Læsetid: 6 min.

Grønland vil selv føre udenrigspolitik

Opgøret med nultolerancen for uran har afsløret en grundlæggende uenighed i det dansk-grønlandske forhold om retten til at føre udenrigspolitik, der bunder i uklarheder i grundloven og grønlændernes status som et folk. Grønland er bekymret for, at Danmark skal stille sig i vejen for eksport af uran, og om nødvendigt vil Selvstyret hive Danmark i retten
I et 36 sider langt notat konkluderer den grønlandske regering, Naalakkersuisut, med henvisning til selvstyreloven, at den danske regering ’ikke (må) hindre eller begrænse Naalakkersuisuts udøvelse af sine kompetencer i sager om udnyttelse og eksport af uran og andre radioaktive mineraler’. Billedet er fra Råstofskolen i Sisimiut.

Tine Sletting

16. oktober 2013

Danmark skal ikke blande sig i, om Grønland kan udvinde og eksportere uran. Det er den centrale pointe i en række politiske udmeldinger og et embedsmandsnotat, der er udgået fra Grønland den seneste måneds tid. Sagen er spidset til i takt med, at den grønlandske regering har presset på for at få ophævet landets nultolerancepolitik for udnyttelse af uran, som det grønlandske parlament i øjeblikket debatterer.

I et 36 sider langt notat konkluderer den grønlandske regering, Naalakkersuisut, med henvisning til selvstyreloven, at den danske regering »ikke (må) hindre eller begrænse Naalakkersuisuts udøvelse af sine kompetencer i sager om udnyttelse og eksport af uran og andre radioaktive mineraler«.

Samtidig fremhæver Grønland, at det ikke alene er op til den danske regering at afgøre den juridiske og politiske tvist, men at sagen i sidste ende kan ende for en særlig nedsat domstol:

»Hvis det måtte blive nødvendigt, vil Naalakkersuisut kunne få fastslået dette ved indbringelse af en sag derom for selvstyrelovens tvisteløsningsnævn«.

Den henvisning viser, at Grønland mener det alvorligt, vurderer professor i folkeret Jens Hartig Danielsen, Aarhus Universitet, der har været med til at skrive selvstyreloven.

»Det er med til at vise, at man i grønlandsk politik er gået et skridt længere for at markere Grønlands positioner i forhold til den danske stat,« siger han.

Det juridiske spørgsmål

Selve stridens kerne rækker længere tilbage end uranspørgsmålet. Det er en grundlæggende konflikt i det grønlandsk-danske forhold, der også var et centralt emne i forhandlingerne om selvstyreloven fra 2009, fortæller Johan Lund Olsen, der selv var med til at forhandle loven på plads som landstingsmedlem for oppositionspartiet IA.

»Vi har igennem rigtig mange år forsøgt at få udvidet vore udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetencer. Men vi støder altid panden mod den mur, som er grundloven,« siger han.

Kort fortalt henviser Danmark til grundlovens § 19, der i første sætning erklærer, at »kongen (regeringen) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«. Det betyder, at Grønland hverken har eller kan få selvstændig ret til at føre udenrigspolitik, medmindre grundloven bliver ændret, eller »Grønland eventuelt måtte ønske at opnå selvstændighed«, som Udenrigsministeriet og Justitsministeriet skriver i et svar til det grønlandske notat.

Grønland henviser omvendt til, at selvstyreloven fastslår, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Og at Grønland ifølge selvstyreloven allerede har fået ret til at føre udenrigspolitik på de sagsområder, de har overtaget fra Danmark, herunder råstofområdet. For eksempel kan Grønland på egen hånd forhandle fiskeriaftaler med Rusland. Derfor giver det ikke mening at påstå, at grundlovens § 19 er ufravigelig.

Det samme fremhæver den islandske professor i folkeret Gudmundur Alfredsson, Lunds Universitet, som var landsstyrets tilforordnede i Selvstyrekommissionen, der skrev selvstyreloven. For ham at se ligger uran-spørgsmålet i selvstyrets hænder, så længe de overholder alle internationale krav til sikkerhed og miljø.

»Da jeg sad i Selvstyrekommissionen, og det blev besluttet at overdrage råstofområdet til Selvstyret, blev der ikke taget noget forbehold. Det lyder for mig, som om den danske regering har fortrudt, hvad den aftalte for fire år siden. Og det er for sent nu,« siger Gudmundur Alfredsson, der samtidig understreger, at han ikke har sat sig ind i detaljerne i den aktuelle debat.

Men det handler ikke om udenrigspolitik. Det handler om råstofudvinding, siger han.

»Ellers kunne den danske regering lige så vel sige, at alle råstoffer i Grønland har udenrigspolitiske aspekter,« siger Gudmundur Alfredsson og nævner som eksempel sjældne jordarter, som også er en strategisk ressource, som Grønland forbereder sig på at udvinde.

Det praktiske spørgsmål

Hele den grønlandske selvstyreordning er en pragmatisk konstruktion, der ikke er udviklet i overensstemmelse med grundloven, men på trods af grundloven, siger den færøske jurist Bárur Larsen, der har været tilknyttet sekretariatet for den færøske grundlovskommission og i dag er ekstern underviser på Færøernes Universitet. Derfor har regeringen en dårlig sag, når den påstår, at grundloven forbyder Grønland at føre udenrigspolitik.

»Jeg kan godt forstå den finte, de laver. Men der har hele tiden været en pragmatisk fortolkning på det område. Så det er mere en opportun mulighed at henvise til den paragraf i grundloven som en forhindring,« siger Bárur Larsen.

Omvendt når man ser ud i verden, må man ligesom den danske regering sige, at det ikke er almindeligt at understatslige enheder har særligt vidtrækkende udenrigskompetencer, og derfor tvivler han også på, at Grønland får lov til selv at bestemme i uranspørgsmålet.

Lige så meget som grundlovens ord handler det også om sund fornuft, siger professor Jens Hartig Danielsen, Aarhus Universitet, der modsat Gudmundur Alfredsson var regeringens tilforordnede i Selvstyrekommissionen: »Det er hensigtsmæssigt, hvis staten har ét ansigt udadtil,« siger han og nævner som eksempel de internationale aftaler og konventioner, som Rigsfællesskabet skal til at indgå, hvis der skal udvindes uran.

»Den forpligtelse til at iagttage, at de aftaler bliver overholdt, vil jo hvile på staten, og derfor er det både juridisk, men også praktisk hensigtsmæssigt, hvis det er staten, der har den kompetence,« siger Jens Hartig Danielsen.

Det samme fremhæver Cindy Vestergaard, seniorforsker i internationale relationer med fokus på uran, Dansk Institut for Internationale Studier. Langt hen ad vejen kan man godt behandle uran som en hvilken som helst anden sten. Men ikke når det kommer til at sikre sig, at den sten ikke bliver brugt til atomvåben.

»Problemet opstår, når det kommer til at sikre sig, at det du skiber af sted, kun bliver brugt til fredelige formål. Hvordan skal Danmark vide det, hvis de ikke er involveret?« siger hun.

Samtidig vil det påvirke hele rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvis Grønland ophæver nultolerancepolitikken, vurderer hun. For den politik skal erstattes af en anden, og den bliver nødt til at gælde hele kongeriget, siger hun.

»Uran vil være en test af det nye forhold. Noget de to parter er nødt til at sætte sig sammen om og være kreative for at løse. For ingen afparterne har ressourcer nok til at gøre det alene,« siger Cindy Vestergaard.

Det nationale spørgsmål

I dag anfægter Grønland ikke, at uran også vedrører sikkerheds- og forsvarspolitikken, siger råstofminister Jens-Erik Kirkegaard. Det har en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe nemlig fastslået. Derfor er der ikke nogen vej uden om at samarbejde med Danmark på det punkt. Men han holder fast i, at Grønland selv bestemmer, om man vil udvinde uran, og hvem man skal sælge det til af fredelige partnere.

»Når vi skal sælge råstoffer, er det et grønlandsk anliggende og ikke nødvendigvis et dansk anliggende. Så det er det, vi skal have fundet ud af, hvordan vi tackler fremadrettet. Men det er også mit indtryk, at der ikke er nogen af parterne, der vil stoppe den andens arbejde,« siger Jens-Erik Kirkegaard.

Derfor regner han heller ikke med, at der bliver brug for at hive Danmark for et tvistløsningsnævn i det her spørgsmål.

»Det er vigtigt at understrege, at der er meget, vi er enige i. Det her er kun en lille del,« siger han.

Muligheden for at nedsætte et tvistløsningsnævn er ikke ny, men var også til stede i den gamle hjemmestyrelov, ligesom den er det i den færøske lov. Der er flere gange blevet peget på nævnet, når det er trukket op til principiel uenighed, men det er aldrig ført så vidt.

Formentlig ville det også være en dårlig idé, siger Bárur Larsen. De juridiske uklarheder i hjemmestyreordningerne giver nemlig plads til politisk fortolkning og ikke mindst pragmatiske løsninger, hvor fokus er på det, som man kan blive enig om, mens kontroverserne så vidt muligt får lov til at passere i det stille.

»Jeg tror også, man er bange for at vække det nationale spørgsmål både i Grønland og på Færøerne. Hvis man nedsatte nævnet, ville det sende et signal om storstilet forfatningskonflikt mellem Danmark og en rigsdel. Det er ikke sikkert, at konstruktionen ville overleve.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jairus Lyberth
  • Anders Feder
Jairus Lyberth og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grænsen til selvstændig distribution kunne vel indgås, til lande med kernekraft uden våbenprogrammer. Som naturligvis lever op til internationale standarder. Jeg formoder Iran allerede er underlagt handels embargo, så det problem burde løse sig selv i handelsrestriktioner. Der hvor der er tale om atomvåbenmagter, må Danmark så involveres. Så har alle fået lidt af kagen, og ingen levebrødspolitiker går sulten i seng.

Viktor Knudsen

Nå, så Grønland VIL selv føre udenrigspolitik......

Måske, man skulle spørge sig selv deroppe om man også har evnen til det?

Det grønlandske landsting er desværre slet ikke moden til at forhandle med de tunge drenge; det være sig om uran, storminedrift, eller olie i større forekomster. Der vil ske det samme som der er sket de seneste århundrede når et udviklet samfund forhandler med et endnu ikke udviklet et. De bliver ganske simpelt tromlet over, og det grønlandske samfund bliver revet endnu mere i stykker, end det allerede er.

Kineserne, olieselskaberne eller hvem det nu end er, kommer for at maksimere deres profit og "they do not come in peace".

Spørgsmålet er hvordan man fra dansk side, får dette (fuldstændige åbentlyse) forklaret til grønlænderne, uden de bliver sure på os. Indtil videre er det den sædvanlige dans om den varme grød, især fra dansk side.

