Asger Baunsbak-Jensen læner sig tilbage i den ternede plaid på lænestolens ryg. Folder hænderne over brystet og lader blikket vandre op under loftet i arbejdsværelset.
Reolerne, der indrammer værelset, bærer vidnesbyrd om et langt liv i centrum af det politiske apparat. Ringbind spækket med gulnede avisudklip står side om side med tykke flerbindsværker af P. Munch og Niels Neergaard.
I 60 år har Asger Baunsbak-Jensen blandet sig i den demokratiske debat. Som landsformand for Radikale Venstre, direktør i Undervisningsministeriet, præst, debattør og forfatter. Senest med pamfletten Sidste udkald – Kampskrift for folkeskolen. I den beskriver han, hvad han ser som samtidens store demokratiske krise.
»Det er sidste udkald for demokratiet,« proklamerer han, idet han retter sig op og tamper pegefingeren i bordpladen.
I pamfletten retter Asger Baunsbak-Jensen en skarp kritik af den folkeskolereform, der blev indgået aftale om i sommer, samt hele forløbet op til, som han beskriver som »udemokratisk«.
»Den nye lov er blevet til uden folkelig debat,« skriver han i indledningen til pamfletten og fortsætter:
»Demokratiet er på nedtælling, mens teknokrater overlades magten. Jeg anser anonymiseringen for at være demokratiets største fare nu, jurister, økonomer og statsvidenskabsfolk uden for offentlighedens lyskegle sidder inde med magten. De udarbejder love på felter, hvor fagfolk tidligere havde lederstillinger.«
Nærdemokratiet er væk
Ifølge Asger Baunsbak-Jensen mangler Undervisningsministeriet flere embedsmænd med praktisk erfaring fra klasselokalet. Selv er han uddannet skolelærer og tidligere efterskoleforstander. Som undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet gennem 1960’erne og 70’erne brugte han sin egen faglige erfaring til at indgå i debatter om folkeskolen.
Den debat er forsvundet med DJØF’ernes indtog i ministerierne, mener han. Og dermed opstår det demokratiske problem.»Hvis man skal inddrage folket, skal man jo også have nogen, der kan formidle det her. Og i dag er folket altså stort set fraværende,« mener han.
»Dermed kommer demokratiet til at fungere på nogle eksperters og teknokraters præmisser, hvor folket er koblet fra. Det er min frygt.«
Asger Baunsbak-Jensen går over til sit arbejdsbord og frembringer et bordeauxrødt ringbind med falmede avisudklip fra hans tid som embedsmand. Den er fyldt med kronikker, debatindlæg og reportager fra debatmøder. Han bladrer frem til et billede af en sal fyldt med alvorstunge miner.
»Se, hvor mange der var! 630! I Nørresundby alene.«
Den type af debatter gav mulighed for, at han som undervisningsdirektør kunne fremlægge nogle visioner for skolen, og lærere og forældre kunne komme med deres modsvar. Et lovforslag kunne snildt være tre-fire år undervejs, og bølgerne frem og tilbage var kun med til at kvalificere forslaget, mener Asger Baunsbak-Jensen.
»Hurtigheden tager livet af den demokratiske proces. Der skrives for hurtigt og tænkes for lidt,« siger Asger Baunsbak-Jensen og gnubber sig i tindingerne.
Helt vanvittigt
I Sidste udkald – Kampskrift for folkeskolen kritiserer den tidligere undervisningsdirektør også, at regeringen i det hele taget begyndte at drøfte en folkeskolereform og en ny læreruddannelse uden først at formulere en ny formålsparagraf for folkeskolen.
»Hvad er formålet med skolen?« spørger han retorisk i pamfletten. Undervisningsminister Christine Antorini (S) har bebudet, at diskussionen om formålsparagraffen vil komme senere. »Jamen, det er da helt vanvittigt! Man laver da først formål, og derefter laver man indhold. Man laver ikke indhold og så siger, nu må vi tilrette formålet efter det, vi har lavet. Det er fuldstændig forkert, hvis man ikke diskuterer, hvad formålet er,« ræsonnerer Asger Baunsbak-Jensen.
Han forestiller sig et nyt folkeskoleråd bestående af filosoffer, teologer, forfattere og forældre, som med forbillede i Etisk Råd skal komme med forslag til det politiske lag om folkeskolens fremtid. Rådet skal yde det modspil til embedsværket, som hverken Danmarks Lærerforening eller forældrene ifølge Asger Baunsbak-Jensen magter i dag.
For lidt berøring med vælgerne
På det lille bord ved siden af lænestolen ligger to bøger. Peter Kemps Verdensborgeren og under den Ove K. Pedersens Konkurrencestaten. Det er i spændingsfeltet mellem disse to begreber, Asger Baunsbak-Jensen ser kampen om folkeskolen og dernæst demokratiet udspille sig.
»Læg mærke til, at finansministeren taler om en ’konkurrencestat’. Men man skal være klar over, hvad en konkurrencestat er. Det er den, hvor den stærkeste altid vinder på verdensplan,« siger han.
Han mener, at konkurrencetænkningen har bevæget sig helt ind i folkeskolen som følge af manglen på fagfolk i Undervisningsministeriet. I stedet for at opdrage til medborgerskab og forståelse for andre dyrker man eliten og den individuelle præstation.
»Men man er nødt til at have et samfund, der har sans for, hvem der er svage, og hvordan vi får dem til at folde sig ud, så de får et rigt liv,« mener Asger Baunsbak-Jensen.
»Naturligvis skal vi konkurrere, når det gælder både forskning og afsætning. Men hvis vi ser på udviklingen i øjeblikket, så har man overladt det til konkurrencestaten i en sådan grad, at forskellen mellem bund og top i samfundet bliver større og større, hvor vi for 20 år siden havde en tilnærmelse. Og derfor er vi nødt til at se på, hvad vi gør for de svage, som ikke kan klare sig i den konkurrencestat. Vi kan ikke bare ofre dem. Det er mit hovedpunkt.«
MF’ere spejlede befolkningen
Den unge skolelærer Asger Baunsbak-Jensen blev første gang valgt ind i Folketinget som medlem af Radikale Venstre i 1958. Dengang, husker han, repræsenterede de folkevalgte et bredt udsnit af befolkningen. Der var socialdemokratiske arbejdere, radikale højskolefolk og gårdmænd fra Venstre. Det var politikere, som var i tæt berøring med vælgerne.
I dag oplever Asger Baunsbak-Jensen, at de folkevalgte på Christiansborg har mistet følingen med de mennesker, de repræsenterer. Især de svageste i samfundet bliver svigtet af politikerne, mener han.
Politikerne tænker som deres embedsmænd i effektivisering og økonomistyring fremfor, hvordan man sikrer, at ingen falder uden af systemet.
»Hvis du tager politikere i dag, jamen, så er Helle Thorning-Schmidt jo akademiker. Margrethe Vestager er akademiker. Der er kun nogle ganske få, der ikke er det. Der er en Villy Søvndahl, og der er en Marianne Jelved. Det er de ældre politikere. Vi er havnet i den situation, at efterkommere af disse svage folk, som sad i Folketinget dengang, er blevet sorteret fra, og der er ikke nogen, der tager dem ved hånden,« siger han.
Økonomen som skoleleder
Pludselig ringer telefonen. Det er Niels Helveg-Petersen, der vil spise frokost på en smørrebrødsrestaurant i København. Men først den 30. november.
»Før kan jeg ikke,« siger Asger Baunsbak-Jensen og smiler.
Selvom han er gået på pension, holder han sig stadig ajour med, hvad der rører sig i det politiske liv. Både over frokostplatter med sine gamle bekendtskaber fra den politiske sfære og ved at deltage i møder med aktive embedsmænd. Som for nylig, da han var inviteret til at tale for alle de ansatte hos Radikale Venstre på Christiansborg. Her gav han et par råd om, hvilke krav de skal tage med til kommunalvalget.
»I skal have en skoledirektør, der har stået i klasseværelset,« bedyrede den forhenværende landsformand blandt andet.
»For i løbet af ganske kort tid vil I komme til at se, at når skolelederne skal have større indflydelse efter folkeskoleloven, så får DJØF’erne en ny adgang til at sige, ’det er os, der skal være skoleledere, og så kan de andre være pædagogiske rådgivere.’«
Og dermed risikerer »de anonyme teknokraters« indtog i skoleledelsen at blive total, mener Asger Baunsbak-Jensen. Lige fra embedsværket på Christiansborg og i kommunen til den enkelte skoleleder. Kombineret med en manglende debat om lærerens rolle og folkeskolens fremtidige formål vil det føre til en skole, der bliver ledet med pengepung og målestok frem for pædagogiske idealer.
»Jeg mener, at vi i løbet af et til to år vil komme til at se, at mange kommuner siger: ’Vi har brug for, af hensyn til den økonomiske styring, at have en cand.oecon. som skoleleder.’ Det kommer vi til at se. Jeg varskoer det bare.«
De der så mener at ansvaret for mørklægningsloven, teknokraternes overtagelse og at folket er fraværende hører til hos vælgerne, kan jo så passende prøve at placere det rent formelt??
Det vil nok være en meget vanskelig øvelse.
Rent bortset fra at det vil kræve at set helt bort fra en motivundersøgelse.
Lars Dahl
29. oktober, 2013 - 16:27 #
"Ansvaret kører ikke i ring. Ansvaret ligger hos politikerne"
- Fuldstændig enig. De offentligt ansatte kan ikke på nogen måde pålægges ansvaret for udviklingen.
Desværre tror jeg, at selv den dygtigste politiker i dag kan have endog meget svært ved at gennemskue konsekvenserne af den lovgivning vedkommende er med til at træffe beslutning om - Et rent horror senarie hvis du spørger mig.
Husker Helge Adam Møller fra de konservative for år tilbage sagde, at mængden af daglig læsestof for folketingsmedlemmer efterhånden var blevet så stor, at det var blevet nødvendigt, at sortere selv meget vigtigt materiale fra.
Uhyggeligt, at selv garvede politikere ikke kan overskue jobbet.
Selvfølgelig er det forbandet let, at side hjemme i stuen og brokke løs gennem tasterne, men personligt har jeg og sikkert mange andre nok at se til med at få livet til at hænge sammen og ikke råder over den forødende overskud af energi der skal til.
- Desværre.
Kunne vi derimod gennem nem-id og digitale løsninger udbrede afstemninger til stuen, ville det være en helt anden snak, hvor almindelige mennesker kan være med. Lidt som i Schweiz, hvor befolkningen ofte bliver kaldt til folkeafstemning i væsentlige beslutninger.
Ingen lov bør selvfølgelig gennemføres, uden at dens konsekvenser er beskrevet. Det nytter ikke at gætte, man må fremlægge formål og konsekvenser, så befolkningen ved, hvordan den bliver behandlet af sine folkevalgte.
Fremlægge formål og konsekvenser!!?
Det ville jo både kræve, at man havde mod til at stå ved det formål, man har. Samt at man havde mod - og evne... (apropos kvartlærde statskundskabere - har selv læst sammen med DEM!)...- til rent faktisk at analysere forudsigelige konsekvenser. Fx at der vil blive kaos, når man forventer, at lærerne skal forberede sig på skolerne, hvor der ofte er mellem 50 og hundredrede lærere og måske arbejdspladser til 20... Efter at have undervist folkeskoleklasser i fem-seks timer. Ja da, der er man da klar til at 'forberede sig' i ro og mag. Og sikke da et fint samarbejde, man kan få igang under disse betingelser. God ide... NOT!
Nej da 'fremlægge formål og konsekvenser' - Det er ... forudsigeligt - en umulig fordring.
Men Sauer har fuldstændig ret. Nogle af os bliver nødt til at genopfinde et fornuftigt politisk parti... og indtil da kritisere overalt...!
Hvor ska' vi hen du?
Vi har er regering der både bekender sig til velfærdsstaten, konkurrencestaten, det økonomiske vækstparadigme og det bæredygtige samfund...
Jeg orker ikke engang kommentere på det...
lars jørgensen
29. oktober, 2013 - 21:09 #
"Nogle af os bliver nødt til at genopfinde et fornuftigt politisk parti"
Absolut JA. Der mangler stærkt en modvægt til det kunstige CEPOS skabte aktieselskab Liberal Alliance som støttes af erhvervsorganisationerne.
Kunne så passende hedde Social Alliance med støtte fra fagbevægelsen som det tidligere var Socialdemokratiet forundt inden VKO fik nedbrudt alle broer med Socialdemokratiets og lønmodtagernes stille accept i 00'erne.
- Det var efter min opfattelse start skuddet til den suppedas vi sider i nu med hensyn til velfærden derut.
Kjeld Hansen, det skete før - allerede da medlemskab af a-kassen, uden at man først var medlem af fagforeningen, blev påført os af EF, var den gal.
Altså, det er rent ud sagt absurd, idiotisk, komplet uansvarligt på en nærmest kriminel måde at ville vedtage love, hvis konsekvenser man ikke kender. Ideen med lovene er at bringe samfundet og borgere i en bestemt retning, og kun når man er helt sikker på, at loven vil have denne virkning, giver den mening.
Det seneste eksempel på manglende overblik kan ses i SKATs fortolkning af skattestoppet og udlægning af ejendomsvurderingen.
Demokratiet smuldre - som en snebold på en glohed kogeplade.
Velfærdsstaten er lodret nedadgående.
A hold & B hold.
Overklasse & underklasse.
Overbetalte og underbetalte
Rigdom og fattigdom
Piv piv piv. Men der er ingen vej uden om, at man må være politisk aktiv for at få politisk indflydelse. Og jeg synes, jeg ved, at er man politisk aktiv, så er der også muligheder for at få indflydelse. Men naturligvis skal man passe sin Facebook, sin bridgeturnering, sit golfsving, turen til Barcelona osv. Og så bliver det derefter.
Ja, danskerne ar blevet for fede af egen magelighed.
Lars Dahl
Piv piv???
Det er nu sådan et de mennesker der har ansvaret for en handling , kan kræves til ansvar og når det handler om det offentlige Danmark, så består det i embedsværket under kontrol af polikerne......fordi vælgerne har afgivet deres stemme og magt til en repræsentant og denne repræsentant er afhængig af de embedsmænd der burde udgøre ekspert-rådene ud fra den forudsætning at en folkevalgt ikke selv kan være ekspert på alt.
Ud fra den konstruktion kan ingen være i tvivl om at også dårlige embedsmænd, der som politikere, tænker på egen jobsituation før opgavens kvalitet og retfærdige løsning, har ansvar på lige fod med de politikere de skal råde og at vælgernes indflydelse over for ryggesløse politikere og embedsmænd forlængst er koblet af i forløbet.
Hold op med at klynke og gør det job man har påtaget sig, kunne man med stor ret sige til begge grupper. Ellers har ingen af dem den berettigelse som demokratiet tillægger dem og forventer, og systemet fejler.........som det ses.
Stell dir vor es ist Krieg und keiner geht hin.
Erstat "Krieg" med "folketingsvalg" (ikke kommunalvalg) så har man løsningen på demokratikrisen.
Skolernes største demokratiunderskud ligger i at de er designet til at minimere social mobilitet til trods for fine formålsparagraffer. "Little boxes" indeed, og vi puttes i dem allerede i børnehaven og de tidlige skoleår. Af et system der ikke kunne rumme hvis alle fik lov at forfølge drømmene..... Og det ved teknokraterne udemærket. De har selv designet skolerne med det formål for øje. Hvad skulle man dog med det formål for øje stille op med en idealistisk skoleleder og dennes input?
Som principal Skinner sagde "these kids have no future"...
@ Lars Dahl og Leo Nyborg
Ja, man SKAL være politisk aktiv hvis man vil redde folkestyret. Men man skal vide hvilket knap man kan dreje på.
1. Man SKAL være politisk aktiv men man skal vælge det rigtige forum. Man kan ikke mere opnå indflydelse ad det almindelige partimedlemskab. Det har jeg lært. Jeg og to andre meldte os ind i hvert sit parti (ét rødt, et blåt og et midt i mellem) i håb om at kunne tage et medansvar og få indflydelse. Vi kunne berette om den nye offentlige virkelighed; om det der bliver gjort mod borgerne i det anonyme teknokratiets navn--fra et blåt friheds- såvel som et rødt socialt perspektiv.
Vi kom ingen vegne, på trods af, at en var ung og køn og politisk korrekt, en var en erfaren policyanlytiker og at den trejde havde en politisk karriere og et indgående kendskab til Christiansborg bag sig. Vi kom ingen vegne. Det vi hver i sær oplevede i vort parti var topstyring og envejskommunikation med nul mulighed for indflydelse. Toppen er interesseret i, at vi forbliver stemmekvæg. Indhold og udformning af kommunikation og debat er derefter. Det er nu så slemt, at selv MF'er og endda ministrene regnes for stemmekvæg.
2. Man kan hverken forlange eller forvente at ens lokal MF repræsenterer folket. Det gør ham/hun vel ej. Nej, toppen regner MF kandidater for trofast stemmekvæg og hvis ikke de makker ret i ord og handling bliver de nedgraderet og i nogle partier smidt ud.
3. Toppens magt ligger i opstillingsprocedurerne og i den måde hvorpå stemmerne er fordelt på landsplan. Partitoppen aftaler med vælgerkredset hvem der må stille op. De kandidater der trofast adlyder partitoppen bliver til spidskandidater. De mest trofast bliver ALLE til spidskandidater, fordi de kan fordeles over landsplan blandt de forskellige vælgerkredse. Kandidater der ikke adlyder, der viser tegn på at respektere Grundloven, at stemme efter samvittighed, at være ærlig, at repræsentere deres vælgere, de kommer langt ned i listen, forflyttes til et håbløst kreds med nul chance for valg, eller presses ud. Dette fordeling sikrer, at MF'er repræsenterer partitoppen og ikke vælgerne i det kredse hvor de tilfældigt er stillet op. Med andre ord, at være lokalforankret eller at repræsentere er hverken et krav eller et succeskriterie.
4. Teoretisk har vi dog et drejeknap i vælgerkredsets formand--fordi det enkelte kreds skal sige ja til at kandidaten kan stille op. Det er én ting man kan gøre--prøve at overtale formanden til at vise lidt samfundssind og afviser de meste modbydelige og uhæderlige kandidater. Jeg mener selv, at det burde kunne virke. Jeg kan forestille mig, at hvis partiet slagtes ved kommunalvalget pga. skandaler på landsplan og elendighed på det kommunale plan, at en vælgerkreds formand vil mande sig op til at sige fra over for toppen—efter adskillige byrådsposter er røget. Måske. Hvad synes I andre?
5. Spilleregler beskytter toppens håndlangere på en anden måde. Når en kandidat taber valget i et bestemt kreds X, er stemmerne er ikke tabt. De samles op af partiet og bliver til en pulje der bruges på landsplan til at sikre nogle få yndlingskandidater fra nederlag. Selv om en MFer er forhadt af sine vælgere og få nul stemmer, kan han teoretisk komme i Folketinget ved at partitoppen holder hånden over ham, og uddeler en ”landsplan” stilling til ham.
6. Her kommer vi til den anden drejeknap. Det, man KAN gøre. Stem konsekvent og PERSONLIGT for den NEDERSTE på kandidatlisten. ALTID den nederste. Han/hun vil være udmærket klar over, at hans stilling skyldes dig og ikke partitoppen. Så han man et MFer der repræsenterer én, og så får man indflydelse.
Det er slet ikke nemt for en ukendt kandidat at blive valgt på baggrund af personlige stemmer, men det er den eneste vej. Hvis han/hun vinder, kan stemmerne ikke omfordeles! Det kræver selvfølgelig en stor frivillig indsats til at oplyse lokale vælgere til at stemme personligt for ham/hun, mm. Det kræver, at alle skuffede og marginaliserede sofavælgere komme op fra puderne og tager ud på gaderne! Det kræver faktisk, ægte medansvar, ægte samfundssind og ægte kærlighed til demokrati—det, som Lars Dahl efterlyser. Men det ER en konkret måde hvorved vi danskere kan generobre folkestyret, genvinde vores frihed og genskabe repræsentativt demokrati.
Samme erfaring her vedr partistyret og disciplinen. Har mærket pressionen.
Men du har åbenbart ikke tabt modet helt, Jens - endnu !
( jeg er ikke statsminister og ikke kvinde ;-) )
Hvis er medlem af et parti og synes det er svært at trænge igennem til pyramidens top, skal man velovervejet bruge systemet :
- Læs vedtægterne nøje. Især vedr. landsmøder og beslutningsprocedurer.
- Er proceduren for at stille forslag/afstemning og få det gennem til toppen i orden :
- Find ligesindede og gå sammen om forslagsstillelse om jeres emne. En af jer skal være god til juridiske tekster.
- Er der spærremekanismer til toppen gennem mellemlag, start med at stille forslag om vedtægtsændringer med argumenter om partidemokrati, som gør adgangen direkte til landsmødet.
- Der kan også være et hæmmende forhold mellem kreds/regions vedtægter og partivedtægter.
- Mislykkes det, fordi mellemlaget spærrer med baggrund i den paragraf, du ønsker ændret, som nævnt, meld dig ud af partiet.
En af de fantastiske manipulationer, den fra enevælden overlevende klasse af embedsmænd er sluppet afsted med i Danmark er, at et millimeterretfærdigt princip baseret på forholdstal er bedre end valg i enkeltmandskredse! Men intet overgår det mandat, som en befolkning udstyrer en kandidat med på sine vegne, baseret på de holdninger, der hersker mest udbredt på den egn, kandidaten vælges. Basispolitisk indflydelse - især i et lille land, hvor demokratiet reelt kan praktiseres - stammer fra den loyalitet, en valgt kandidat nødvendigt må vise sin vælgerbase.
@Leo Nygaard
Tak fordi du deler ud af din erfaring. Yderst nyttigt.
Nej jeg har ikke mistet modet, så længe der bare er nogle få knapper at dreje på--men ærligt talt synes jeg IKKE der er mange af dem. Danmark er ikke særlig demokratisk mere. De grundlæggende problemer med spilleregler og systemdesign er der og de senere årtiers udvikling gør det hele bare meget værre.
Parlamentarisk demokrati med partivælde. Det mindsker lokalforankring og repræsentativitet. Det gør, i modsætning til et repræsentativ demokrati med to huse som i USA, at folketinget kan tillade sig alt muligt blot der er flertal for det. Ingen forfatningsdomstole. En underlig samfundsudvikling der har glemt, at retssikkerhed og borgerrettigheder er noget andet og mere end demokrati og går forud, både i historisk set men også logisk set? At retssikkerhed og borgerrettigheder er de logiske forudsætninger FOR demokrati? Har vi glemt, at et demokrati, objektivt set, har intet problem i at rette bageren for smeden? Det er der da et flertal for!
Og så videre til de senere årtiers forråelse og forrådnelse. Et folketing dominerede af politiske forlig og studehandel som fører til hastelove som beskrevet i denne kronik. Hastelove uden udredning, uden forberedelse, uden høring eller debat. En oligarkisk styreform med foragt for den grundlovsfæstede lovgivnings proces. En Højesteretsdomstole bemandet fra Justitsministeriet og en justitsminister med foragt for demokrati, borgerrettigheder OG loven. Et politiseret embedsværk med en lukket forvaltningskultur. Et embedsværk der forkaster forvaltningsloven grundsætninger om aldrig regel over skøn, om proportionalitet, mm. Et embedsværk der fyrer whistleblowers, hvor ledere sparker nedad og lefler opad (HTS skattesag). En forfalden regering og politikervælde, hvor ministeransvar er blevet et by i Rusland og hvor spin, løgn og magtmisbrug er hverdagskost, uden konsekvenser og endda forudsætninger for succes! Og en presse der ikke bare er kastreret (med få undtagelser som f.eks. Cavlingspris vindere Jesper Tynell, mm.) men SELV kastreret. De fleste labber spin og pressemeddelelser i sig uden overhovedet at stille selv åbenlyst kritiske spørgsmål. Og til allersidste, som mange her har påpeget, en passiv og autoritetstro befolkning, som intet problem ser i at bøje nakken og at tage herrens ord for gode varer, igen og igen og igen.
Det bliver lidt op ad bakken ;-).
@Peter Hansen
Tak for den positive og optimistisk kommentar. Kan du uddybe f.eks. med eksempler? Hvordan kan det fungere i dag?
Peter Hansen - Demokratiet forbedres gennem demokratiet.
Ellers går der "Jakob Haugaard" i sagen. Forstået positivt.
Der skal en stor personlighed til at stå ene og stærk.
Der skal mange personligheder til at ændre den nuværende betonkonstruktion.
Min fantasi slår ikke til, at det er en mulighed.
Sider