Læsetid: 3 min.

Tænketank: Danmark fortsætter med at tabe konkurrenceevne

Danmark klarer sig over en bred kam dårligere i konkurrencen med andre lande, viser ny rapport fra World Economic Forum. Det er blandt andet blevet sværere for Danmark at tiltrække og fastholde talentmasse, og de internationale investorer holder sig væk
4. september 2013

Den danske konkurrenceevne er slet ikke så god, som vi går rundt og tror. Det er konklusionen i den schweiziske tænketank World Economic Forums årlige rapport over verdensøkonomiernes konkurrenceevne, der bliver offentliggjort i dag.

Siden 2008 er Danmark faldet fra en fornem tredjeplads på ranglisten, som tæller 148 lande, til en 15. plads i 2013/2014. Schweiz har førertrøjen på for femte år i træk efterfulgt af Singapore og Finland. Sverige rykker to pladser tilbage til en sjetteplads, mens Norge er nummer 11.

Centerchef Hanne Shapiro fra Teknologisk Institut, som står bag den danske del af rapporten, påpeger, at Danmark klarer sig dårligere end sidste år på flere væsentlige parametre:

»Jeg hæfter mig blandt andet ved tre ting. Dels at vi har sværere ved at fastholde og tiltrække talent. Desuden er det blevet vanskelige for virksomhederne at få adgang til risikovillig kapital, hvilket er problematisk, når virksomhederne skal begå sig på nye fjernmarkeder og investere i avanceret teknologi. Endelig er offentlige indkøb i mindre grad med til at skabe innovation, selvom vi i Danmark har en stor offentlig sektor med en væsentlig indkøbskraft,« siger Hanne Shapiro

Det er ifølge rapporten også blevet vanskeligere for virksomhederne at leve op til de offentlige regler og forskrifter, viser rapporten. Indenfor kategorien ’teknologisk parathed’ tegner der sig et broget billede.

På den ene side er danskerne og forretningslivet fremme i skoene, når det handler om at gøre brug af ny teknologi som internet og mobilt bredbånd i hverdagen. På den anden side er internationale investorers lyst til at poste penge i dansk teknologi nedadgående.

Det er et stort problem, mener Hanne Shapiro, da de internationale spillere ud over at bidrage til at markedsføre Danmark, skaber innovation, idérigdom og teknologisk udvikling.

Grovkornet målestok

I den positive ende af skalaen kan Danmark bryste sig af at være konkurrencedygtig på kvalitet, viden og sofistikerede metoder fremfor på pris. Her indtager Danmark en femteplads. Desuden er danskerne ifølge rapporten dygtige, når det handler om kundeorientering og markedsforståelse. Danmarks lange tradition for et bredt samarbejde på arbejdsmarkedet sikrer tilmed en topplacering i kategorier som ’samarbejdsrelation mellem arbejdsgiver/arbejdstager’ og ’tillid til ledelsen’.

World Economic Forums dom over den danske konkurrenceevne kommer på et tidspunkt, hvor der ellers kommer positive meldinger om dansk økonomi. Regeringens Økonomiske Redegørelse fra august spår fremgang i dette halvår i form af en større forventet efterspørgsel af danske produkter fra danske forbrugere og virksomheder i udlandet.

Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen mener da også, at en rapport af denne karakter er behæftet med et gran af vilkårlighed:

»Det er en grovkornet målestok og nogle bløde, diffuse faktorer, der influerer på konkurrenceevnen,« siger han.

Han bemærker dog, at Danmark på relativt få år har oplevet en rutsjetur fra tredje til 15.-pladsen.

»På den lange bane danner der sig tydeligvis et billede af, at vi har udviklingen imod os. Der er ikke sket ret meget i dansk politik i den senere tid, men det kan være, at andre er mere oppe på beatet, så vi relativt går tilbage.«

Bo Sandemann Rasmussen bemærker, at formålet med offentlige investeringer først og fremmest er at skabe serviceydelser – ikke innovation. Det kan være en positiv sideeffekt. Han påpeger desuden, at regeringens beslutning om at sænke selskabsskatten fra 2016 på sigt kan afhjælpe problemet med udenlandske investorernes manglende lyst til at poste penge i det danske erhvervsliv.

Samlet vækststrategi

Hanne Shapiro er enig i, at rapporten skal læses med omhu. Mindre udsving fra år til år kan være præget af tilfældigheder. Datamaterialet bygger på en kombination af globale makroøkonomiske data og en surveyundersøgelse blandt omkring 170 danske virksomhedsledere. Rapporten er derfor i høj grad erhvervslivets egen dom over Danmarks evne til at begå sig i den internationale konkurrence.

Hun er imidlertid ligesom Bo Sandemann Rasmussen enig i, at det er vigtigt at tage udviklingen over tid alvorligt. Hanne Shapiro mener ikke nødvendigvis, at danskerne er særligt globalt orienterede.

»Vi er et lille land med få ressourcer, som vi må prioritere benhårdt, og det er vigtigt at få virksomhederne aktivt med på banen i forhold til at beslutte, hvordan vi skaber en bærende vækst på lang sigt. Her taler jeg ikke kun om vækst i snæver økonomisk forstand, men også om at tænke faktorer som job og beskæftigelse, klima, sundhed med mere ind i en samlet vækststrategi,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu