Læsetid: 3 min.

’Hvis nok mennesker gør det, bliver det tilladt’

Hvis nok mennesker cykler hen over fortovet, får de ret. For sådan er tidsånden, lyder det fra historiker Henrik Jensen om Københavns Kommunes cykelstrategi
Massen får ret. I trafikken og i sproget. Men det er kun et problem, hvis samfundet bliver en børnehave, siger historiker Henrik Jensen.

Kristine Kiilerich

21. oktober 2013

I weekendens Moderne Tider-tillæg blev det beskrevet, hvordan Københavns Kommune i flere tilfælde indretter byens trafikale infrastruktur ud fra de lovbrud, cyklister begår.

Der cykles mod ensretningen, drejes til højre for rødt og krydses hen over fortove og pladser, men i stedet for at lade ordensmagten slå ned med bøder, er der en række eksempler på, at den ureglementerede adfærd gøres lovlig ved hjælp af særligt anlagte cykelstier og højresvingsbaner.

Information har ringet til historiker Henrik Jensen, lektor ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet og forfatter til blandt andet bogen Det faderløse samfund.

– Henrik Jensen, fortæl os, hvad er denne form for myndighedsudøvelse udtryk for?

»Det er udtryk for autoritetstab. Man har ikke længere stemmen til at håndhæve, at det er forbudt, så man lader være. Man vil ikke stable sig op. Man vil ikke konfrontere unødigt.«

– Er det tidsånden?

»Det er tidsånden. Det er stemningen. Det er meget svært at argumentere for, at nogen skal gøre noget, de ikke vil. Det er på samme måde med retskrivningen: Hvis folk begynder at skrive majonæse, så får de ret. Hvis de cykler hen over fortovet, får de ret. Det er meget enkelt, men meget anderledes end tidligere.«

– Er det et problem?

»Det er et problem, hvis hele samfundet bliver til en børnehave. Det hele begynder med, at børn ikke opdrages til, at der er ting, man ikke må, grænser, man skal overholde. Det fortrænger vi. Hver enkelt forestiller sig, at der er en særlig lov, der gælder for mig. Det bærer vi med ind i skolen, der har kæmpestore disciplinproblemer, sådan at ressourcerne bruges på at skabe orden. På den måde har det karakter af en infantilisering. Vi tumler hver især rundt med vores eget lille projekt. Vi har hovedet fuld af egne gøremål og har i stigende grad svært ved at acceptere andre folks tilstedeværelse i byrummet. Det er også det, der gør, at vi vader over gaden, når vi skal over gaden – uanset at der er et fodgængerfelt 50 meter længere fremme.«

– Snakker du også om dig selv her?

»Ja. Tidsånden kæmper man forgæves imod.«

– Er der ikke også noget positivt at sige om denne mangel på autoritetstro?

»Jo, altså, da jeg var ung, var det nok sådan, at man stoppede unødigt meget for rødt lys. Jeg boede i det centrale Slagelse, og selv sent om aftenen kunne jeg kigge ud af vinduet og se folk komme gående, alene, og stoppe op foran rødt lys og glo, uden at der var en bil i nærheden. Det var sådan på den led. Men gradvis er det eroderet. Også fordi folk rejser meget. Ingen fodgænger i New York eller Sydeuropa ville jo stoppe for rødt. Andre folks vaner påvirker en, og sådan er det også for mig.«

– Kan det ligefrem anses for et demokratisk fremskridt, når myndighederne indretter byrummet efter folks adfærd? Et udtryk for at masserne gør deres indflydelse gældende?

»Man kan sige, at massen har fået ret. Hvis nok mennesker gør de her ting, så bliver det tilladt. Men spørgsmålet er, om det er udtryk for en aktiv stillingtagen eller udtryk for, at man sejler med i en bølgebevægelse uden at tænke nærmere over det. Massen kan være en slags kollektiv ubevidsthed. Det er ikke parallelt med bevidst oprørstrang eller antiautoritær adfærd.«

– Hvor ender denne sejltur henne?

»Det er spørgsmålet. Det problematiske er, hvis vi når dertil, hvor folk ikke ved, hvad der er forkert. Jeg kan godt leve med, at folk går eller cykler over for rødt, så længe de ved, at det er forkert. Så er det moralske perspektiv ikke væk. Men hvis folk tænker, ’Hvorfor fanden står den røde mand og blinker’, så har vi problemet.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Med sprog er det rigtigt nok ligeså. Man regner med, at "ligge/lægge" inden længe vil blive sidestillet. Fordi folk ikke kan finde ud af reglerne.

Med hensyn til "majonæse" var der nu så få, der benyttede det og så mange indsigelser mod det, at det nu med nyeste version af Retskrivningsbogen ikke længere er tilladt at stave det sådan. Folkestemningen dømte den logiske stavemåde ude til fordel for den ulogiske ditto: "mayonnaise".

Mht. cyklisme er problemet også, at en del cyklister slet ikke kender færdselsreglerne. Måske er det ikke skolens opgave, men nogen burde da tage det alvorligt.

Niels Mosbak, Henrik Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt, "ligge/lægge" kan ikke være så svært, da man så tydeligt kan høre forskel på de to ord. Eller kan man? Ja, det kan man, indtil udtalen nednormeres. Som da kræft, præst, og frem, blev til "kraft, prast og fram".

Maj-Britt Kent Hansen

Næh, Michael - jeg synes heller ikke, at det er svært, men ikke desto mindre udtales og skrives det jævnligt forkert. Manglende viden om grammatik er nok stærkt medvirkende.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu vi er ved det med reglerne, har Politiken d.d. et debatindlæg om svingord under overskriften "Sprognævnet har gjort dansk en forvirrende bjørnetjeneste". Og meget apropos henvises der til, hvad der ville ske, hvis Trafikministeriet bl.a. lod det være tilladt at køre over for rødt, fordi mange kører over for rødt.

Hvis Henrik Jensen synes vi danskere lider af autoritetstab, så skulle han tage til Frankrig.
Her går alle fodgængere overfor rødt, hvis der ikke er nogen biler. Det synes jeg faktisk er meget logisk.
Efter min mening må der godt være lidt fleksibilitet, og ikke nogle stive regler hvor man skal stå og vente på en øde vej på det røde lys. Eller hvis en ung fyr kom til at glemme sin cykellygte derhjemme, kan han måske slippe med en advarsel, istedet for at få en bøde, som er meget for en på SU.
De fleste biler i Frankrig har en bule et eller andet sted. De tager det åbenbart meget roligt hvis de kommer til at bumpe ind i hinanden. Og de ser jo ud til at have det meget godt. For dem betyder det nok mere at leve livet, end at være slave af sine materielle ting. Eller også går de mere op i tøj og parfume end hvordan deres køretøj tager sig ud.

Jeg synes danskerne er meget autoritetstro, og der er mange rigide regler, som er stive og ufleksible. Og her taler jeg ikke kun i trafikken.

Politikere, politi mfl skal være hjerteligt velkommen til at tale for deres syge moster, forsøge sig med ynkelige forsøg på moralisme eller sågar uddele bøder alt det de vil.
Chancen for at jeg automatisk retter ind eller stopper op og glor, som en anden kastreret drøvtygger på cykel, fordi en eller anden nar har sat en kulørt lampe op i et kryds eller sat et ensrettet skilt på en vej, er ikke eksisterende!
Ligeledes overholder jeg hastighedsgrænsen på motor eller trafikvej mindre end 5% af tiden.
Seriøst, hvis der virkeligt findes politikere dumme nok til at tro at 110 i timen er en acceptabel grænse, ja så er det desværre deres egen skyld, og ikke noget jeg kan tage mig af.

Trafikregler vil altid være vejledende, det kan ikke være anderledes.

Tåbelige påstande som dem Henrik Jensen giver udtryk for i artiklen - at der skulle være et tab af autoritet - hviler alene på en illusion om autoritet, der aldrig har været andet end netop en illusion.
Det er vrangforestilling som skrankepaver og andre idioter kan gå rundt lune sig ved. Og som vi andre, med den overbærenhed man nu en gang må have over for børn og andre retarderede, prøver at ignorere eller tale udenom. Så vi ikke knuser deres infantile forestillinger.

Allan Nørgaard Andersen

Man kan vist roligt sige at Toke Andersen ovenfor gennem sit sproglige udtryk er så venlig at demonstrere at han hverken aner hvad sproglige eller trafikale færdselsregler skal gøre godt for. Toke A fastsætter sine egne regler, og hvis han dermed kommer til at såre/skade idioterne, tåberne, de dumme - ja, så er det deres egen skyld. Hvis Toke A vil køre for hurtigt på motorvejen, og dermed kommer til at kvæste de idioter, der er tåbelige nok til ikke at indrette sig Tokes selvskabte regelsæt - ja, så er det jo klart deres egen skyld.

Jeg selv er ikke noget dydsmønster, hverken på cykel eller (hvad værre er) i bil. I det sidste tilfælde skyldes mine forseelser dog altid manglende opmærksomhed og jeg retter hurtigt ind. Jeg har nemlig bestemt mig for at jeg, uanset transportmiddel, ikke er til sinds at sælge min personlige værdighed til fordel for et par sekunders sparet tid. For hvor tit bemærker man ikke fx cyklister, der er begrænset af samme snævre horisont som Toke Andersen, agere pseudo-anarkistisk i trafikken, uden overhovedet at bemærke at de bag sig efterlader forvirring, potentielt eller reelt farlige situationer for medtrafikanterne (de anerkender dog næppe at der findes "med"trafikanter), der hurtigt må genoprette tilstrækkelig, begavet orden til at vi alle kan komme nogenlunde trygt og hurtigt frem.
Det slår mig altid at denne type trafikanter, som offentligt udstiller deres umådelige indbildskhed ("Jeg er så uhyre vigtigt, at jeg skal hurtigst frem"), i realiteten helt har opgivet at tage del i såvel deres personlige som det fælles liv. De må ty til at tro at de øvrige, som Toke A skriver, er behersket af "infantile forestillinger".
Noget andet er så at fx København mange steder stadig først og fremmest er tilrettelagt efter at bilisterne (som jeg også tilhører) skal kunne komme frem uden trafikpropper og farlige situationer. Det kan selvfølgelig friste cyklisterne over evne, når urimelighederne bliver for åbenlyse.

Slettet Bruger

Cyklister i København er ganske givet en pestilens for mange, men det har næppe noget at gøre med flygtig materie som ånd, når de gør som det passer dem. Det har danskere mfl gjort gennem generationer; arbejdet sort, smuglet, hælet, skrevet for meget på forsikringen, trukket for meget fra i skat, fusket med ældrecheck, kørt for stærkt etc, og samtidig formået at pege fingre af andre. Det er lidt ligesom, når nogen får betalt luksus og 'Langt ned i løgnhalsen' over bistandsmidler, mens de angriber andre for at have snablen nede i offentlige kasser.

Michael Kongstad Nielsen

Argumentet med, at hvis alle (eller nok) gør det, så bliver det tilladt, holder jo ikke. Der skal være ræson i det, det skal være forsvarligt og hensigtsmæssigt, før det kan gøres lovligt. Københavns kommune, eller andre kommuner, kan ikke ensidigt vedtage sådanne infrastrukturændringer eller færdselsændringer som her beskrevet, det skal de have politiets samtykke til, og politiet vurderer selvfølgelig alle sikkerhedsmæssige og trafikreguleringsmæssige hensyn, inden de eventuelt giver lov. Så disse højresvingsmuligheder og cykelbaner over fortove for at komme til Vendersgade osv. ser jeg ikke noget problem i, de er blevet tygget godt i gennem inden frigivelse.

Hvad jeg derimod ikke kan goutere, er alle de små overtrædelser, der bringer andre i fare, hvor fodgængere presses og må tage sig i agt for at undgå påkørsel og kvæstelser, selvom de befinder sig på eget fortovsdomæne eller (værre endnu) togperron. Der er tale om ignorance af værste skuffe, nedvurdering af medmennesker og selvhævdelse af egen magt, den lille terror, kan man kalde det. Det synes jeg er uforskammet dumt, for det nedgraderer sammenholdet og anerkendelsen af hinanden i det offentlige rum. Tidsånden er der bestemt tale om, men tidsånden er ikke evig. Den må være til at tale med.

Steffen Gliese

Det er helt almindeligt at køre på fortovet i de fleste lande, og det var det såmænd også tidligere i Danmark. Der sker det, hvis færdselsreglerne snarere er vejledende, at folk bliver langt mere hensynsfulde, end hvis de føler sig provokeret af rigide regler.
Det så man tydeligt, da folk måtte køre uden lyskurve i København pga. nedbrud på el-nettet. Aldrig har trafikken fungeret bedre og mere hensynsfuldt.

Maj-Britt Kent Hansen

Selvfølgelig skal regler ikke være rigide, men det er de da heller ikke. Og hvorfor skulle vi med vores mange cykelstier køre på fortovene? Ligesom der ingen grund er til, at fodgængere går ude på cykelstien eller kørebanen. Hvad de faktisk snildt kan finde på.

Hvad jeg så slet ikke forstår er, at man har så travlt, at man partout skal udenom og indenom alt og alle. Her kommer jeg. Mig, mig, mig!

Der var en indledende artikel i lørdags, hvis det skulle interessere nogen.
http://www.information.dk/475693

Den fornuftige arkitekt anlægger de permanente stier i et nyt boligområde efter en prøveperiode, hvor de mest naturlige ganglinjer har fået lov til at aftegne sig.

Steffen Gliese

Eller også, Maj-Britt Kent Hansen, er der grund til, at folk bevæger sig lige, hvor det passer dem. Selv hader jeg at gå langsomt, og jeg går gerne til side, så folk kan passere, så jeg ikke skal kæmpe mig forbi dem på fortovet senere. Jeg går hurtigt, og det kan jeg lide.

Michael Kongstad Nielsen

Der er en grund til, at man adskiller trafikanterne. De bløde for sig, og de hårde for sig. Hvis alle skal bevæge sig lige der, hvor det passer dem, er det indlysende, at de hårde vinder, og de bløde må tage til takke med den langsomme omvej for at skåne sig selv og beholde livet. Men jeg kan forstå, at nogle debattører går ind for den rå magt i trafikken.

Maj-Britt Kent Hansen

Peter Hansen, nu forstår jeg ikke helt. Du holder af at gå stærkt, men giver gerne plads til, at de langsomme kan passere dig, så du ikke skal overhale dem senere. Går I i samme retning?

Jeg går vist sådan midt imellem, hverken stærkt eller langsomt, men jeg hader at høre på hårde hæle - lige i hælene på mig. Dem der nærmest bare slår følge. Overhal eller sak bagud - det andet er enerverende.

@Allan Nørgaard Andersen

Du er provoleret af mit sprogbrug, fair nok. Men du hæfter enorme mængder dækningsløst pjat om hensynsløshed og at påføre andre risici på mit indlæg - Det er ikke fair.

Læs igen - Læs ordene og ikke irritationen, så forstår du måske bedre.
Husk at trafikken også foregår uden for myldretiden. Husk at jeg absolut intet har sagt om at skide på andre eller at køre hensynsløst. Husk at cykler og fodgængere står og venter i regn og kulde, ofte på INGEN, bare fordi en lampe lyser rødt.
Husk at næsten alle(måske 80%) konstant kører hurtigere end grænsen tillader på motor- og trafikvej. Og at statistikken for ulykker og drab er konstant for nedadgående.

I øvrigt. Jeg bor 30 meter fra en ensrettet vej. De første 10 år jeg boede på adressen var den ikke ensrettet. Pludselig, for et års tid siden, kom der nogle drenge i gult og satte et skilt op.
Jeg skal stadig til brugsen i den anden ende af vejen. Jeg kører naturligvis samme vej jeg altid har gjort.

Dertil rammer Peter Hansens kommentar hoved på sømmet. Vi kan spille´andre mennesker små eller store. Vi kan behandle dem som børn og detaljeret regulere deres totale færden. Men vi kunne også spille dem op og behandle folk som ansvarlige individer der netop, for langt størstedelens vedkommende, vil vise hensynsfuldhed og forståelse for risici.