morten Hansen, Morten Dreyer, Christian Svenstrup Harder, Rasmus Kongshøj og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Den nye landsstyreformand Aleqa Hammond har helt klart givet udtryk for , det lægger hende meget på sinde at udnytte enhver åbning i mulighederne for at markere Grønlands selvstændige holdning til spørgsmål om landets forhold til udlandet omkring Arktis Råd, hvalfangst kommisionen, kyststatsanderkendelsen og nu senest i forbindelse med rådigheden over og indtægterne fra de råstoffer der findes i landet.
Et flertal i befolkningen støtter helt klart denne holdning. Man synes hun er 'sej' fordi hun -synes de- taler Danmark midt imod.
Om råstofferne er der dog ingen uenighed i Danmark om at det forholder sig sådan. Det fremgår også helt klart af selvstyrelovens § 7.
I parentes bemærket er der heller ikke som nogen siger tale om at dele indtægterne. Det man siger i § 8 er at staten vil modregne de råstofindtægter Grønland selv skaffer sig ud fra en tanke om at så kan man jo klare sig selv i samme omfang. For dog at give lidt luft vil man dog kun modregne halvdelen. Når denne grønlandske halvdel svarer til hele bloktilskuddet er der så heller ikke mere at modregne i.
Som nævnt i artiklen og aktualiseret af Aleqa Hammonds udtalelser om . uranspørgsmålet er fordelingen af den udenrigspolitiske kompetence mlm Grønland og Danmark nu blevet et stridsspørgsmål da sagen jo er den at Grønland indtil det evtl bliver selvstændigt er underlagt Grundlovens § 19, der henlægger kongerigets udenrigspolitik til regeringens område, mens områder der fuldt ud er overtaget af selvstyret også udenrigspolitisk kan varetages af Grønland. MEDMINDRE der derved foretages noget der er i strid med regeringens overordnede udenrigs, sikkerheds eller forsvarspolitiske interesser. Det kan udvinding og salg af uran sagtens være, for hvem skulle kunne sige at et sådant spørgsmål ikke vedrører danske interesser af ovennævnte art, hvis det modsatte hævdes af regeringen. Det kunne sådan set også være andre områder som f.eks at godkende indskrænkning af søterritoriet i en olie eller fiskehandel. Eller tilladelse til anlæggelse af en canadisk base, oprettelse af en kinesisk repræsentation, et overflyvningsforbud af visse NATO-fly,eller hvad ved jeg.
Selvstyrekommissionen har dels ikke kunnet nævne alle sådanne undtagelser fra grundlovens bestemmelser om regeringens prærogativ. Heller ikke mere ligegyldige i øjeblikket og man har sikkert heller ikke specielt beskæftiget sig med uranspørgsmålet så meget desto mere som der var fuld enighed om opretholdelse af nul-toleransen dengang selvstyrekommissionen arbejdede.
Bestemmelsen i § 19 om et tvistløsningsregime er da også holdt i helt almindelige vendinger for at tage højde for alle mulige tilfældige kompetensestridigheder der måtte opstå hen ad vejen f.eks. i.f.m. overtagelse af de 33 områder selvstyret kan overtage fra staten uden at komme i karambolage med grundloven .
Jeg føler mig endda ret sikker på, at spørgsmålet om vurdering af regeringens vurdering af hvad der falder ind under kongerigets overordnede udenrigs,sikkerheds og forsvarspolitiske interesser slet ikke med mening ville kunne behandles af et nævn og senere 3 højesteretsdommere.
Det tror jeg faktisk heller ikke har været i tankerne hos selvstyrekommissionen og der står heller ikke noget sådant i betænkningen.
Herefter ved jeg ikke hvilken retsinstans fru Hammond vil anlægge sag ved.

Selvfølgelig skal Grønland fører deres egen udenrigspolitik. Faktisk bør de helt fritstilles fra Danmark.

- Så behøver Danmark ikke længere udbetale Grønland et luxus bloktilskud på 3.500.000.000 kr. årligt.

Torben Lindegaard, Viktor Knudsen og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Det er kun selvstændige stater som driver udenrigspolitik.
Hvis Grønland ønsker det, så bør de træde ud af Rigsfællesskabet straks.

Sæt alle investeringer i stå indtil vi finder en endelig løsning.

Det er tosset at investere milliardbeløb i Grønland i denne tid, hvis deres mål er en hurtig selvstændighed.

@Jesper Wendt:

Jeg tror Viktor Knudsen mener at Grønland er et udviklingsland.

Kineserne er vist allerede ved at tage røven på grønlænderne i Nuuk (London Mining).

Og så taler vi ikke om sælpølser i denne omgang.

Jairus Lyberth

Et åbent spørgsmål til især Morten Dreyer, MF-kandidat for DF.
Jeg er meget glad for, at du er engageret og følger med i debatten om Grønland, det sætter jeg pris på - blandt mange andre.
Du er også nok den politiker, der notorisk nævner "Selvstændighed" i enhver henseende, i enhver artikel der vedrører Grønland - selvom - det er noget helt andet, det drejer sig om.
Du må have nogle tanker om, hvordan og hvorledes Grønland skal være her og nu og i fremtiden?
Så derfor:
1) Skal Grønland droppe selvstændighedstanken og underlægge sig fuldstændig dansk overherredømme pga. bloktilskuddet? Såvidt jeg kan læse alle dine kommentarer, hører disse 2 uløseligt sammen.
2) Hvis Grønland dropper selvstændighedstanken, at det så er helt i orden, at sende bloktilskuddet til Grønland, eller får det bare en anden betegnelse?
3) Hvad er din vision og på hvilke grundlag, hvis Grønland dropper selvstændighedstanken?
4) Hvorfor skal Grønland droppe tanken?
5) Findes der overhovedet en gylden vej?

På baggrund af, at du er så engageret i Grønlands-spørgsmålet, finder jeg det interessant, at du uddyber dine tanker og ikke kun fører "pistol-politik" i enhver henseende.

Hej Jairus

Ad pkt 1
Man kan ikke modtage bloktilskud og samtidig være selvstændig.
Vil man selv styre alt, må alle bånd brydes.
Danmark kan vel ikke økonomisk finansiere andre selvstændige nationer.

Ad pkt 2
Droppes selvstændigheds tanken, er Grønland at betragte som en del af rigsfællesskabet. Og så er det naturligt at give hjælp, så man kan leve acceptabelt også på Grønland. Pga afstande og periodevise stop for færdslen i vinterhalvåret, kan det være fornuftigt med en større grad af selvforvaltning, end den man ser på Mors eller Møn.

Ad pkt.3
Det er efter flertallets beslutning i Folketinget op til Grønland selv at beslutte deres fremtid.
Jeg vil begræde det, hvis vi skilles. Og havde jeg siddet i Folketinget, da det blev besluttet, havde jeg stemt nej.
Men med beslutningen er det Grønlands egen beslutning.

Ad pkt 4
Der er to grunde til at Grønland burde droppe tanken om et brud.
Den ene er at jeg vil begræde det.
Men den anden er, at et samfund på 50.000 indbyggere er lidt vel lille til at bestride alle opgaver, ikke mindst en kommende nation som Grønland, med de åbenbare udfordringer som klima giver.

Ad pkt 5

En gylden mellemvej er svær at beskrive, når styret deroppe har malet sig inde i et hjørne.

Jeg håber disse svar ikke kun bunder i en pistol-politik.
Men hvis man virkelig ønske selvstændighed, så må Danmark vel begrænse støtten indtil bruddet sker?

Hvilket kontinent foregår det på?

Hvem har flest soldater på øen?

Har Danmark nogensinde ført en uafhængig udenrigspolitik?

Hvem skal man så spørge om lov?

Mig bekendt er der ikke grundlag for påstanden at Danmark skulle være særlig kompetent eller erfaring med at modstå pres og smarte forhandlingsmetoder i sager om råstofrettigheder.
Dertil er det ret ærgerligt, og i sidste ende svært kontraproduktivt, at en dansk regering forfalder den slags ufine metoder overfor en mindre partner.

Dette sagt, er jeg meget imod både udvinding, salg og brug af Uran - det være i energi- eller våbenproduktion. Så lad os da endelig bruge alle resurser på at få grønlænderne til at fatte dette og glemme den Urane del af deres våde råstofdrømme.

Viktor Knudsen

@Toke

Jeg er fuldtud tryg ved at lade tossen inde på Asiatisk Plads forhandle udenrigs-/sikkerhedspolitiske spørgsmål på Danmarks vegne. Også selvom jeg ikke har stemt på ham eller hans regering; også selvom jeg ikke er enig i hvordan den nuværende kage om nordsøolien skal skæres, osv.

Jae, købere til Grønland står da i kø blandt verdens stormagter, og prisen er såmænd et greb i lommen og lidt 'lån af egne penge' for sådanne, skulle muligheden opstå.
Tanken om de gyldne håndtryk i den forbindelse gør grønlandske politikere svimle.
Det kan man egentlig godt forstå :-D