Læsetid: 5 min.

’Det er jo hamrende belastende at arbejde med så sårbare mennesker’

I 13 år arbejdede Marina Törnqvist med misbrugere, og undervejs blev hun dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. Dertil kom alle truslerne. Men trods den gentagne vold har det været vanskeligt for hende at dokumentere sin sag, da ingen af episoderne blev indberettet
Marina lider af posttraumatisk stresssyndrom på grund af sit job. I 13 år arbejdede hun med misbrugere og blev dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. I dag er hun på førtidspension.

Tor Birk Trads

9. oktober 2013

Marina Törnqvist er 53 år. Om natten sover hun maksimalt tre timer. Kroppen er urolig, og det samme er hovedet. Om dagen smuldrer tiden, for Marina har svært ved at overskue de daglige gøremål. Hendes yngste datter på ti år skal i skole og have smurt madpakke. Bare det at komme op til tiden kan være svært nok.

Marina lider af posttraumatisk stresssyndrom, og hun har fået erstatning for varig psykisk mén. Den 10. september i år fik hun tilkendt førtidspension.

I 13 år arbejdede hun på det, der tidligere hed Rabs, Roskilde Amts Behandlingscenter for Stofmisbrugere. Et værested, hvor misbrugerne havde en ny adfærd, hver gang de kom – alt efter hvilke stoffer de har taget – og hvor utilregneligheden altid holdt Marina og hendes kolleger i et fast beredskab.

»Når de er så udadreagerende, varsler de jo ikke, hvad de har tænkt sig at gøre,« siger Marina. Som hun sidder der i sofaen og reflekterer over et mere end barsk arbejdsliv med Chai-te på kanden og en duft af nybagt kanelkage, ligner hun ikke en, der mangler overskud.

Men Marina har det med at tabe tråden. Hænderne ryster en smule, når hun genfortæller de værste oplevelser, og kagen skyldes nu bare, at Marinas datter skulle have kage med i skolen, »og så må jeg tage mig sammen, selv om det er en af de dage med migræne. For min sygdom skal jo ikke gå ud over mine børn,« siger hun.

På en måde ser det ikke godt ud for Marina. For episoderne med vold og trusler har sat sig som smerter i både hoved og krop, men hun kan hverken tåle lykkepiller eller migrænemedicin.

Pistolen for panden

En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, som skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. For at få anerkendt en erhvervsbetinget sygdom skal den være opstået på grund af påvirkninger på arbejdet. Sagt på en anden måde, så må det ikke være overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end arbejdet. For at klarlægge, om det er tilfældet, bruger Arbejdsskadestyrelsen registreringer om vold som dokumentation. Og det er noget af et paradoks: Mens der ikke er nogen krav om, at arbejdspladserne skal registrere episoder med vold eller trusler, stilles der krav om dokumentation, hvis man senere får en erhvervsbetinget sygdom.

I Marinas tilfælde var der ingen dokumentation at hente, for forholdene på hendes arbejdsplads var lettere kaotiske, og der var ingen på værestedet, som havde overskud til at påtage sig den ekstra opgave, der ligger i at indberette voldsepisoder til Arbejdstilsynet. Derfor blev det temmelig problematisk for hende at få anerkendt en erhvervssygdom. To gange fik hun afslag.

Først da hendes sagsbehandler fik hende overtalt til at skrive om situationerne, som han kalder »helt ekstreme«, skete der noget. Vidner i form af tidligere kolleger og chefer blev hentet frem i takt med, at episoderne dukkede op i Marinas hukommelse.

Der var episoden med pistolen for panden, hvor en bruger af værestedet ville have Marina til at sørge for mere medicin. »Kroppen er som gelé bagefter«, skriver Marina i sine optegnelser.

Der var episoden med askebægeret, der ramte Marina i hovedet og fik alting til at lyde meget lavt bagefter. »Efterfølgende pumper adrenalinet rundt i hele min krop,« skriver Marina.

Der var episoden med stor tumult og spyt i øjnene, hvor Marina blev stukket med en kanyle, hvis ejer havde hiv.

Men det var først senere, Marina for første gang oplevede at blive bange »sådan helt indeni«.

Lagkagebunden

I julen 1998 ville Marina og hendes kolleger holde en julefest for værestedets brugere. Der skulle hygges om dem på ’lagkagebunden’, som Marina kalder de socialt udsatte: »Sådan nogen, hvor der slet ikke er noget flødeskum, men bare ren bund«.

Til julearrangementet blev der pyntet juletræ, og nedenunder lå pakker med deodoranter og shampoo.

»Betingelsen for at få en gave var, at de dansede om juletræet,« fortæller Marina. »Og det er lige før, jeg tuder nu, hvor jeg fortæller det, for hvordan har jeg kunnet byde dem det? Sådan nogle mennesker kan jo slet ikke holde julen ud overhovedet, men det var jeg ikke klar over dengang. De savnede deres familier og deres børn. Så jeg fik dem jo virkelig til at overskride nogle grænser ved at danse om juletræet.«

I løbet af aftenen blev der uddelt en flidspræmie i form af tre viskestykker.

»Hvor harmløst, troede vi. Hold da kæft,« siger Marina og slår lidt på højre hånd med venstre hånds pegefinger. Som for at stoppe håndens sitren.

Flidspræmien gik ikke til ham, der følte sig mest fortjent til den. Og derfra gik det galt. Lynhurtigt udviklede det sig til tumult, og fire af stedets brugere gik amok og smadrede det meste af inventaret. De blev bortvist og fik seks måneders karantæne.

»Der var vi selv med til at skabe en konflikt ved simpelthen ikke at have tænkt os om,« siger Marina.

Men tiden efter blev lige så slem for hende som for de bortviste brugere. Ham, der følte sig forbigået, ringede syv gange på Marinas arbejdstelefon og truede hende med, at »han nok skulle få ram på hende, fordi han vidste, hvor hun boede«.

Nogle uger senere opsøgte brugeren Marina på værestedet.

»Jeg hørte ham, mens jeg sad på mit kontor ovenpå, og så tænkte jeg: Fuck. Mit kontor var nemlig så smart. Der var ikke nogen nødudgang.«

Selv om brugeren farede rundt, følte Marina sig beskyttet af, at »han inderst inde var en stakkels frustreret sjæl«.

»Men så truede han mig med at gøre noget ved mine børn. Og det er faktisk første gang, det egentlig går ind og gør mig noget.«

Efter episoden gav Marina instrukser til sine børns skole om, at det kun var hende, der måtte hente dem. Hun fik også hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer.

I 2008 blev Marina kronisk syg: Hun vågnede med smerter i hele kroppen og kunne ikke rejse sig. Alligevel er hendes erhvervssygdom først i 2013 blevet anerkendt som en ’uspecificeret belastningsreaktion’, så hun kunne få sin førtidspension.

»Set i bakspejlet skulle jeg nok være stoppet efter de første fem år. Det er jo hamrende belastende at arbejde med så sårbare mennesker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Torsten Jacobsen
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
lars abildgaard, Torsten Jacobsen, Erik Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg mangler selv modet og selvopofrelsen til at arbejde med så udsatte mennesker, sådan helt up and close. Sørgeligt men sandt. Forhåbentlig et forhold der kan ændres på med tiden.

Jeg er derfor fuld af beundring og taknemmelighed i forhold til de mennesker, som kan og vil - som tør forsøge at gøre en forskel. Ikke mindst på disse underprioriterede områder, hvor jeg levende kan forestille mig at sejre og nederlag ikke er ligeligt fordelt.

Tusind tak Marina. Jeg håber inderligt at du får det bedre. De bedste ønsker herfra!

Tue Romanow, Peter Andersen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
John Mortensen

»Betingelsen for at få en gave var, at de dansede om juletræet,« fortæller Marina. »Og det er lige før, jeg tuder nu, hvor jeg fortæller det, for hvordan har jeg kunnet byde dem det? Sådan nogle mennesker kan jo slet ikke holde julen ud overhovedet, men det var jeg ikke klar over dengang. De savnede deres familier og deres børn. Så jeg fik dem jo virkelig til at overskride nogle grænser ved at danse om juletræet.«

I DEN GRAD !
Faktisk udøvede DU en form for vold mod 'lagkagebunden' (det ord er også en form for vold), ligesom det er en åbenlys trussel mod folks velfærd når tilfældige sags-behandlere i systemet sidder og truer dem med fratagelse af forsørgelses-grundlaget .
Det burde ikke kunne overraske nogen at man risikerer en reaktion når man spytter folk i ansigtet og pisser dem op og ned ad ryggen .

Det eneste der er beklageligt er at det går ud over de menige medarbejdere rundt omkring - Det er jo egentlig Kuglestøderen og alle de andre social-darwinister vreden er rettet mod .

Mikkel Nielsen, Tue Romanow, Poul Simonsen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar

Marina mener og mente det sikkert godt nok. Men mon ikke konfrontationerne ville aftage væsentlig, hvis samfundet og sagsbehandlere behandlede marginaliserede med respekt og en hjælpende hånd?

Selv ville jeg også blive emotionel, hvis nogen truede og ville være formynder over min måde og leve på.

John Mortensen

Det er der næppe tvivl om at Marina og stort set alle andre gør -
Desværre er der altså meget sandhed i ordsproget
*Vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner* .

Det ville hjælpe gevaldigt hvis 'systemet', for det første, ville anerkende at der ikke
har været fuld beskæftigelse i Danmark siden 1960'erne og at der aldrig kommer det mere,
for det andet, ville ophøre med sin små-borgerlige moraliseren over for de der ikke er med i 'det gode selskab' .
Ryge-afvænning for folk der bor på en bænk ?
Give me a break !!

erik mørk thomsen

Bedreviden hattesdamer, der tro, at de skal redde os på bunden af samfundet er der nok af.
Specielt dem, der ikke evner, eller vil, sætte sig ind i, hvad der rører sig i os.
Men ud fra, deres egne småborglige menneskesyn tro, at de gør noget godt, uden at vide, at vejen til helve er brolag med gode hensigter!
Som Roskilde borger, og medlem af det daværende dialogudvalg, med den daværende amtborgmester som formand kan det siges, at der aldrig er blevet sag et positiv ord om
RABS.
Tværimod!
Men en letter omskrivning af bevinget ord,kan det siges om medarbejder på det sted.
Aldrig har så få, skadet så mange!
Selvfølgeligt er det kedeligt, at medarbejder selv er blevet syg, hvilket man altid skal beklage, nå nogle bliver syge af sit arbejde, men at ha ond af hende, har jeg ikke.
Løn som selvforskyldt, er det jo.
Undskyld den håre tone, men jeg er ved at brække mig over den artikel!

Ole Hansen, John Mortensen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar

Ansatte i det offentlige der beskæftiger sig med disse grupper af mennesker er gerne dårligst muligt uddannede - hvis de ved hvad det er de foretager risikerer jo at man de begynde at stille krav om kvaliteten, og det kan blive dyrt. Så hellere ansætte nogle sjuskedorter, der bare kegler rundt uden rigtig at ane hvad ansvarsfordelingen er mellem ledelse og medarbejdere, så man let kan skubbe hele ansvaret over på dem.

erik mørk thomsen rammer sømmet på hovedet, bedrevidende hattedamer har vi rent faktisk nok af, se bare på vores statsminister.

Jeg har selv arbejdet med bumser og narkomaner, men er kun blevet truet et par gange og har aldrig været udsat for vold. Det er ikke fordi jeg er så stor at de ikke tør, det er jeg nemlig slet ikke, nok nærmere fordi jeg vil skide på regler og godt kan nappe en bajer sammen med dem..

Mikkel Nielsen, Poul Simonsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Der er da heller ikke mangel på bedrevidenhed i denne tråd. Det går som regel nok endda, men i dette specifikke tilfælde, hvor et menneske fortæller en personlig historie, og hvor konsekvenserne for vedkommende ikke er ubetydelige, så kunne man måske spare lidt på krudtet?

Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Vivi Rindom, Niels Mosbak, Tue Romanow, Gry W. Nielsen, Bjarne Thyregod og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Bjarne Thyregod

Tænkte også at der godt nok er megen bedrevidenhed og fordomsfuldhed men tilgengæld meget lidt empati blandt tastaturkrigerne

John Mortensen

Torsten Jacobsen, personligt sparede jeg rigeligt på krudtet -
'Ingen gaver hvis du ikke danser om jule-træet' ??
Min ærlige mening om den omgang er ikke egnet til offentlig gengivelse !

Okay! Jeg føler mig hermed provokeret! Først og fremmest...alle I paphoveder, som ikke har nogen som helst idé om, hvad det vil sige at leve med PTSD skal bare flette næbbet når det kommer til kritik af Marina! Trust me....jeg ville bytte med hver og en af jer fra nu af! PTSD er ikke engang halvt så "sjovt" som det lyder, og kommentarer som "Tag dig sammen" er direkte idioti! Jeg har selv været én af dem, som har været afhængig af et system af behandlere og er der én ting, som jeg skal nævne, så er det min dybeste respekt for de mennesker, som har valgt den karriere. Der er sgu ikke noget at sige til, hvis de bliver slidt helt i gulvet af jobbet....men at bebrejde dem for det er simpelthen for fladpandet!!

Der er vel ikke uenighed om at der er tale om en tilskadekomst p.g.a. arbejdsmæssige forhold?
Mener man virkeligt, at det er Marinas egen skyld - at hun har foretaget sig noget ansvarspådragende i den henseende?
Når offentligt ansatte udfører deres arbejde gør de det jo i forhold til de forudsætninger og instrukser der foreligger - er det så den enkelte ansattes ansvar hvis disse er mangelfulde eller uhensigtsmæssige?

John Mortensen

Tror du ikke lige du skal klappe hesten lidt Tue ?

Man behøver, for det første, ikke at have lidt af PTSD for at kunne indse hvor
krænkende en tilgang hun har haft til de personer det handler om -
(og 'nej', det er IKKE Marina det handler om)
For det andet :
Ingen gave hvis du ikke danser om træet, for ikke at nævne 'lagkage-bunden' -
Hun kan jo også selv, efterfølgende, se hvor stupidt det var .
Jeg har opholdt mig længe nok tæt på bunden til at vide at de reaktioner Marina har mødt, dem har hun selv fremprovokeret på en eller anden måde - Hvilket hun også, efterfølgende, selv er klar over .
Det er bare for sent og vidner ikke ligefrem om en særlig professionel tilgang til arbejdet, vel ?

Og så skal du sgu' for øvrigt ikke komme her og fortælle nogen at de bare skal flette næbbet !

Frida Henningsen

Hvis voldsepisoderne ikke indberettes er det et ledelsessvigt - længere er den ikke !

Det skal eskaleres og håndteres af det næste ledelelseslag --- helt normal praksis --- eller burde være det !

Mikkel Nielsen

Der er meget inkompetence mange steder, og det er ikke nødvendigvis noget vi kan uddanne os ud af, for det kræver et eller andet sted indsigt, forståelse for det sted disse brugere står i, hvilke alt for ofte ikke er tilfældet.

