Læsetid: 7 min.

Magtfulde embedsmænd undgår rampelyset

Ud af landets 20 departementschefer ønsker ingen at stille op til interview. Forklaringen skal ikke findes i beskedenhed, men i at deres arbejde trives bedst uden for mediernes rampelys. Men offentligheden har krav på at vide, hvad landets øverste embedsmænd laver, mener professor
Illustration:

Illustration:

Marie Boye/iBureauet

11. september 2013

De er svære at komme i kontakt med, departementscheferne. Efter fire uger har en femtedel ikke givet lyd fra sig på trods af tre rykkere. Et par stykker har svaret selv, mens størstedelen har kommunikeret gennem pressemedarbejdere: Alle gange har svaret været variationer af et pænt ’nej tak’. Ofte lyder begrundelsen fra landets øverste embedsmænd, at de »af princip ikke stiller op til interviews om sig selv/jobbet«, mens andre »ikke har mulighed for at deltage«, og andre igen »har ikke behov for at deltage«.

Departementschefernes politiske rolle er ellers vokset igennem de seneste år, og derfor er de i stigende grad blevet interessante for offentligheden.

Emnet for interviewene skulle have været departementschefernes arbejdsområder, arbejdsopgaver og udfordringer. De har alle haft mulighed for at ringe og høre nærmere, og det er blevet indskærpet, at interviewet ikke skulle handle om de politiske linjer, da enhver politisk udmelding ligger hos ministeren. Alligevel var svaret nej.

Det overrasker ikke professor Ove Kaj Pedersen, der dog finder det »forunderligt«, at departementscheferne ikke vil deltage.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Jensen
Henrik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er det på tide at skifte embedsmændende ud når der har været valg.

Så kan de gamle jo passende tage deres krystalkugle med til storskrald.

Torben K L Jensen, Katrine Visby, Jacob Mathiasen, Tue Romanow, Anders Kristensen, Alan Strandbygaard, Torben Nielsen, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Janus Agerbo og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan da godt forstå, de ikke vil stille op til "vild med dans" med Information. Avisen har ikke noget konkret af spørge dem om, kun den sædvanlige personfiksering, som alle andre i samfundet efterhånden elsker at blive udsat for, derfor undrer avisen og dens villige eksperter sig over at møde dette seriøse modspil fra alvorligt arbejdende embedsmænd.

Bill Atkins, Claus Jensen, Henrik Klausen, Morten Pedersen, Christian Pedersen, Frida Henningsen, Bo Carlsen og Robert Kroll anbefalede denne kommentar

"Når man rækker fanden en lillefinger, så tager han hele hånden" er en klassiker.

En ny version kunne være : " Når man rækker en journalist en lillefinger, så tager han/hun hele familien".

Det er vel forståeligt ( men beklageligt) , at mange holder sig fra offentlighed og journalister.

Michael Borregaard

En af de bedre artikler, jeg har læst på det seneste. Kan specielt godt lide sætningerne i artiklen: ‘Det må ikke fremstå, som om ideerne ikke stammer fra politikerne selv’. Og: ‘Politikerne kan ikke lide at høre det, men så meget magt har de faktisk heller ikke’.

Grunden til at det hele sejler, har sejlet længe, understøttes af sætningen: ‘Langt de fleste topembedsmænd i dag har været forbi Finansministeriet og forstår den logik’.

Begrundelsen for, at det i min moralsk filosofiske optik, så absolut ikke er et plus, at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet er, at Finansministeriets overordnede budskab er, at alt kan tematiseres og vurderes økonomisk. Heri består problemet, for ikke alle problemer er økonomiske. For eksempel det, at man ikke kan se det, når man kun tænker økonomisk, er det største minus af alle når det kommer til departementschefernes indflydelse på den førte politik.

Ved at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet er der i overført forstand gået sådan lidt John Galt i det, når rene økonomiske kalkuler - med alle deres fejl og mangler - har erstattet tidligere tiders moralske argumenter som politisk anvendelige!

Torben Selch, Lars Jørgensen, Karsten Aaen, Jacob Mathiasen, Steffen Gliese, Anette Gatzwiller, Vibeke Rasmussen, Morten Lind, Rasmus Kongshøj og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Og ps.

Ferdinand Lasalle, en af stifterne af den tyske arbejderbevægelse i midten af 1800-tallet, har beskrevet problematikken med, at de fleste departementschefer er skolet i Finansministeriet meget godt: ’Først når videnskab og arbejder, samfundets modpoler, forenes, kan alle hindringer for kulturen kvæles i et jerngreb. Hele den moderne arbejderbevægelses magt hviler på den teoretiske erkendelse. For så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld "akademikere" i toppen, er der altid fare for at komme på afveje’.

Torben Selch, Lars Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Departementscheferne laver ikke politikken, det gør regeringen og dens særlige rådgivere, samt baglandet, partierne m.v. Departementscheferne er lydige tjenere, der assisterer ministrene i deres gøremål. Længere er den ikke, bortset fra i nogle få fejl-tilfælde såsom i forsvarsministeriet under Søren Gade. Men at alle embedsmændene skulle skiftes ud efter valg, som Erik Lang foretrækker, det er jo amerikanske tilstande, og det ligger som udgangspunkt meget langt fra dansk tradition. Nu vil det i Danmark ikke betyde det store i øjeblikket, da ingen ny regering vil ændre politikken, borgerlig eller "rød", det er det samme, så der vil udskiftning af embedsmænd være endnu mere irrelevant.

Troels Brøgger

Igennem de sidste år bliver det mere og mere almindeligt at politikere skifter mening til det stik modsatte, så snart de får den magt der faktisk skal til at føre planerne ud i livet.
Den eneste faktor, der ikke har været til stede før de kom til magten, er det embedsværk de nu er kommet tættere på !
Der ingen tvivl om at det bliver mere og mere almindeligt at de folkevalgte bliver banket på plads af embedsværket, som helt sikkert er stærkt politisk (læs:borgerligt), og at departementscheferne bruger det at de ikke skal vælges til at påvirke efter deres egen overbevisning.
Jeg mener imidlertid ikke at de er løsningen at skifte embedsværket ud hver gang regeringen skifter, løsningen er, som Inf. her foreslår: Der skal navne på dem, og de skal være langt mere synlige.
Alt det vrøvl med med at de er nervøse for politikerne !! De er jo nærmest umulige at fyre, hvis de ikke laver virkelig alvorlige fejl. De underdriver bare deres magt for at kunne være i fred, lave deres arbejde uset, lade andre tage skylden/æren for resultatet og så i øvrigt hæve deres fede løn. Der trænger helt klart til frisk luft hvis Danmark skal styres bedre.

Torben Selch, Katrine Visby, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Jacob Mathiasen, Jørn Petersen, Steffen Gliese, John Victor Lorck, Vibeke Rasmussen, Alan Strandbygaard, Marianne Rasmussen, Daniel Jensen, Rune Petersen, Morten Lind, Mette Hansen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Embedsmændene har stor indflydelse på den førte politik. Længere er den ikke. Dette kan dræbe politikudvikling og fornyelse. Netop dette gør en diskussion af magtbalancen interessant. Udadtil er det nok politikerne, der fremlægger politik og bestemmer, men magten ligger også hos markedet og private virksomheder - det man betegner som legal korruption.

Vi vælger vores politikere til at styre samfundet ud fra demokratiske spilleregler. Men vi må ikke overse, at de er bundet af den rådgivning, de får af deres embedsmænd - de korrigeringer som foretages i rapporter inden de lander på ministerens bord samt af de dominerende tanker og ideer i offentligheden generelt.

Netop af ovenstående grunde taler man om henholdsvis ’Administrationspartiet’ og ’Det økonomiske borgerskab’ og deres indflydelse. ’Administrationspartiet’ er den samlede sum af departementschefer og andre embedsmænd, mens ’Det økonomiske borgerskab’ er gruppen af eksperter som gang på gang definerer, hvad der er muligt og hvad, der ikke er.

Embedsværket har historisk ændret rolle. Fra sagsbehandling i tiden efter anden verdenskrig til beslutningsforberedelse og analyser i dag. Interessant er det seneste valg. Her havde S og SF stor mistillid til embedsværket, post ex festum, hed det sig, fra Bjarne Corydon, at han ikke havde en finger, at sætte på Finansministeriets regnemodeller og metoder. Det store problem er, at de modeller som embedsmændene regner økonomiske politikerforslag igennem på, præsenteres som var de almengyldige sandheder, sådan som det oftest fremstilles i debatten. Et lille udpluk følger:

Om tilbagetrækningsreformen fra 2011: ”I 2020 ventes beskæftigelsen at stige med godt 65.000 personer, mens velstanden (BNP) forøges med 47 mia. kr.”

Om skattereformen fra 2012: ”Reformen [skønnes] at indebære en forøgelse af beskæftigelsen svarende til ca. 15.800 personer i job og en varig styrkelse af de offentlige finanser med ca. 2,7 mia. kr. årligt.”

Om vækstpakken fra 2013: ”Vækstplan DK indeholder samtidig tre langsigtede reformspor med det sigte, at der samlet skabes 150.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020.”

Når tingene præsenteres fortælles det imidlertid ikke, at hele præmissen for, at deres tal giver mening er, at økonomien vil være i ligevægt i det år, der bruges som reference, dvs. år 2020. Som eksempel kan nævnes dagpengereformen, som trådte i kraft 1. januar. Her regnede man med at den ville træde i kraft, på et tidspunkt, hvor der ville mangle arbejdskraft samt styrke arbejdsudbuddet med 11.000 personer. God dag mand økseskaft. En bekræftelse på, at en diskussion af betydningen af ligevægt er nødvendig.

For ligevægt er alene et begreb - ikke en faktisk tilstand. For er der noget økonomien aldrig er, så er det i ligevægt. Dette fremgår eksempelvis af det danske output- og beskæftigelsesgab fra 1990 og til i dag. I nogle år har det været negativt som konsekvens af arbejdsløshed (starten af 1990’erne, midten af 00’erne og siden krisen udbrud i 2008), og andre år har det været positivt med risiko for overophedning (slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne, og især perioden fra 2006 til 2008). Men ingen af årene har det været 0!

Når økonomien ikke er i ligevægt, kan det have store samfundsmæssige konsekvenser. Er udbuddet større end efterspørgslen, er resultatet arbejdsløshed. Er efterspørgslen større end udbuddet, risikerer vi overophedning med deraf følgende løn- og prisstigninger, der forringer konkurrenceevnen.

Ser man på den økonomiske debat i dagens Danmark, er det også ligevægtstankegangen som præger debatten. Ikke mindst når politikkerne, som ovenfor beskrevet, sælger tidens store reformer med, at de vil øge beskæftigelsen med X antal tusinde personer. Dette giver nok god teoretisk mening. Men som en beskrivelse af den faktiske virkelighed, som den vil se ud engang i fremtiden, er det ikke særlig brugbart. Bare se på resultatet af Dagpengereformen og dens konsekvenser. X er blevet til XXXXX.

Grundlaget for al økonomi er og bør være moralfilosofi, men håndværket, abstrakte matematiske teorier, modellerne, statistikkerne og kalkulationerne, har fuldkommen tilsløret det oprindelige grundlag, derfor må man deteknokratisere og redemokratisere økonomi som genstandsfelt for offentlig engageret debat. Vigtigst af alt når det kommer til økonomi som genstandsfelt er læsevenligheden og præsentationen.

En frisk start for nationaløkonomien, som bringer matematisk økonomi og moralfilosofi sammen, er påtrængt. Drop det matematiske sprogbrug og søg tilbage til økonomiens rødder, er undertegnedes bud. Oprindelig var nationaløkonomi moralfilosofi, hvornår har regnemodellerne som specielt finansministeriet - departementscheferne er oplært efter - anvender, sidst set ud af vinduet?

Kjeld Hansen, Lars Jørgensen, Alan Strandbygaard, Anne Eriksen, Morten Lind, Karsten Aaen, John Christensen, Anette Gatzwiller, John Victor Lorck, Jesper Frimann Ljungberg, Claus Jørgensen og n n anbefalede denne kommentar

Dette er ikke et kup, men en revolution, sagde Guevarra, da den fungerende kommandant i Santa Clara stillede sig selv og sine folk til disposition.

Frida Henningsen

Kan nogle eventuelle fortælle, hvor meget vi skal vide om, hvad der foregår i departementets øverste ledelslag ? Skal vi have aflytning ved pissoiret, så de essentielle dialoger herfra også bliver offentliggjort ? Hvor herre bevares.........

det KAN ikke være tilfældigt, at man netop nu kan se eller gense Yes, Minister på tv

n n, Bill Atkins, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Michael Borregaard, Niels Engelsted og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

"Det store skred i embedsværkets rolle skete i løbet af 1990’erne, hvor den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft (S) og hans departementschef Anders Eldrup med oprettelsen af Økonomiudvalget – i daglig tale Ø-udvalget – udviklede Finansministeriet til at have den afgørende position, det har i dag."

Uden at Socialdemokratiet skal bebrejdes alle demokratiske ulykker i dette land, så er det altså ret betegnende at Nyrup-regeringen satte så dybe og depressive NPM-spor i den danske statsadministration - og at Thorning-regeringen fortsætter i samme dur, seneste med Offentlighedsloven som centralt bagværk. Til Socialdemokratiet klæber en reaktionær historie, både fortidigt og nutidigt, som naturligvis må have betydelig, afsmittende effekt på det danske statsapparat og samfund.

Anne Eriksen, Morten Lind, Steffen Gliese, Henrik Klausen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar

Der det måske også et problem , hvis man udnævner yngre mennesker til departementschefer - og de så sidder "i en evighed" til de engang går af.

Måske bør man lægge en begrænsning ind om, at en departementschef kun må sidde i f eks 7 - 10 år i stillingen ( uden mulighed for forlængelse)..

Alan Strandbygaard

Ritt Bjerregaard gav også udtryk for en stærk uforståenhed da Helle Thorning ikke ville muge ud i embedsværket.

Naturligvis vil embedsværket ikke være loyal mod den nye regering, hvis de var håndplukket af den tidligere regering.

Men omvendt, så tror jeg faktisk embedsværket passede Helle og Margrethe fint.

Corydon og Helle T. har i virkeligheden aldrig tilhørt venstrefløjen. Havde de gjort det, ville det være helt naturligt at skifte embesværket ud med folk de kunne stole på. Ergo må svaret være, at de direkte ønskede at bibeholde den tidligere regerings embedsværk. Og de spørgsmål der så dukker op må være en kilde til eftertanke.

Torben Selch, Katrine Visby, Lars Jørgensen, Morten Lind, n n, Karsten Aaen, Jørn Petersen, Marianne Rasmussen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Bydrenge for magten

er topembedsmænd reelt.

Allerede derfor er mørket deres foretrukne bane, herunder begravelse af møgsager med generelle ord på ord, der skjuler det, der ikke kan bestrides.

Svarende til at skatteborgerne også finansierer mørkets gerninger.

Vibeke Rasmussen

Også Altinget har beskæftiget sig med Kongerne af Slotsholmen, som de benævner departementscheferne.

Bortset fra at det for nyligt er blevet nævnt, at Kulturministeriets departementchef har måttet trække sig tilbage grundet sygdom, aner jeg ikke om navnene på listen, som er fra januar 2013, stadig er de samme. Det ser jeg da som et kæmpe problem. Et demokratisk problem: at jeg ikke aner, hvem der sidder og trækker i trådene i toppen af ministerierne, og om/hvornår de eventuelt bliver udskiftet.

Den der lever skjult lever godt ikke sandt. Tænk hvis jeg/vi heller ikke vidste, hvem ministrene var?

Her er listen over departementschefer og et lille udpluk af artiklen fra altinget.dk:

"Departementschefernes hierarki:

ELITEN:
Christian Kettel Thomsen, Statsministeriet
David Hellemann, Finansministeriet
Michael Dithmer, Erhvervs- og Vækstministeriet
Sophus Garfiel, Økonomi- og Indenrigsministeriet

DE VIGTIGE:
Jesper Fisker, Ministeriet for Børn og Undervisning
Jens Brøchner, Skatteministeriet
Bo Smith, Beskæftigelsesministeriet
Thomas Egebo, Klimaministeriet
Claus Grube, Udenrigsministeriet
Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet

SPECIALISTERNE:
Marianne Thyrring, Miljøministeriet
Jacob Heinsen, Transportministeriet
Per Okkels, Sundhedsministeriet
Karoline Prien Kjeldsen, Kulturministeriet
Lars Johan Findsen, Forsvarsministeriet
Ib Byrge Sørensen, Fødevareministeriet
Jesper Zwisler, Social- og Integrationsministeriet
Uffe Toudal Pedersen, Forskningsministeriet
Claes Nilas, By- og Boligministeriet
Henrik Nepper-Christensen, Ministeriet for Ligestilling og Kirke"
[…]
"Fælles for de fire chefer i toppen er, at de ikke har ansvaret for et konkret fagområde. Selvom Socialministeriet pumper gigantiske milliardbeløb ud til borgerne, og Forsvarsministeriet har flest ansatte under sig, er der ingen på Slotsholmen, der anser de to ministerier for at være specielt magtfulde.

Elitedepartementscheferne har derimod deres magt, i kraft af at deres ministerier skal koordinere på tværs af alle ministerier. Eller sagt mere direkte: Bestemme over de andre."[!]

Det kan anbefales at læse hele indlægget både som supplement til og bekræftelse af ovenstående artikel.

Anne Eriksen, n n, Michael Borregaard, Ingrid Uma og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Frida Henningsen

@Vibeke
Der er absolut intet hemmeligt i navnene på departementscheferne, så det er ikke i nærheden af sandheden, at det er hemmeligt.
Det er korrekt, at departementscheferne lever et stille liv, hvilket er meget forståeligt i forhold til den opgave, som de har. Men at gøre dem til en slags Mørkets Fyrster er plat og på formiddagsblad niveau.

Jesper Frimann Ljungberg

Michael borregaard

Kanon kommentar.

Problemet som jeg ser det, er at det er for mange funktioner centraliseret i ministerierne i dag. Jeg har ikke noget imod et tilstrækkeligt stort og velfungerende bureakrati. Det er hvad der skal til, for at køre Danmark.
Problemet ligger i når de faglige indspark ikke længere kommer fra der, hvor den faglige viden er, men nu skal komme internt fra ministerierne. Det er Foghs nedlægning af smagsdommere etc.
Når dette så kombineres med at embedsmændene bliver politiserede, så er det at tingene kan/vil gå galt. For så har du det hele centraliseret et sted... Politik, eksekvering og ekspertisen (not)
Folk i embedsværket er ikke faglige eksperter på de områder de administrerer, jeg kan fortælle dig, at alle de folk jeg har mødt fra moderniserings styrelsen og statens IT har været administratorer, der ikke fattede en brik om fagligheden i deres område.

Jeg mener så ikke at man sådan rigtig kan skyde skylden på embedsmændene, det er lidt som historien med skorpionen der stikker skildpadden der fragter den over floden.
Det er deres natur.. Skylden ligger hos politikerne, og især Fogh IMHO

// Jesper

Vibeke Rasmussen

Frida Henningsen, og hvor er det så lige, at jeg nævner noget som helst om, at navnene på departementscheferne er hemmelige ? Jeg påpeger – hm, jeg forsøger at påpege – at navnene på ministeriernes departementchefer ikke ligefrem 'florerer' i medierne eller er alment kendte.

Og hvem er det helt præcist, der, ifølge dig, gør dem til "en slags Mørkets Fyrster" ? Der må jeg også melde hus forbi.

Når du nu (igen) henvender dig direkte til mig med kritik af indholdet i en af mine kommentarer, kunne jeg have ønsket, at du havde forholdt dig til, hvad jeg rent faktisk har skrevet i stedet for at gætte dig til, hvad du tror, jeg mener.

Lise Lotte Rahbek, n n, Jørn Petersen og Anette Gatzwiller anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Samtidigt skriver Politiken m.fl., at lobbyister har fået nemmere adgang til ministerierne.
http://politiken.dk/indland/ECE2072770/pressede-embedsmaend-aabner-doere...
I takt med, at ministerierne har måttet nedskære og indskrænke er de ikke længere tilstrækkeligt i stand til at indsamle viden, analysere og lave rapporter, derfor kommer viden i stigende omfang fra Dansk Industri, LO, kommunikationsbureauer og andre kanaler.

De store kommissioner såsom Klimakommissionen, Natur- og Landbrugskommissionen og Produktivitetskommissionen er ikke sammensat a folk fra ministerierne, og der sidder ingen departementschefer i dem. De er sammensat af udefra kommende fagpersoner fra universiteter, erhvervsorganisationer samt interesseorganisationer.

Departementscheferne har det øverste ledelsesansvar både personalemæssigt, organisationsmæssigt og fagligt for ministeriernes forvaltning, de er altså ikke politikere eller ansvarlige for politikudviklingen. Ministrene har jo stadig deres spinddoktorer, samt deres egne netværk. I forhold til ministrene har departementscheferne kun til opgave at sikre, at afgørelser og oplæg og lovforberedelse er fagligt og juridisk korrekt ud fra de givne præmisser.

Bjarne Witthoff

Det er ikke kun over for journalister. - Departementschefer er tilbageholdende.

Selv har jeg senest (to gange) sendt mail til alle departementschefer om "ulovligheder". Uden at få svar. For år tilbage fik jeg to linjer som svar. Fra den daværende departementschef i Statsministeriet. - Justitsministeriets departementschef svare ikke. Det gjorde til gengæld justitsministerens personlige sekretær. - Hun kunne finde på at sende flere mail på samme dag. Men aldrig sendt mail videre op i systemet.
En højt ansat i skat svarede mig i stedet for departementschefen. Han videresendte min henvendelse til Ombudsmanden. (Denne synes ikke det var spor morsomt). Hvorefter han afviste en undersøgelse vedr fædres vilkår i Statsforvaltningerne. (Skat har således humor).

Kun få politikere modtage de mail der bliver sendt dem til folketinget fra almindelige borgere. - Hvis der kommer svar. Så sker det fra en sekretær - og denne svare kun kortfatte, (der kunne tolkes som politikere ser mail eller brev). Reelt bliver henvendelser smidt over i bunken af henvendelser. (Det er ikke mig der digter her. For sådan skrev en borgmester til mig. Hvad der skete med mine henvendelser).

Georg Christensen

Embedsmænd og kvinder, især de gamle stadig i enevælden´s klæder.

Er det mon ikke på tide, at vi undsiger dem, sender dem på pension, også selv om de kun er 65 år?. Send dem hjem (med alle deres unaturlige kontragter og pensioner og himmelråbende "løgne"), send dem bare hjem, til deres egne små haver, lad dem bøvle med kartofler, gullerødder, tomater, og lær dem i deres alderdom, værdien af "LIVET" og "naturen". Forsent måske, på golfbanen, at finde nytænknings modeller.

Sådan er det bare, tilhører ikke "LIVS modelbeskrivelsen".

Georg Christensen

Når endelig spørgsmålet stilles og problemet syndliggøres får også jeg, som "vælger" mine problemer.

Tilhører "embedsmændene/kvinderne" det valgte styre, eller tilhører "de" folketinget? med alle det´s mærkelige "forskelligheder"?.

Hvis jeg fik lov til at bestemme: Så tilhører "embedsmændene og kvinderne" "FOLKET" repræsenteret i "folketinget",med frihed for hvert enkelt enbeds indehaver og folkevalgt medlem ,folket i samarbejde med staten, og ikke, som nuværende og åbenlyst, kun "magbegærlighedens" nuværende ihændehavere, hvem end de måtte være.

Det her bavl igen. Kan folk ikke bestemme sig for, om man vil sige om departementscheferne, at de i virkeligheden bestemmer alt, eller at de er kommet alt for tæt på det partipolitiske. Begge dele kan ikke passe, og vi har på det seneste om noget set, hvilken en der er rigtig.

I said good day, sir.

Det større problem er vel, at departementscheferne ikke nødvendigvis ender karrieren i toppen af et parti, men fortsætter ud i stillinger, som på en anden måde påvirker det almindelige samfundsliv, f.eks. adjungerede professorer på CBS og andre steder, der kan tjene som høkasse for efterfølgerne.
Dengang det danske embedssystem var sund, bestod det af tjenestemænd, der avancerede og blev i tjenesten. Vi ser en lignende fare blandt de folkevalgte, der nu ikke vælges ind i kraft af fortjenester i deres lokalsamfund eller gennem mange års professionelt virke, men nu snarere har en plads i folketinget som springbræt til andre prestigiøse stillinger med stor bestemmelseskraft.

Alan Strandbygaard, Anne Eriksen, Morten Lind, n n, Karsten Aaen og Jørn Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - alle departementscheferne er enten: cand. polit., scient. pol. eller jur.
Fra Vibeke Rasmussens link ovenfor:
"Blandt de 20 departementschefer finder man kun tre uddannelser. Otte har en statskundskabsbaggrund, mens seks er jurister og seks er økonomer."

Departementschefer, der forlader statsadministrationen, tjener næppe som høkasser for efterfølgerne, så skulle de da komme fra Det Kgl. Teater eller DR (Michael Christiansen) eller fra DONG (Anders Eldrup) eller lign.

Embedsmænd bør ikke gives politisk magt eller tillægges betydning. Derfor er det åbenlyst indlysende, at de ikke bør eller vil stille op til et interview, som retteligt burde rettes mod respektive ministrer. Information burde ikke fremme en politiseringen af embedsmænd.

Embedsmænd er ikke på valg og må derfor ikke optræde som politikere. Optræder de som sådanne, bør de efter min opfattelse fyres. Vi kan i stedet håbe på, at få vidende politikere i ministerstolene.

Hvis man ser bort fra min formelle udsagn, så kan man nok få glæde og forståelse af samspillet mellem minister og embedsmænd på højt niveau i "Yes, minister", som genudsendes p.t.

"Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet"- Der var et navn og en arbejdsplads, jeg ikke havde forventet at se sammen igen, efter at ombudsmanden havde været inde i sagen....

http://www.information.dk/311684

Citat:

Der er ikke taget notater eller referater af mødet, som der ellers skal. Bortset fra Henrik Sass Larsens eget referat.

Så justitsministeriets departementschef kan blive siddende på sin pind - selv om hun har brudt loven!

Der har ikke været og vil ikke blive strafsanktioner mod embedsmænd og politikere som bryder den gældende og fremtidige Offentlighedslov, hvilket er et stort problem.

Ombudsmanden kan udtale kritik og i de 25 år Hans Gammeltoft-Hansen sad på posten, mistede ombudsmandsinstitutionen en stor del af den respekt, den oprindeligt havde set fra statsmagtens embedsmænd side. Helt galt gik det i kommunerne, som Ombudsmanden fik indseende i fra 1997. Her var man vant til at gøre som det passer borgmesteren.

Frida Henningsen

@Vibeke
Jeg forholder lige nøjagtigt til, hvad du skriver - intet andet !
Der er absolut intet Hemmeligt eller gedulgt ved departementchefernes virke..... De skal selvklart ikke markedsføre sig selv eller deres embede som politikkerne.

Dansk politik er gået fra en humanistisk model med menneskelighed og solidaritet til en beregnet model med matematiske ligninger og kontrol.

Ingen politiker har mandsmod nok til at udtale sig uden en rapport fra regnedrengene i baghånden.

Et land er sgu ikke en kalkeleret virksomhed, men et geografisk område, hvor det skal være humant og godt at leve. Tag f.eks. de nye pensionsreformer. De tager udgangspunkt i den gennemsnitlig levealder for højtuddannede, som er gået forholdsvis let gennem livet og starter på arbejdsmarkedet som 30 årrig og ikke i den gennemsnitlige levealder for den ufaglærte, som har arbejdet hård for at få livet til at hænge sammen og starter på arbejdsmarkedet som 15 årrig.

Hvor i ligger rimeligheden i den kalkulation?

Men at det er sådan er vel egentlig ikke så overraskende. For det er jo regnedrengene selv, som er politikere - Største parten af politikerne i dag har en akademisk baggrund som regnedrengene, frem for en medmenneskelig baggrund fra livets genvordigheder.

Michael Borregaard
11. september, 2013 - 02:02 #

Godt sagt Michael Borregaard.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Vigtigst af alt når det kommer til økonomi som genstandsfelt er læsevenligheden og præsentationen"

Vi er ved at gå fra industri- og informationssamfundet til læsevenlighed- og præsentationssamfundet. Indholdet kommer i anden eller tredje række, hvis overhovedet. Branding, image og marketing er det eneste som betyder noget. Alle roser sig af at være grønne uden at være det.

Vi lever i en kalkuleret illusions matriks, hvor de sande værdier som næstekærlighed og solidaritet er ved at gå tabt. Yngre generationer er ensartede produkter fra institutionskolbøtte fabrikken uden originalitet.