Kommentar
Læsetid: 2 min.

Universitetsansatte, foren jer

I betragtning af hvor forandringsuvillige de videregående uddannelsesinstitutioner traditionelt har været, har universiteterne inden for de seneste år gennemgået radikale omvæltninger. Men de universitetsansattes kollektive stemme har været besynderligt fraværende
Indland
11. september 2013

Der er sket massive forandringer på de danske universiteter de seneste år. Med en, også i internationalt perspektiv, meget vidtgående universitetsreform blev de kollektive beslutningsorganer afskaffet til fordel for en ledelsesmodel med ansatte ledere og bestyrelser med eksternt flertal. Universiteterne er blevet forpligtet på at indgå kontrakter, der pålægger dem at opfylde forskellige effektivitets- og ydelseskriterier. Samtidig har man gennemført en række fusioner, som yderligere har bidraget til en styrkelse af ledelsen og til oplevelser af tab af medarbejderindflydelse blandt de universitetsansatte.

På forskningssiden er flere midler blevet genstand for konkurrence, og universiteterne er i stigende grad blevet animeret til at agere som aktører på et marked for viden med stigende reklamebudgetter, øget kamp om finansiering og studerende og øget vægt på medieeksponering til følge. Stillingsstrukturen på universiteterne har også gennemgået store forandringer med en voldsom vækst i de tidsbegrænsede ph.d.- og postdoc-stillingskategorier, således at halvdelen af forskningen på universiteterne i dag varetages af løst ansatte, der alle konkurrerer om de relativt få, faste stillinger.

Ualmindeligt bovlamme

Man kan mene om alle disse ændringer, hvad man vil. Nogle har nok været tiltrængte, nogle er sandsynligvis overflødige og unødigt ressourcekrævende, og nogle ændringer er gået ud over arbejds- og forskningsmiljøer. I denne sammenhæng er det ikke mit ærinde hverken at frydes eller græmmes over disse ændringer. Pointen er, at de er blevet gennemført stort set uden kollektive meningstilkendegivelser fra de universitetsansatte – en situation, der ville have været svær at forestille sig på for eksempel folkeskole- eller gymnasieområdet.

Bortset fra en underskriftsindsamling blandt universitetsforskere i 2008, der i øvrigt viste ganske omfattende modstand mod universitetsreformen, har de ansatte været ualmindeligt bovlamme i deres reaktioner, måske fordi langt de fleste imødeså dem med glæde (hvad underskriftsindsamlingen nu altså ikke tydede på). Det principielle problem er her manglen på en samlet interesseorganisation, som mere eller mindre legitimt kan varetage de universitetsansattes interesser – ligesom andre fagforeninger for andre professioner gør. For der er flere problemer, når der ikke er en fælles faglig organisation, der kan varetage interesserne. Dels bliver det op til de fastansatte selv at organisere og ytre sig (i en notorisk privatistisk kultur). Dels kan man næppe forvente, at den store gruppe af løst ansatte ytrer sig – det er nok de færreste af dem, der vil risikere at gøre sig ud til bens med den ledelse, de håber en dag vil ansætte dem.

I dag er universitetsforskere dels medlemmer af Dansk Magisterforening, som er fagforening for en blanding af humanister og naturvidenskabsfolk i det offentlige og private, og dels medlemmer af Djøf, der primært organiserer økonomer, jurister og ledere. Mens Dansk Magisterforening trods alt konsekvent har ytret sig i forhold til universitetsændringerne, så har Djøf været helt tavs. Djøf’s fravær er måske heller ikke så mærkeligt, når man betænker det ret umulige i, at denne fagforening skal varetage interesserne for både medarbejdere og ledere.

En fælles fagforening med kollektiv interessevaretagelse for ansatte på de videregående uddannelser kunne potentielt afhjælpe en række af disse problemer.

Jens Peter Thomsen er adjunkt i uddannelsessociologi ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er fuldstændig enig med artiklens forfatter i at de universitetsansatte akademikere har været fuldstændig bovlamme mht. at protestere over de sidste 10 års forandringer i ledelseskulturen på universiteterne. Mange hilste de nye toner velkommen i starten af 00'erne fordi de troede på at der reelt ville komme effektivitetsforbedringer og flere penge til de bedste, men ak, det er blot blevet til ufrugtbar kontrol og fremme af en "flid, fedt og snyd"-kultur, som de fleste er inderligt imod. Da det gik op for de akademiske medarbejdere at de blot ville få mere bureaukratisk bøvl og færre penge og at deres ansættelsesforhold tilmed blev reduceret fra frihed og ansvarlighed til simpelt lønslaveri, var der nogle der troede på at fagforeningerne kunne hjælpe. Det kan de af gode grunde ikke, når folk i tidens løb har meldt sig ud og glemt hvad en fagforening består af, nemlig aktive medlemmer og intet andet.
Det er al ære værd at forsøge at søsætte en ny dagsorden med sammenlægning af de to store organisationer på området, men det bliver svært. Den nuværende radikale minister har ikke tænkt sig at slække på New Public Management-filosofien. Kun rå magt i form af en slagkraftig medarbejderskare, der står sammen kan måske flytte noget, men det kræver at akademikerne ryster granatchocket fra 00'erne af sig og indser at klassekampen lever og føres benhårdt af den til enhver tid siddende regering.