Læsetid: 4 min.

Hvem skal finde fremtidens vækst-områder – staten eller markedet?

Miljøminister Ida Auken vil ruste Danmark til en fremtid med ressourceknaphed, ikke kun pga. miljøet, men også for at sikre arbejdspladser.

Miljøminister Ida Auken vil ruste Danmark til en fremtid med ressourceknaphed, ikke kun pga. miljøet, men også for at sikre arbejdspladser.

Nicolai Howalt

18. oktober 2013

Med sin ressourcestrategi vil miljøminister Ida Auken (SF) ruste Danmark til en fremtid med ressourceknaphed – og det er ikke kun for miljøets skyld. Regeringen håber, at der er arbejdspladser i at gøre Danmark til en førende genanvendelsesnation, så affaldssortering måske bliver et nyt vindmølleeventyr? Men er det den rigtige strategi? Information har spurgt miljøøkonomisk vismand Eirik Schröder Amundsen og administrerende direktør på Mandag Morgen, Erik Rasmussen.

Eirik Schröder Amundsen: ’Markedet skal styre’

– Du har sagt, at du tvivler på, at mere ressourcegenanvendelse er en god forretning for Danmark. Hvorfor ikke?

»Vi (De Økonomiske råd, red.) er ikke overbeviste om, at den voldsomme satsning på genanvendelse er samfundsmæssig fornuftig. Argumentet fra Ida Auken (SF) er, at der kommer til at være stigende priser på ressourcerne fremover, og derfor vil det kunne betale sig at genanvende mere. Der har været prisstigninger på sjældne jordarter, men generelt har vi ikke set de store prisstigninger. Når de kommer, vil der gå private initiativer i gang, og derfor mener vi ikke, det her er en opgave for det offentlige. Hvis affald er direkte skadeligt for miljøet, skal der selvfølgelig tages hånd om det, men spørgsmål er, hvor meget man skal gøre udover det.«

– Men når eksperter forudsiger, at ressourcepriserne stiger, er det så ikke en god idé, at det offentlige hjælper med til at skabe et marked for genanvendelse, så vi har et forspring, når det sker?

»Dér har vi samme svar til, som når vi taler om ’grøn vækst’: Virksomhederne bør belastes for de skadelige virkninger, de påfører miljøet, men ud over det er markedet bedst til at finde ud af, hvad der kan fremme vækst. Det er ikke en naturlig opgave for det offentlige at sætte nye markeder i gang, bare fordi man tror, det kommer til at blive lønsomt for det danske samfund. Hvordan skulle politikerne kunne vide, at ’det her er et område, vi bør satse på’? Det er ikke en offentlig opgave at bruge skattepenge på det.«

– Hvorfor egentlig ikke? Det kan jo ende med, at vi bliver så gode til affaldssortering, at det kan blive et eksportområde?

»Spørgsmålet er, om det er det offentliges opgave at gå ind med subsidier for at få det til at ske. Hvis det offentlig bruger ressourcer på at sætte et marked i gang – og det kan koste mange penge – så bliver de ressourcer trukket væk fra andre områder, hvor de måske kunne gøre mere gavn. Det er kapital og arbejdskraft, der kunne have fået en bedre anvendelse. Hvorfor skulle politikerne vide, hvilket område vi bør satse ressourcer på?«

– De kunne basere deres beslutninger på grundige analyser …

»Grundige analyser er altid godt, men politikerne udsættes for en betydelig grad af lobby-virksomhed baseret på særinteresser, som det ikke er nemt at gå op imod. Myndighederne bør fokusere på at beskatte miljøfarlig aktivitet. Det kan være direkte omkostningsfuldt for samfundet, at det offentlige kommer og peger på udviklingsområder. Hvis du tager grøn vækst som eksempel, så har de fleste OECD-lande mål om at bruge ressourcer på at få grøn vækst. Alle ønsker at få en first mover-fordel, men det kan alle jo ikke få. Vores kritik af ressourcestrategien går i og langs de samme baner, som vores kritik af grøn vækst.«

Erik Rasmussen: ’Staten skal blande sig’

– Miljøpolitisk vismand Eirik Schröder Amundsen tvivler på, at ressourcestrategien bliver samfundsøkonomisk gavnlig. Hvad mener du om det?

»En vismand, som kun har sine traditionelle økonomiske redskaber til at måle vækst og udvikling med, kan ikke få ressourcestrategien ind i sin model, for vi ved ikke, hvordan vi skal måle vækst i fremtiden. Jeg synes, det er lidt arrogant og en kortsigtet måde at tænke på.«

– Du har tidligere talt for, at Danmark skal have en ’pick the winner’-strategi, hvor politikerne holdplukker områder, som Danmark bør satse. Hvorfor det?

»Hvis du siger ’pick the winner’, har du med det samme afsporet enhver nødvendig debat. For mig at se, er det en prioriterings- og en fokuseringsstrategi, hvor omverdenen og udviklingen har prioriteret for os – det er ikke embedsmændene, der prioriterer. Samfundsudviklingen betinger f.eks., at ressourcestrategien er nødvendig.«

– Men i sidste end er det vel en politisk prioritering, hvilke områder vi bør satse på. Hvorfor skulle politikerne være bedre end markedet til at spotte fremtidens succeser?

»Nu har regeringen f.eks. lavet syv vækstteam. Nogle begavede mennesker har sagt: ’Her er nogle samfundsudfordringer, og her har Danmark nogle forudsætninger. Vi matcher de to’. Det er ikke raketvidenskab. Det er syv områder, hvor verden har brug for løsninger, og hvor Danmark har forudsætninger. Er der noget galt i, at vækstteams er initieret af regeringen? Nej, for erhvervslivet har sagt: ’Det er rigtigt set.’ Så det er det jo ikke ’pick the winner’, det er ’pick the solution’. Det er ikke sikkert, de alle sammen bliver succeser – der er ingen garanti. Men hvis vi ikke gøre noget, kommer vi i hvert fald helt sikkert til at tabe. Du bliver nødt til at træffe nogle valg på baggrund af analyser, kalkuler og vurderinger. Det gør enhver virksomhed, og samfundet er også en virksomhed. Så må vismændene have deres holdninger, indtil de får nogle nye modeller. Nogle gange må du have mod til at gå på tværs af modellerne. Hvis du ikke gør det, så udvikler du dig ikke.«

– Men hvis der virkelig findes de ’win-win’-områder, som f.eks. både gavner klimaet og økonomien på én gang, ville pengene vel strømme til området af sig selv, uden at staten behøvede at blande sig …

»Nej, for virksomhederne er mange gange bagefter, fordi de skal vente på, at markederne modnes. Det kan staten hjælpe med. Staten skal blande sig, bl.a. igennem innovativ regulering – dvs. reguleringer, der stiller krav, som tvinger virksomhederne til at udvikle bestemte typer af løsninger, der tager udgangspunkt i de samfundsudfordring, der skal løses.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oh ve, oh klage. Miljøøkonomisk vismand. Det har nu ikke ret meget med hverken visdom eller miljø at gøre. Marked, marked, marked. Lad blot markedet klare det og så kan staten tage sig af de skader, der opstår. Den sang har vi ligesom hørt før, og derfor står vi nu, hvor vi står: på tærsklen til en økologisk katastrofe, klimasammenbrud, ressourcemangel and you name it. Og så titlen: miljøøkonomisk vismand. Kan man som lægmand tillade sig at spørge hr. miljøøkonomisk vismand, hvor der er lidt nytænkning i relation til sikring af bæredygtighed og de kommende generationers livsvilkår i stedet for dette rygmarvsbaserede neoliberale tænketanksvås?

Dorte Sørensen, Jesper Wendt, Torben K L Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Affaldssortering, er nu den rigtige vej, Auken, har fundet hårspændet frem. Hvordan kan man være modstander af ikke at forurene, det må være en ultra liberal holdning, kun de rabiate støtter.

Dorte Sørensen

Tak til Information for den debat.

I mine øjne burde debatten gå på om hvor meget markedet SKAL have lov at styre og om hvilken styringsform der vil være bedst for de fremtidige samfund.