’Skraldespandsbank’ er et paradigmeskifte i dansk bankhistorie

Det var »et stort brud« med traditionen for privat ejerskab i den danske banksektor, da staten gennem Finansiel Stabilitet, populært kaldet statens skraldespandsselskab, overtog flere danske kollapstruede banker, da finanskrisen var på sit højeste.

»Når vi tidligere har haft bankkriser i Danmark, har man langt overvejende fået løst det ved, at andre banker har overtaget de banker, der var i problemer,« siger Martin Jes Iversen, der er lektor i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School.

Han har netop udgivet bogen Sidste udvej om den danske bankkrise, bankpakkerne og Finansiel Stabilitets rolle under finanskrisen.

I bogen beskriver han, hvordan de danske politikere helt op til få uger før den første bankpakke blev vedtaget, udtalte sig endog meget skeptisk om, at staten skulle involvere sig i bankdrift.

Men da staten ikke længere kunne undgå at involvere sig, fordi bankmarkederne frøs til is, valgte de at hente tilgangen til håndteringen af bankredningerne i den banksektor, der var ved at kollapse.

»Mennesker, der har erfaring fra Nordea, Danske Bank og Nykredit, bliver sat til at lede og definere statens måde at håndtere den udfordring på, der hedder at sikre stabiliteten. Staten har forpligtelsen til at sikre stabilitet, men løsningerne baserer sig på principperne om privat ejerskab, private aktører og private transaktioner,« forklarer Martin Jes Iversen. Han kalder det i bogen »private løsninger på statslige forpligtelser«.

Staten har forpligtelse til at sikre finansiel stabilitet. Men i forsøget på at skabe det gennem bankpakker og oprettelsen af Finansiel Stabilitet, der skal afvikle nødlidende banker, griber man ud efter måder, der kan bringe bankerne tilbage på private hænder.

»Den dualisme er interessant,« mener Martin Jes Iversen. »Op til 2008 lå det rimeligt fjernt for mig, at man skulle have statsejede banker. Det var noget, man så i lidt eksotiske partiprogrammer, men at staten skulle nationalisere banker … Der er et brud. Det siger noget om, at det var en utrolig vanskelig situation i efteråret 2008. Og man træffer nogen meget radikale beslutninger. Også ved, at man gør det muligt for staten at overtage pengeinstitutter,« siger Martin Jes Iversen.

»For mig ligner det er paradigmeskifte.«

Espersens rolle

Både i bogen, men også når man interviewer ham, trækker Martin Jes Iversen den daværende erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen frem som en nøgleperson til at forstå, hvad der skete, da finanskrisen brød ud, den første bankpakke blev vedtaget og Finansiel Stabilitet oprettet.

Lene Espersen blev erhvervs- og økonomiminister fem dage før, den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik ned i september 2008. Et krak, der siden er blevet milepælen for finanskrisens egentlige udbrud.

Og under en måned efter sin tiltrædelse var Lene Espersen med til at forhandle den første danske bankpakke på plads. En statsgaranti til alle danske banker på potentielt op mod 3.500 mia. kroner.

»Jeg tror godt, at man med rette kan sige, at staten blev mere involveret, end Lene Espersen og den daværende regering havde ønsket sig,« siger Martin Jes Iversen.

»Du ser, hvordan virkelighedsopfattelserne forrykker sig over utrolig kort tid. Den første gang Lene Espersen holder tale som nykåret økonomi- og erhvervsminister, cirka ti dage før de går i gang med bankpakke-forhandlingerne, kommer hun med meget bombastiske udtalelser om, at der ikke skal være nogen ubegrænset garanti fra statens side.«

»’Den går ikke, Granberg’, som hun sagde. Så gik der 14 dage, og så lå der en ubegrænset garanti fra statens side.«

Ifølge Martin Jes Iversen skal holdningsskiftet ses som et udtryk for, hvor alvorlig situationen var.

»Jeg tror næsten, det er en ubegribelig usikkerhed og pres, de har siddet under. Nu kan vi se, at pengene kom til at flyde igen. Men det vidste de jo ikke på det tidspunkt.«

»Her er en minister, der virkelig er ideologisk imod statsligt ejerskab. Men hun er også i mod, at staten skal holde hånden under bankerne og betale for deres fejlagtige dispositioner eller de problemer, som de er i.«

Det seneste regulære bankkollaps, som Danmark oplevede, var, da Fjordbank Mors krakkede den 24. juni 2011, forklarer Martin Jes Iversen. Siden da har godt nok både Max Bank og Sparekassen Østjylland været tæt på at krakke, men i stedet er de to banker blevet overtaget af andre banker ved hjælp af de værktøjer, som politikerne skabte med bankpakke 4.

Snapseglasstruktur

Men selv om det seneste bankkrak ligger to år tilbage, betyder det ikke, at vi er sluppet fri af problemerne.

»Der er ikke noget, der er afsluttet. Den her historie slutter ikke i 2013,« siger Martin Jes Iversen.

»Men der er nogle faser, som er overstået nu. Først og fremmest er der en anden stabilitet. Den mest ustabile, faretruende fase er overstået. Tilbage står udfordringerne med danskernes høje gældsniveau og sårbarheden ved at have store pengeinstitutter i en relativt lille økonomi.«

Paradoksalt nok skyldes genopretningen af den finansielle stabilitet ifølge Martin Jes Iversen netop det faktum, at en masse banker enten er gået ned eller har fusioneret.

»Jeg mener faktisk, at det er en stabiliserende faktor, at der er en tredjedel færre banker i dag,« siger han.