Mordere,« blev der råbt efter EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, da han onsdag sammen med Italiens premierminister Enrico Letta besøgte den italienske ø Lampedusa, i hvis farvande op mod 300 afrikanske bådflygtninge i sidste uge mistede livet. Men de mange døde flygtninge er ikke kun Barrosos og Lettas ansvar. Det er også Danmarks. Sådan lyder det fra Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder og er ekspert i EU’s udlændingepolitik.
»Juridisk er ansvaret indirekte. Her påhviler ansvaret for en båd, der kommer i ulykke, det enkelte land. Politisk er det noget andet. Her har Danmark et lige så stort ansvar som Italien,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen og uddyber hvorfor ved at pege på, at Danmark har valgt at lægge sin grænsekontrol af sine ydre grænser ud til EU.
»EU-forbehold eller ej. Danmark deltager fuldt ud, idet vi er en del af det europæiske samarbejde. Derfor bør Danmark tage det lige så alvorligt, som man gør det i Italien. Vi er med i en fælles grænsekontrol, og vi er med i Dublinsystemet. Sådan som det foregår nu, lægger vi et urimeligt pres på de sydeuropæiske lande,« siger han og understreger, at nogle af disse landes lovgivning pålægger private både at sejle migranter tilbage til Afrika, fordi de kan risikere at blive straffet for indsmugling af flygtninge, hvis de tager nødstedte med om bord.
»Politisk kan man ikke undslå sig. Vi er del af et europæisk samarbejde, og derfor kræver det en europæisk løsning.«
Stabile nærområder
I EU er der allerede sat en række initiativer i værk for at håndtere udfordringen, lyder det i en mail fra justitsminister Morten Bødskov.
»Senest med grænseovervågningssystemet Eurosur, som skal forbedre muligheden for at opdage små fartøjer ved de ydre søgrænser og derved nedbringe antallet af migranter, som omkommer. Det primære fokus må dog være på at stabilisere nærområderne, så personer ikke bringer sig i livsfarlige situationer. Jeg anerkender selvfølgelig, at forandringen ikke sker fra den ene dag til den anden, men jeg mener, at EU har de nødvendige redskaber til at forbedre situationen på sigt,« skriver han.
Italienerne har bedt om mere hjælp fra EU, og i lighed med Spanien og Grækenland har landet længe klaget over, at de ikke får støtte nok fra de øvrige EU-lande. Men ifølge justitsministeren er Danmark ikke klar til at ændre de nuværende regler, der vil fordele asylansøgere mere ligeligt i EU-landene.
»Vi har jo diskuteret, om man skulle suspendere Dublinsamarbejdet og for eksempel gå over til en kvoteordning. Det var der på ingen måde opbakning til,« sagde han forleden til Ritzau.
Enhedslisten mener, at ministerens udmelding rammer ved siden af.
»Danmark har et medansvar for den politik, der bliver ført,« siger Nikolaj Villumsen, EU-ordfører hos Enhedslisten.
»EU’s nuværende flygtningepolitik er en tragedie, når op mod 300 mennesker kan dø i en bådulykke. Det bliver man nødt til at tage en politisk konsekvens af,« siger han.
»Det er uansvarligt at lade lande som Italien, Grækenland og Ungarn stå alene med modtagelsen af flygtninge i Europa. Vi bliver nødt til at få en fordelingsnøgle for, hvor mange flygtninge hvert enkelt land skal tage.«
Hos Radikale peger udlændingeordfører Marlene Borst Hansen på de EU-ordninger, der støtter modtagerlandene.
»Så kan vi diskutere støttens omfang, men anerkendelsen af udfordringerne i Sydeuropa er tilstede i Det Radikale Venstre, i regeringen og i EU,« siger hun og påpeger, at det er vanskeligt at lægge ansvaret på Danmark.
»Det er overhovedet ikke acceptabelt, at mennesker dør. Men i og med at verdens ressourcer ikke er ligeligt fordelt, vil der altid være mennesker, der flygter.«
Det er Søren Espersen, udenrigsordfører hos Dansk Folkeparti enig i.
»Vi er beklageligvis en del af Schengen, og vores grænse ligger åben fra Italien til Danmark. Derfor har vi ikke spor imod, at vi kan hjælpe italienerne med flådefartøjer, så de på et langt tidligere tidspunkt kan tilbagevise de både, der kommer illegalt,« siger Søren Espersen. Han afviser dog blankt, at Danmark har et særligt ansvar for folk, der kommer fra Mali.
»Vi har intet ansvar. Hvem har pålagt os et ansvar?«
Hvordan kan en båd være illegal? En båd er fyldt med mange forskellige mennesker og der vil være nogen imellem der har ret til at søge asyl, - trættende med det der propaganda snak om "illegale" og den evindelige trang til at smyge sig udenom ansvaret for tusinder af menneskers død som S. Espersen og hans fæller er primus motor for.