Asger Baunsbak-Jensen læner sig tilbage i den ternede plaid på lænestolens ryg. Folder hænderne over brystet og lader blikket vandre op under loftet i arbejdsværelset.
Reolerne, der indrammer værelset, bærer vidnesbyrd om et langt liv i centrum af det politiske apparat. Ringbind spækket med gulnede avisudklip står side om side med tykke flerbindsværker af P. Munch og Niels Neergaard.
I 60 år har Asger Baunsbak-Jensen blandet sig i den demokratiske debat. Som landsformand for Radikale Venstre, direktør i Undervisningsministeriet, præst, debattør og forfatter. Senest med pamfletten Sidste udkald – Kampskrift for folkeskolen. I den beskriver han, hvad han ser som samtidens store demokratiske krise.
»Det er sidste udkald for demokratiet,« proklamerer han, idet han retter sig op og tamper pegefingeren i bordpladen.
I pamfletten retter Asger Baunsbak-Jensen en skarp kritik af den folkeskolereform, der blev indgået aftale om i sommer, samt hele forløbet op til, som han beskriver som »udemokratisk«.
»Den nye lov er blevet til uden folkelig debat,« skriver han i indledningen til pamfletten og fortsætter:
»Demokratiet er på nedtælling, mens teknokrater overlades magten. Jeg anser anonymiseringen for at være demokratiets største fare nu, jurister, økonomer og statsvidenskabsfolk uden for offentlighedens lyskegle sidder inde med magten. De udarbejder love på felter, hvor fagfolk tidligere havde lederstillinger.«
Nærdemokratiet er væk
Ifølge Asger Baunsbak-Jensen mangler Undervisningsministeriet flere embedsmænd med praktisk erfaring fra klasselokalet. Selv er han uddannet skolelærer og tidligere efterskoleforstander. Som undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet gennem 1960’erne og 70’erne brugte han sin egen faglige erfaring til at indgå i debatter om folkeskolen.
Den debat er forsvundet med DJØF’ernes indtog i ministerierne, mener han. Og dermed opstår det demokratiske problem.»Hvis man skal inddrage folket, skal man jo også have nogen, der kan formidle det her. Og i dag er folket altså stort set fraværende,« mener han.
»Dermed kommer demokratiet til at fungere på nogle eksperters og teknokraters præmisser, hvor folket er koblet fra. Det er min frygt.«
Asger Baunsbak-Jensen går over til sit arbejdsbord og frembringer et bordeauxrødt ringbind med falmede avisudklip fra hans tid som embedsmand. Den er fyldt med kronikker, debatindlæg og reportager fra debatmøder. Han bladrer frem til et billede af en sal fyldt med alvorstunge miner.
»Se, hvor mange der var! 630! I Nørresundby alene.«
Den type af debatter gav mulighed for, at han som undervisningsdirektør kunne fremlægge nogle visioner for skolen, og lærere og forældre kunne komme med deres modsvar. Et lovforslag kunne snildt være tre-fire år undervejs, og bølgerne frem og tilbage var kun med til at kvalificere forslaget, mener Asger Baunsbak-Jensen.
»Hurtigheden tager livet af den demokratiske proces. Der skrives for hurtigt og tænkes for lidt,« siger Asger Baunsbak-Jensen og gnubber sig i tindingerne.
Helt vanvittigt
I Sidste udkald – Kampskrift for folkeskolen kritiserer den tidligere undervisningsdirektør også, at regeringen i det hele taget begyndte at drøfte en folkeskolereform og en ny læreruddannelse uden først at formulere en ny formålsparagraf for folkeskolen.
»Hvad er formålet med skolen?« spørger han retorisk i pamfletten. Undervisningsminister Christine Antorini (S) har bebudet, at diskussionen om formålsparagraffen vil komme senere. »Jamen, det er da helt vanvittigt! Man laver da først formål, og derefter laver man indhold. Man laver ikke indhold og så siger, nu må vi tilrette formålet efter det, vi har lavet. Det er fuldstændig forkert, hvis man ikke diskuterer, hvad formålet er,« ræsonnerer Asger Baunsbak-Jensen.
Han forestiller sig et nyt folkeskoleråd bestående af filosoffer, teologer, forfattere og forældre, som med forbillede i Etisk Råd skal komme med forslag til det politiske lag om folkeskolens fremtid. Rådet skal yde det modspil til embedsværket, som hverken Danmarks Lærerforening eller forældrene ifølge Asger Baunsbak-Jensen magter i dag.
For lidt berøring med vælgerne
På det lille bord ved siden af lænestolen ligger to bøger. Peter Kemps Verdensborgeren og under den Ove K. Pedersens Konkurrencestaten. Det er i spændingsfeltet mellem disse to begreber, Asger Baunsbak-Jensen ser kampen om folkeskolen og dernæst demokratiet udspille sig.
»Læg mærke til, at finansministeren taler om en ’konkurrencestat’. Men man skal være klar over, hvad en konkurrencestat er. Det er den, hvor den stærkeste altid vinder på verdensplan,« siger han.
Han mener, at konkurrencetænkningen har bevæget sig helt ind i folkeskolen som følge af manglen på fagfolk i Undervisningsministeriet. I stedet for at opdrage til medborgerskab og forståelse for andre dyrker man eliten og den individuelle præstation.
»Men man er nødt til at have et samfund, der har sans for, hvem der er svage, og hvordan vi får dem til at folde sig ud, så de får et rigt liv,« mener Asger Baunsbak-Jensen.
»Naturligvis skal vi konkurrere, når det gælder både forskning og afsætning. Men hvis vi ser på udviklingen i øjeblikket, så har man overladt det til konkurrencestaten i en sådan grad, at forskellen mellem bund og top i samfundet bliver større og større, hvor vi for 20 år siden havde en tilnærmelse. Og derfor er vi nødt til at se på, hvad vi gør for de svage, som ikke kan klare sig i den konkurrencestat. Vi kan ikke bare ofre dem. Det er mit hovedpunkt.«
MF’ere spejlede befolkningen
Den unge skolelærer Asger Baunsbak-Jensen blev første gang valgt ind i Folketinget som medlem af Radikale Venstre i 1958. Dengang, husker han, repræsenterede de folkevalgte et bredt udsnit af befolkningen. Der var socialdemokratiske arbejdere, radikale højskolefolk og gårdmænd fra Venstre. Det var politikere, som var i tæt berøring med vælgerne.
I dag oplever Asger Baunsbak-Jensen, at de folkevalgte på Christiansborg har mistet følingen med de mennesker, de repræsenterer. Især de svageste i samfundet bliver svigtet af politikerne, mener han.
Politikerne tænker som deres embedsmænd i effektivisering og økonomistyring fremfor, hvordan man sikrer, at ingen falder uden af systemet.
»Hvis du tager politikere i dag, jamen, så er Helle Thorning-Schmidt jo akademiker. Margrethe Vestager er akademiker. Der er kun nogle ganske få, der ikke er det. Der er en Villy Søvndahl, og der er en Marianne Jelved. Det er de ældre politikere. Vi er havnet i den situation, at efterkommere af disse svage folk, som sad i Folketinget dengang, er blevet sorteret fra, og der er ikke nogen, der tager dem ved hånden,« siger han.
Økonomen som skoleleder
Pludselig ringer telefonen. Det er Niels Helveg-Petersen, der vil spise frokost på en smørrebrødsrestaurant i København. Men først den 30. november.
»Før kan jeg ikke,« siger Asger Baunsbak-Jensen og smiler.
Selvom han er gået på pension, holder han sig stadig ajour med, hvad der rører sig i det politiske liv. Både over frokostplatter med sine gamle bekendtskaber fra den politiske sfære og ved at deltage i møder med aktive embedsmænd. Som for nylig, da han var inviteret til at tale for alle de ansatte hos Radikale Venstre på Christiansborg. Her gav han et par råd om, hvilke krav de skal tage med til kommunalvalget.
»I skal have en skoledirektør, der har stået i klasseværelset,« bedyrede den forhenværende landsformand blandt andet.
»For i løbet af ganske kort tid vil I komme til at se, at når skolelederne skal have større indflydelse efter folkeskoleloven, så får DJØF’erne en ny adgang til at sige, ’det er os, der skal være skoleledere, og så kan de andre være pædagogiske rådgivere.’«
Og dermed risikerer »de anonyme teknokraters« indtog i skoleledelsen at blive total, mener Asger Baunsbak-Jensen. Lige fra embedsværket på Christiansborg og i kommunen til den enkelte skoleleder. Kombineret med en manglende debat om lærerens rolle og folkeskolens fremtidige formål vil det føre til en skole, der bliver ledet med pengepung og målestok frem for pædagogiske idealer.
»Jeg mener, at vi i løbet af et til to år vil komme til at se, at mange kommuner siger: ’Vi har brug for, af hensyn til den økonomiske styring, at have en cand.oecon. som skoleleder.’ Det kommer vi til at se. Jeg varskoer det bare.«
De unge gider ikke stemme til kommunevalget. Jamen det er da en følge af reformer i skolen, hvor alle former for demokratrisk lærdom har måtte vige for dansk og regnning.
I gamle dage havde vi (der stadig stemmer på komunale rødder) samfundsfag, hjemkundskab og geografi.
Tak til Baunsbak-Jensen og Information
Jeg forstår heller ikke hvorfor Folkeskolens Formålsparagraf ikke er tilbageført i forbindelse med den nye skolereform.
Der er intet nyt i Baunsbak-Jensens betragtninger. Det er noget vi alle er klare over.
Men det er dejligt at debatten om teknokratiseringen ikke uddør.
Demokratiet lider ikke bare af forkølelse længere. Den er dødeligt syg.
Men hvis vi ser på udviklingen i øjeblikket, så har man overladt det til konkurrencestaten i en sådan grad, at forskellen mellem bund og top i samfundet bliver større og større, hvor vi for 20 år siden havde en tilnærmelse. Og derfor er vi nødt til at se på, hvad vi gør for de svage, som ikke kan klare sig i den konkurrencestat. Vi kan ikke bare ofre dem.
Det er ved at være for sent.
Kan borgerne ikke konkurrere, så vil politikere, teknokrater og myndigheder stille så mange krav, at de som ikke kan opfylde forventningerne, må knække i forsøget.
Sådan er det jo.
Baunsbak-Jensen er savnet. Fornuftige tænksomme politikere er en uddøende race. Selvom krydset aldrig blev sat ved de Radikale, ville Baunsbak kunne få en personlig stemme herfra.
http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201344/Mandag/Langtidsledighed.aspx
"Der skrives for hurtigt og tænkes for lidt." Jep.
Lise Lotte Rahbek
Tak for link. Stærk tobak??
"»Det er sidste udkald for demokratiet,« proklamerer han, idet han retter sig op og tamper pegefingeren i bordpladen."
Der tager han fejl. DK har ikke været et demokrati i årtier.
Det er jo klart, at man ikke pt. vil omskrive folkeskolelovens formål til at være i overensstemmelse med den konkurrencestat regeringen og den blå opposition efterstræber. Det ville være politisk selvmord at udstille at forældrenes børn ikke regnes for at andet end [i øvrigt tvivlsomme] skaffedyr for de nuværende generationer.
"For det andet er det en stat, som søger at gøre den enkelte ansvarlig for sit eget liv, ser fællesskabet som knyttet til arbejdet og frihed som identisk med friheden til at realisere egne behov - i stedet for (som velfærdsstaten) at lægge vægt på moralsk dannelse, på demokrati som fællesskab og på frihed som muligheden for at deltage i de politiske processer."
Kilde: Konkurrencestaten, s. 12.
Altså. Jeg er træt af at høre, at vi ikke har demokrati i Danmark. For det har vi. Men vi har glemt at anvende det. Vi har ikke opdraget vores børn til at bruge det, og de demokratisk valgte politikere respekterer det ikke. De nærer det ikke, men taler hele tiden om marked og konkurrence i stedet for demokrati.
Demokrati er en styreform, hvor vi kan sætte vores vilje igennem, hvis vi kan tage os sammen.
Men vi lever i en brød og skuespil-tid, hvor vi har fokus på vores mobiltelefons downloadtid, på vores venners Facebook-likes. Hvor børnene sidder begravet en og en i computerspil hver for sig. Og de voksne halvgamle - ikke blot de unge svømmer nostalgiske hen over eventyrfilm som Star Wars og Ringenes Herre, som om de var dybt filosofiske. Disse halvgamle ofte velstuderede bruger al fritiden på rolle-spil i stedet for at sætte sig ned og finde ud af, hvad vi kan bruge vores medlemsskab af eu til, eller hvordan vi kan påvirke kommunalvalget. ...
Så undervisningsministeren har fokus på tal, fordi det er det game hendes embedsmænd spiller. Og hun kan ikke få øje på vigtigheden af nogen visioner for folkeskolen, andre end de muligheder som embedsmændenes rollespil giver.
Og om nogle år, når 'de gamle' skolelærere er gået på pension, så har vi fået rekrutteret helt nye typer mennesker, nemlig nogen, der kan holde ud, at tingene ikke giver mening, og som kan holde ud at være år ud og år ind i en folkeskole der hverken kan eller vil noget. Men som trives ved kurser i effektiv undervisning, og er glade når bankens eller Bilka's skoletjeneste kigger forbi med reklame-'ekskursioner' ude fra 'det virkelige liv'.
Vi er ikke fortabt endnu, men jeg er størkt bange for, at komme til at virke som de andre gamle, der i deres beige-grå frakker, krumbøjet rækker vagttårne frem og spagfærdigt pipper 'Vågn Op'
Jeg kunne drømme om en times debat mellem Bjarne Corydon og Baunsbak. Men det tørs han nok ikke, vel?
"Finansministeren taler om en ’konkurrencestat’. Men man skal være klar over, hvad en konkurrencestat er. Det er den, hvor den stærkeste altid vinder på verdensplan," siger 81-årige Asger Baunsbak. Han mener, at konkurrencetænkningen har bevæget sig helt ind i folkeskolen.
"Han mener, at konkurrencetænkningen har bevæget sig helt ind i folkeskolen som følge af manglen på fagfolk i Undervisningsministeriet. I stedet for at opdrage til medborgerskab og forståelse for andre dyrker man eliten og den individuelle præstation".
Nej, "new public management" ødelægger ikke alene demokratiet og folkeskolen, men hele samfundet. Debatten om den uddør måske ikke hurtigt, men hvordan stoppe dtte totalt asociale eksperiment?
Det er næsten for meget. Man bliver rådvild og opgivende.
Noget ungdomsoprør bliver det nok ikke til.
Det samme sker jo også ude i kommunerne. Først gennem sammenlægningen af 273 til 98 kommuner, så gennem akademisering af de resterende kommuner og nu dødsstødet en teknokratisering gennem det digitale borgerservice, sagsbehandling og jobcentre gennem sætning af flueben frem for personlig kontakt.
Ved at gå over til digital sagsbehandling undgår de offentligt ansatte et hvert ansvar med henvisning til hvad computeren siger. Og computeren begår aldrig fejl det gør kun borgeren gennem fluebens kaosset og det er naturligvis borgeren der har bevis byrde.
Det mest underholdende er, at kommunerne samtidig gennem digital effektivering ikke skære ned i det administrative. Tvært i mod oprustes der og det med kostbar akademisk arbejdskraft. For der skal jo være nogen til at regne den ud og føre statistikker og andet umenneskeligt og uvirkeligt, samt ligegyldigt tal krims krams.
Det er søgeligt de offentlige institutioner forfalder til hårde digitale beton klodser, når digitalisering kunne have givet demokratiet et enormt løft, hvor vi alle sammen kunne være politikere frem for et par håndfulde frembrusende sammen spidste levebrøds politikere.
Vi kunne alle stemme hjemme fra ved folketings og byrådsafstemninger og få et ægte demokrati, hvor alle har gennem sin stemme løbende og ikke som nu hvert 4. år.
hmm... den er lidt for nem... slemme teknokrater, bureaukrater osv...
Egentlig vil jeg hellere ha' "teknokrater" der styre imod hvad der nøgternt virker, end politikere der laver symbolpolitik.
Jeg vil iøvrigt mene, at det faktum at der er for meget bureaukrati i de offentligt ansattes daglige arbejde, skyldes politikeres symbolpolitik og ikke teknokrater.
"Ved at gå over til digital sagsbehandling undgår de offentligt ansatte et hvert ansvar med henvisning til hvad computeren siger. Og computeren begår aldrig fejl det gør kun borgeren gennem fluebens kaosset og det er naturligvis borgeren der har bevis byrde.
Det mest underholdende er, at kommunerne samtidig gennem digital effektivering ikke skære ned i det administrative. Tvært i mod oprustes der og det med kostbar akademisk arbejdskraft. For der skal jo være nogen til at regne den ud og føre statistikker og andet umenneskeligt og uvirkeligt, samt ligegyldigt tal krims krams."
Glimrende beskrevet, det er hele denne ansvarsfraskrivelse der inkorporeres. Et administrativt anarki.
Kristian Pedersen
Hvad mener du med det 'der nøgternt virker'.
Det, der virker på hvad og hvem og med hvilke side-konsekvenser?
Vi har kommuner, hvor de ansatte ikke er ansvarlige overfor de krav, de stiller til f.eks syge borgere, men kan dælle sig under lovgivningskrav.
Vi har storbanker, hvor direktion og direktører ikke er ansvarlige overfor den måde, de forvalter deres ansvar på. De får en BONUS, for at blive fyret??!
Det er i den slags sammenhænge, det anonyme teknokrati arbejder
Så hvad mener du med 'det der virker'?
Konkurrencementaliteten er i overensstemmelse med tidsånden. Det er det, folk vil have. Tidsånden har ikke meget til overs for tabere. Vindere er der fokus på, dem med de bedste karakterer, som går på de bedste skoler, som stråler i medierne og er klar til at indtage de bedste lønninger. Jeg synes at have kunnet spore tendensen også i Informations artikler. Om tabergymnasier, om erhvervsuddannelser for tabere i forhold til studenterhuen osv. Bare det at udgrænse nogle, man kalder "tabere", er dybt problematisk, ord skaber værdi, og holdningen bag ordet er ikke til at tage fejl af. Det er endda bekvemt for "vinderne" at have nogen at se ned på, det stiver selvtilliden af, men fremmer intet som helst sammenhold eller nogen sans for, hvordan man får de "svage" til at folde sig ud, som Asger Baunsbak-Jensen siger, "så de får et rigt liv" - jeg ville dog tilføje, så samfundet for et rigt liv.
