Læsetid: 3 min.

Medicinbøder betaler sig

Et stigende antal sager viser, at medicinalindustrien rutinemæssigt bliver ved med at bryde loven. De betragter bøderne som en ekstra markedsføringsudgift, siger professor Peter Gøtzsche, der er aktuel med bogen ’Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’
9. september 2013

Medicinalindustrien bruger systematisk sagsanlæg og kartelaftaler for at forsinke billigere kopimedicin i at komme på markedet, så de kan blive ved med at sælge deres egen dyrere medicin. Ud over den aktuelle sag mod danske Lundbeck, kæmper også det franske medicinalfirma Servier i øjeblikket med en trecifret millionbøde for at betale kopiproducenter for at undgå konkurrence med firmaets egen blodtryksmedicin. Begge firmaer har anket bøderne.

Uanset udfaldet er sagerne ikke enkeltstående, viser en rapport fra Europa-Kommissionen fra 2009. Og også i USA er der sket en stærk stigning i antallet af forlig med medicinalindustrien. Ud over karteldannelser strækker forbrydelserne sig fra ulovlig markedsføring over skjulte data om bivirkninger til bedrageri over for sygesikringsprogrammer.

Men de mange bøder er ikke et udtryk for, at myndighedernes kontrol med industrien er blevet stærkere, mener professor Peter Gøtzsche, der er leder af det uafhængige Nordic Cochrane Center, og som netop har udgivet bogen Dødelig medicin og organiseret kriminalitet. Bøderne er et udtryk for, at det tydeligvis kan betale sig for firmaerne at bryde loven.

»Da Pfizer i 2004 fik en bøde på 430 millioner dollar for falsk markedsføring af epilepsimidlet Neurontin, var det kun en brøkdel af, hvad firmaet havde tjent på de ulovlige aktiviteter. Når det er tilfældet, så virker bøder jo ikke afskrækkende,« siger Peter Gøtzsche.

I sin bog argumenterer han i stedet for, at firmaerne ser bøderne som en markedsføringsudgift og derfor blot fortsætter med deres ulovlige aktiviteter, selv om der falder dom mod dem. Eller de indgår forlig, hvilket Gøtzsche ser som en indrømmelse af ulovlighederne.

Dårligt ry, godt salg

En undersøgelse fra den amerikanske forskningsgruppe Public Citizen’s Health Research Group sætter tal på de stigende ulovligheder. Fra 1991 til 2010 indgik de amerikanske myndigheder forlig med medicinalindustrien for i alt 114 milliarder kroner. I løbet af det næste halvandet år frem til juli 2012 var der allerede indgået forlig om yderligere 10 milliarder kroner.

Ifølge EU-Kommissionen rapport har medicinalfirmaernes – lovlige og ulovlige – forsinkelse af kopimedicin kostet EU-landene 22 milliarder kroner i ekstra medicinudgifter i løbet af otte år.

De fleste skandaler bliver løbende omtalt i pressen, og derfor ved folk, at der ofte bliver brugt ufine metoder i medicinalbranchen.

»I opinionsundersøgelser er industrien helt i bund på linje med bilværksteder og tobaksfirmaer, så den almindelige befolkning ved jo godt, at de er nogle skurke,« siger Peter Gøtzsche.

Men der er to årsager til, at det ikke går ud over indtjeningen, mener han. Dels er medicinalfirmaerne gode til at slå på deres vigtighed for samfundet, både hvad angår udvikling af ny medicin og den vækst, de som private firmaer tilfører et samfund. Dels er de gode til at få de praktiserende læger til at udskrive deres medicin, og folk har jo tillid til deres læge, siger Peter Gøtzsche.

»Men vi glemmer at spørge til, hvor lægen har sin viden fra. Den bygger jo på industriens løgne.«

I stedet mener Peter Gøtzsche, det offentlige burde tage konsekvensen og overtage afprøvningen af nye lægemidler: »Så kunne vi som samfund sige, hvilke forsøg vi synes, der er mest relevante for patienterne at få lavet. I stedet for hvilke forsøg der giver størst indtjening for industrien. Så ville vi finde ud af, at mange af de nye dyre præparater ikke er bedre end de gamle.«

Mange af eksemplerne i Peter Gøtzsches bog om medicinalindustriens lovbrud er fra USA, men der er også henvisninger til danske Lundbeck og Novo Nordisk.

»Jeg har ikke kunnet få øje på, at de danske medicinalfirmaer opfører sig anderledes. Alle firmaer foretager sig de samme ulovligheder,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu