Læsetid: 5 min.

Fagministrene skal blande sig uden om

Fagministrene skal blande sig uden om regeringens overordnede politik. Det tager regeringstoppen sig af. Iagttagere er enige om, at der er kommet mere topstyring i regeringsførelsen de seneste 20 år, men er uenige om konsekvenserne
Den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk oplevede flere gange, at han måtte bide sig i tungen for ikke at tale regeringens linje midt imod.
4. oktober 2013

Det er kun statsminister Helle Thorning Schmidt (S), finansminister Bjarne Corydon (S) og partilederne, der må udtale sig om regeringens overordnede politik. Fagministrene skal blande sig uden om, og holde sig til deres respektive politikområder. Sådan er virkelighed i moderne dansk politik, vurderer iagttagere. Det er nyt.

»For 20 år siden var det ikke ualmindeligt, at fagministrene også blandede sig i den storpolitiske debat. Det ser du stort set ikke i dag. Stort set ingen af dem har en mening om regeringens overordnede politik. De eneste, der udtaler sig er de ministre, der er partileder, og så finans- og statsministeren. Der er sket en centralisering af måden at arbejde på. Statsministeren og ikke mindste finansministeren fylder meget, både i denne regering og i den tidligere,« siger Hans Engell.

Han beskriver finansministeren som »superoverminister«, fordi han udstikker de økonomiske rammer for de øvrige ministerier.

Professor emeritus ved Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen er enig.

»Der er mere og mere, der er koncentreret hos nogle centrale spillere,« siger Jørgen Grønnegaard.

Regeringsgrundlag

Under Socialdemokraternes kongres i sidste weekend var statsminister Helle Thorning Schmidt to gange nødt til at sætte ministre på plads. Europa- og handelsminister Nick Hækkerup (S) kritiserede skarpt sine tidligere topansatte i Forsvarsministeriet, og minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), satte spørgsmålstegn ved finansminister Bjarne Corydons syn på ’konkurrencestaten’. Den slags holdningstilkendegivelser var der ikke plads til, og Thorning uddelte reprimander.

Adjunkt på Statskundskab på Aarhus Universitet, Helene Helboe Pedersen, forklarer, at indførelsen af regeringsgrundlag i 1993 grundlæggende ændrede dynamikken imellem fagministrene og den samlede regering.

»Hvor man måske tidligere fordelte ministerposterne, og så derefter skulle finde ud af, hvad de skulle lave i de forskellige ministerier, laver man nu et politisk program på forhånd, som så skal implementeres. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er kommet mindre politik og mere administration, politikken er bare flyttet et andet sted hen,« forklarer Helene Helboe Pedersen. Hun oplyser, at indførelsen af regeringsgrundlagene blandt andet skyldtes øget konkurrence imellem de politiske partier igennem 1990’erne.

»Hvis partierne er mere i konkurrence, bliver det sværere for dem at samarbejde. Så kan man få behov for at nedfælde politikken i et regeringsgrundlag, så det bliver mere bindende. Ministrene kan komme med yderligere ideer, men må ikke udtale sig i modstrid med det grundlag, de skal implementere,« siger Helboe Pedersen.

Får båden til at gynge

Ifølge politiske kommentator Erik Meier Carlsen skyldes den øgede centralisering af magten også, at ganske få ministre i den nuværende regering har ministererfaring. Regeringstoppen har været nødt til at tage styringen, mener han.

»Der har stort set ikke været nogle ministre med ministererfaring. Det har i perioder ført til en ekstrem centralisering af beslutningsprocessen. Det er kun de helt centrale ministre, der har været involveret i processerne,« vurderer Erik Meier Carlsen.

Tidligere kulturminister for Radikale Venstre, nu løsgænger, Uffe Elbæk er en af dem, der flere gange har måttet bide sig i tungen for ikke at tale regeringens linje midt imod. Særligt i to tilfælde var det svært ikke at sige noget, fortæller han: Sagen om Roj-TV og debatten om offentlighedsloven.

»Du har lyst til at sige noget, du ikke kan, fordi du har sagt ja til at være en del af regeringsholdet. Som minister har du sagt ja til at agere loyalt over for dine regeringskolleger og din statsminister. Og hvis du har sagt ja til det, så har du også sagt ja til de beslutninger, du måske ikke er enig i. Hvis man så når en personlig smertegrænse, må man stoppe som minister,« mener Uffe Elbæk.

Ifølge Hans Engell ville det ende i »anarki«, hvis ministrenes meninger fik lov til at flyde frit. Derfor er det naturligt, at statsministeren en gang imellem må sætte sine ministre på plads, fortæller Jørgen Grønnegaard.

