Læsetid: 6 min.

Militære eksperter dominerer i mediebilledet

Fredsforskeren er forsvundet, og det slår tydeligt igennem i mediernes dækning af konflikter, hvor kilder med et militært perspektiv er blevet dominerende, viser Informations optælling
Markant færre fredsforskere optrådte i mediedækningen op til krigen i Libyen 2011 i forhold til mediedækningen op til Kosovo-krigen 1999. De militære kilder har fået mere plads og bliver ifølge ekspert oftest præsenteret som ekspertkilder, ikke partskilder – og dermed forsvinder en del af kritikken.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

28. oktober 2013

Der er sket et skift i typen af eksperter, som medierne bruger til at beskrive situationen op til selve beslutningen om at gå i krig.

Information har søgt i artikelarkiverne fra de fire dagblade Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og Information i 14 dage op til to forskellige militære indgreb: Natos operation i Kosovo i 1999 og alliancens bombardement af Libyen i 2011. Og mens debatten i ugerne op til Kosovo-krigen var domineret af kilder uden for forsvaret, var der i 2011 en overvægt af kilder med et militært perspektiv i debatten om borgerkrigen i Libyen.

Ifølge lektor og leder af journalistuddannelsen ved Roskilde Universitet (RUC), Mark Ørsten, er skiftet ikke overraskende. Sammen med en kollega står han selv bag en af flere undersøgelser af mediernes dækning af krigene i Irak og Afghanistan:

» Og alle de her studier viser også, at det især er de militære eksperter sammen med politikerne, der dominerer,« siger Mark Ørsten.

I ugerne op til den militære intervention i Kosovo havde de fire aviser ved 17 lejligheder fat i ekspertkilder, viser Informations optælling. 13 gange var der tale om ’civile’ kilder såsom universitetsforskere med speciale i Balkan og fredsforskere, mens kun fire af kilderne kom fra forsvaret i form af militærfolk eller forskere fra forsvarets egen forskningsinstitution, Forsvarsakademiet. Til sammenligning var der brugt eksperter 34 gange i ugerne op til den militære intervention i Libyen, som Folketinget besluttede at støtte med fire F16-jagerfly den 19. marts 2011. Her var antallet af ’civile’ kilder faldet til ni, mens kilderne seks gange var direkte ansat af forsvaret, og 13 gange kom fra Center for Militære Studier. Centret var inden sin flytning fra Forsvarsakademiet til Københavns Universitet i 2010 kendt som Dansk Institut for Militære Studier. Og det er stadig finansieret via forsvarsforliget for at »varetage analyseopgaver for forsvarsforligskredsen og Forsvarsministeriet samt varetage forskningsbaseret undervisning for forsvarets undervisningsinstitutioner og bidrage til efter- og videreuddannelse og forskeruddannelse«, men blev netop flyttet fra Forsvarsakademiet i 2010 for at sikre armslængde i forhold til forsvaret.

De sidste seks kilder i 2011 var eksperter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der også er en selvstændig forskningsinstitution, men finansieret via Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet i fællesskab, og DIIS leverer også målrettet forskning på vegne af dem.

Få fredsforskere tilgængelige

Udviklingen i mediernes kildebrug bekræfter en tendens, som Information satte fokus på i lørdagens Moderne Tider: Fredsforskningen i Danmark er trængt i baggrunden af mere militært orienterede forskningsinstitutioner. Op mod Balkankrigen blev de civile kilder således i vid udstrækning omtalt som »fredsforskere«, kom fra Center for Freds- og Konfliktforskning, Center for Konfliktløsning eller Institut for Menneskerettigheder, mens det som nævnt især var Center for Militære Studier, der blev brugt op mod krigen i Libyen.

»Så udviklingen kan også bare være en afspejling af, hvilke forskere der er tilgængelige. Der har jo været en oprustning i de dele af forskningen, der relaterer sig til det militære. Så billedet er også en afspejling af, at freds- og konfliktforskningen fylder mindre i dag,« vurderer professor i journalistik og statskundskab, Erik Albæk, fra Syddansk Universitet.

Samme opfattelse har studieleder Mark Ørsten fra RUC’s journalistuddannelse: »Jeg så Jan Øberg (dansk leder og grundlægger af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund siden 1986, red.) i forbindelse med Nobels fredspris forleden, og jeg tror, at det var første gang i ti år, jeg så ham i medierne,« konstaterer han:

»Fredsforskning var jo mest noget, der var populært under den kolde krig. Hvis man endelig skal finde fredsforskere i dag, skal man typisk til Sverige og Norge eller andre steder i udlandet. Og det er jo en barriere, når man skal have fat i kilder.«

Samtidig viser forskningen ifølge Mark Ørsten, at særligt én faktor er bestemmende for mediernes valg af kilder op til militære konflikter, nemlig om der er enighed på politisk plan.

»Hvis politikerne er uenige, er der typisk mange flere forskellige kilder i medierne, fordi der ganske simpelt er større debat.«

Han nævner aktionen mod Muammar Gaddafi i Libyen som et eksempel på en konflikt med bred politisk tilslutning fra samtlige partier i Folketinget.

»Alle rakte hånden op. Og det betyder selvfølgelig, at når der er meget stærk politisk konsensus, så leder medierne ikke efter kritiske røster. Der ville fredsforskere for eksempel have været nogle af dem, man kunne have gravet frem,« siger Mark Ørsten.

En anden slags konflikt

Det er dog ikke alle 1980’erne og 1990’ernes fredsforskere, der er forsvundet fra den offentlige debat, viser Informations optælling. Ganske vist er tidligere markante stemmer som Jan Øberg og Else Hammerich, (grundlægger af Center for Konfliktløsning i 1983, red.), næsten forsvundet ud af den danske debat. Men eksempelvis nuværende professor Ole Wæver fra Københavns Universitet optrådte både i debatten op til Kosovo-krigen og inden aktionen i Libyen. Forskellen er bare, at hvor han i 1999 blev omtalt som »fredsforsker« og »freds- og konfliktforsker«, er han i dag primært kendt i medierne som »professor i international politik«. Så det er ikke, fordi alle fortidens fredsforskere er forsvundet – nogle af dem har bare fået en anden titel.

Et andet eksempel er Mikkel Vedby Rasmussen, professor og leder af Center for Militære Studier, der tidligere har skrevet ph.d. om fredsslutninger. Da debatten rasede om et muligt indgreb i Syrien tidligere på året, oplevede centret en konstant strøm af mediehenvendelser. Alene i løbet af en enkelt uge optrådte Center for Militære Studier 260 gange i mediedatabasen Infomedia.

»Jeg vil tro, at jeg svarede på halvdelen af de henvendelser, jeg fik der. Ellers kunne jeg nok ikke have lavet andet,« fortæller han.

»Der er også et massivt pres for bare at få nogen til at sige et eller andet. Og som ekspert er der også grund til at være grundig med, hvad man ikke skal sige noget om.«

Selv om Center for Militære Studier i udgangspunktet forsker i den militære magt og sammenhængen med sikkerhedspolitikken i øvrigt, gjorde Mikkel Vedby Rasmussen sig også til talsmand for krigskritikken i forbindelse med Libyen-konflikten. Det skete blandt andet i flere kronikker i Berlingske Tidende, hvor han forsøgte at stille nogle af de kritiske spørgsmål – blandt andet hvad det militære mål med en operation i Libyen egentlig skulle være. Han stillede spørgsmål, som ikke kom frem i den konsensusprægede politiske debat. En debat, der ifølge Mikkel Vedby Rasmussen i høj grad også udfolder sig på grundlag af en helt anden verdensopfattelse end i slutningen af 1990’erne.

»Der er jo en stor forskel på i dag og 1999. Siden 2001 har vi i langt højere grad betragtet os som en del af den globale usikkerhed, og Danmark har beskæftiget sig meget mere med den ’skarpe’ del af udenrigspolitikken. Det afspejler sig også i medierne,« siger han.

Både studieleder Mark Ørsten fra RUC og professor Erik Albæk lægger også vægt på nogle af de strukturelle forskelle på de to konflikter.

»Kildevalget kommer jo også meget an på, hvad den offentlige diskussion drejede sig om. I Kosovo-konflikten var det også et spørgsmål om, at vi havde to forskellige befolkningsgrupper, der stod over for hinanden. Det var ikke tilfældet i Libyen, og det kan betyde, at det er nogle helt andre spørgsmål, der skal stilles, når det eksempelvis handler om, hvordan man skal få serbere og kosovoalbanerne til leve fredeligt sammen, end når det handler om, hvordan man får Gaddafi væk,« siger Erik Albæk.

Dertil kommer, at Kosovo-krigen fandt sted i den aktive udenrigspolitiks første år, påpeger Mark Ørsten. I den mellemliggende periode har forsvaret haft god lejlighed til at »øve sig i mange år med god succes« i at kommunikere med omverdenen.

»Den professionelle forsvarskommunikation var på ingen måde lige så meget oppe i gear i ’98-’99, som den var ved Libyen,« siger han.

Det får dog også Mark Ørsten til at løfte en formanende pegefinger. Sammen med en kollega har han analyseret, hvordan især folk fra Forsvarsakademiet er blevet brugt som kilder i medierne i forbindelse med militære konflikter.

»De bliver typisk præsenteret som en ekspertkilde i stedet for partskilde, selv om Forsvarsakademiet er en del af forsvaret. Og dermed forsvinder også en del af kritikken af, hvad der kan ligge bag kildens udsagn. Det er jo til en vis grad manglende journalistisk kildekritik. Men krigsdækningen bliver også meget teknisk og kommer nemt til at handle om våben og strategier. Og får en mere militaristisk diskurs, simpelthen. Og mere fokus på våben.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Lars Dahl
Hanne Ribens og Lars Dahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Damgaard

En række udsagn fra borger hjemme i privaten

- " We love it "-

Denne udpensling af de forstående ødelæggelser og chancerne for blod er spændende og en smule uhyggelig - jeg følger meget med i det.

- Så kan de lære det, de skide Talibaner og Islamister.

- Sålænge det er dem der er i skud linjen så fint for mig.
Og det højner interessen når det er en krigsekspert der forklare det - lige som en god kommentator til en landskamp med arvefjenden

Vi er nød til at være godt klædt på som nation - når vi er med til at bekrige verden
Derfor syntes jeg det er kanon når DR har en general til t fortælle os om udfaldet af et slag

Lasse Damgaard

- Hjernevask af en befolkning er regel nr et i Goebbels lærebog om Folkeforførelse

Vi har oplevet hvordan politik via spin - går fra ministerier til trykkepressen.

Der er en fin samstemmighed mellem chefredaktørerne og ledende regeringsmedlemmer - både tidligere men også nu

En nem og logisk konsekvens af en befolkning der er ukritisk fraværende og kun optaget af personlig friværdi og gratiskørsel i firmabilen

Henning Pedersen, Niels-Holger Nielsen, Poul Eriksen, Henrik Darlie, Niels Mosbak, Lars Jorgensen, Morten Lind, Flemming Scheel Andersen, Lars B. Jensen, Søren Bro, Filo Butcher, Carsten Mortensen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar

Krig, typisk solgt som "krig mod terror" har fået sin egen sektor i reality-underholdnings branchen. Det ville ikke undre mig hvis seertal-potentialet snart vil få en mærkbar indflydelse på de politiske overvejelser om at gå i krig eller ej.

At smadre noget, har en række fordele overfor at opbygge noget. Ikke mindst underholdningsværdien. Det er nemmere og hurtigere gjort, det er action-orienteret, gerne med masser af røg og store brag, det er let at opbygge en heroisk halo omkring aktørerne, der er polaritet og en uudtømmelig kilde af konfliktstof, og når man kan, som i UK, endda få en royal reality stjerne til at medvirke, hvad mere kan man overhovedet ønske sig?

... i tider med skrumpende økonomisk vækst og truende sociale uroligheder....og så er der endda penge i lortet.

"Panem et circensis" har været det kære barns navn siden Romernes tid.

http://da.wikipedia.org/wiki/Br%C3%B8d_og_cirkus

Læser, lytter eller seer ser vel hvem der er afsender or søger alternativ information. Men helt ærlig. - Jeg savner Jan Øbergs analyser.

Vi skal indprente os denne kommentar, for den er en af de væsentligste iagttagelser af den danske folkesjæl, længe...
Der er en fin samstemmighed mellem chefredaktørerne og ledende regeringsmedlemmer - både tidligere men også nu...
En nem og logisk konsekvens af en befolkning der er ukritisk fraværende og kun optaget af personlig friværdi og gratiskørsel i firmabilen.

Tak til Lasse Damgaard

Henning Pedersen, Marianne Rasmussen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
anker fjeld simonsen

Der er så mange aspekter af spörgsmålet om krig, der spiller ind, når befolkningen i den såkaldt frie verden skal hjernevaskes med magthavernes synspunkter. Det lan väre van-sleöigt at väre kontroversiel i et internationalt system som NATO, selv om en umiddelbat dovenskabsanalyse vil påpege, at dette intet at göre i tilfälde af verdensorganisattionens aktive deltagelse i en omfattende strid, kommer betänkeligt i närheden af tilslutning til kontroversielt oprör mod det teknologisk dominerede militärberedskab. Om man nöjes med at träkke vejret under en international krig, kan man vurderes til at väre fredstilhän-ger; dette kan väre et argument for menneskers almindelige tilpasningsevne og totale og almindelige ligegladhed med magthavere, bare disse ikke generer dem privat. Intet at sige at krigsliderlige generaler og andre militante en gang imellem er nödt til at göre opmärksom på teknologiens farer, ved at köre cyklister ned bagfra eller plyndre dem, som var der virkelig undtagelsestilstand i landet. Sådan kan det blive i hver en by, i hver köbstad, om fjenden kommer ! Dette ikke at göre noget for NATO er ikke at väre fredstilhänger, men at undervurdere fjen-dens endnu hemmelige kapacitet, må de militante generaler hävde.
Midt i det hele er det svenske socialdemokratis forsög på også at mobilisere kvinder ril kamp for den svenske form for väbnet neutralitet ikke uinteressant, omend den ödeläg-ger een af de bedste undskyldninger min generation har haft for den totale fredsvilje både som latterliggörelse af militäret og som ligeret: At kvinder ikke er omfattet af almindelig värnepligt. Spändende bliver det, om det svenske socialdemokrati og dets stöttepartier vil få held med at lancere en sådan nästen israelsk forsvarsvilje i alliance-frihed. Om jeg var i den alder, ville jeg bestemt stötte dette initiativ; ligefrem spille mili-tärsange på klaveret når forsvaret över, er for meget tramp i pedaler og klaver for sa-gen, til at jeg har lyst. Men skulle det väre en enkelt lille koncert for värnepligtige, så sörg bare for at klaveret er velstemt, så vil jeg ikke sige nej.

Mark Østen: "Og dermed forsvinder også en del af kritikken af, hvad der kan ligge bag kildens udsagn. Det er jo til en vis grad manglende journalistisk kildekritik."

Netop her findes jo årsagen til den skævvridning der er i brugen af eksperter.
I jagten på at være hurtigst med det hele, forsvinder den kritiske tilgang til kilderne og dermed objektiviteten i den journalistiske historie.
Det hele handler for journalisterne og redaktørerne at være først med alle historier og dermed mangler fordybelsen af indviklede fagområder, så i mange tilfælde vil journalisterne være alt for afhængige af kilden(kilderne).

Derfor bør den journalistiske stand kigge mere på sig selv, huske hvad de har lært under deres studie og gøre brug af den lærdom. Samtidig bør chefredaktørerne have større respekt for kvalitet i stedet for kvantitet!

Er det ikke lidt underligt, at 1999 er udvalgt som udgangspunkt og basis for undersøgelsen? Jeg synes at mindes en vis major, der senere blev MF for centrumdemokraterne, der i den grad udlagde den 1. Golfkrig for de undrende seere. og der var ikke mange fredsforskere involveret i det. Ejheller op gennem 90'ernes balkankrige. Hvis det inddrages, kommer 1999's overvægt af fredsforskere til at fremstå som en anormalitet og brugen af militært funderede eksperter som det normale, og spørgsmålet ville så blive: hvorfor blev der brugt så uforholdsmæssigt mange fredsforskere i 1999? Er det en undersøgelse med et på forhånd bestemt resultat?

Niels-Holger Nielsen

Tom Sietam, der var ingen større krige, som NATO var involveret i (1999). Man havde lige bidraget til at smadre Jugoslavien, og Serbien slikkede sårene efter kossovokrigen og NATOs bombardementer. Rusland var svagt og nogle troede vitterligt på PAX Vesten. At vi kun havde oplevet prologen vidste de færreste dengang, eller de lod sig i hvert fald lulle i søvn.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Sietam - at strække undersøgelsen tilbage til 1990 ville kræve reelt arbejde i gulnede kopier, da de færreste aviser ligger fuld-registrerede så "langt" tilbage. Stort set alle tidens undersøgelser nøjes dermed med den korte horisont, hvor det elektroniske avisarkiv Infomedia kan spytte et svar ud med det samme. Desværre gælder det samme også for mange journalisters paratviden - hvis noget fortid ikke kan findes via Infomedia, er det aldrig sket. Så din sammensværgelsesteori holder umiddelbart ikke, da svaret er dovenskab, men spørgsmålet var relevant.

Tilbage i 1990 spillede major Svend Bergstein en stor rolle på tv, men jeg husker også en meget aktiv Jan Øberg. Der var jo et solidt politisk mindretal imod dansk deltagelse i krigen, så medierne var nød til at vise lidt bredde. Selv på min daværende avis Vestkysten hvor jeg sad som udlandsredaktør, var det en forsidenyhed over flere dage, da en dansk soldat deserterede - og det blev rimeligt objektivt præsenteret. Så efter min hukommelse, holder Informations vinkel. Jeg tror vi skal helt tilbage i 60erne, for at finde en så ensidig krigsopmuntrende dækning, som vi har det nu.

Flemming Scheel Andersen, Stig Bøg og Lotte Folke Kaarsholm anbefalede denne kommentar

Paamand, jeg mindes nu ikke Jan Øberg som særlig aktiv i forbindelse med den 1. Golfkrig, nok også fordi selve krigsreportagen var meget teknisk. Men det ændrer jo ikke på den underlige forestilling om at 1999 skulle være en form for normal, Informations vinkel synes at være unødvendigt og forkrampet tvunget ind i at vise noget bestemt. Unødvendigt, fordi et sådant konfliktforskningsinput er i den grad en mangelvare. Jeg mindes ikke at have set en seriøs diskussion af, hvad en fredskonference i Syrien skulle gå ud på. En så blodig konflikt, en borgerkrig af den mest brutale slags, hvordan kan man forestille sig at parterne skulle kunne etablere et samarbejde? Alle bestræbelserne synes at være gået på at få konferencen op at stå, og det er selvsagt også et første vigtigt skridt, men dømt til at mislykkes, hvis der ikke er en klar forestilling om et realistisk resultat

"Alle rakte hånden op. Og det betyder selvfølgelig, at når der er meget stærk politisk konsensus, så leder medierne ikke efter kritiske røster"

At man kan tage dette som en selvfølge, viser hvor sløjt det står til med den journalistiske selvforståelse. At man yderligere kan tage det som en selvfølge, når den politiske konsensus går ud på at sende Danmark i krig, viser hvor sløjt det står til med demokratiforståelsen.

Sitam, dine minder er ikke nødvendigvis hele sandheden, og du lader til kun at mindes nogle bestemte TV-aviser. Den første Golfkrig blev som nævnt vedtaget med et højtråbende opposition imod. At den kom i kølvandet på på den lige så diskuterede Fodnoteperiode gjorde, at medierne den gang endnu var vant til at omtale og diskutere afvigende synspunkter.

Det danske Center for Freds- og Konfliktforskning var endnu ikke blevet nedlagt, og dets fredsforskere som Håkan Wiberg og Henning Sørensen fik masser af taletid. Kritiske journalister og forskere blandede sig i medierne og på offentlige møder - Jørgen Dragsdahl, Johan Galtung, Jan Øberg - og undertegnede. Store dele af fagbevægelsen mobiliserede mod krigen. Fredsbevægelsen gik på gaden i et omfang, så Århus midtby blev blokeret ved den første demonstration.

Du er så imod Informations "underlige forestilling" om at krig er for vigtig til at overlade til generaler. Du synes, at det "normale" burde være en overvægt af kilder med et militært perspektiv, og at alt andet er "unødvendigt og forkrampet". Tjah, det er vel osse et slags synspunkt...

Du savner så også "en seriøs diskussion" om en fredskonference i Syrien - baseret på, at dette skulle være en umulighed. Jeg savner også mere stof i medierne om hvordan den slags fredskonferencer fungerer i praksis. Ikke mindst fordi det kunne minde om, at en del blodige borgerkrige er afsluttet netop på den måde.

Michael Kongstad Nielsen

Der er måske også den forskel på Kosovo 1999 og Libyen 2011, at der op til Kosovo-krigen havde været forhandlinger mellem parterne (Serbien og Kosovo-albanerne) i Rambouillet (Frankrig), indkaldt af USA, Storbritannien og Frankrig, med henblik på at etablere udstrakt selvstyre i Kosovo, men ikke selvstændighed. Det lykkedes ikke, og derefter iværksatte USA og Nato krigen UDEN mandat fra FN´s sikkerhedsråd. I Libyen forelå et FN-mandat til at påbegynde krigen, og der havde ikke været nogen fredsforhandlinger. I Danmark var der 100 % politisk enighed om at deltage, ikke engang EL var imod. Så det kan måske forklare noget at skævheden i valg af ekspertkilder.

Men ellers enig i, at den militære synsvinkel har domineret i såvel Afghanistan som Irak.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Pengene findes, men de mangler afløb (akkumulation). Hvis man kunne erobre 'underudviklede' områder, kunne man også finde profit. De militære investeringer skulle gerne kaste noget af sig, ellers vil de blive en klods om benet. Det er hvad det handler om.

Per Dørup Jensen

Kårsholms henvisning til Garton Ash er bestemt ikke en konstruktiv reference for fredstilhængere. Hvem husker ikke, at Garton Ash blev flittigt brugt i medierne, herunder i Information, som kommentator til Nato´s krige mod eks-Jugoslavien. Naturligvis fordi historie-professoren bakkede fuldt op om Nato´s krig!
Ellers havde de imperialisme-styrede medier helt sikkert brugt Ash lige så lidt, om overhovedet, som for eksempel Jan Øberg i relation til Nato´s krig mod Libyen, og pt. mod Syrien via dets terror-bander.