Læsetid: 3 min.

Professor: Justitsministeriets grundlag for udsendelser er for tyndt

Det danske systems fokus på medicin til syge udlændinge og dets syn på, hvornår de kan sendes hjem, er gammeldags og konservativt, mener professor Morten Sodemann, som er en af de forskere i Danmark, der ved mest om flygtninges helbredsproblemer
’De mennesker, som Danmark sender hjem, bliver udsat for medicinskift og forkert medicin. Hvis de da overhovedet får noget medicin.’ Sådan siger professor Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital om de syge asylansøgere, som Justitsministeriet giver afslag på humanitært ophold med begrundelsen, at deres medicin er tilgængelig i hjemlandet.

Asbjørn Sand

19. oktober 2013

Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital har nok at se til. De behandler mennesker, som ikke blot kommer med svære diagnoser, men også krigstraumer og frygt for deres opholdsgrundlag i bagagen.

Professor i global sundhed og indvandrermedicin Morten Sodemann har stiftet klinikken, som er den første af sin slags i verden. Og han er læge for disse mennesker. Inden for det seneste år har Sodemanns patienter fået endnu større grund til at frygte for deres opholdsgrundlag i Danmark: Patienter bliver nu i højere grad presset til at rejse tilbage til deres hjemlande, fordi det danske Justitsministerium i flere og flere tilfælde vurderer, at den medicin, de har brug for, nu er tilgængelig i hjemlandene. Det drejer sig om patienter, som opholder sig i Danmark på humanitær opholdstilladelse.

– Hvad er problemet ved, at det kun er patienternes adgang til medicin, som bliver taget i betragtning, når man beslutter at sende syge mennesker ud af landet?

»Det er en meget konservativ og gammeldags måde at se sygdom på. At tro, at bare fordi der er medicin, så er man behandlet. Det er en pseudoetik, som er gammeldags, og som slet ikke er i trit med, hvordan man behandler sygdom i dag. I de her tilfælde er det jo mennesker med svære kroniske sygdomme, som ikke kun har brug for medicin, men også kontrol med medicinen og eventuelle behov for operationer. Jeg oplever, at det lægelige element bliver fuldstændigt renset væk i de her afgørelser. For hvis Justitsministeriet vurderer, at medicinen findes, så bliver man sendt ud af landet. Der bliver ikke taget hensyn til, at man ikke er færdigbehandlet, når man er kronisk syg. Alle de nødvendige lægelige behandlinger i hjemlandene så som blodprøver, medicindoseringer og eventuelle operationer ved man ikke, om patienterne kan få adgang til. Det er juristeri af værste skuffe, fordi man lader en jurist tage en lægelig beslutning på et svagt lægeligt grundlag. Det er bekymrende.«

Kæden er hoppet af

– Hvorfor stoler du ikke på beslutningerne, som Justitsministeriets embedsmænd tager?

»MedCOI, som er den database, som Justitsministeriet i højere og højere grad bruger, når de træffer deres beslutninger, består af meget lægeligt tynd og upræcis information, som så ovenikøbet bliver læst og fortolket af jurister. Det er her, kæden hopper af, for det er ikke juristerne, som er eksperter på den medicinske behandling.«

– Har det ikke altid været sådan?

»Jeg har haft flere sager, hvor meget syge mennesker har fået afslag på humanitært ophold. Dels nogle med psykisk sygdom, kronisk leverbetændelse og nogle med svære krigstraumer. Dem har man sendt hjem, velvidende at der ikke findes behandling for krigstraumer i de lande, som man hjemsender dem til.«

»På det seneste er grebet blevet strammet yderligere. Det er en udvikling, som er gået relativt hurtigt, og vi er først nu begyndt at se, at det også vedrører vores meget syge patienter. Det drejer sig om patienter, der har boet i landet i 15-20 år med en kronisk sygdom. De har gået til kontrol hver tredje måned i hele perioden og får medicin, som er livsvigtig for dem. Hvis de ikke får den, dør de. Dem beslutter man sig pludselig for at sende ud nu.«

– Hvorfor tror du, at udviklingen har været sådan?

»Jeg tror, at man i forsøget på at yde en retfærdig behandling har haft en idé om, at mere information i udgangspunktet måtte være en god ting. Så nu hvor man indsamler information og samler det i MedCOI-databasen, har man håndfast information at henvise til. Problemet er bare, at korrekte og opdaterede oplysninger er nærmest umulige at finde. Før sendte man ikke syge mennesker hjem, hvis man havde en mistanke om, at der ikke var reel adgang til medicin. Nu bliver det lettere at gøre det. Også selv om medicinen ikke er der.«

– Hvis man vil have valide oplysninger om den globale medicinadgang, hvordan skal man så gøre det?

»Som mangeårig forsker i Afrika vil jeg sige, at selv når man bor i disse lande, kan det være næsten umuligt at få ordentlig information om medicin. Meget af det kan være i landet, men kan ligge i lufthavnens lukkede varelagre på grund af korruption. Eller måske fordi, der ikke er penge til benzin, så man kan transportere det ud fra hovedstaden. Medicinlagerets chef, sundhedsministeren og apotekeren siger måske, at der er masser af medicin, men når man så kører en halv time uden for byen, kan man ikke se skyggen af det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Christel Gruner-Olesen
Olav Bo Hessellund og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

angående manglende medicin, hvorfor sørger alverdens regeringer ikke for at der bliver produceret rigeligt med medicin og få det ud til de steder der er brug for det, militæret kan flyve det ud.... så laver de noget fornuftigt.

Ole Brockdorff

For pokker, kære professor Sodemann, vi kan trods alt ikke være socialkontor og hospital for klodens millioner af flygtninge, hvoraf nogle tilfældigvis finder vej til Danmark gennem et netværk af internationale professionelle menneskesmuglere i håbet om en bedre social og økonomisk tilværelse på overførselsindkomster, fordi vi i forvejen har rigeligt at se til med hundredtusinder af syge etniske danskere i den erhvervsaktive alder, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som koster den arbejdende befolkning milliarder og atter milliarder af kroner om året i skatter til lægebehandling.

Den utvivlsomt dygtige og velmenende professor burde i langt højere grad agitere på den internationale scene i EU-regi for, at den omfattende privatejede medicinalindustri èn gang for alle bliver tæmmet af de folkevalgte politiske magthavere, så adgangen til de bedste medicinske præparater bliver gratis eller billig for alle mennesker, hvad enten de kommer fra Afrika eller Asien eller andre EU-lande, for Danmark har ikke økonomisk råd til i fremtiden, at give humanitær opholdstilladelse til alle mulige syge mennesker fra hele verden.

Professor Sodemann må udvise en mere pragmatisk tankegang.

Ingen juridisk afgørelse skal naturligvis træffes på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag.

Når det så er sagt, så skal man heller ikke som afvist asylansøger i Danmark kunne opnå humanitær opholdstilladelse, hvis der vitterlig er en reel mulighed for behandling i hjemlandet.

At hjemlandets sundhedssektor ikke oppebærer en standard, som eksempelvis ville være acceptabelt her i landet, kan og må aldrig afgørende for, om en person kan få humanitær opholdstilladelse eller ej. Danmark kan ganske enkelt ikke være "hospital for hele verden", som nogen udtrykker det.

Kunne egentlig godt tænke mig, at der på et tidspunkt kom nogle tal på bordet. I kommentarerne læser jeg 'DK hospital for hele verden' og 'vi kan trods alt ikke være socialkontor og hospital for klodens millioner af flygtninge,' (dog skrevet med den indskrænkning:) 'hvoraf nogle tilfældigvis finder vej til Danmark...'

Hvor mange millioner, hundredetusinder, tusinder, hundrede mennesker er der egentlig tale om? Hvor mange mennesker har været på 'tålt ophold' i 10 og 20 år, og skal nu sendes 'hjem' til et land, der hverken er deres 'hjem' eller giver reelle muligheder for at behandle disse meget syge mennesker.

Vi taler om HUMANITÆRT OPHOLD/ASYL. Ikke om noget som helst andet.

Christel Gruner-Olesen, Sabine Behrmann og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Britta Hansen

Det drejer sig ikke om dem, der allerede er her, men hvad der måtte følge. Brockdorff har ret i, at det er en ligegyldig lappeløsning, at Danmark og andre lande tager sig af nogle få tusinde ud af de millioner og atter millioner, der tilfældigvis ikke lige kunne finde vej til od. Der skal anderledes og meget mere effektive tiltal, som at få givet den totalt skrupelløse medicinalindustri nogle marchordrer.

Brockdorff har også ret i, at den gode professor ikke synes at have meget at byde på i afdelingen for konstruktive forslag - man fristes til at spørge, hvor mange skattekroner hans brød bliver smørret for med den såkaldte "indvandrermedicin".

Det være sagt er den hemmelige MedCOI-liste, og måden sagerne nu behandles på, en sjofel vittighed, men vi er jo vant til at regeringen må vide alt om os, vi intet om den, så intet nyt der.

Claus Jensen:

For det første er jeg ikke glad for udtryk som 'den gode professor'.

For det andet kan det være en lille smule svært at byde ind med løsninger, når man kigger på nogle af de problemstillinger, Morten Sodemann, nævner: enten korruption i landene eller manglende midler, manglende infrastruktur og meget mere. Lagre bag slå og lås, der bugner, men hvor de syge ikke kan få adgang pga forhold, vi ikke gør os begreb om.

Løsningerne er ikke ligetil og kræver sandsynligvis langvarige politiske og udviklingsrelaterede træk. At så medicinalbranchen skal inddrages i disse overvejelser (som Ole Brockdorf nævner) er en rigtig god idé!

Morten Sodemann

Der er, som det også fremgår af artiklerne alvorlige problemer med den nye praksis i justitsministeriets hjemsendelser. Kommentarerne ser ud til at blande dem sammen. Der foretages juridiske beslutninger som retfærdiggøres af tvivlsom information om tilgængelighed af livsvigtig medicin til kronisk syge i deres hjemland. Det er ét problem. Et andet problem er at de informationer der indhentes ikke har bedre kvalitet fordi de indsamles af et EU projekt (MEDCOI) - de information er stort set ikke tilgængelige selvom man prøver ihærdigt. Et tredie problem er at kroniske sygdommes behandling i dag er noget helt andet end den ret bedagede måde som justitsministeriet, og MEDCOI, lægger til grund. Medicin skal være tilstede konstant, den skal justeres efter en række kriterier og den skal indtages med korrekte mellemrum og i efter nærmere instrukser - det kræver kompetent og veluddannet sundhedspersonale, der er opdateret - og dét undersøger MEDCOI ikke. Et fjerde problem er at det er muligt at den type medicin en patient har brug for er tilgængelig på det private indiske apotek ved siden af den danske ambassade, men det betyder kun at det kan skaffes, at det er dyrt, at det importeres ulovligt, at fortsatte leverancer ikke kan garanteres og endeligt at der med stor sandsynlighed er tale om at pillen maksimalt indeholder 0-40 % af det aktive stof. Jeg har abejdet med området i flere afrikanske lande, både rigere og fattigere, og det er en meget svær jungle at bevæge sig rundt i. I denne uge har jeg f.eks. startet et projekt der over et år skal følge tilgængeligheden af HIV medicin i et område af Uganda, hvor der flere gange det forgangne år har været alvorlige mangler på HIV og tuberkulose medicin selvom der officielt ikke er mangler på medicinen. Jeg er pragmatisk af natur, ellers var det nok svært at bedrive forskning i Afrika, men det danske justitsministeriums og MEDCOIs beslutningsgrundlag er så grundliggende svagt og urimeligt ugennemsigtigt at det ikke kan danne grundlag for at sende krigsflygtninge tilbage til en veldokumenteret usikkerhed. Og her er en pragmatisk holdning en misforståelse - en ganske alvorlig misforståelse. Løsningen er ikke at lade medicin tilgængelighed blive en tynd undskyldning for en beslutning som tilsyneladende mangler klare jurdiske argumenter og må læne sig op ad information, der er dokumenteret utroværdig.

Tina Vestergaard, Bent Weinreich, Henriette Bøhne, Christel Gruner-Olesen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Først jeg hørte/læste om fænomenet - ca. ti/femten år siden -
handlede om nogle asylansøgere fra Kosovo, som havde nogle psykiske sygdomme, men havde fået afslag på asyl og stod over for hjemrejse.
Der var et ramaskrig fra 'godhedsindustrien' om at give disse ca. tyve personer humanitær opholdstilladelse p.g.a. bedre behandlingsmuligheder i DK end i hjemlandet.
Her gik mine venners og min diskussion på,
om det dog ikke var meget bedre at invitere et antal læger fra Kosovo til DK
og give dem en efter-udddannelse i psykiske sygdomme,
for at løfte læge-niveauet dér og ikke mindst, at deres viden kunne gavne hundreder af borgere i deres eget land.
Hjælp til selvhjælp!

...for en beslutning som tilsyneladende mangler klare jurdiske argumenter og må læne sig op ad information, der er dokumenteret utroværdig....
--------------------------------------------------------------------
@ Morten Sodemann
Hvilke juridiske argumenter taler du om?
DK har forpligtiget sig til at give asyl til mennesker, som er udsat for forfølgelse og tortur,
ikke for syge mennesker fra hele Verden!

"Løsningen er ikke at lade medicin tilgængelighed blive en tynd undskyldning for en beslutning som tilsyneladende mangler klare jurdiske argumenter og må læne sig op ad information, der er dokumenteret utroværdig."

Morten Sodemann:

hvor er dokumentationen for, at informationen er utroværdig?

Og hvis informationen er utroværdig, hvad er da løsningen?

"For det første er jeg ikke glad for udtryk som 'den gode professor'."

Britta Hansen:

Er det bare dette ene eller er der andre udtryk, du ikke er glad for? Der er mange, der gerne vil vide det.

Morten Sodemann

Ja, der er lidt sammenblanding af de forskellige opholdsgrundlag. Det vil jeg ikke kommentere på.
Som sagt er de meget solid videnskabelig dokumentation for, at der er store huller i forsyninger af medicin til lavindkomstlande og i den interne logistik i landene men at der ikke fra officiel side foregår en registrering af disse huller i forsyningen og det er desværre de kilder MEDcoi anvender. Jeg har arbejdet med sundhedstjenesteforskning i lavindkomstlande siden 1987 og billedet med hyppige og langvarige mangler på medicin har altid været det samme. P.t. Har jeg indsamlet rapporter fra over 30 lande på alle kontinenter, hvor der er rapporteret langvarig mangel på HIV medicin, som må betragtes som livsvigtig medicin og derfor er et godt billede på hvor svage medicin distributionssystemerne er i disse lande.
Løsningen er ifht medicin at lave bedre overvågning af hvor disse huller opstår. Det er jeg aktuelt indgang med at forske i. Det er også essentielt at få dokumenteret omfanget af ulovlig kopimedicin der ikke indeholder nær de mængder de skal. Det er jeg og andre i mange lande også igang med at dokumentere forskningsmæssigt med omfattende indkøb af medicin overalt i landene og derefter laboratorieanalyser.
Løsningen ifht. Hjemsendelse er udenfor mit kompetenceområde. Det jeg siger er, at det er usselt at legitimere et tyndt hjemsendelses grundlag med en decideret ukorrekt og vildledende information om en teoretisk mulig afgang til dyr medicin. Det ved jeg noget om, det er veldokumenteret og det de det jeg prøver at få justitsministeren til at indse.

Claus Jensen: Ja, jeg har faktisk fortrudt denne sætning.

Kunne jeg gøre det om, ville der stå: Udtryk som 'den gode professor' er diminuerende, og tyder på respektløshed.

Martin Sodemann:

Jeg er som sagt enig i din hovedpointe mht. MedCOI, det bliver brugt som en bekvem udvej. Men hvor passer kortlæggelsen af kopimedicin ind i billedet; MedCOI og Justitsministeriet bruger vel ikke tilgængelighed af ulovlige kopivarer som begrundelse for hjemsendelse?

Jeg har jo ikke adgang til MedCOI og kan derfor ikke vide, hvilke kilder MedCOI arbejder med og hvilke vurderinger der foretages. Hvis man skal have mulighed for at bedømme noget, er man nødt til at sammenligne dine rapporter med MedCOI.

Bedre oplysninger kan under alle omstændigheder kun være en fordel, og jeg håber man vil bruge sådanne til andet og mere end asylsager, for Medicindistributionssystemer, priser og infrastruktur er jo tit et spørgsmål om overordnede prioriteter på internationalt plan. Nu nævner du HIV-medicin, og selvom det ikke direkte berører dit projekt i forhold til asylansøgeres hjemsendelse, er det ingen hemmelighed, at det hysteriske fokus på HIV-bekæmpelse har ledt en stor del af midlerne bort fra mere grundlæggende områder, såsom sanitet og ernæring. Mark Halperin havde en rammende artikel i The New York times i 2008, hvor han bl.a. skrev:

I was struck by this discrepancy between Western donors’ priorities and the real needs of Africans last month, during my most recent trip to Africa. (...) As the United States Agency for International Development’s H.I.V. prevention adviser in southern Africa in 2005 and 2006, I visited villages in poor countries like Lesotho, where clinics could not afford to stock basic medicines but often maintained an inventory of expensive AIDS drugs and sophisticated monitoring equipment for their H.I.V. patients. H.I.V.-infected children are offered exemplary treatment, while children suffering from much simpler-to-treat diseases are left untreated, sometimes to die.
http://www.nytimes.com/2008/01/01/opinion/01halperin.html?pagewanted=all...

Du har vel gjort dig lignende tanker i forbindelse med dine observationer af forholdene i lavindkomstlandene?

Britta Hansen:

Ok, det var nu ikke ment så slemt, måske som et udtryk for skepsis men ikke respekløshed - og så havde Ole Brockdorff, som jeg referede til med den omstridte formulering, jo lige skrevet "kære professor", det ville vel ikke have gjort sagen bedre, hvis jeg hvade benyttet det udtryk i stedet? :-)

Claus Jensen - nu er det sidespor i denne her (meget mere alvorlige) diskussion. Jeg vil meget gerne bilægge den her, og tak, fordi du tog denne lille ekstra-tråd op.

Majbritt Nielsen

Brian Pietersen
19. oktober, 2013 - 12:25 #
Sød tanke du fik der. Men...
Hvor ubehageligt det lyder. Men tager regeringerne medicinen og udlevere den til højre og venstre. Så får firmaerne ikke deres udgift/indtægt hjem igen.
Så holder de måske op med at producere ny medicin.
Iøvrigt er der mere end medicinen i den ligning der. Det ikke nok bare at sige du skal tage 2 gange 3 stk om dagen. Så var der ikke nogen grund til at uddanne læger.

Så enten skal USSR jo graves frem igen for at få det kørt på den måde igen.