Læsetid: 7 min.

’Vi er her jo ikke for sjov’

Her er de voldsramte kvinder, som på grund af deres psykiske sygdom ikke er velkomne på krisecentre, her er den 19-årige pige, som netop er blevet hjemløs og her er kvinderne, som har levet så mange år på gaden, at de slet ikke kan forestille sig andet. Information har tilbragt en nat på Café Klare
Café Klare på Vesterbro blev oprettet af Københavns Kommune som en del af hjemløsestrategien, som har varet fra 2009 til 2013. Navnet Klare kommer af at man forsøger at styrke kvinderne til at kunne klare natten, klare dagen, klare sig selv eller få hjælp til at klare sig selv.

Tor Brik Trads

14. september 2013

Marianne krænger det øverste af sine bukser ned og viser sit venusbjerg. Over hårgrænsen er et ord tatoveret i kursiv. ’RESPEKT’ står der. Hvis der skal findes én fællesnævner for kvinderne som jævnligt bruger natcaféen Café Klares 16 senge og fire ’koksestole’, må det være, at respekt ikke er det, de er blevet mødt mest med gennem deres liv. Men her på natcaféen forsøger personalet at gøre kvindernes nætter så overkommelige som muligt.

Køkkengulvet er en smule klistret i lokalerne på Lyrskovsgade på Vesterbro. Natcaféen er sådan et sted, hvor Frøken Jensens Kogebog ligger side om side med kasser med kanyler og kondomer i køkkenskabet. Stedet åbner klokken 19, og en af de tidligst ankomne gæster har i et anfald af raseri kastet en kop te gennem rummet. Sukkeret i teen gør, at gulvet kun modvilligt slipper sit tag i folks sko.

Èn af de to ansatte, som er til stede, tørrer gulvet over med en våd klud, og så bliver der ikke snakket mere om det.

Café Klare er en del af hjemløsestrategien, og er indtil nu blevet finansieret af de satspuljemidler, som var blevet afsat til strategien. Pengene løber ud i slutningen af 2013, men da et flertal på Københavns Rådhus natten til fredag blev enige om budgettet for 2014, blev der sat 2,4 mio. kr. af til driften af Café Klare i 2014 og 2015.

Kaffemaskinen var på plads

Tidligt på aftenen er her roligt. Kvinderne dumper ind, spiser lidt af den mad, som den frivillige indsats ‘Fødevarebanken’ har doneret, drikker en kop kaffe eller te og snakker om dagens oplevelser.

Den gigtplagede førtidspensionist Rose havde lige fået nøglen til sin lejlighed, da det gik galt. Møbler og kaffemaskine var kommet på plads, men pengene fra kommunen til huslejen, kom, af årsager Rose ikke forstår, aldrig ind på hendes konto.

Da hun for første gang besøgte Café Klare, skulle der mod til. »Hvis man aldrig har været på et herberg før, kan man jo godt tro, at det er sådan nogle, som drikker en hel masse øl. Det kan godt være skræmmende, også selv om man selv drikker øl,« siger Rose, inden hun lægger sig til rette på sofaen, hvorfra hun trygt betragter de andre kvinders sysler.

»Du skal huske at skrive, at de må se at få sat huslejerne ned i Danmark og give afgifter til de rige,« siger hun. »Det er hårdt at være hjemløs, prøv og tænk på, hvor mange timer man går rundt udenfor. I weekenden er det 12 timer ude. Der er ikke noget at sige til, hvis folk bliver hysteriske til tider,« siger Rose, mens hun lytter til kvinden Samantha, som febrilsk famler rundt i sin taske og taler højt med sig selv.

»De kaldte mig luder i dag, så nu klæder jeg mig da bare som sådan én,« siger Samantha. »Det er systemet, som gør os tossede,« siger hun og trækker op i sin leopardplettede tubekjole.

Dep er fra Fillipinerne, og selv om hun sidder ved spisebordet med de andre, holder hun sig lidt på afstand. Hun kom til Danmark, fordi hun giftede sig med en dansk mand. Ægteskabet holdt ikke, så nu er Dep uden hjem. Hun nægter at omtale sigsom en, der lever på gaden. Hun sover på Café Klare om natten og læser bøger på byens biblioteker om dagen.

»Jeg mangler blot et hjem og et job. Jeg er helt normal heroppe,« siger hun på et accentpræget dansk og peger på hovedet med sin pegefinger. Da samtalen om bordene fortsætter efter maden, sætter Dep sig for sig selv foran en fladskærm og ser musikvideoer på YouTube.

Digtanalyse af Tove Ditlevsen

Caroline er vokset op i Vollsmose, men stammer fra Afrika. Hun har tidligere været bandemedlem og har levet på gaden. I dag har hun et hjem, vil være sygeplejerske og er kun gæst på Café Klare, fordi hun skal have hjælp til lidt skolearbejde. Hun skal analysere Tove Ditlevsens digt ’Blinkende Lygter’, og indtil en af de ansatte kan hjælpe hende, sidder hun ved spisebordet i køkkenalrummet og bladrer i et blad.

»Jeg skal stå foran hele min klasse på mandag og fremlægge. Derfor vil jeg gerne vide alt om det her digt, kan du følge mig?« siger Caroline, der ikke har fortalt sine klassekammerater om sin fortid.

Den yngste gæst i nat, Patricia på 19, sætter sig ved siden af Caroline. Efter få minutters stilhed tager Patricia de hvide høretelefoner ud ad ørerne, som hun har haft på hele aftenen.

»Jeg får en lejlighed den 1. oktober,« siger hun henvendt til Caroline.

»Så skal du ikke snakke om at have det hårdt,« svarer Caroline og fortæller om det halve år, hun jævnligt overnattede på Café Klare.

»Det hele startede en nat klokken 12, hvor alle sov. Jeg vidste ikke, hvem folk var. Jeg kunne slet ikke sove den første nat. Det var underligt at sove med mennesker, man ikke kender. Man har jo sine fordomme. Stikker nogen mig mon ned med en beskidt kanyle?« Caroline fortæller, at hun aldrig rigtigt accepterede situationen, sådan som hun oplever, at de lidt ældre brugere af Café Klare har gjort.

»Når man er gammel, tager man det sure med det søde. Men når man er ung og lever på gaden, tror man, at ens liv er forbi. Man er lidt mere inde i sig selv, når man er ung. Nogle af de gamle har accepteret deres situation lidt mere. De tuder ikke over det mere. Det er fucking hårdt, men nu har jeg et hjem. Det er luksus,« siger Caroline.

Patricia lytter intenst til Caroline, som er et par år ældre end hende selv, og fortæller for første gang den aften lidt om sine tanker. »Jeg tænker også. Hvad fanden? Jeg er kun 19 år. Hvad laver jeg her?« siger Patricia og tilføjer: »Jeg er ikke helt rask, men jeg kan ikke selv gøre for det. Jeg har jo ikke født mig selv,« mens hun griner lidt nervøst.

De to piger går ned på gaden for at ryge. På Café Klare må der hverken drikkes, ryges eller indtages stoffer. Men på bænken foran caféen, kan man gøre som man vil.

Hvor skulle de ellers gå hen?

Mange er stadig vågne efter midnat. Samtalerne summer, og radioen spiller musik på lav volumen, så dem, der slumrer på sofaerne, ikke bliver forstyrret. Marianne med ’RESPEKT’-tatoveringen slipper ikke sin plasticpose af syne. Der er gaver i den til hendes voksne børn. Sit eget voksenliv har hun tilbragt »en god sjat« år af i fængsel. Her var den hårdeste periode, da hun sad isolationsfængsel. »Det gør noget ved en, skat« siger Marianne og uddyber:

»Når vi kommer sådan et sted som her, er det nok fordi, vi ikke har det så godt. Der er noget galt med os alle. Vi er her jo ikke for sjov.« Igen bliver ordet ’skat’ brugt i slutningen af sætningen. Det bliver det ved alle henvendelser, Marianne kommer med.

Hver gang dørtelefonen ringer, farer Marianne op. Hun er blevet banket i dag og er bange for, at kvinden, der har banket hende, dukker op på natcaféen.

»Bare rolig, Marianne. Vi passer på dig,« siger pædagogmedhjælper Gulshan Ahrenkilde og tjekker, hvem der vil ind ad døren. Et kamera præsenterer den kommende gæst. Det er de to unge piger, som har været ude for at ryge. Nu vil de ind igen.

Gulshan Ahrenkilde stryger Marianne over ryggen og lukker pigerne ind. »Du skal huske, at du ikke må drikke herinde, Marianne,« siger hun roligt til Marianne og hentyder til en episode natten forinden. Senere på natten forklarer Gul-shan Ahrenkilde, som er uddannet pædagogmedhjælper, om sit arbejde på Café Klare, mens hun sidder på kontoret og drikker en kop te.

»Jeg skal love dig for, at jeg nogen gange bliver rystet over de menneskeskæbner, som er her,« siger hun og forklarer, at det kan være svært at hjælpe kvinderne med at overskue deres situation om natten, når de er udmattede og måske påvirkede. Midt i samtalen kommer den tidligere leopardplet-klædte Samantha ind. Hun har været i bad og hendes hår drypper lidt på den store sweater, hun nu har taget på. Hun har fået en henvendelse på Boligportalen fra en mand, som gerne vil leje hende et værelse. »Det er skide fedt, Gulshan. Kan du forestille dig mig bo lige ved Strandvejen?!« råber Samantha begejstret.

Gulshan smiler og lytter. »Det er super godt. Lad os tale om det i morgen, for jeg synes stadig, at du skal tage til mødet med kommunen,« siger hun og forklarer, at det oftest er lettest at guide og hjælpe folk om morgenen, når de har fået en nats søvn. Om morgenen møder socialrådgivere ind, som hjælper de kvinder, som er parate til at modtage hjælp.

Morgen

Da solen står op, er filippinske Dep den første til at være ude af døren. Hun er i tvivl, om hun skal tage et farvestrålende tørklæde eller et lidt mørkere om halsen. Kvinderne, som spiser morgenmad, råder hende til at vælge det farverige. »Det passer til din blomst i håret,« siger en kvinde med havregryn i munden. »Jeg er glad i dag,« siger Dep, da hun forlader Café Klare.

Marianne er også glad. Hun har fået et bad og rent tøj på fra lageret af aflagt tøj. En afrikansk kvinde binder pjattende et tørklæde om hendes hoved, og da klokken nærmer sig 10, er de stadig ikke taget af sted. Marianne hælder en kop kaffe op i et krus og sætter sig afventende ved bordet i køkkenet. Socialrådgiverne er mødt ind fra morgenen af, men Marianne har ikke det store at tale med dem om, så lukketiden skal respekteres.

»Den der kaffe bliver vist to-go,« siger socialrådgiver Ane venligt, men bestemt. »Okay, skat. Vi ses i aften,« siger hun og forlader Café Klare.

 

Navnene på de kvinder, som optræder i artiklen er en kombination af kaldenavne og dæknavne. Information er bekendt med deres rigtige identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Sørensen
Michael Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvor er det sørgeligt, at vi lever i et så fattigt land, som ikke har råd til at drage omsorg for alle sine syge og hjemløse m/k’er.

Hvor mange skattelettelser skulle sløjfes eller rulles tilbage, for at der kunne tages ordentligt hånd om de syge og hjemløse?

At finansiere den helt utilstrækkelige hjælp via satspuljemidlerne, som er trukket fra dem der i forvejen ikke har så meget, er etisk og moralsk helt uacceptabelt.

Tue Romanow, Michael Sørensen, Grethe Preisler, Palle Pendul, Niels Mosbak og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Sørensen

Jeg er dybt bekymret omkring den måde vi skiller "psykisk syge" ud. Når de ikke får lov til at komme på et krisecenter bliver de tilbudt discount modellen. Hvis du går til din læge og er "psykisk syg" kan du ikke henvises til en psykolog, men til distrikt psykiatrisk center. De har ganske simpelt ikke samme rettigheder som middelklasse borgere.

Michael Sørensen

Jeg glemte at skrive: En stor del af "psykisk sygdom" kommer jo netop pga elendige opvækstvilkår der ændrer hjernen og så hedder det sig at det er genetisk overført hjernesygdomme. Psykiatri som klasseundertrykkere.

Michael Sørensen

Jeg glemte at skrive: En stor del af "psykisk sygdom" kommer jo netop pga elendige opvækstvilkår der ændrer hjernen og så hedder det sig at det er genetisk overført hjernesygdomme. Psykiatri som klasseundertrykkere.