Læsetid: 3 min.

Privatbilisme er drømmen, ingen vil knuse

Allerede inden fremlæggelsen af anbefalingerne fra Trængselskommissionen har politikere lagt afstand til et forslag om roadpricing. Den store berøringsangst i forhold til roadpricing skyldes, at det at lægge restriktioner på biltrafik er som at ødelægge en frihedsdrøm, mener eksperter
Ligesom en cowboy, der kan sætte sig på sin hest og ride, når han vil, og hvorhen han vil, har vi også friheden i en bil. Derfor rører restriktioner på biltrafik ved noget fundamentalt i vores frihedsopfattelse

Annette Fuglsang

25. september 2013

Når Trængselskommissionen i morgen fremlægger sine løsningsforslag til at reducere trængsel og luftforurening samt modernisere infrastrukturen i hovedstadsområdet, bliver det med en klar anbefaling af roadpricing. Men allerede inden kommissionen fremlægger sin rapport, bliver anbefalingen mødt med skepsis fra politikerne.

Til trods for at roadpricing vurderes at være det bedste og mest effektive middel mod bilkøer, afviste klimaminister Martin Lidegaard (R) forslaget allerede i august, da han fremlagde det katalog over metoder til at reducere CO2-udledningen. Og skepsissen over for brugerbetaling på trafikområdet rækker bredt hen over det politiske spektrum. Venstre og Radikale Venstre har allerede givet udtryk for forbehold, og Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, siger, at »det er ikke noget, vi skal i gang med de nærmeste år«.

For at undersøge, om roadpricing praktisk og økonomisk hængersammen, foreslår Trængselskommissionen, at der inden for den nærmeste fremtid bevilliges 100 millioner kroner til et såkaldt storskalaforsøg med roadpricing.

Her vil 1.000 privatbiler få installeret gps-udstyr for at »give mulighed for at få noget reel information og afdramatisere roadpricing«, fortæller lektor Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet, der er medlem af Trængselskommissionen.

Men allerede inden forslaget er offentliggjort, oplever han »i høj grad«, at politikerne viger uden om debatten.

»Så længe man taler om roadpricing som noget, der først skal ske i næste generation, er det helt fint. Men så snart der kommer mere kød på det, og vi begynder at tale om at tage beslutninger, render politikerne jo skrigende bort,« siger Harry Lahrmann.

At det nærmest er blevet politisk tabu at tale om tiltag, som kan påvirke biltrafikken, tilskriver han bilismens særlige status:

»En bil kommer fra Amerika – fra frihedens land. Og ligesom en cowboy, der kan sætte sig på sin hest og ride, når han vil, og hvorhen han vil, har du også friheden i en bil. Derfor rører restriktioner på biltrafik ved noget fundamentalt i vores frihedsopfattelse,« mener Harry Lahrmann. »Men der er opgaven jo så at overbevise befolkningen om, at hvis vi gør det lidt mere intelligent og bruger bilen mere intelligent, kan vi alle sammen få mere frihed. Der er jo ikke meget frihed i at sidde i kø på Køge Bugt Motorvejen.«

Trafikal frihedsdrøm

Michael Wagner er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet og har skrevet om privatbilisme. Han beskriver friheden på fire hjul som »bilromantik«.

»Der er tale om en romantisk frihedsdrøm, som ingen har lyst til at gå ind og pille ved,« siger Michael Wagner, der mener, at det var risikoen for at få den personlige frihed indskrænket, som førte til den modstand, der endte med til at lægge betalingsringen ned. Men også Michael Wagner ser et modsætningsforhold mellem den frihedsopfattelse, som er knyttet til privatbilismen, og den reelle frihed på vejen.

»På den ene side har vi forestillingen om den fri og uhindrede mobilitet, hvor vi selv bestemmer, hvor og hvornår vi vil køre. Og på den anden side sidder vi jo i den samme kø som alle de andre og kan ikke bevæge os.«

Mere skat vs. skatteomlægning

Også trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet har lagt mærke til den politiske berøringsangst, når det handler om brugerbetaling på trafikområdet.

»Det er klart, at hele historien om trængselsringen gør, at det er noget, som politikerne er lidt bange for,« siger Per Homann Jespersen, der har været formand for kommissionens roadpricing-udvalg. Samtidig hjælper det heller ikke på opbakningen, at roadpricing er blevet italesat som en ekstraskat. Da Trængselskommissionen i februar i år fremlagde sit indledende idekatalog med forslag, skrev daværende transportminister Henrik Dam Kristensen i en pressemeddelelse, at »regeringen er meget skeptisk over for at øge afgiftstrykket og forringe skattefradrag for borgere og erhvervsliv for at finansiere udgifter på trafikområdet«.

Per Homann Jespersen vil dog ikke kalde roadpricing for en afgiftsforøgelse, men derimod »en omlægning af beskatningen«. At det kan give en del bøvl, er han forberedt på:

»Folk i Skatteministeriet siger, at en gammel skat er en god skat. Det har vi vænnet os til. Når vi laver det om, giver det altid en masse ballade. Men her har vi et trængselsproblem, og i rapporten viser vi, at der ikke rigtig findes nogle andre muligheder for at løse det end ved at lave roadpricing.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Jan Nygaard
  • Hatice Duvarci
randi christiansen, Jan Nygaard og Hatice Duvarci anbefalede denne artikel

Kommentarer

Én ting er sikkert, politikerne kan ikke belaste borgerne med endnu en afgift i form af roadpricing. Vi har nået smertegrænsen.

De forslag til trængselsproblemet, der er repræsenteret her på tråden, er langt mere velovervejede og fremsynede, end politikernes løsning.

Og det er skræmmende.

Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Bil-egoisterne tæller ikke deres døde, hårdt kvæstede, det er noget af en omkostning i livskvalitet og udgifter, og alle de andre gener, de påfører samfundet. Fordelene ved bilen er så indlysende, at enhver idiot kan se dem; men en solidarisk omstilling af samfundet, der må vi selv opfinde alternativet; delebilen er da et godt forsøg.
Fordelene ved bilen er forstørrede, fordi samfundet er indrettet på privatbilismen. Hvis man regnede den fordummende, forurenende spildtid med, i toget kan du faktisk arbejde pr pc, omkostningerne ved at familierne ikke har råd til at købe ordentlig økologisk mad p.g.a. vægtafgiften, sundhedstabet ved at far kører en tur for at stresse af, i stedet for at gå en tur, bliver bilen mere og mere skurkagtig.

Jens Falkesgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Tom Sietam - og hvis man yderligere indregner miljø-og sundhedsbesparelser vil regnskabet se endnu bedre ud - men det forudsætter jo en meget stor økonomisk omstilling, idet privatbilisme udgør en stor indtægt til statskassen (ligesom tobakken - verden er af lave) Når der så ydermere skal kompenseres vha af ekstensivt udbygget kollektiv trafik samt psykologisk omstilling af privatbilsafhængighed, så bliver det et kunststykke af dimensioner, som ingen politiker hidtil har vist format til for alvor at initiere - måske Uffe Elbæk formår noget.

Ægte demokrati tager længere tid end finanselitens industrialiserede
voldtægt af mennesker og deres eksistensgrundlag > naturressourcerne.

Rasmus Kongshøj

Et andet lavpraktisk forslag til at begrænse antallet af biler på vejen, kunne være at fremme samkørsels-ordninger. De fleste af bilerne i køerne bliver jo kun brugt til at transportere én person. En god måde at gøre dette på, ville være at man de mest belastede steder reserverede det yderste motorvejsspor til biler med mindst én passager ud over føreren.

Og hvorfor egentlig opgive betalingsringen om København? Idéen er jo god, og den har virket både i London og Oslo.

"Og hvorfor egentlig opgive betalingsringen om København? "

Nej. Den er opgivet fordi det er en idiotisk ide. En oprette en beskatningsmur for at finansiere Københavns infrastruktur ambitioner er så tåbelig en ide som det kan blive. En symptom behandling.

Hvis der er for meget transport ind til københavns, så flyt dog noget at det der giver transporten. Flyt 25.000 offentlige arbejdspladser til at begynde med. Lur mig om der ikke automatisk flytter nogenlunde det samme antal private med.

Det hele er styret af ambitiøse politikere i København som ønsker at alle andre skal finansiere infrastrukturen i København ved hjælp at en beskatningsmur. "Ha, vi har bare arbejdspladserne, og det kommer til at koste jer at komme på arbejde".

Dorte Sørensen

Nils bøjden 25. september, 2013 - 13:47 #
Tak for bemærkningen til mit indlæg.
Mth. lastbilerne , der burde fjernes fra vejene - Her er det desværre gået den modsatte vej. Dels ved at godstransport på banen næsten helt er afskaffet i Danmark - og den smule der er tilbage er overtaget af de tyske statsbaner. Dels gav OVK tilladelse af til de STORE lastbiltog i Danmark - først med et begrænset antal veje - der så skulle ombyggees så de kunne tage disse store lastbiltog. Indførslen af disse tiltag kaldte OVK for et stort miljø fremskridt.

Carsten Munk, Rasmus Kongshøj, randi christiansen, Jens Falkesgaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og så er der vist noget med en Femern forbindelse ? som vil give endnu mere tung trafik fræsende gennem Sjællands naturherlighedsværdier - det altså ikke studenterhuen, der trykker, eller osse trykker den for meget - hæmmer hjernens ilt-og blodgennemstrømning. Og det er stensikkert ikke dem, som bliver berørt af den tunge trafik, som supporterer den - hyklere, krystere og platugler definerer vores transportsektor - i helt særlig grad den foregående regering hvis ulykker, den nuværende må slås med. Meget snedigt at lægge i kakkelovnen til de næste, så de dumme ikke ka se forskel.

Frida Henningsen

@Ib
Skal vi ikke lade hver enkelt afgøre, om det er mest praktisk at sidde i toget eller bilen ? Fint, at du synes, at det er smart at sidde i toget og løse kryds og tværs, andre foretrækker at sidde i bilen og høre P1 - man vælger heldigvis stadig selv !

randi christiansen

Frida - sålænge privatbilismen beslaglægger så stor en del af fællesskabets ressourcer, er det desværre en rigtig dårlig ide at tage borgerne som gidsler i en transportsektor struktureret til at overlade et valg - der altså i overvældende grad påvirker andre end den enkelte - til netop den enkelte. Men implikationerne af dette modsætningsforhold er jo i al sin gribende enkelhed først ved rigtig at gå op for de ansvarlige > beslutningstagerne, deres 'ejere'> pengene og vælgerne - ikke helt nemt at gennemskue den magtrelation, i det engelske parlament tx sidder 'City'> pengene, forrest, og ingen beslutninger tages uden at være handlet af her.

Det handler derfor i høj grad om intelligent nytænkning - hastværk er lastværk, og vi må skynde os langsomt i omstillingen til et bæredygtigt
samfund.

Frida Henningsen

@Randi
Hvor mange af borgerne, tror du, der føler sig som gidsler ?? Det skulle da netop kun være, hvis de blev tvunget til en bestemt transportform --- det ville være ubehageligt.

Fjern registreringsafgiften og beskat kørslen ---- så får vi også en mindre forurennede bilpark på den danske veje.

Roadpricing er både dyrt og indebærer en lang række drifts- og sikkerhedsrisici som gør projektet til et mareridtagtigt fremtidsskue. Spørg bare i Holland, hvor man anvendte tocifrede milliardbeløb på at udvikle et system, som ikke kunne fungere. Roadpricing vil desuden ikke kunne garantere dén reduktion af privatbilisme, som er nødvendig af hensyn til miljø, trængsel, øget trafiksikkerhed m.m., så på alle leder og kanter har vi at gøre med et håbløst projekt. Der henvises igen og igen til Singapore, som er det eneste kendte land, hvor man har et fungerende roadpricing-system, men overførbarheden er yderst problematisk (bl.a. fordi Singapore også har en høj vejskat og der skal købes tilladelse til at eje bil). Men naturligvis et projekt, som vil skaffe store indtægter til den private IT-sektor - og indbringe lukrative kontrakter for et hav af profitmaksimerende, private subinteressenter ... mens det nationale fællesskab bare betaler og betaler for mere bøvl. Nejtak, idioti har vi rigeligt af. Trængselskommissionens arbejde er udsigtsløst og konservativt, glimrende illustreret ved forslaget om at udvide vejnettet (resulterer i trafikspring og afvandring fra den offentlige trafik) og kommissionens sammensætning.

Drop kommissionens sniksnak - og gør, som flere kommentatorer er inde på, gerne følgende:
- Genopret og øg beskatningen af nykøbte biler.
- Udvid mulighederne - og fordelene ved - privat samkørsel for bilister.
- Etablér et simpelt betalingssystem omkring Kbh., svarende til brobizz.
- Øg parkeringsafgifterne i de større byer og nedbring antallet af p-pladser.
- Øg benzinafgifterne og trap over en kortere årrække befordringsfradraget ud.
- Stop (planlagte) motorvejsudvidelser landet over - og brug i stedet midlerne på at udbygge og gratisgøre den offentlige trafik.

Relativt simple ting ved hjælp af kendte manøvrer og teknologier. Ikke noget smart, ikke noget risikabelt, men gedigen strukturering og regulering som samtidig vil komme både miljø og befolkning til gode ... samt med sikkerhed nedbringe personbiltrængslen. Det er ingen raketvidenskab at regulere trafik, det kommer bare let til at se sådan ud når der er interesser som arbejder udelukkende for at lave hurtige penge på det.

randi christiansen

Frida - måske dem der sidder fast i timelange køer eller dem, hvis behov ikke tilgodeses af den offentlige transportsektor - men i hvert fald helt sikkert dem, der belastes af privatbilismens røg, støj og møg.

Ærlig talt Frida, enten vil du ikke, eller også kan du ikke, forstå, hvad jeg skriver - dine let gennemskuelige forsøg på udenomssofisterier kan ikke tages alvorligt herfra

København og trafik planlægning med vores nuværende administration er håbløst,den er befolket af tåber.

Alle indfaldsveje bliver lavet om til kravle gårde,jo mere kaos vi kan skabe ved begrænsninger des mere sikrer vi vores egen eksistens som bureaukrati og forvaltere.

Øvelsen som det forbandede bureaukrati har formået er blot at,lukke af for mindre veje for at koncentrere trafikken på større veje og samtidig sætte begrænsninger der.

Er man et visuelt tænkende menneske er afsløringen og demaskeringen ingen svær øvelse ,hverken for høj som lav,i dette monomentale sindsyge samfund som forhåbentlig snart går under i egen uduelighed og mangel på bedre.

Der skal ryddes op i bureaukrati før vi kan komme videre,sværere er det ikke,men svært nok.

Flemming Scheel Andersen

Frida Henningsen

Den med den individuelle frihed er for tyk.
Ingen vil bide på den mere, i en tid, hvor behovet for regulering af adfærd fra trfik til finanssektor er helt åbenbart.

Flemming Scheel Andersen

randi christiansen

Jeg tror at billedet omkring bilismens fordele er ufuldstændigt, når det bliver fremstillet til KUN at være en miljøbelastning.
Bilens gavn er kun overgået af ganske få andre opfindelser, og den evner at give os frihed til valg omkring både vare og persontransport som intet andet system.

Vi har bare været utroligt dårlige til at udvikle andre alternativer der hvor de var endnu mere praktiske, så udviklingen kunne reguleres med positive tiltag i stedet for straf og begrænsninger.

Hele udviklingen af landets muligheder med godstransport på skinner og i skib, hvilke områder folk skal bo i , arbejde i, rekreere sig i o.s.v. eksisterer simpelt hen ikke.
Denne manglende planlægning gør, sammen med et mere og mere usikkert arbejdsmarked, at det enkelte individ må søge at gøre sig selv mere og mere fleksibel, ikke bare med uddannelse, men også med transport i forhold til bosættelse.
Ingen systemer mestrer denne fleksibilitet bedre end bilen, så den vil alene af den grund fortsat blive valgt til, sålænge den kan give muligheder i både arbejdsliv og fritid, som ikke ellers gives.

Flemming Scheel Andersen

Glemmes skal det så heller ikke at bilen redder utroligt mange liv og gør mange varer leverancer billigere og dermed opnåelige for en masse mennesker.

Men blot en skam at friheden til at skade andre og sig selv altid overdrives på grund af manglende indsigt og fremsyn, så selv de største landvindinger formår at blive en plage og endda en trussel.
Det gælder hvad enten der er tale om biler eller antibiotika, der misbruges ud over rimelige og fornuftige formål. Eller rettere når markedet styrer.

Michael Sørensen

Det er vist kun hvis man bor i gå eller cykelafstand til alt man synes at konceptet med en bil er en dårlig ide. Det kan bedre økonomisk betale sig for mig at tage bilen fra Horsens til Kbh, end at tage toget. Læg dertil ventetid og elendig mobilitet og dyre transportpriser når man endelig er fremme.
Desuden lugter nye afgifter kun af endnu en indtægt til et uhæmmet offentligt system som kun kan finde ud af at spare på "varme hænder", og ikke elendige ledere og overflødige konsulenter i hobetal.
Sæt et ordentligt alternativ op der hvor det giver mening, og lad os andre beholde den bil vi er afhængige af. Men muliggør gerne de bedre alternativer som el og hybridbiler for folk der ikke synes at en bil til 200.000 er en billig bil!

Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Bilen er ikke en dårlig ide - men det er måden altså, at den er bil på, som er noget svært lort

Bill Atkins og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Sider