Læsetid: 2 min.

Tysk energigigant køber Better Place-ladestandere

Det tyske energiselskab E.on stormer ind på det danske transportmarked med opkøb af 770 ladestandere til elbiler fra det konkursramte firma Better Place. En glædelig udvikling, vurderer både eksperter og klima- og energiministeren
10. september 2013

Det er ikke en hr. HvemSomHelst, der nu køber 770 ladestandere til elbiler fra det konkursramte elbilselskab Better Place. Tyske E.on er verdens største privatejede energiselskab og betjener dagligt 35 mio. europæiske kunder.

»Det er slet ikke uinteressant, at det er så stor en international spiller som E.on, der går ind på markedet. De leverer i forvejen løsninger til forskellige former for grøn og alternativ transport. Det tegner nogle perspektiver og kan være med til at sætte gang i salget af elbiler,« siger Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.

E.on har valgt kun at købe Better Places ladestandere og ikke også de 18 batteriskiftestationer, som Better Place har bygget langs motorvejsnettet i hele landet.

Det er ikke overraskende, vurderer Jeppe Juul: »Der er ikke så mange, der har en interesse i batteriskiftestationerne. Reelt er det vel kun Tesla (amerikansk elbilsproducent, red.), der kunne have det.«

Nyt lys i ladestationerne

Det er særligt omkring de større byer, at det tyske firma ser et potentiale i det danske elbilmarked, fortæller administrerende direktør i E.on Danmark, Tore Harritshøj,

»Først og fremmest tror vi på, at det bliver omkring bymiljøerne, at elbilerne bliver udbredt. Derfor skal der være nem adgang til ladestationerne for de små citybiler, som vi ser, der er en stor fremtid i. Ladestanderne er den teknologi, der understøtter markedet,« siger han.

»Vi skal lade infrastrukturen vokse med markedet. Det er måske den fejl, man har gjort tidligere: At brede infrastrukturen ud fra start, og så har markedet ikke kunnet følge med,« forklarer Tore Harritshøj.

E.on skriver i en pressemeddelelse, at de vil give tidligere Better Place-kunder mulighed for at tegne et abonnement hos dem, så kunderne igen kan oplade deres biler ved standerne. De mange ladestationer har ellers været ude af funktion, siden Better Place gik konkurs i maj.

Den melding glæder Steen Frederiksen fra Forenede Danske Elbilister: »Det er glædeligt, at en af de store spillere, der kan løfte opgaven, er gået ind. Det er væsentligt, at de skruer nogle gode kundepakker sammen til os,« siger Steen Frederiksen, der ærgrer sig over, at E.on ikke også overtager de 18 batteriskiftestationer.

»Som Renault Fluence-ejere kan vi jo stadig ikke skifte vores batterier. Vores landsdækkende mobilitet fungerer stadigvæk ikke,« siger han.

E.on forventer ikke, at priserne stiger, når de overtager driften.

Tro på el-bilen

Også klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) glæder sig over salget.

»Jo flere kommercielle aktører der kommer ind på det her marked, jo flere aktive investorer vi har, og jo større konkurrence vi får, jo bedre priser og jo mere aktivitet kommer der også. Det viser, at de store professionelle aktører tror på, at elbilen er fremtiden, og at der kan tjenes penge på den,« siger Martin Lidegaard. Han lægger vægt på, at E.on er en stor spiller fra energimarkedet, der nu kaster sig over den danske transportsektor. Sammenblandingen af de to sektorer giver en god dynamik, vurderer ministeren: »For at elbiler er en god idé, skal der være grøn strøm, som de kan køre på. Derfor er det en god ting, at der sker en integration imellem energisektoren og transportsektoren.«

E.on ønsker ikke at oplyse, hvor meget de har betalt for de 770 ladestandere.

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu