Læsetid: 3 min.

Partier vil klappe kassen i for GGGI

Den omstridte miljø- og klimaorganisation GGGI rammes af ny kritik. Nu må det være nok, mener både Enhedslisten og Dansk Folkeparti
19. oktober 2013

Både venstre og højre side af Folketinget er klar til at trække støtten til den omstridte miljø- og klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI) på grund af nye anklager om, at organisationens såkaldte grønne vækststrategi måske ikke er så grøn endda.

Anklagerne kommer efter, at GGGI er blevet beskyldt for korruption, manglende opnåelse af sine mål og ikke mindst organisationens og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, dyre flyture på første klasse.

Danmark betalte sidste år en femtedel af GGGI’s budget, og de penge mener Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, kan bruges bedre.

»Der er to grimme vinkler i den her sag: Lars Løkke Rasmussens moralske tilgang står vist klart for de fleste, og han bør ikke sidde som formand for GGGI – det har han ikke tilstrækkelig selvkritik til.

Men selve organisationen er også lige så langsomt, men systematisk ved at diskvalificere sig selv i takt med, at fakta kommer på bordet. Lars Løkke Rasmussens rejser, korruptionsskandalen og senest oplysningen om, at GGGI ikke kan leve op til sit formål gør alt sammen, at organisationen ikke ser ud til at være egnet til at udføre opgaver for dansk udviklingsbistand,« siger Christian Juhl.

’Helt til hest’

GGGI blev lanceret i december 2009 i forbindelse med klimatopmødet COP15 i København af Sydkoreas daværende præsident Lee Myung-bak for at udbrede landets erfaringer med at skabe grøn vækst. Men før og efter har eksperter sat spørgsmålstegn ved netop disse erfaringer.

Senest beskrev Information i går, hvordan forsøget på at »restaurere« Sydkoreas fire største floder har ført til ødelæggelse af fredede vådområder i landet. Samtidig har netop oprettelsen af GGGI været med til at lukket munden på kritikere af projektet.

Alligevel lovede Danmark i 2010 at støtte GGGI og i 2011 fandt Folketinget 90 millioner kroner, over tre år, i bistandshjælpens miljøpulje. En beslutning alle partier stod bag.

I dag fortryder Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, den beslutning. Den sydkoreanske rigsrevision har nemlig også kritiseret GGGI for misbrug af bistandsmidlerne, ligesom den grønne vækstplan langtfra har skabt de lovede 960.000 job.

Ifølge den franske avis Le Monde faktisk ikke engang én procent af disse.

»Det giver god mening at overveje, om Danmark skal støtte den type organisation. Når de ikke har opnået flere af deres mål, og nu måske slet ikke viser at have de rigtige af slagsen, så er det ikke ret godt. Det er faktisk ret dårligt. Når man ligger så langt fra, hvor grøn man skulle være, hvor stor omstillingen skulle være, og hvor mange job der skulle skabes, så er det helt til hest at sælge det som succeshistorie. Når man så ovenikøbet ser revisionsrapporten, så er det i hvert fald ikke Dansk Folkepartis holdning, at vi skal blive ved med at støtte organisationen,« siger Hans Kristian Skibby.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, til Enhedslisten og Dansk Folkepartis krav om at trække støtten til GGGI. Men Venstre henviser i en skriftlig kommentar til, at Lars Løkke Rasmussen i morgen afholder et fælles pressemøde med organisationens direktør Howard Bamsey om sine bilag.

Howard Bamsey har anerkendt, at det har været småt med resultaterne, men har understreget, at organisationen »arbejder jo hårdt på at opbygge nogle ting, som på et tidspunkt kan udvikle sig i den rigtige retning«.

Samråd på onsdag

Onsdag er udviklingsminister Christian Friis Bach (R) kaldt i samråd i Folketingets udenrigsudvalg. Her vil udviklingsministeren redegøre for, hvad der foregår og er foregået i GGGI – herunder også hvor grøn den grønne vækststrategi egentlig er. De to andre regeringspartier, Socialdemokraterne og SF, afventer ligesom udviklingsministeren denne redegørelse.

»GGGI har skabt resultater, og jeg ser fortsat GGGI som en central og lovende organisation, når det gælder om at fremme grøn omstilling i verdens udviklingslande, og jeg forventer at fortsætte samarbejdet. Behandling af en ny bevilling til GGGI sker først, når vi er sikre på, at procedurer og praksis i organisationen er i orden. Den hidtidige bevilling blev givet i foråret 2011 af VK-regeringen for en treårig periode og står over for fornyelse i 2014,« oplyser Christian Friis Bach på forhånd i en skriftlig kommentar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

- det er ligesom med fluer omkring en nylavet kokasse på en varm sommerdag - ti tusind fluer kan ikke tage fejl.

Man kan overveje udsagnet et øjeblik og så yderligere overveje, om man kan udskifte ordene kokasse med klimasagen og fluer med politikere.

Efter min opfattelse søger mange professionelle intressenter som politikere og NGO'er hen mod de økonomiske og pressemæssige lækkerbiskner, hvor man næsten er sikker på succes, fordi folket håber og tror på den gode sag.

Den gode sag i denne forbindelse er en sag, hvor populisterne kan opnå folkets velvilje og forståelse udelukkende vha. orwellske plusord og uden nødvendig kontrol af evt. resultater og hvor alt foregår på frivillighedens løse vilkår.

Klimasagen synes at være så positiv, at kontrol tilsyneladende betragtes som unødvendig. Blot udsagn om at man vil reducere CO2-udledningen er nok til, at man får folkelig og økonomisk opbakning.

Når f.eks. Venstre og Lars Løkke overraskende prøver at profilere sig i klimadebatten, kan jeg ikke se andre forklaringer. Jeg forbinder ikke Venstre med ansvarlig miljøpolitik.

Mette Hansen, Bjarne Nielsen og Fraus Dolus anbefalede denne kommentar

En klar ydmygelse af V, at DF nu ikke vil støtte dem i et af formandens fede "ben". Billedet af Løkke som "oppositionens leder" smuldrer langsomt, men sikkert.

Kurt Loftkjær: "Jeg forbinder ikke Venstre med ansvarlig miljøpolitik." - jeg forbinder slet ikke V med miljø, kun systematisk modarbejdelse af vandmiljølovene og randzonerne...

Holger Madsen, lars abildgaard, Mette Hansen, Bjarne Nielsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Desværre er den type 'grønvaskning' med snablen dybt i godtroende kasser nok en af de værste hindringer for egentlig omlægning. Folk som Løkke og Pind har den stik modsatte dagsorden og bør ikke betros så meget som en sognekasse.

Holger Madsen, lars abildgaard, Mette Hansen, Bjarne Nielsen, Peter Andersen, Keld Sandkvist, Fraus Dolus og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

@Can Øtcen

Du har formentlig ret i definitive udlægning. Jeg kan ikke selv finder argumenter for det modsatte og ville blot lade andre få muligheden.

Mette Hansen, Bjarne Nielsen og Fraus Dolus anbefalede denne kommentar

Selv om jeg mener at Lars Løkke bør fyres, så håber jeg af taktiske grunde, at højrefløjen vil beholde ham som deres statsministerkandidat op til folketingsvalget.

lars abildgaard, Mette Hansen og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Svindel, sløseri, dovneri og overdrevent pengeforbrug er vist
ok, så længe det er de rigtige blå mænd.
Hvor er selvkritikken?

Bjarne Nielsen

I et privat firma ville det være accepteret af rejse på første klasse, men det er det ikke i en organisation, hvis formål angiveligt er at forbedre verden for skattepenge, som vi alle er med til at betale.

Det siger en del om partiet Venstre, at man har så stor tålmodighed med åbenlys personlig korrupthed.

olivier goulin

@Brian

Det siger en del om partiet Venstre, at man har så stor tålmodighed med åbenlys personlig korrupthed.

Præcis! En stor del af Venstres bagland er mindst lige så moralsk anløbne som formanden selv. Det er et parti, der tiltrækker visse typer - først og fremmest kendetegnet ved en ublu opportunisme og moralsk kynisme.

/O

peter fonnesbech

@ Lars Abildgård

Og der bliver ikke kun stillet spørgsmål til bilagene, men også en læng række spørgsmål omkring organisationen som helhed, plus kritiske spørgsmål omkring alle løjtnanternes kække statements, som oprindelig skulle skærme Lars Løkke.

Det pressemøde begynder at ligne et politisk selvmål af rang.