Læsetid: 3 min.

’Sandheden skal frigøre Jer’

Tilskuerne til injuriesagen i Østre Landsret mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl kom vidt omkring i verden, da advokat Henrik Holm-Nielsen i går afsluttede sin forelæggelse
10. september 2013

Fra den CIA-ledede Operation Phonix, der kostede over 20.000 sydvietnamesere livet under Vietnamkrigen, over »utallige mordforsøg« på Cubas Fidel Castro til militærkuppet mod den folkevalgte præsident Allende i Chile for 40 år siden…

Henrik Holm-Nielsen, der er advokat for den tidligere Informations-journalist Jørgen Dragsdahl, tog de tre landsdommere og retssalens 12 tilskuere med på en hastig jordomrejse i den amerikanske efterretningstjenestes virksomhed under Den Kolde Krig, da han på sidste dag af sin forelæggelse skulle imødegå et processkrift fra professor Bent Jensens side.

I processkriftet kaldet A 1, der fylder 26 sider, har Jensen med udgangspunkt i Dragsdahls artikler i Information samlet eksempler på, hvad han opfatter som Informations-journalistens bevidste og »beskidte« desinformation af den danske offentlighed i form af nedrakning og tilsværtning af USA til gavn og glæde for KGB.

Formålet med Holm-Nielsens timelange indlæg, der punkt for punkt skulle imødegå udsagnene i Jensens processkrift, var ifølge advokaten at gøre det samme, som der med en tekst hentet fra Johannes-evangeliets kapitel 8, vers 32-34 er indmejslet i en marmorplade i CIA-hovedkvarteret i Langley:

’I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre Jer’.

At jordomrejsen så til tider blev lige lovlig detaljeret – så detaljeret, at folketingsmedlem Søren Krarup ind i mellem sad og kæmpede med søvnen – var såvel Jensens advokat Karoly Németh som retsformanden Hans Christian Thomsen opmærksomme på.

»Hvad er vi i gang med nu,« spurgte Németh på et tidligt tidspunkt og advarede sin modpart om »ikke at spilde min og rettens tid«.

Efter endnu en afbrydelse fra Némeths side opfordrede retsformanden dog Holm-Nielsen til at fortsætte sin forelæggelse, men indskærpede senere, at denne »ikke må være for subjektiv«.

Tendensiøse citater?

Et vigtigt omdrejningspunkt for Holm-Nielsen var at forsøge at påvise, at Jensen, når han har citeret fra Dragsdahls gamle artikler, har gjort det tendensiøst.

Som et af mange eksempler nævnte Holm-Nielsen, at Jensen havde skrevet, at Dragsdahl havde lagt pen til en artikel om, at det var CIA, der stod bag Stalins terror i Østeuropa. Men, fortsatte Holm-Nielsen, Dragsdahl havde derimod skrevet en artikel, der stillede spørgsmålet: Stod CIA bag terroren i Østeuropa?

»Men professor Bent Jensen gengiver det uden spørgsmålstegnet og med ændret ordstilling, så det bliver konstaterende,« forklarede Holm-Nielsen.

Et andet eksempel: I efteråret 1983 beskrev Dragsdahl med udgangspunkt i et finanslovsbilag amerikanske planer om at udstationere 30 amerikanere i Danmark. Ifølge Jensens processkrift A 1 viste det sig dog »at være en falsk påstand«, fordi der var tale om mandskab til flyvestationen i Karup.

Men ifølge Holm-Nielsen handlede Dragsdahls artikel netop om »mystik« om udstationering af personale på flyvestationen.

»Naturligvis var det relevant at få afdækket. Og hvorfor,« spurgte Holm-Nielsen og svarede selv:

»Fordi det efter omstændighederne – hvis det var rigtigt – var en overtrædelse af princippet om, at der ikke må være fremmede soldater på dansk jord i fredstid. Var det princip glemt? Eller var der bare ikke taget hensyn til det,« spurgte Holm-Nielsen og tilføjede, at Dragsdahls artikel indeholdt et dementi af de påståede planer fra såvel den amerikanske ambassade som fra en dansk oberstløjtnant.

Endnu et eksempel var ifølge Holm-Nielsen, når Jensen foragteligt beskrev, hvordan Dragsdahl havde skrevet artikler til sovjetiske medier.

Det var sket i hvert fald i to tilfælde, men selv om Holm-Nielsen flere gange havde opfordret sin modpart til at få fremskaffet og oversat de pågældende artikler, var det ikke efterkommet.

Ifølge Holm-Nielsen var der tale om et sovjetisk ugeblad ’Udefra’, der systematisk »klippede« artikler fra den vestlige presse og dermed ikke artikler, Dragsdahl af fri vilje selv havde skrevet til det pågældende blad.

»Det er artikler, der er tyvstjålet fra Information,« som Holm-Nielsen sagde.

Injuriesagen fortsætter onsdag med Karoly Némeths afhøring af sin klient Bent Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Erik Jensen
Heinrich R. Jørgensen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu