De ni vinderprojekter

Nu offentliggøres de ni vinderprojekter i kampagnen Den Store Omstilling. Se dem her

	Dommerne Emil Urhammer, Connie Hedegaard og Christine Feldthaus gennemgår projekterne. Foto: Martin Kunzendorf

Dommerne Emil Urhammer, Connie Hedegaard og Christine Feldthaus gennemgår projekterne. Foto: Martin Kunzendorf

18. september 2013

Blandt 380 tilmeldte projekter til DR og Informations fælles kampagne voresomstilling.dk indstillede et panel af sagkyndige fagfolk 27 finalekandidater. Nu har tre dommere ud af dette felt udpeget én vinder i hver af de ni regioner rundt i landet. Se vinderne her:

MIDT- OG VESTJYLLAND - Grøn limfjordsø

Innovation Fur er et privat-offentligt samarbejde mellem borgerne på Fur, Skive Kommune og EnergiMidt med en vision om at skabe en minimodel af fremtidens bæredygtige velfærdssamfund på Limfjordsøen.

Projektet skal vise, hvordan moderne teknologi, digitalise- ring og energirigtige løsninger kan understøtte Danmarks visioner om at blive uafhængig af fossil energi. Projektet er udviklet i et tæt samarbejde med borgerne på Fur og omfatter bl.a. et årligt klimaregnskab, gratis energirådgivning, en solcellekampagne, forsøg med intelligent elnet, nye læringsmetoder på Fursund Skole m.m. Indtil nu har borgernes indsats reduceret CO2-udledningen med ét ton pr. indbygger, bl.a. som resultat af 19 pct. energibesparelser pr. husstand.

TREKANTEN - Opgør med brug-og-smid-væk

Byt tøj i stedet for at købe og giv dermed tøjet en længere levetid. Det er filosofien bag den første byttefestival i Kolding, gennemført i august med adskillige hundrede deltagere. Her lod byens interesserede borgere pengene blive hjemme og medbragte i stedet tøj og sko, som kunne byttes med, hvad andre tilsvarende havde taget med.

Byttefestivalen, som ifølge arrangørerne vil blive gentaget næste år, er ét af en voksende række af lignende byttemarkeder i landet, der gør op med køb-og-smid-væk-kulturen og inspirerer til et mindre ressourcebelastende forbrug.

Opskriften er enkel: Find et lokale, saml nogle frivillige, reklamér for projektet, vær klar på dagen med borde, tøjstativer, kaffe m.m. I Kolding gik overskydende tøj til Blå Kors’ Genbrug.

NORDJYLLAND - Bæredygtigt fiskeri fra stranden

Thorupstrand Kystfiskerlaug er et andelsprojekt startet af 20 fiskerfamilier med det formål at opbygge fælles fangstkvoter til bæredygtigt kystfiskeri i Jammerbugt og Skagerrak. Ved at gå sammen vil fiskersamfundet gå op imod de store fiskekoncerners opkøb af kvoter til naturødelæggende fiskeri med bundtrawl og flyshootere, der truer havets vigtige sten- og koralrev. Ved Thorupstrand fisker man fra lette havbåde med snurrevod og sættegarn fra landingspladsen direkte på sandstranden.

Tæt på stranden opføres et nyt fiskepakhus, der skal forsyne en af fiskernes kuttere med årstidens fisk og skaldyr, som fra engang i oktober kan sælges fra Nyhavn og lære københavnerne at spise frisk, bæredygtigt fanget fisk.

Pakhuset skal drives ved solenergi. Projektet vil inspirere andre fiskersamfund i verden, der trues af koncernfiskeriernes monopolisering af fiskerettighederne.

BORNHOLM - Grønne håndværkere

På Bornholm har Campus Bornholm og Business Center Bornholm etableret, hvad de kalder Danmarks grundigste efteruddannelse for håndværkere, ’Grøn Håndværker’. Uddannelsen er et fire ugers sammen- sat AMU-kursus og er foreløbig gennemgået af 146 personer – godt en fjerdedel af alle håndværkere på Bornholm.

Håndværksmestre, der har uddannet sig selv og deres ansatte via kurset, kan komme på ’den grønne liste’ og på den måde profilere sig i forhold til kunderne som kompetente til at udføre energirigtige håndværksopgaver. I dag står 25 bornholmske byggevirksomheder på Den grønne liste.

ØSTJYLLAND - Unge forandringsagenter

Bæredygtig Ung er et ’nedefra-og-op’ bæredygtighedsprojekt, hvor gymnasieelever informeres og motiveres til at lave events og kampagner samt gå til skolens ledelse med bud på, hvordan skolen kan blive mere bæredygtig. Til projektet har netværket UngEnergi under organisationen Vedvarende Energi uddannet 12 frivillige forandringsagenter, der kickstarter forandringen blandt de unge. Foreløbig har forandrings- agenterne holdt oplæg for 10.000 elever og gennem- ført aktiviteter på 14 gymnasier landet over. Eleverne opfordres til at lave små aktionsgrupper, som kan arbejde for energibesparende tiltag på uddannelsesinstitutionerne. Dermed opnår de unge forståelse for demokrati plus egne konkrete erfaringer med at skabe bæredygtig omstilling.

KØBENHAVN - Mere miljøvenligt på arbejde

Formel M projektet er et samarbejde mellem syv kommuner om lokale mobilitetsnetværk med det formål at mindske trængsel og CO2-udledning i erhvervsområder. I dag er 70 virksomheder i kommunerne Albertslund, Allerød, Ballerup, Fredericia, Greve, København og Aarhus engageret i grøn transport for deres medarbejdere. Nogle af virksomhederne har afprøvet bedre information om kollektive transportmuligheder, optimering og ændring af buskøreplanen, cykel- service på arbejdspladsen, pendlercykler, salg af cykler med firmalogo, el-biler til mødekørsel samt netindkøb, der leveres direkte til arbejdspladsen. I efteråret gennemfører virksomhederne en under- søgelse af medarbejdernes transportvalg, samt af hvordan der skal arbejdes videre.

SJÆLLAND - Industriel symbiose

Kalundborg Symbiosis er et efterhånden 40-årigt samarbejde mellem en række private og offentlige partnere om genanvendelse af restprodukter for at forbedre de industrielle virksomheders konkurrenceevne og mindske deres CO2-udledning og råstofforbrug. De ni partnere – Novo Nordisk, Novozymes, DONG Energy, Kalundborg Forsyning, Statoil, Gyproc, KaraNoveren, RGS90 og Kalundborg kommune – har gradvist udbygget samarbejdet, så der i dag er mere end 30 individuelle projekter i Kalundborg Symbiosis. De handler om reduktion af vandforbruget, energimæssig symbiose samt udveksling af overskudsmaterialer – som når gips fra DONG Energys svovlrensning kan blive til nye gipsplader på virksomheden Gyproc.

SYD - Rekreativ forsinkelse af monsterregn

Sønderborg Kommune har gentagne gange oplevet oversvømmelser, hvor skoler og trafik blev sat ud af drift. For at løse problemet må belastningen på kloaknettet nedbringes. I projektet ’Digterhaven – de 5 haver’ vil man opmagasinere og forsinke regnvand i såkaldte regnvandshaver. Op til 4.000 kubikmeter regnvand vil kunne opmagasineres, svarende til den største regnhændelse i de lokale målingers historie. De fem bassiner beplantes med forskellige plantetyper og mellem dem anlægges gangstier i form af lave gangbroer. Der skabes opholdszoner med muligheder for grill, urtehave, legepladser og andet socialt fællesskab for havens brugere.

Dermed bliver projektet et eksempel på grøn, rekreativ klimatilpasning med regnvandet som ressource, snarere end et problem. De 5 haver indvies i efteråret 2013.

FYN - Fælles om fødevarer

Odense Fødevarefællesskab er en økologisk indkøbs- forening, der i samarbejde med de fynske landmænd formidler økologiske, sæsonorienterede og lokale fødevarer til medlemmerne – primært grøntsager. Hver onsdag kan man som medlem købe en pose frugt og grønt – forudsætningen er, at man yder tre timers arbejde i foreningen pr. måned. Foreningen drives på frivillig basis og undgår alle kommercielle mellemled. Alle er medlem, medejer og medarbejder. Man bestemmer dermed også selv, hvilke fødevarer der føres, og hvilke standarder de skal leve op til. Fødevarefællesskabet, der er ét af efterhånden mange landet over, afholder løbende sociale arrangementer – fællesspisning, sammenskudsgilde, syltedag, asparges- fest – for at forankre projektet i lokalmiljøet og opbygge et godt fællesskab i foreningen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

DR P4 og Information skød den 19. august gang i kampagnen ”Hvad gør vi nu? - vores omstilling til et bæredygtigt samfund”. Her går vi på jagt efter historier, der i stort og småt anviser en konkret vej til en stor omstilling.

Vis os vejen til den bæredygtige omstilling

DR P4 og Information skød den 19. august gang i kampagnen ”Hvad gør vi nu? - vores omstilling til et bæredygtigt samfund”. Her går vi på jagt efter historier, der i stort og småt anviser en konkret vej til en stor omstilling.

Danmark stiller om

Økonomien er i krise, klodens ressourcer er under pres, og klimaforandringerne truer vores eksistens - så hvad gør vi nu?

Frem til den 13. september sætter Dagbladet Information og DR fokus på alle de initiativer, der viser vejen til et bæredygtigt samfund. Følg kampagnen og tilmeld jeres omstillingsprojekt på voresomstilling.dk

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Det lyder jo meget godt. Men i København, hvor der absolut ikke mangles penge til byggeri, kunne vi godt bruge nogle nye ideer til at dæmpe støjen. Altså nedsætte den store stressfaktor som støj nu engang er. Forhold som er gået i glemmebogen. Hvis, man som jeg bor lige ud til Israels Plads, får man i den grad at vide hvad støj betyder for ens søvn og velbefindende. Klokken 6.30 starter støjhelvede. Man piloterer, så husene ryster og vibrerer, man graver kloakker ned og tæsker rundt med gravkøer og andre entreprenørmaskiner. Og der arbejdes over. I weekenden er der så gang i den med musik i Ørstedsparken. Det kan være en fyr som stiller sit grej op med et selvspillende elektronisk orgel, nogle store højttalere. Det hele trukket af en lille dunkende benzingenerator. Musikken er en slags tekno, der spilles fra formiddagen til sen aften. Jeg er personlig ved at blive vanvittig. I torvehallerne står den som regel på en dansk sørgeversion af amerikansk blues. Om natten - bortset fra regnvejrsnætter (tak til regnguderne) - råbes der fra fulde folk. Det er et støjhelvede. Og ikke kun her. Man har fundet det smart, at igangsætte al det byggeri man overhovedet har kunnet finde på i det indre København. Metroer, vejombygninger, Nørreport station (som åbenbart er en 20 års plan), indgangen til Statens Museum for Kunst og ved kanalerne. Der skal åbenbars bygges overalt i den indre by. Sammen med trafikken giver det en støjintensitet, som man meget havde frabedt sig i de mere oplyste tider i gamle dage. Kunne man ikke have fundet på et støjdæmpende projekt, hvor man tog hensyn til borgernes ve og vel og ikke alene til økonomi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

SYD - Rekreativ forsinkelse af monsterregn

Gud hjælpe mig om man ikke gentager en tidligere total misforståelse, som avisen i sin tid blev gjort opmærksom på ...

Projektet "Jylland SYD - Rekreativ forsinkelse af monsterregn" ledsages i den trykte udgave af et billede af en oversvømmelse i Sdr. Havnegade i Sønderborg ...
Disse oversvømmelser har absolut intet at gøre med den såkaldte monsterregn - men er et jævnligt tilbagevendende fænomen i forbindelse med bestemte vindforhold i Østersøområdet ...

Dagbladet præsterer desværre i dette tilfælde en beklagelig misinformation - som stiller hele projektet i et uheldigt skær af manglende seriøsitet ...

Hvis det ønskes, kan der leveres billeder af de oversvømmelser på landjorden, som har givet anledning til etablering af projektet "Digterhaven - de 5 haver" ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Dette projekt mister kredibilitet ved at have Connie Hedegaard med. Hun har om nogen været fortaler for grøn kapitalisme og påstået, at man kunne afkoble vækst fra udledninger. Hvilket har vist sig ikke at være tilfældet - vi (europa) eksporterer bare vores svineri til fjernøsten.
I dokumentaren nævnt ovenfor (http://www.dr.dk/tv/se/varm-luft-for-milliarder/varm-luft-for-milliarder/) ser man en tydeligt irriteret, grænsende til aggressiv Hedegaard forsvare kvotemarkedet, selvom det er tydeligt for enhver, at det har fejlet eklatant, og lige nu står som en hindring for en ny vej.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

SYD - Rekreativ forsinkelse af monsterregn - 2

For øvrigt er det ikke umiddelbart forståeligt, at lige netop dette projekt skulle have noget som helst at gøre med "Omstillingen" - oversvømmelserne i den østlige udkant af byen skyldes, at kloaksystemet ikke er tilstrækkeligt dimensioneret til at klare den øgede regnvandsmængde - et landsdækkende fænomen - så derfor må kommunen bygge anlæg - her blev det så den billigste løsning over jorden - for at bortlede overfladevandet - det er jo deres ansvar ...

Projektet må således vurderes til at være totalt fejlplaceret i denne "grønne" sammenhæng - da det under alle omstændigheder skulle være udført - og således ikke et særligt initiativ ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Laursen

Det er bemærkelsesværdigt, at initiativer til at fremme vegetarisk kost, og/eller reducering af kødforbruget, ikke har vundet. Hvis sådanne initiativer overhovedet blev indstillet?
Men, det er jo også Danmark dette her. Vi er så gode til at ævle, kævle og være politisk korrekte. Men hvis vi bare skal bidrage det mindste selv, så står vi af, bliver skingre, og nærmest er parat til at brænde kritikerne på bålet.
Nææ, så hellere pumpe skatteborgerne for penge til "intelligente elmålere", vindmøller, omstilling fra glødepærer til kviksølvspærer, og andre lappeløsninger, der absolut intet giver i det samlede CO2-, CH4-, eller øvrige miljøbelastningsregnskab.

Det bliver skægt, når den næste spanske syge udspringer med multiresistente bakterier fra svinestaldende. Det er måske grisenes hævn mod de selvbestaltede overmennesker, der mener, de har ret til at udbytte dyr, med intelligens som 3-årige børn, til at tilfredsstille sig selv med eksklusive og overflødige luksusprodukter.

Man behøver altså ikke 5 år på miljøstudiet på DTU for at regne ud, at de mest effektive løsninger på nutidens miljø- og klimaproblemer - og her tænker jeg altså også på andet og mere end det politisk korrekte CO2-regnskab - det er dels at reducere (gerne helt droppe) kødforbruget, dels at få folk ud af bilerne, og over på cyklen eller i det offentlige. Det kunne passende gøres ved at rationere kødet, tredoble afgifterne på biler, gøre den offentlige transport gratis og tidssvarende, og rent faktisk at inddrage cyklister i den fremtidige vejplanlægning og -renovering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Jan Kønig,
det er klart at det sandsynligvis også vil gå den vej. Problemet dog ikke så enkelt. Man kan have familie, interesser og så videre i København, som gør det svært at flytte væk. Men mange tag for det overraskende gode råd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Alle projekterne er gode, synes jeg, da de viser lyst og ide til at komme videre. Alle sådanne initiativer er med til at bane vejen for større greb, der kan rykke. Med hensyn til SYD, indgreb mod mosterregn, er det rigtigt, at det er defensivt, men alle kommuner skal efter statslig ordre lave klimatilpasningsplaner, det vil sige indordne sig under det nye klima, altså lægge sig ned for det forværrede klima, så at sige. Det forandres klimaet selvfølgelig ikke af. At man kan opfange så og så meget mere monsterregn. Men igen, tanken, lysten til at tage affære, i fælleskab starte nye initiativer, det er det, der rykker.

anbefalede denne kommentar