Hansen sad på posten, mistede ombudsmandsinstitutionen en stor del af den respekt, den oprindeligt havde set fra statsmagtens embedsmænd side. Helt galt gik det i kommunerne, som Ombudsmanden fik indseende i fra 1997. Her var man vant til at gøre som det passer borgmesteren.

Frida Henningsen

@Vibeke
Jeg forholder lige nøjagtigt til, hvad du skriver - intet andet !
Der er absolut intet Hemmeligt eller gedulgt ved departementchefernes virke..... De skal selvklart ikke markedsføre sig selv eller deres embede som politikkerne.

Dansk politik er gået fra en humanistisk model med menneskelighed og solidaritet til en beregnet model med matematiske ligninger og kontrol.

Ingen politiker har mandsmod nok til at udtale sig uden en rapport fra regnedrengene i baghånden.

Et land er sgu ikke en kalkeleret virksomhed, men et geografisk område, hvor det skal være humant og godt at leve. Tag f.eks. de nye pensionsreformer. De tager udgangspunkt i den gennemsnitlig levealder for højtuddannede, som er gået forholdsvis let gennem livet og starter på arbejdsmarkedet som 30 årrig og ikke i den gennemsnitlige levealder for den ufaglærte, som har arbejdet hård for at få livet til at hænge sammen og starter på arbejdsmarkedet som 15 årrig.

Hvor i ligger rimeligheden i den kalkulation?

Men at det er sådan er vel egentlig ikke så overraskende. For det er jo regnedrengene selv, som er politikere - Største parten af politikerne i dag har en akademisk baggrund som regnedrengene, frem for en medmenneskelig baggrund fra livets genvordigheder.

Michael Borregaard
11. september, 2013 - 02:02 #

Godt sagt Michael Borregaard.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Vigtigst af alt når det kommer til økonomi som genstandsfelt er læsevenligheden og præsentationen"

Vi er ved at gå fra industri- og informationssamfundet til læsevenlighed- og præsentationssamfundet. Indholdet kommer i anden eller tredje række, hvis overhovedet. Branding, image og marketing er det eneste som betyder noget. Alle roser sig af at være grønne uden at være det.

Vi lever i en kalkuleret illusions matriks, hvor de sande værdier som næstekærlighed og solidaritet er ved at gå tabt. Yngre generationer er ensartede produkter fra institutionskolbøtte fabrikken uden originalitet.