Nyhed
Læsetid: 3 min.

Forsker: Reform er historieløs pendulpolitik

Politikerne forsøger at løse problemerne på erhvervsskolerne med gamle redskaber som basisår og bredere indgange, der ikke havde den store virkning før i tiden, fortæller erhvervsskoleforsker Christian Helms Jørgensen i et interview
Indland
3. oktober 2013

Situationen på erhvervsskolerne med frafald på grund af manglende praktikpladser og et stigende antal unge, der vælger gymnasiet, er langt fra ny. Og en lang række af redskaberne i regeringens erhvervsskolereform er også prøvet før. Pendulpolitik kalder Christian Helms Jørgensen fænomenet. Som forsker i erhvervsuddannelserne på Roskilde Universitet igennem mere end 20 år har han svært ved at se det nye i regeringens reform.

Basisåret, som nu skal redde erhvervsuddannelserne fra frafald og fravalg, havde man også i firserne, hvor der ligesom nu var høj ungdomsarbejdsløshed. Den politiske løsning på præcis det samme problem i 2006 var, at de unge hurtigst muligt skulle ud på arbejdspladserne, så de ikke faldt fra på grund for meget teoretisk undervisning.

»Risikoen ved bredere og længere grundforløb, som regeringen nu lægger op til igen, er, at det bliver meget diffust for de unge, hvad det egentlig handler om. Og når der heller ikke er nogen løsning på praktikpladsproblemet, så er der endnu større risiko for, at det ender som en parkeringsplads for de unge ligesom i 80’erne,« siger Christian Helms Jørgensen.

Et andet eksempel på, at pendulet nu svinger modsat for erhvervsskolerne, er det fokus, der indtil nu har været på inklusion af svage unge. Nu handler det om adgangsbegrænsning, talentpleje og særlige elitespor for stærke elever.

»Det er politisk afmagt, at man griber til de her helt modsatrettede redskaber for at løse de samme problemer som under de sidste mange ændringer og reformer af erhvervsskolen,« siger Christian Helms Jørgensen.

Prestigeprojekt

Heller ikke denne gang har politikerne skelet til viden om, hvad der virker, og derfor tvivler Christian Helms Jørgensen på, at reformen for alvor vil rette op på frafald og fravalg af erhvervsuddannelserne.

»Umiddelbart vil adgangsbegrænsningen betyde, at færre unge end i dag kan komme ind på skolerne. Og det er vel et noget åbent spørgsmål, om man via symbolpolitik vil få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne frem for gymnasiet,« siger Christian Helms Jørgensen, der stiller spørgsmål ved hele den politiske retorik om at ’løfte’ skolernes prestige.

»Det kan godt være, at der ikke er så meget prestige i at være håndværker på cafeerne på Østerbro, men danske håndværkere nyder stor respekt og har jo en højere livsløn end mange med længere uddannelser,« siger han.

Når flere unge vælger gymnasiet, så handler det for ham at se ikke om mangel på prestige – de unge vil bare gerne udskyde det endelige valg af uddannelse. Det kan de gøre i tre år på gymnasiet, og nu får de unge også et år til at vælge vej på erhvervsuddannelserne. Men for de praktiske begavede eller de skoletrætte unge risikerer det at få den modsatte effekt, mener Christian Helms Jørgensen.

»Hvis du gerne vil være elektriker eller frisør, så er det jobbet, det handler om, og ikke uddannelsen. Derfor kan mange af de unge godt risikere at miste engagementet, når de skal til at bruge tid på en masse fag, som ikke interesserer dem. Derfor er der en oplagt risiko for, at de dropper ud,« siger han og beklager, at regeringen ikke har gjort alvor af at indføre et socialt taxameter til erhvervsskolerne, fordi de uddanner en gruppe unge med langt færre ressourcer i gymnasiet. For trods skærpede adgangskrav, så vil erhvervsuddannelserne stadig skulle løfte en langt større opgave.

»Jeg havde forventet et taxameter, hvor ressourcerne i langt højere grad fulgte opgavens størrelse,« siger Christian Helms Jørgensen.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

»Hvis du gerne vil være elektriker eller frisør, så er det jobbet, det handler om, og ikke uddannelsen. Derfor kan mange af de unge godt risikere at miste engagementet, når de skal til at bruge tid på en masse fag, som ikke interesserer dem.

Lige præcis, alt det andet er spild af tid.

I et erhvervskolelandskab med kun fire overordnede indgange til de nye basisår, vil de endda blive bredere end de basisår vi kendte tilbage fra 1976 og fremad, tror jeg.

Med en mesterlæreindgang og en skoleindgang via basisåret, vil der i endnu højere grad være et A og et B hold.

Uden selv at være helt tæt på, mener jeg stadig at det er et problem som er størst for især de unge der ikke er født Jensen, Hansen eller Nielsen.

Handler det hele ikke snarere om, at få unge ledige på SU, istedet for kontanthjælp?

Tvivler i hvertfald på, at et bredt basisår er arbejdsgivernes helt store ønske?
Uanset om uddannelserne så efterspørges i samfundet

Antorinis krumspring nærmer sig det legendariske.
For mange går på gymnasiet - en anerkendt sandhed - også af ministeren.
Antorini vil så gøre erhvervsuddannelser mere tilgængelige og tiltrækkende - gulerod !
Men pisken - adgangskrav til gymnasiet vil hun ikke tage i sin mund.
I Deadline i aftes blev dette tydeligt demonstrereret, da Krasnik på vanlig vis spurgte gentagne gange herom, klart så alle kunne forstå det, tågesnakkede gimpen som sædvanlig udenom.
Problemet er, at havde hun gjort det, havde hun undsagt årtiers S-politik.
Og der skal virkelig mod til.

Lars Jorgensen

Vi har den dårligt socialt og demokratisk tænkende socialdemokratiske regering nogensinde. De forstår ikke rigtigt noget som helst om, hvordan samfundet fungerer og har derfor ingen fornuftige bud på, hvordan man kan lave fornuftige reformer. Hver gang jeg ser Antorini (og Thorning og Sass og Corydon) tænker jeg, hvordan det dog kunne gå så galt for et parti, der har haft så mange kloge socialdemokratiske politikere - lang uddannelse eller ej. Og i disse år betaler samfundet og især de mest udsatte og ressourcesvage borgere så prisen for de elendige politikere.

Rasmus Kongshøj, Kim Houmøller, Flemming Scheel Andersen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Om en reform virker eller ej er da ligegyldigt.

- Bare der er udvist politisk handlekraft ikke ;o)

Jan Kønig, Rasmus Kongshøj og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Erhvervsskolernes forsømte oversete betydning.

For dansk produktion og samfund hænger jo overhoved ikke sammen med de økonomiske nedskæringer og konkrete undervisnings forringelser regeringen har varslet, så deres opblæste reform ambitioner viser unægtelig deres manglende ledelses evner.

Hvem skulle have troet at denne nye meget tiltrængte regering, er endt med at være ligeså krigs kåde US skødehunde, stik-i-rend-dreng for Venstre og mildest talt elendige til selve regerings opgaven, sørgeligt og prisen bliver dyr til næste valg for faktisk dem begge, men det er de jo for politisk magt syge til overhoved at fatte.

Flemming Scheel Andersen

Problemet med erhvervsuddannelserne er ikke så meget at de jobs de giver adgang til er de mest usikre, lavere lønnede og lavest prestige.
Problemet er nok lige så meget at de eneste der har udsigt til et nogenlunde sikkert og fortløbende arbejdsliv,med et nogenlunde arbejdsmiljø, er de mennesker der færdes i den boglige verden
Det giver altså et langt mere behageligt liv at kunne tillade sig at bruge og investere de penge man så tjener, i stedet for at være usikker på ansættelsen og dermed indtægten livet igennem.
Politikerne har igennem årtier oveni brugt til eks. bygge og boligbranchen som økonomisk regulator for aktiviteten i samfundet og helt bevidst forøget denne usikkerhed og har fuldendt utrygheden med forringelserne af dagpenge/vejrlig o.s.v.

Derfor er søgningen til gymnasiet , helt naturligt, større end til erhvervsuddannelserne og vil være det indtil trygheden indfinder sig igen på arbejdsmarkedet.

Desuden er erhvervsskolerne udsultet fejlforvaltet med taxameterordninger og besjælet af bevidstheden om at modtage og undervise de unge mennesker, der ikke kan bruges til bedre og denne bevidsthed gennemsyrer hele undervisningsforløbet og tager helt sikkert modet fra mange unge.

Som sædvanlig symptombehandler man et enkelt område, i stedet for at finde grunden til sygdommen, som er grundlæggende skævheder i samfundet med for stor ulighed, for få muligheder og for få forventninger til vore medborgere.