Har lige læst "Dansk Guldalder" af Jens Engberg med undertitlen "Oprøret i Tugt- Rasp og Forbedringshuset. Må indrømme at det pludselig virkede bekendt, det der med opdeling i adel, akademikere, militær og så resten af befolkningen som blev betragtet som nogle fladpandede kvaj, som bare fortjente pisken, som for øvrigt jo var langt i overtal, men tåleligt fandt sig overgrebne, fordi forholdene var indarbejdede som norm i samfundet og reproduceret via dets institutioner, fx såsom skolen! Fattige måtte under ingen omstændigheder lære at tænke selv eller være kritiske. Tænker tit tilbage på 70erne da man var barn og det modsatte gjorde sig gældende, der fandt man sig squ pr. definition ikke i noget, det var ligesom normen! Kan vi ikke få den tid tilbage?
Endnu være er det så, at man som almindelig borger umuligt kan have et juridisk overblik over konsekvenserne af sin egen digitale sagsbehandling.
Hvis man for eksempel indsætter ærlige flueben under ansøgning om sygedagpenge, hvilke konsekvenser har det så for en evt. senere dagpengeret, hvis man mister sit arbejde pga. af sygdommen?
Hvis din læge erklære dig kronisk syg som sygedagpenge systemmet kræver svar på, hvilke konsekvenser for det så for fremtiden?
I løbet af få digitale flueben har du ruineret dig selv økonomisk og ikke mindst menneskeligt og står tilbage som et stort spørgsmålstegn over, hvad var det der lige skete her? Uden mulighed for, at få en uvildig og velment rådgivning om dine muligheder og konsekvensen.
Men når du først ligger i rendestenen bliver det umådeligt svært at rejse dig igen, fordi nu har det offentlige digitale velfærdssystem løst opgaven:
- Du er ikke længere en del af regnedrengenes statistikker :o(
Men er det rimeligt, at en højt prist velfærdsstat som Danmark behandler sine medborgere som har været arbejdende og skatteborger igennem livet?
gamle dage havde vi (der stadig stemmer på komunale rødder) samfundsfag, hjemkundskab og geografi, Ivan Gullev
Ja det har sgu endnu og du risikerer at komme til eksamen i dem begge !!
Altså i geo og samfundsfag
»Det er sidste udkald for demokratiet,« proklamerer han, idet han retter sig op og tamper pegefingeren i bordpladen.
Den må da være direkte til hans egen formand i partiet De Radikale.
Det hele virker lidt skakmat-agtigt da "så kunne man jo håbe på en rødblok regering næste gang"-kortet jo er brugt.
Bvadr !
Demokrati er ikke for politiske analfabeter.
Danskerne er stort set ligeglade - bare det ikke går ud over deres friværdi og kørslen i firmabilen
Demokrati kræver praktiserende demokrater der til stadighed kræver fornyelse af den demokratiske proces og ide.
Borgeren general - har affundet sig med sin rolle som fed slave der acceptere den politiske og teknokratiske elites stadig større greb om det repræsentative demokrati.
Danmark trænger til et demokrati forår - med Ny Grundlov og en barbering af embedsvældet
Apati og manglende handlekraft.
Os der ved den er rivende gal spiller hasard med demokratiet. Vi ævler og ævler og ævler. Der er ingen handlekraft og vilje til at gå ind og bruge demokratiet til at sparke alle levebrødspolitikerne ud i mørket, hvor de hører hjemme.
Vi skal nok igennem en proces, hvor samfundet falder helt fra hinanden, og det ender i borgerkrig. Ligesom i så mange andre lande. Incitamentet til at ændre tingenes tilstand fra os utilfredse skal bare vokse sig stort nok.
I'm with you Damgaard.
Demokrati kræver praktiserende demokrater.
Ikke glosyge Facebook-vrag. Ikke rollespil-afhængige Darth Vader wannabees.
Sofaen, puderne og billederne matcher hinanden på en helt perfekt borgelig måde, bog på bordet og nye lys i tinlysestagerne. Her emmer det af tung radikal borgerlighed uden kakkelbord og kronhjort, men med tilpasningsvanthed så overvældende. Ikke meget spræl, eller kraft til at ændre på samfundet. Eneste formildende omstændighed er, at billederne hænger skævt.
http://www.youtube.com/watch?v=XUwUp-D_VV0
Lise Lotte Rahbek, øv hvor har du, og den lille video, dog ret. Hvad fa... er det der sker i det her mærkelige lille land?
Dan Johannesson
Det sørgelige er, at den sang er omkring 40 år gammel. Allerede dengang kunne man ane vejen derudad. :-|
Baunsbak har formentlig hele skolefolket bag sig, masser af lederne medregnet, de sidder bare og putter sig ude på skolerne og håber stadigvæk, at de vågner op om et øjeblik og opdager, at det hele bare er en ond drøm. Men det er det ikke. Skolen er på nedtælling til kaos, og det er faktisk rystende, at når de gælder de radikale, skal de have en over-firs-årig til sige det højt. Alle de fornuftige radikale er banket på plads, og Jelved - den sidste, der sagde noget - har fået et kæmpe holdkæft-bolche.
Luk statskundskab. Ansæt kun folk i ministerierne med faglig indsigt og ansæt kun akademikere til det, akademikere kan: fortolke den eksisterende virkelighed (undskyld, Marx).
Danmarks styrke - alles styrke, idet kun svage lande kan hutle sig igennem ved at gøre det anderledes - er at finde det, man som nation bidrager bedst med i verden, dernæst hvad institutionerne bidrager bedst med nationalt, så regionalt, så lokalt, og med det helt centrale udgangspunkt: hvad den enkelte bidrager med i kraft af personlighed, lærdom, interesse.
Det kræver en demokratisk mentalitet, hvor man inderligt går op i sit samfund frem for sit forbrug.
Jeg mener vi/I tager fejl - og desværre tager også Baunsbak lidt fejl.
Jeg er ikke enig i at teknokraterne af sig selv styrer. Jeg er ikke enig i at New Public Management ødelægger eller har ødelagt demokratiet.
Problemet er at vi har givet vores stemmer til folk, der ikke vil tage ansvar, og som overlader ansvaret - uden andre rammer end besparelser - til DJØFfere og andre akademikere - men også til andre ilde uddannede f.eks. diplomledere. Og herefter kører maskineriet derudaf.
Tendensen er stært understøtte og næret af, at det lykkedes Venstre (Fogh, Løkke) at nedlægge nærdemokratiet, således at deres ansvarsfrie tilværelse som den 'nødvendige politiks, minimalstatens' eksponenter kunne få deres vilje.
Vi ser jo også med rækken af skandaler, at politikerne i de senere år jo også lykkes med at slippe vor ansvar, og at de lykkes med at skjule deres drøftelser om politik bag stadig ringere muligheder for offentligheden - og jeg tænker ikke blot på vores latterlige medier, men også på forskere - at få indsigt i, hvad der foregår.
Således. Vi har demokrati. Det er hverken NPM eller DJØFfernes skyld, at det går som det gør. Det er vores. Vi har ikke sikret os at være bagland for dem, vi har stemt på. Vi har ikke kendt dem, men stemt efter simple reklamefoldere, der alle har lovet medvind og fedt flæsk til alle.
Lars Dahl: Enig, det er jo perspektivløst at skælde ud på ansatte, der passer deres arbejde, altså djøfferne i fx undervisningsministeriet. Ansvaret ligger naturligvis hos de politikere, der har truffet de beslutninger, som har resulteret i denne tilstand. Og dermed hos dem, der har valgt politikerne. Og det er jo i grunden et positivt budskab. Det betyder jo, at vi kan gøre gøre noget ved det ved at vælge nogle andre.
Men det betyder ikke, at djøfregimet ikke må kritiseres sønder og sammen. Kritikken skal bare formuleres sådan, at det står klart, at den er rettet imod de ansvarlige, ikke de ansatte. Og på det punkt har vi slet ikke paraderne oppe.
Niels C.S
Det betyder jo, at vi kan gøre gøre noget ved det ved at vælge nogle andre.
Hvem?
Hvem er IKKE syltet ind i den systemtænkning eller bliver det, i det øjeblik de træder ind i Folketinget??
Lars Dahl
I princippet har du ret,meeen
Hvis div. mellemledere og ledere var deres opgave voksen og ikke var medspillere i nedskæringshysteriet, så kunne det slet ikke foregå.
D.V.S at der må være en stor del af lederne der ikke er deres opgave voksen og netop sidder og putter sig og ikke siger fra når opgaverne ikke er mulige at løse med de midler der er til rådighed.
Ansvaret skal placeres rette sted, javel, men man har netop påtaget sig et ansvar over for opgaven også når man er leder, ellers er man kun et redskab eller en lakaj.
Dahl - Hvis hjordens stolte han leder flokken i afgrunden, hjælper det ikke meget, at et par kloge dyr m/k står ensomt tilbage og kigger.
Jamen. Jeg står nu ved mit. Jeg har som ansat i kommuner skullet svinge spareknive i urimelige situationer, og under protest. Men jeg skulle jo også leve af mit job. Og det er vi/I nødt til at respektere.
Så selvom der er 'kloge' ledere i kommunerne, så er det politikerne, der har call'et, og jeg mener, at den tydelige magtkoncentration på Christiansborg - som medierne godt bidrager med - placerer tungt tungt ansvar på Christiansborg. Folketingspolitikere - ikke mindst ministre er hurtige til at 'tørre ansvaret af' på kommunerne.
I den forstand, mener jeg, at der her i de sidste kommentarer bliver skudt forbi. Og jeg mener, det er for let. For sagen er, at hvis vi/I gider, så HAR vi endnu et demokrati. Det er blot op til jer/os at gøre det til mere end et pålydende.
Lise Lotte Rahbek: Risikoen for at blive syltet ind i 'systemtænkning' er for mig at se alvorlig, hvis man ikke har nogen, der gider være ens bagland. Nogen som fra baglandet kalder på én, og gør én opmærksom på, hvad man er valgt på. Vi har stadig den regel, at folketingspolitikere skal stemme efter deres overbevisning. Den del er demokratisk, og den kan anvendes til at baglandet kalder på 'sin' politiker, og drøfter, hvad overbevisningen skal være. I mit hoved er det systematikken i et levende demokrati - sådan som det ligger til vores anvendelseallerede.
Leo Nygaard. Jeg har aldrig været meget for billeder - og slet ikke af den slags du anvender her. Det er for svært at finde ud af hvad du vil sige til mig. I min optik er det kun dybsindigt på den der Tolkienske måde - altså en måde der kræver at man flakser rundt i den flaske, der er hans univers. Sorry.
Og Sauer. Du har ret i, at også akademikere, DJØFfere og alle andre må og skal kritiseres. Og du har ret i, at al den stund vi fyrer løs på DJØFferne, lader vi politikerne slippe. Og det er lidt dét, Baunsbak desværre gør.
Og du har ret i, at jeg mener positivt, at det er godt, at vi formelt set har vores demokrati.
Og jeg synes, det er på tide, at vi/I vågner op og bruger det til noget. Meld jer ind i de partier, I synes passer jer bedst - forlang ikke 100 %'s enighed, men opdag, hvor meget man faktisk kan ændre på, og få indflydelse på, og gå på opdagelse i det politiske system og vær vores/jeres egen Snowden, når det giver mening.
Fint nok at lege Snowden, hvis man ikke risikerer noget ved det. Det gør pensionerede overlæger og journalister med stor succes. Men whistleblower ordninger er ikke hverdags forteelser og selv meget grove sager kommer ikke til orde i vores velfungerende "demokrati"! Er demokratiet ikke snarere gravet ned og erstattet med flertalstyranni? Hvor mange politikere har kontakter til baglandet og udlægger det i ord og handling?
Hvis partiets top har en mening, der skal følges, så retter vi ind. Det er set i flere, ret umorsomme ændringer i dialogen, f.eks offentligshedsloven. I det øjeblik, der kommer en kommunal- eller folketingspolitiker, som har mod og mandshjerte til at stå ved og op for en sag uden hverken at udvande eller bortforklare tingene. Eller bare en leder/ mellemleder, der med sin viden og kompetence går imod flowet og markerer sin egne meninger mod flertallets? Så kan de mere frygtsomme måske også tro på, at vi kan ændre tingene.
Dahl, undskyld, du har ret. Forklaring på billedet :
"Det er hverken NPM eller DJØFfernes skyld, at det går som det gør. Det er vores."
Denne konklusion reagerede jeg på.
Lederne (politikere og embedsstanden) og den blandede vælgerskare.
Demokratiets svagheder - opstilling af kandidater og flertallet af hjorden.
Peter Hansen skrev 29. oktober, 2013 - 06:18:
"...hvor man inderligt går op i sit samfund frem for sit forbrug."
- Så enkelt kan det siges.
Lars Dahl
Jamen du har da helt ret i at det kræver mod af en leder og mellemleder at sige parnasset imod, når det er nødigt og ikke bare være lydig soldat.
Jeg har da respekt for alle der udfører deres daglige dont, så godt som muligt, men jeg har faktisk endnu mere respekt for de få, der tør sige "nej det kan desværre ikke lade sig gøre", eller, "det vil jeg ikke lægge navn til", som jeg da heldigvis også har oplevet og hørt ansvarlige gøre.
Jeg klandre ikke alle for ikke at have modet, eller muligheden for at udfylde den rolle de har søgt og fået, men større ansvar for opgaven og medarbejdere, følger nu engang med en ledende stilling.
Politikerne kan jo ikke andet end at følge de embedsmænds råd som bliver givet og hvis ingen siger fra må politikerne gå ud fra at opgaverne er mulige at løse,
Ansvaret kører i ring, når ingen tager ansvar for eget regi og når alle har ansvar har ingen ansvar, derfor ansættes ledere.
Lars Dahl
29. oktober, 2013 - 13:19 #
Fint nok, at opfordre til at være politisk aktiv. Men hvis du kikker på hvem det er, som sidder i byrådene og i folketinget, så vil du opdage, at langt de fleste er offentligt ansatte eller andre uden tilknytning til det private arbejdsmarked.
Privat ansatte lønmodtagere finder du nærmest ingen af. Og nej, det skyldes ikke mangel på politisk interesse. Det har en anden indlysende baggrund, for hvis du opponere mod din arbejdsgiver i det private erhvervsliv vil du hurtigt opdage, at det kan give dig vanskeligheder i forhold til dine ansættelses vilkår - Dine karriere muligheder begrænses og du risikerer at få vist døren.
Jeg holder fast i, at det svage led er leddet mellem politikere og vælgere.
Det er ingen sag at melde sig ind i et politisk parti og tage del i opstillingen af kandidater.
Og politiske partier er ikke bare maskiner, hvor medlemmerne andægtigt lytter til formænd osv.
Ansvaret kører ikke i ring. Ansvaret ligger hos politikerne. Når medier og vælgere forsøger at placere det hos embedsmændende, går det galt. Og jeg ser dette fænomen som et symptom på at vælgerne - altså f.eks. I/vi her i kommentarerne - ikke selv er demokrater for alvor. Vi vil have noget af demokratiet det ikke kan: Retfærdighed og vores ret til at ligge på sofaen og brokke os.
Ansvaret kører ikke i ring. Det er vælgernes. Og det er det, fordi vi har et demokrati. Enhver har demokratisk ret til at starte et parti - og se! (behold) det er faktisk lykkedes for nogen, ikkesandt?!
Lars Dahl
Ja det er jo standart-prædiken, når "systemet" der allerede er placeret og har påtaget sig ansvaret viser sig at svigte:
Lav dit eget parti.
Ja, men det er jo gjort. Det er ikke partier eller embedsmænd der mangler.
Det er mennesker der påtager sig det ansvar de modtager vederlag for og som de glad holder op for sig som skjold når forfordeling skal forklares.
Når der ikke er nogen forskel imellem politikernes mål ( bengnaveri), så ophører valgmulighederne med at eksistere i demokratiet og så kan du gerne for min skyld indrage de ledere der af hensyn til eget job ikke magter at fortælle deres politiske ledere jobbet begrænsninger og muligheder ( en anden form for bengnaveri)
Lars Dahl
Vort system er nu engang sådan at både embedsmænd og politikere har ansvar for deres handlinger.
Lise Lotte Rahbek: Hvem, spørger du. Hvem skal man dog stemme på, når man er uenig med dem alle?
Der er to muligheder. Enten stiller man selv op, eller også stemmer man på den, man er mindst uenig med. Det er skidt, men bedre bliver det ikke noget sted i denne verden.
Og lad mig tilføje: Det forhold, at det er politikerne, der skal stå til ansvar, ikke de ansatte, betyder ikke, at kritikken bliver hjemløs. Er der noget, der kan gøre mig helt desperat, så er det den der holdning med, at når noget først er besluttet, så stopper diskussionen og kritikken, for så har demokratiet fået sit og så kører vi bare derudaf. Det er en meget udbredt holdning i skolens verden, hvor masser af flinke lærere hidtil har ladet sig banke på plads af ledere, der ikke vil høre på kritikere, for nu har politikerne bestemt sådan og sådan, og så har vi bare at makke ret allesammen. Det var den slags mennesker, der sørgede for, at togene kørte til tiden i Nazityskland.
Der er hele tiden en pligt til at forholde sig kritisk overfor enhver ordre, uanset hvor 'legitim' den beordrende instans måtte være.
Dahl - På papiret har du ret. Men :
- Flertallet er politisk uinteresserede. Egoet står forrest, og først, når det generes, reagerer folk. Men flertallet er ikke automatisk lig med det bedste for helheden.
- Politikerne er opdraget af politikere, med partidisciplin.
- Politik er et erhverv, en karriere. Som helhed vælges politikere ikke af folket, men af sig selv som gruppe.
- Politikere er ikke suveræne. De er afhængige af embedsstanden og af medierne. Hele denne sammensværgelse forringer folkestyret.
Ikke noget nyt i det. Bare lige bringe det i erindring.
Vi bestemmer. Og dem der bestemmer har ansvaret - på papiret.
.
Sider