Man skal forstå og agere korrekt og være der på brugerens præmisser, kan man ikke det ja så vil det skabe problemer, som glimmrende udtrykt ovenfor, ofte forstå disse "velmende" mennesker ikke omgangstonen og de problemer som disse står i, det kræver ofte at man på et eller andet plan selv er bekendt med miljøet og de problemer disse individer har og her er en eller anden fancy teoretidk uddannelse ikke nødvendigvis til megen hjælp, især hvis du er blottet for at sætte dig i brugernes sted. Ja så er der faktisk stor sandsynlighed for at du får noget igen.

Dermed ikke sagt at der ikke kan opstå episoder, det kan der, men hvor ofte og alvorlige disse er afhænger i høj grad af dine kompetencer og at du kan læse, løse og forstå brugeren.

Mikkel Serup: Nu udgøres uddannelse heller ikke kun af teori. Eksempelvis består erhvervsuddannelserne overvejende af praktik.

erik mørk thomsen

Kære Anders
Det er ikke uddannelse, der er spørgsmålet, men hvorfor, nogle søger job på det social område.
Der er ingen kontrol med, om dem, der søger ind, og derfor, er området fyldt med "hattedamer"
Og de kan fylde så meget på væresteder, at der er en dårlige stemning, idet alt skal ske, på "hattedamer" småborlige livsyn

erik mørk thomsen: Uddannelsens opgave er også at sortere elever, der ikke er i stand til sætte deres personlige livssyn til side i deres professionelle virke, fra. Det er det man har eksamener og svendeprøver til. - Hvordan mener du ellers man skulle gøre det? Man kan jo ikke åbne deres kranier ved ansættelsessamtalen og inspicere hvor inkompetente de er.

Henriette Bøhne

Det har alt at gøre med uddannelse. Og med ledelse. Det er ledelsen, hvad enten den er sygeplejefaglig eller pædagogisk, som lægger de retningslinier, der arbejdes ud fra og dermed den kultur som hersker blandt de ansatte. Det er også ledelsens ansvar, at de ansatte er godt rustede til opgaven både med hensyn til efteruddannelse og supervision.

Jeg kender ikke RABS og hved ikke hvilke faggrupper, som var beskæftigede her. Men jeg har selv en baggrund, hvor jeg har arbejdet 8 år på en institution for stofmisbrugere. Jeg tilhører den sygeplejefaglige gruppe og da vi midt i 90'erne opstartede institutionen var det en af de første gange i Danmark, at sygeplejesker og sosu-assistenter skulle arbejde med stofmisbrugere. Tidligere var området domineret af pædagoger og vores forskellige overordnede begreber - for plejepersonaler at yde OMSORG og for pædagoger at opdrage og socialisere - kolliderede ganske ofte.
Vi havde dengang sindssygt gode forhold mht til efteruddannelse, samt både intern og ekstern supervision af psykologer. Alligevel er vi uden tvivl kommet til at begå fejl og institutionelle overgreb mod nogen, uden at ville det. Fordi vi måske ikke vidste bedre.
Er vi så onde og nogle inkompetente, selvfede hattedamer, som Marina nærmest beskrives som? Jeg synes det ikke.
Jeg er selv, trods de gode arbejdsforhold, blevet truet ganske meget og voldsomt i min tid på arbejdspladsen og jeg forlod til sidst min stilling efter 8 år netop af samme grund.
Jeg er ikke uarbejdsdygtig, men må erkende, at jeg nok mider lidt af "granatshock" nu og da og derfor må jeg tage afstand fra de personlige angreb, som Marina udsættes for. Marina reflekterer jo netop over stedets pædagogiske praksis og kommer til den konklusion, at den var rivende gal. Og efter min bedste overbevisning tilfalder ansvaret for dette stedets ledelse.

Martin Olafssen

For en god ordens skyld:
Min kommentar (som åbenbart også kunne få en anbefaling) var en parodi på den, efterhånden udbredte opfattelse, at alt, hvad livet bringer, er ens egens skyld.

Men det er da interessant, at det for nogle åbenbart er et personligt valg, at får en arbejdsskade eller at være indblandet i en trafikulykke for den sags skyld.

Sygt samfund.