Baggrund
Læsetid: 3 min.

Trængselsforslag øger CO2-udledning

Selv om Trængselskommisionen vil bruge op til 42 mia. kroner på at forbedre trafikforholdene i København, forventer kommissionen, at CO2-udledningen fra hovedstadens trafik vil stige i fremtiden. Skidt arbejde, mener kritikere. Kommissionsformanden ærgrer sig
Det er ikke nok at styrke den kollektive trafik og skabe bedre forhold for cyklister, hvis man vil mindske trængslen i hovedstaden og sænke CO2-udledningen. Biltrafikken skal begrænses.

Lærke Posselt

Indland
27. september 2013

Selv hvis der iværksættes initiativer for op til 42 mia. kroner for at nedbringe trængslen i København, vil CO2-udledningen fra trafikken være øget med cirka én procent i 2025. Det skriver Trængselskommissionen i den rapport, kommissionen i går afleverede til trafikminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Men rapporten, der præsenterer en strategi for at mindske biltrængsel og luftforurening, når befolkningstallet i København frem mod 2025 stiger med over 100.000 personer, er for uambitiøs, mener kritikere.

»Kommissionen har kun gjort arbejdet halvt, når den laver forslag til at udbygge kollektiv trafik og cykelinfrastruktur, men ikke sørger for at begrænse biltrafikken. Man er nødt til at gøre begge dele, hvis man skal trængslen til livs og reducere CO2-udledningen,« mener sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege.

Krig i kommissionen

Heller ikke chefkonsulent i Concito, Susanne Krawack, er tilfreds med rapporten. Hun har været medlem af kommissionen, men har sammen med syv andre af kommissionens 28 medlemmer skrevet en mindretalsudtalelse, der argumenterer for, at anbefalingen af landsdækkende roadpricing burde være langt stærkere i rapporten.

»Det (kommissionsarbejdet, red.) er ikke specielt godt. Der sker næsten ingen reduktion af biltrafikken, der bliver bare flyttet lidt rundt på den. Til gengæld øger man den kollektive trafik rigtig meget, og den har jo også et CO2-udslip,« siger Susanne Krawack.

Hun giver især kommissionens sammensætning skylden for det dårlige arbejde.

»Der har været stærke kræfter i kommissionen, der gerne har villet bevare så megen biltrafik som muligt,« siger hun

– Hvem er de stærke kræfter?

»FDM, Dansk Industri, LO, Dansk Transport og Logistik og konservative politikere. Der har været en hel folk, der har arbejdet hårdt for, at man skulle løse problemet ved at bygge flere veje og få øget trafik. Det har været en hård kommission,« siger Susanne Krawack.

Den vurdering deler Ivan Lund Pedersen fra NOAH-Trafik. Han betegner en del af kommissionens medlemmer som »stærke lobbyister«.»Det eneste, der begrænser CO2-udslippet, er at hæve befordringsfradraget, gøre benzin dyrere, beskatte parkeringspladser og at lade være med at udvide vejene. Bilskatten skal hæves, og man skal beskatte værdien af gratis parkering. Man kan jo parkere gratis inde i Indre By. Hvis folk bliver beskattet, ville de måske cykle i stedet,« siger Ivan Lund Pedersen.

Hos Dansk Erhverv, der også har været repræsenteret i kommissionen, er chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk generelt tilfreds med kommissionens arbejde.

»Det er jo ikke sådan, at kommissionen anbefaler, at CO2-udledningen skal stige. Det er en konsekvens af en udvikling, som man forsøger at lægge en dæmper på,« pointerer Jesper Højte Stenbæk

»Spørgsmålet er ’gør man nok?’. Vores opfattelse er, at trængsel er et udtryk for, at folk skal på arbejde, og det skal de have lov til. Ellers har vi ikke nogle skatteindtægter at drive samfundet for. En tredjedel af Danmarks BNP bliver skabt i København, så vi skal være forsigtige med at indføre noget, der dæmper aktiviteten alt for meget,« siger han

Hul i kommissoriet?

»Det ærgrer mig ad pommeren til, at CO2-udledningen vokser med én pct., på trods af alle vores anstrengelser.«

Sådan siger formand for kommissionen, administrerende direktør i Sund & Bælt, Leo Larsen.

»Hvis man var sat i spidsen for en klimatrafikkommission, havde opgaven været en anden. Men vores opgave har været at kigge på trængsel. Klimaet har været en afledt effekt,« siger Leo Larsen.

– Har der så ikke været et hul i kommissoriet? Klimaet er vel en væsentlig del af trafikpolitikken?

»Du kan sige, at det kunne have været interessant som en selvstændig klimaanalyse at have beregnet, hvor meget vi kunne være kommet ud ad en klimareduktionsvej ved at arbejde med teknologi og brændstoffer. Det må man gøre i et andet regi,« siger Leo Larsen.

Ifølge Leo Larsen har udfordringen været, at de initiativer, der hjælper mod trængsel, ikke nødvendigvis er klimavenlige. Blandet andet konkluderer kommissionsrapporten, at mere kollektiv trafik i sig selv »ikke (er) et effektivt virkemiddel til reduktion af transportsektorens CO2-udslipp.« Kommissionen skriver derimod, at »stigningen (i CO2, red.) er et resultat af udbygningen af den kollektive trafik.«

– Når man hører den offentlige debat, lyder det ellers, som om klimaet kører af sig selv, hvis bare vi alle sammen hopper over i busser og letbaner …

»Det er simpelthen forkert. I hvert fald hvis vi ikke gør noget ved teknologien. Mange har troet, at hvis man bare omlagde det hele til kollektiv trafik, så ville klimaproblemerne være løst, men den kraftige forøgelse af den kollektive trafik er kraftigt medvirkende til den forøgede udledning af CO2,« siger Leo Larsen.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Ja, og cyklister og fodgængere er skyld i trængselsprobemerne?

Niels-Holger Nielsen

Sådan går det, når ulven sættes til at vogte gæs.