»Medlemmerne af regeringen er partnere i et fælles projekt. De udgør mandskabet på en båd, så hvis én af dem gør noget, der truer kursen, giver det problemer. Så rokker båden,« siger han.

Debat eller beslutningsdygtig

Iagttagere er uenige om konsekvenserne af den øgede centralisering. Imens optimister glæder sig over, at regeringsapparatet bliver mere beslutningsdygtigt, frygter pessimister, at topstyringen lægger låg på debatten.

»Det er svært at svare entydigt på (hvad konsekvenserne af udviklingen er, red.). Utrolig ofte har man kritiseret det danske system for at have en for svag koordination i regeringen. Hvis der så er en stærk koordination – som der var under Fogh, og også er nu – så taler man om topstyring,« siger Jørgen Grønnegård.

Helene Helboe Pedersen vil heller ikke give et entydigt svar på, hvad konsekvenserne er.

»På den ene side vil vi gerne have uenighed, for det kan åbne en debat, som kan få synspunkterne på bordet, så vælgerne kan forstå dem og forholde sig til dem. På den anden side vil vi gerne have en beslutningsdygtig regering. Det er en balancegang, der skal fungere,« siger hun.

– Så det er et valg imellem effektiv regeringsførelse og nuanceret offentlig debat?

»Nej, det mener jeg ikke. Der er ikke noget, der tyder på, at vi har haft de her store debatter tidligere, og det er heller ikke sikkert, at det er ministrene, der skal drive den forkromede debat. Det kan medlemmerne af Folketinget og ikke mindst oppositionen gøre. Konsekvenserne handler mere om, hvordan regeringen arbejder,« siger Helene Helboe Pedersen.

Erik Meier Carlsen forudser en opblødning i topstyringen i valgperiodens sidste del. Fagministrene har fået to års ministererfaring, og derfor kan ledelsen nu løsne tøjlerne. Det kan give en mere nuanceret debat, vurderer Meier Carlsen.

»Det kan betyde meget for debatten. Socialdemokratiet har et rigtig stærkt hold med stærke kommunikatorer, som, jeg tror, vil præge debatten i den sidste del af valgperioden,« siger Meier Carlsen, der særligt fremhæver Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen.

»Hvis man får et bredere hold, der er med til at udfolde regeringen strategi over for befolkningen, tror jeg, det kan betyde ganske meget for vælgerne. De kan forstå, hvordan politikerne tænker, og hvad de prøver at foretage sig,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Og effekten på borgerne er...?

Hvis ikke ministerpolitikerne må have indflydelse på den samlede politik, så kan 2-3 toppersoner vel næppe kaldes repræsentative for hele vælgerskarens holdninger.
Og hvad skulle så være formålet for en borger med at stemme personligt på en politiker, som ikke må ytre sine holdninger i politik, men skal holde kæft og rette ind i et politisk autoritært hierarki?

Demokratiet i Danmark er under massivt pres - og det går den forkerte vej for kontakten mellem borger og politik.

Anders Kristensen, Carsten Munk, Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Henrik Klausen, Vibeke Rasmussen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Peter Jensen, Leif Høybye, John Victor Lorck, erik mørk thomsen, Tue Romanow, Kalle Nielsen, Tove Lodal og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"» [...] Som minister har du sagt ja til at agere loyalt over for dine regeringskolleger og din statsminister. Og hvis du har sagt ja til det, så har du også sagt ja til de beslutninger, du måske ikke er enig i. Hvis man så når en personlig smertegrænse, må man stoppe som minister,« mener Uffe Elbæk."

Det er godt nok en mærkelig udlægning af, hvad loyalitet betyder for en minister eller anden politiker i et moderne demokrati. Loyalitet i demokrati er jo netop at leve samtalen og ytringsfriheden - det eneste "loyale" for en politiker er at fastholde den position og risikere fyring - at tie burde end ikke overvejes.

Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Flemming Scheel Andersen, Vibeke Rasmussen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Nårpolitiker bliver valgt til folketinget, skriver de under på, at de vil stemme, ud fra deres egne overbevisning.
Altså, begår de grundlovbrud, må de lader andre bestemme, hvad de stemmer.
Men hvad, for en fed løn, måske endda ministerløn og bil, hvad kan man så ikke finde sig i?
Hvis Uffe Elbæk ikke havde miste ministerløn og bil, havde han jo nok været medlem af de radikale endnu, det var første bagefter, han samvittighed tog over,da han ikke længer kunne forgylde sin mand!

Lene Christensen, Vibeke Rasmussen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Når en fagpolitiker har meninger og holdninger inden for sit fagområde, men ikke kan argumentere for dem også offentligt uden at blive "sat på plads", så behøver man ikke en minister for fagområdet, men kan nøjes med en embedsmand. Det er absolut dårlig for demokratiet, men mere i overensstemmelse med tingenes faktiske tilstand. Så er New public management også blevet indført i vores såkaldte demokrati. Vi trænger til en revolution af vores demokratiske og økonomiske systemer.

Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Jørn Petersen, Henrik Klausen, Kalle Nielsen, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det der med at sætte hinanden på plads virker temmelig usympatisk og jeg tror ikke det er sådan høster stemmer. Må man foreslå at der bliver lyttet lidt mere til hvad der bliver sagt? Vælgerne ved jo godt, at når en minister bliver sat på plads er det som regel fordi han eller hun har sagt noget af det alle vi andre går rundt og tænker. Det der med at lytte er i det hele taget noget politikerne burde dyrke noget mere. De fleste har ofte så travlt med at svare at de umuligt kan have hørt spørgsmålet.

Carsten Munk, Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Henrik Klausen, Kalle Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Vor nuværende demokratimodel foreskriver de facto at den lovgivende magt (Folketinget) skal være uafhængig af den udøvende magt (regeringen), så inhabiliteten - og dermed magtkonfluensen - er evident, når folketingsmedlemmer anbringes i en regering. I sig selv provokerer dette vel at systemet bliver dysfunktionelt, selvom der i sagens natur er en lang række andre strukturelle problemer ved foretagendet. Men når man end ikke kan anvende en spand korrekt ...

Vibeke Rasmussen

"Ifølge politiske kommentator Erik Meier Carlsen skyldes den øgede centralisering af magten også, at ganske få ministre i den nuværende regering har ministererfaring. Regeringstoppen har været nødt til at tage styringen, mener han."

Nå ja, nødt til og nødt til. Det er vel noget partitoppen har kalkuleret med, for de kunne jo også i stedet have valgt at udnævne nogle flere, som allerede havde om ikke minister- så dog erfaring. Men de ville måske ikke have været så nemme at 'styre'?

Carsten Munk, Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Henrik Klausen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Problemet bliver vel først rigtigt alvorligt og synligt for alle der ønsker at se, når partiledernes mål og verden bliver helt anderledes end både deres medlemmers og vælgeres??

Henrik Klausen

Ifølge Hans Engell ville det ende i »anarki«, hvis ministrenes meninger fik lov til at flyde frit. Derfor er det naturligt, at statsministeren en gang imellem må sætte sine ministre på plads, fortæller Jørgen Grønnegaard.

»Medlemmerne af regeringen er partnere i et fælles projekt. De udgør mandskabet på en båd, så hvis én af dem gør noget, der truer kursen, giver det problemer. Så rokker båden,« siger han.

Hvad så, hvis båden er på vej i den forkerte retning? Problemet er ikke bare topstyringen, som er nok så udemokratisk, men topledelsens retning. Og hvad topstyringen så end skulle være bedre til end "anarki", er det i hvert fald ikke at få befolkningens opbakning...

Vibeke Rasmussen, Rasmus Kongshøj og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Marianne Christensen

Danmark er styret af fem mand, der belønnes af og får at vide af diverse lobbyister, hvilken politik de skal føre.
Herefter indsættes tomgangssnakkerne også kaldet spindoktorerne, hvis væsentligste formål er at udstyre statsministeren med floskler og indholdsløs tale nok til flere generationers gab og snorken.

Og vi bomber lystigt rundt i diverse andre befolkningsgruppers lande, for at indføre vores form for demokratur.

Der er da i det mindste liv i syrerne.
Så måske burde de bombe os for at fjerne vores uduelige politikere.

Jørn Petersen

Hans Engel citeres for at mene selvstændige tanker hos fagministre vil føre til anarki,det jo meget interessant, især da, det er en udbredt tankegang hos alle der mener, andre skal leve efter deres tankemønster.

Anarki er det vi gør når vi tillader os at have tanker som går i andre retninger end det andre tænker, hvilket for de fleste mennesker vil være et vilkår i vores fællesskaber, og den måde vi udvikler os på.

Det som Hans Engel og andre med centralistiske tilbøjeligheder ønsker, er at vi underkaster os det nye herrefolks tanker og regelsæt ukritisk.

I takt med de vekslende regimers arbejde med at undertrykke enhver selvstændig tanke, ser vi oftere og oftere negativt ladede ord ( centralisme, autoritær mm.) blive udlagt i en positiv defination, hvilket selvfølgelig er grov manipulation, og undertrykkelse.

På arbejdspladserne ser vi at tankegangen er slået tydeligt igennem, da der ikke er mange steder tilbage, hvor tanken er fri.

Det betyder at al udvikling kommer oppefra og vi alle bare skal gøre hvad der bliver sagt.

Hvor mon grænsen for denne undertrykkelse er, den rammer jo alle.

Kalle Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar