Læsetid: 2 min.

’Vi må vende dem i døren’

Læge Helene Speyer om det stigende pres på psykiatrien
1. november 2013

»En del henvendelser i psykiatrisk skadestue, opfatter vi ikke fra et lægeligt synspunkt, som psykiatriske problemstillinger. De kommer typisk uden for almindelig arbejdstid med ubehagelige oplevelser eller følelser som livskriser eller ensomhed. Uden at jeg kan dokumentere det, tror jeg, der er et stigende pres på psykiatrien fra befolkningen, om at vi kan løse de problemer, der er en del af den normale psyke. Vi gør, hvad vi kan for at vende dem i døren, ofte med det resultat, at de føler sig afvist, og psykiatrien får et dårligt ry,« siger Helene Speyer, der er læge i psykiatrien.

– Hvorfor kommer de til psykiatrisk skadestue?

»Der er en tendens til, at vi søger professionel hjælp over en lavere tærskel end før. Måske er vi blevet dårligere til at acceptere og udholde lidelse og forventer at få hjælp med det samme. At opsøge en præst er ikke længere et alternativ for mange, og det synes jeg er synd. Når man henvender sig til psykiatrien om aftenen, bliver man mødt af ganske unge læger, der ikke er rustet til de lange eksistentielle samtaler. Nogle siger, at vi er blevet bedre til at tale med familie og venner, men omvendt lever vi jo i stigende grad alene og er måske pålagt nogle succeskriterier i dag, som ikke tillader os at tale om det, når det går skævt.«

– Er det et problem?

»Ja. På samme tid som jeg synes psykiatrien skal bevare en åbenhed for dem, der henvender sig, er vi nødt til at erkende, at ressourcerne er begrænsede. Vi er et lægefagligt speciale og skal som sådan bruge lægekræfterne på det, vi kan, og dem, vi gør en forskel for. I det øjeblik nogen træder ind hos mig, har jeg en lang tjekliste, som jeg skal udelukke: at eventuelle børn kan lide overlast, at de kan være til fare for sig selv eller andre osv. Og nogle gange er det nemmere at indlægge for ikke at løbe en risiko. For vores sundhedssystem er i stigende grad optaget af ikke at begå fejl.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
Kristian Kofod anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu