Læsetid: 8 min.

Sygeligt normal

Psykiatriens kliniske sprog smitter af på vores hverdagssprog og på populærkulturen. Kedsomhed er depressivt, travlhed er stress. Men psykiatrien kan ikke ordinere det gode liv. Og når sproget er klinisk, bliver svaret alt for ofte medicinsk, siger filosof Rasmus Johnsen
Saga Norén fra den dansk/svenske tv-serie ’Broen’
	Diagnose: Saga Norén udviser en række tegn på at have Aspergers.
	Symptomer: Har svært ved at interagere socialt med mennesker i sine omgivelser og mangler evnen til at føre normale hverdagssamtaler.

Saga Norén fra den dansk/svenske tv-serie ’Broen’
Diagnose: Saga Norén udviser en række tegn på at have Aspergers.
Symptomer: Har svært ved at interagere socialt med mennesker i sine omgivelser og mangler evnen til at føre normale hverdagssamtaler.

1. november 2013

Chefen er psykopat. Og når vi er triste, har vi en depression. Muligvis er vi også lidt småparanoide. Thure Lindhardt spiller en 15-årig med Aspergers i et aktuelt teaterstykke, og tænder vi for fjernsynet er selv populærkulturen optaget af psykisk lidelse, når antiheltinderne fra tv-serien Broen, Stieg Larssons Millennium-trilogi og amerikanske Homeland klarer ærterne snarere på grund af end på trods af deres psykiske diagnoser.

Der er gået sygdom i den måde, vi taler om mental lidelse på i hverdagen, mener filosof Rasmus Johnsen fra Center for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School:

»Vores brug af det kliniske sprog har ændret sig fra tidligere at være strengt medicinsk og forbeholdt læger og videnskab til også at være et kulturelt sprog, som vi nu bruger til at beskrive ikkepatologiske lidelser.«

Vi henviser til neurobiologiske termer som serotoninmangel og hormonforstyrrelser om normaltilstande. Og når venstremanden Claus Hjort Frederiksen fortæller om sin hund, der løb væk, beskrives det som noget, der udløste en depression.

Afstigmatiseringen af psykiske sygdomme har betydet, at det i dag er langt mindre skamfuldt at have en mental lidelse end tidligere. Men det har også betydet, at diagnoserne er blevet hvermandseje.

»Når det ikke længere er skamfuldt at have en depression for eksempel, så begynder mennesker at bruge diagnosen på nye måder. Det giver os nogle nye udfordringer. Vi satser måske politisk på hjælp til de forkerte, fordi den virkeligt syge bliver usynlig. Eller vi kommer til at sige til den virkeligt syge: ’Vi ved godt, at du er deprimeret, men det er der jo så mange, der er. Du er nødt til at tage dig sammen.’ Det sniger sig ind via sproget,« siger Rasmus Johnsen.

Sygeligt genial

Samtidig med at det almenmenneskelige sygeliggøres, dyrker præstationskulturen på arbejdsmarkedet den ekstraordinære og originale indsats. Denne indsats beskrives også i kliniske termer, for eksempel når vi taler om ’den psykopatiske chef’, hvor netop det sygelige gør chefen i stand til at præstere.

Da Rasmus Johnsen skrev på sin ph.d.-afhandling, undersøgte han en af sine lederes karaktertræk i en af de populære onlinetest på nettet, som blandt andre fagforeningen HK har på sin hjemmeside. Testen kan afsløre psykopatiske træk ved besvarelse af spørgsmål som ’Lyder det bare som tomme ord, når din chef skal forsøge at vise anger?’

Lederen, der ifølge Johnsen hverken er antisocial eller personlighedsforstyrret – den kliniske definition af en psykopat – scorede højt i testen, og Johnsen skulle ifølge testen ’være forsigtig’ over for ham.

»Mange mennesker oplever, det at være en lille smule hypoman, at sove lidt, tale meget, tænke hurtigt ikke bare skaffer social kapital, men også virkelig kapital. Det er karaktertræk, som er meget efterspurgte på arbejdsmarkedet. I populær forstand betragtes nogle af de lidelser, som tidligere var meget stigmatiserede, nu som dem, der sætter ekstraordinære mennesker i stand til at yde det ekstraordinære,« siger Rasmus Johnsen.

Saga Norén fra tv-serien Broen lider af Aspergers. Og superhacker Lisbeth Salander fra Stieg Larssons Millennium-trilogi er antisocial. Antiheltindernes psykiske lidelser er også hemmeligheden bag deres succes, som det også ses i den amerikanske serie Homeland, der lige nu vises på DR. Her har CIA-agenten Carrie Mathison en bipolar lidelse (tidligere maniodepressiv sygdom), som hun aldrig har fortalt sin arbejdsgiver om, selv om hendes opfindsomhed er uløseligt forbundet med hendes lidelse.

Men seeren ved ikke, om hun er gal eller genial. Det er et dilemma med en lang kulturhistorisk forhistorie, særligt hvad angår melankolien. Allerede Aristoteles beskæftigede sig med det, da han forsøgte at svare på, hvorfor store tænkere, digtere og politikere ofte er melankolikere.

Psykiatri under pres

Når vi i hverdagen bruger psykiske diagnoser til at beskrive normaltilstande, stiller det psykiatrien over for en række nye udfordringer, mener Rasmus Johnsen. Først og fremmest kommer psykiatrien under pres for at give svar på, hvordan man kommer til at leve ’det gode liv’. En vare, den simpelthen ikke har på hylderne, eller som den kun har meget begrænsende svar på i form af medicinsk behandling. Rasmus Johnsen er ikke imod at behandle psykisk lidelse med medicin. Og han placerer sig ikke på de klassiske fronter i debatten, der går mellem kritikere af medicinalindustri, læger og psykiatere, som beskyldes for at overdiagnostisere og udskrive for meget medicin, og så dem, der mener, at der snarere er fare for underdiagnostisering.

Men psykiatriens problem er, at diagnoserne i høj grad er blevet politiske – ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor antallet af psykiske diagnoser eksploderer og belaster de offentlige budgetter, påpeger Johnsen:

»Vores handlemuligheder indskrænkes både politisk og på det personlig plan i forhold til psykisk lidelse, når man begynder at beskrive fortvivlelse, at være excentrisk, kede sig eksistentielt eller at være stresset som patologiske lidelser. Det kan jo i stedet hænge sammen med omstændigheder i livet som et ulykkeligt ægteskab, sorg over at miste, et forkert eller hårdt job.«

For psykiatriens svar på lidelse vil altid være terapi og medicin. For det er lidelse, som kan behandles medicinsk, psykiatrien og det kliniske sprog er skabt til at behandle.

Derfor ser vi stigning i behovet for psykologhjælp og i forbruget af medicin som eksempel antidepressiver eller Ritalin, som tages mod ADHD.

»Jeg siger ikke, at de, der diagnosticeres med ADHD for eksempel, slet ikke har diagnosen, eller at de bare er ukoncentrerede i skolen. Men det er meget komplekse problemer med mange forskellige udtryk. Og når vi reducerer vores måde at tale om dem på til at være psykiske lidelser, så misser vi andre måder at behandle på, som ikke indbefatter medicin og terapi. For eksempel kunne vi stille og besvare spørgsmålet om, hvorvidt skolerne er indrettet på forkerte måder, eller om der er for få muligheder for at bruge sine hænder i undervisningen,« siger Rasmus Johnsen.

Folkesygdommen ’stress-og-depression’ er blevet et individuelt problem. Tidligere sikrede fagforeningerne, at der var et arbejdsretsligt interessefællesskab, som tog sig af forhandlinger om for meget arbejde. For den, der føler sig stresset, fordi chefen har forlangt overarbejde for tredje uge i træk, er det måske mere relevant at gå til sin fagforening end at bruge en diagnose som en måde at trække en streg i sandet på.

Og den, der har det forkerte arbejde, og som derfor keder sig og føler, at livet er meningsløst, kunne jo være nødt til at skifte arbejde i stedet for at tage antidepressiv medicin.

»At skifte job kan jo være ekstremt udfordrende, hvis man har været det samme sted i 20 år, men det er måske det, der skal til i den sammenhæng. Og hvis du ikke kan, så er det måske, fordi det er hammersvært, og ikke fordi du lider af en klinisk depression.«

Selvledelse

Problemet er bare, at det er svært at kende sine begrænsninger. Hvornår er du for eksempel stresset? Hvornår er nok nok? Er du gal eller genial? Det er ikke til at vide. Det ikke at kunne sætte grænser, er det, selve sygdommen handler om, påpeger Rasmus Johnsen.

Da man gik fra at beskrive depression som en kortvarig lidelse til i stedet at beskrive den som en livslang, sagde man, at den var ligesom diabetes 2. Det er også en metafor, der peger på, at det er et selvledelsesproblem. Du skal vide, hvor meget energi du kan give, og hvor meget du skal medicinere dig selv for at holde dig frisk og produktiv. I den forstand bliver lidelsen pludselig et anliggende mellem dig, din selvledelse, din selvudvikling og din læge, i modsætning til at det bare er noget, lægen løser for dig. Men hvis vi ikke forstår, at der er forskel på problemer med at regulere selvledelse og sygdom, udvandes psykiatrien.

Og fordi psykisk lidelse i vores kultur også er blevet et spørgsmål om selvledelse, ligner psykisk sygdom pludselig noget, man kan styre selv.

»Psykiatriens opgave er primært at tage sig af dem, der ikke er, som folk er flest. Det må vi ikke glemme, når vi taler om, at den syge er ’en af os’. Det svære er at gøre plads til dem, som er anderledes. Det er det, virkelig accept af psykisk sygdom handler om. Og de har næsten ingen stemme i debatten og i kampen om de sparsomme midler.«

Vi kunne ifølge Rasmus Johnsen i højere grad tale med vores venner og familie, om de ting, der er svære i livet. Hvad blev der f.eks. af sjælesørgeren, når nu det religiøse sprog har en lang tradition for at tale om det, der er svært i livet, selv om man ikke tror på gud? Endelig taler filosoffen om at trække på de sprog for mental lidelse, hvor svaret ikke kun er medicinsk. Og her bruger han kedsomhedens sprog som et eksempel på et vokabularium, som vi har glemt, men må genopfinde:

»Eksistentiel kedsomhed vil man nogle gange kalde depression i dag. Vi lægger heller ikke mærke til det, fordi den tid, som vi tidligere har kedet os i, er blevet det nye klondike. Med mobiltelefoner, gadgets, spil bliver alt det, der før var ventetider, mellemtider og rejsetider, til platforme, der kan organiseres. Tolerancen over for det tryk af kedsomhed, mennesker oplever, er blevet mindre, fordi vi har fået så mange muligheder at udfylde tiden med.«

Men kedsomhed præsenterer et andet vokabular end depressionens, som faktisk ER kulturelt i stedet for medicinsk.

I den tidlige industrialisering blev kedsomheden som fænomen brugt til at beskrive den underlige diskrepans mellem oplysningens forestilling om det evige fremskridt og den evige personlige udvikling, og den daglige oplevelse af tom klokketid. Der manglede simpelthen sammenhæng mellem de mål og muligheder, individet blev præsenteret for, og så den monotoni og begrænsning, som dagligdagen rent faktisk bestod af.

»Det oplever vi også i dag, hvor hullet mellem mine fremtidsforventninger – det, jeg forestiller mig, jeg kan og burde opnå, og så det, jeg laver nu – virker tom og meningsløs. Den følelse af håbløshed kan være så smertefuld, at den ligner en sygdom, men det er ikke nødvendigvis sygeligt i medicinsk forstand.«

Rasmus Johnsen talte for nylig med en iværksætter, der sagde, han ville ønske, at nogle af dem, der kom ud fra uddannelsesstederne, bare kunne deres excelark. At de var stolte af deres håndværk og ikke var så optagede af at skulle være noget andet.

Det store problem med den eksistentielle kedsomhed er nemlig, at det man laver, når man keder sig, kun er et skridt hen imod noget andet. Og så bliver det, man laver, noget sjusk, påpeger filosoffen.

Han læser debatten om genrejsning af håndværket, som murer og tidligere SF-næstformand Mattias Tesfaye har gjort sig til talsmand for, som et udtryk for behov for ny mening:

»Det er for tilspidset at sige, at folk i dag ikke er deprimerede. De keder sig bare. Men kedsomhedens vokabularium tilbyder os til sprog, der gør, at handlemulighederne bliver noget andet end medicin og terapi.«

 

Mød filosof Rasmus Johnsen til arrangement torsdag den 7. november i Informations kantine. Se mere på ishop.information.dk

Serie

Seneste artikler

  • Fri os for normaliteten

    22. november 2013
    Forsøg på at afstigmatisere psykisk sygdom og gøre den syge til en af os ender ofte med yderligere stigmatisering og udpensling af, hvem der er normale, og hvem der er syge. Vi mangler plads til forskelligheder – en kultur, hvor det at befinde sig i udfordrede livssituationer eller være syg forstås som en del af livet
  • Når anerkendelse bliver underkendt

    12. november 2013
    Hvis vi ikke får anerkendelse, bliver vi stressede. Sådan lyder mantraet for mange moderne ledelsesformer. Men anerkendelse kan let blive en belastning. For når man ikke synes, man gør det godt nok, virker det hult, at andre jubler, og så bliver man for alvor stresset
  • Man gider fandme ikke høre på en idiot, der råber op på gaden

    9. november 2013
    Folk kan lide at se psykisk syge som skøre genier – gal og genial. En skør kunstner, der kan give folk noget at føle med på, er ok. Men hvis der ikke lige er tale om et geni, så skulle han eller hin psykisk syge måske sorteres fra ligesom mongolerne?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
  • Jens H. C. Andersen
  • Gaderummet Regnbuen
  • Karina Møllet
  • Per Torbensen
  • Jens Overgaard Bjerre
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
Kristian Kofod, Jens H. C. Andersen, Gaderummet Regnbuen, Karina Møllet, Per Torbensen, Jens Overgaard Bjerre, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Bipolar Lidelse beskriver ikke maniodepressive lidelser (Godt ord; Lad os beholde det)
Bipolar Lidelse er de tosser, der roder med højttarbygning; De der dimser der der hedder bipolare elektrolytkondesatorer Befri sproget for Nysprog:
(Og befri os fra overflødige avisartikler)

erik mørk thomsen

Der er ingen tvivl om, at Rasmus Johnsen stille gode spørgsmål, ang. psykiatrien, men på et punkt, tager han grufuld fejl!
Psykisk sygdom er den mest samfulde sygdom, men kan få.
De fleste psykiske syge skamme sig selv, over det, og af omgivelser, ses der med bange andelser på dem, der har sygdommen.
Psykiske syge, er dem, den "normal" befolkning ikke vil lege med.
Forståeligt nok, da aviser, tv altid skriver/taler om, t det er en psykiske syg, der har begået noget grusomt, vi ikke forstår.
Godt fuldt op af, rablende vanvittige psykiater, der uden at kende personen, gerne udtaler sig om personen sygdom.
Derfor skabes et billet af, at vi, de psykiske syge, er utilregnelig,og derfor skal underlægges os psykiater, helst stuvet god af vejen.
Ude af øje, ude af sind.
Nogle gange kan jeg få den ide, at det er med vilje, det billet er skab f os, for med det billet, kam medicinindustrien, psykiater, behandler leve godt af os, uden at nogle, stiller spørgsmål til det vanvittigt pengespil, der er på området.
ADHA eller "alle drenge har det", er ikke en sygdom og findes ikke.
Der er bare tale om drenge, der ikke få lov til, at komme af med deres naturlige energi.
De få ikke lov til, at rende rund, klatre i træer,lege cowboy og indianer, og ikke minst, få lov til t prøve kræfter med andre drenge.
Vi er kommet så langt ud, at opfører drenge sig som drenge, skal en pædagog straks blande sig, forældre indkalde til samtale, og det bliver rådgivet/forlangt, at barnet skal til samtale med en psykiater/psykolog, der efter højst en 1/2 time samtale, påstår, at barnet har ADHA, og skal havde medicin for det.
Ingen oplysninger om bivirkene, hvad det vil betyde på længer sigt, risikoen for selvmord, o.s.v.
Og forældre, der kun har deres viden fra aviser/tv, tør ikke sige nej
Derfor blive mange drengebørn liv ødelagt, på grund af, forkert udfolde muligheder i vuggestue-børnehave og skole.
Sørgda for, at børne mindst er ude i 4-5 timer om dagen i vuggestuer og børnehaver og hver anden time i skolen, i hvert fald op til 10 alderen, er fri leg.
Så forsvinder denne såkaldte sygdom af sig selv!
Erik Thomsen
Medlem af landsledelsen LAP
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Erik Jensen , Claus Piculell, Carsten Mortensen, Helene Nørgaard Knudsen, Poul Eriksen, Lars A. Bruun, Simon Rosenkilde, Lars Jensen, Tino Rozzo, Peter Andreas Ebbesen, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Kirsten Bøgh Hansen

Hvad er normalitet? Det opfatter vi alle forskelligt, fordi vi er forskellige.
Jeg ser opfattelsen af begrebet som et gennemsnitsmenneske fra en statistik, der følger flokken af angst for ikke at falde ved siden af.
Det er faktisk som en mærkevare, man skal have for at være med i den accepterede flok. Alt der ikke passer ind i en rubrik bliver sygeliggjort og skal teraperes. Det er da sygt.
Hvorfor ikke bare være sig selv med de fejl og mangler, vi alle har. Vores omgivelser skal nok lære at leve med det. Det andet er for besværligt og tærer på psyken.
Vi skal lære at sætte pris på forskelligheden og bruge vores kræfter på de mennesker, der virkelig har brug for hjælp.

Claus Piculell, Jens H. C. Andersen, Dana Hansen og Lars Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

En god artikel fordi den peger på noget meget vigtigt i vores samfund; nemlig at vi klasker alvorlige psykiatriske etiketter på almindelige og samfundskabte bevidsthedstilstande. Vi jager rundt efter kontakt med mobiltelefoner og sociale netprogrammer for at finde forståelse, men opnår i stedet for en slags substitutagtig forsimpling af vores grundlæggende sociale behov. Bare se på sexlivs-litteraturen og bøgerne om at spise sjovt, nyt, sundt og spændende. Der udgives kilometer af hyldemeter bøger om emnerne. Emnerne helliggøres og ophøjes som vanvittige vigtige og meget detaljerede og driver folk rundt i unaturlige kropstillinger og til indtagelse af mærkværdige unordiske fødevarer. Og egentlig burde det være lige til at få dækket sine seksuelle behov og sin sult. Vi bruger masser af tid på at opføre os 'normalt-normalt'. Som idag vil sige, at have mange penge, være gift og have et statusjob og en ejerbolig, stor bil og i den dur. Men på den måde har man så også kontrollen menneskene, der snart vil acceptere snart hvad som helst for at kunne sige at de er med på vognen og ikke ved siden af den. Hvem vil være en loser? Det er jo nærmest en hel diagnose. Næh, så hellere sidde hver fredag foran skærmen, og sige almindeligheder, mens man ser på andres kropslige udfoldelser i Vild med dans. Eller på sport eller på gætte- eller madprogrammer i tv i fire timer om dagen, uden at man af den grund siger at man har fået en tossekassesygdom, et såkaldt 'flimmersyndrom', som gør dem ude af stand til at forstå andre menneskers problemer og kunne koncentrere sig.

Tilbage står så de som virkeligt er på den, og skal kæmpe en ulig konkurrencekamp for at få anerkendt og accepteret deres invaliderende psykiske lidelser, fordi der er gået inflation i bruge af de psykiatriske og psykologiske diagnostiske betegnelser for almindelige tilstande for et liv der langt hen af vejen er kedeligt. Eller som fremhæver en ny og moderne sygdom som værende værre og mere alvorlig end andre og som indeholdende en eller flere gammeldagse psykiske lidelser samtidig, men som værende underordnede. Her er det ikke den eksistentielle kedsomhed, der har skabt helvede for den ramte person og en faglig stolthed for sit fag vil måske hjælpe en smule, men langt fra kunne ophæve tilstanden.

Tosser er her og har altid været her og været tolereret. Alle andre er ikke tosser.
Men grænsen mellem dem er uklar og flytter sig kun i en retning >>> flere tosser.
Hvem flytter på grænsen. Følg pengene >>>>> psykiatrien. Hvem støtter dem - flere penge >>>> medicinalindustrien. Og tolerancen - den formindskes.

Jens H. C. Andersen, erik winberg, Helge Rasmussen og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Mikael Flarup Bagger

For mig at se er det største problem at man sygeliggør og diagnosticerer mange tilstande som før blev betragtet som eksistentielle vilkår; vi har f.eks. ikke tid og råd til at sørge i dette højpulserende vækstfikserede samfund. Tilstande som kræver ro, tid og nødvendig omsorg for at komme ordentligt igennem bliver raskt væk sygeliggjort, alt i mens narcissistisk præstationstvang hyldes -- de jævnlige stressnedbrud symptombehandles så, indtil det sker næste gang.

Erik Jensen , Jørn Sonny Chabert, Mona Jensen, Peter Andreas Ebbesen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Jeg tror selv der er to hovedårsager til at antallet af psykiatriske diagnoser er steget så voldsomt.

Den ene er at vi ganske enkelt færdes i langt mere psykisk skadelige miljøer end før, hvilket desværre overses totalt i debatten, nok fordi det vil kræve en mere gennemgribende forandring af samfundet. Men det er egentlig ret lige til. Hvis man har mange tunge løft, får man ødelagt ryggen, hvis man arbejder meget med dioxin, får man kræft - og hvis man konstant mødes af nye krav, hele tiden skal være hurtig, fleksibel, effektiv og omstillingsparat, så går man ned med stress og depression.

Den anden er at diagnoser er mere nødvendige i dag, end de var førhen. Rammerne for det normale og acceptable har indsnævret sig betragteligt, og i dag er der ikke plads til at være "lidt til en side". Alle skal behandles efter konkurrencestatens one size fits all-løsninger. Hvor lærere, sagsbehandlere og arbejdsgivere førhen tog hensyn til folks forskelligartede personligheder og små særheder, er normalisering og uniformering nu det eneste saliggørende. I et sådant miljø bliver det ganske enkelt nødvendigt at have en diagnose, hvis man vil have sin personlighed anerkendt og have taget hensyn til sine særheder.

I stedet for at fokusere på de "syge", så burde vi hellere fokusere på de "raske" og på hvad vi kan gøre for at skabe et godt psykisk miljø for alle.

Leopold Galicki, Per Torbensen, Erik Jensen , Jens Overgaard Bjerre, Lars Kristensen, Lars Jensen og Simon Trøjgaard Jepsen anbefalede denne kommentar

Sammenfattende, ud fra artiklen at dømme, så er det ikke så underligt, at alle danskerne dagligt lider af en eller anden form for psykisk skævhed eller ubalance.

For i dagens materialistiske konkurrencesamfund gælder det for størstedelen af gennemsnitsdanskerne, at stræbe efter at have: Det fedeste job. Det pæneste hus. Den lækreste kæreste. Den smukkeste hustru. Den sødeste vovse. De mest velopdragende børn. Den flotteste have. De bedste bedsteforældre. De højeste karakterer. Det mest tjekkede tøj. De bedste venner. Flest ”likes” på Facebook. Den sidste nyeste nye smartphone og tablet. Osv. osv.

De mennesker der usundt stræber efter ovenstående, kan KUN blive totalt sindsforvirret, i det totalt opskruede og sindsforstyrrede konkurrencesamfund som Danmark efterhånden er blevet.

Erik Jensen , Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Poul Eriksen, Lars Jensen, Per Torbensen, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Og der er ingen der kan se det interessante eller kvindefjendske i at succesfulde kvinder åbenbart i dag skal påskrives en diagnose? Og ja, disse kvinder i de nævnte serier og film har succes, ikke fordi de har kæmpet for det. Nej, nej, de har skam da en diagnose som gør at de netop, på grund af den, kan gøre/have succes. Og dermed adskiller de sig jo det som medierne mv. kalder 'rigtige kvinder' som jo slet slet ikke er lige som Sara Norén i Broen, vel....?

Majbritt Nielsen

Hvad er normalt og hvor?

En englænder som havde boet i Danmark en del år, fortalte mig at på engelsk vidste man hvad lægen snakkede om. For der bruges de forskellige medicinsk, korrekte ord, for sygdomme generelt og for kroppens dele, i det daglige sprog.
Sværere er det ikke.

Sten Victor - Ikke at jeg er fagmand, men jeg mener ikke at stress skal betegnes som en sindssygdom. Mere på linje med andre arbejdsskader, som man kommer ud af, når årsagen fjernes. Men ellers har du ganske ret.

Jette M. Abildgaard

Noget siger mig, at hvis I faar ''ledelsen'' af Jert land i psykologisk/psykiatrisk behandling, da vil alle disse ''problemer'' med befolkningen fosvinde helt af sig selv....

Artiklen fortæller noget vigtigt. Vi bliver nødt til at gøre op med alle de diagnoser. Hvem kender ikke kvinder, der siger: "Jeg er gået ned med stress, så i morgen tager jeg med familien på en uges ferie i Egypten". Eller: ""Jeg er gået ned med stress, men venter lige en uge, for der er noget jeg skal have ordnet på jobbet først". Eller: "Jeg har en depression så jeg har fået et halvt år fri på sygedagpenge, men medicin vil jeg ikke have, det giver jo bivirkninger eller man bliver afhængig".
Så er der en modediagnose som bipolar. Johannes Møllehave påstår at have skrevet sine bøger i en mani. Hallo! Alt det pussenussestads, mens han har været skingrende skør, som man er i en mani? Men han føler vel, at det gør ham mere interessant, så kan han få lidt omtale og sælge lidt flere bøger.
Der bliver nødt til at blive opfundet nye diagnoser til de virkelig syge.

ALLE tyskere efter WW II led vel mere eller mindre af
nutidens definition på Post Traumatisk Stress (PTSD),
men da man ikke dengang anså det som en uhelbredelig, livslang sygdom,
lykkedes det borgerne at gen-opbygge hele Tyskland - på trods - på ca. 20 år!
Hvem forstår dét?
Artiklen sætter virkelig fokus på noget, som "er kørt helt af sporet"!

Niels P Sønderskov, Karsten Aaen, Jette M. Abildgaard, Lars Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Der bliver nødt til at blive opfundet nye diagnoser til de virkelig syge.
Dét mener jeg, at du har delvis ret i,
da normale menneskelige tilstande og situationer - i dag - gøres til sygelige diagnoser!

Show me a sane man and I will cure him for you.
C. G. Jung

Jens H. C. Andersen, Lise Lotte Rahbek, Peter Jensen og Lars Jensen anbefalede denne kommentar

Mener dog at sammenligningen mellem depression og diabetes 2 fra bl.a. Mette Frederiksens side (gentagne gange i et samråd) gik på at sygdommen ikke som tidligere behøvede at udelukke folk fra arbejdsmarkedet...
Men det til side er jeg bare så glad for at høre en filosof blande sig her. Vores opfattelse af hvad der er normalt er sygeliggørende, og derfor et magtfuldt instrument...

Ellen Nielsen, efter WW II, var der brug for ALLE - vesttyskere - til at genopbygge Forbundsrepublikken! Uanset hvor meget eller lidt den enkelte kunne bidrage med, var bidraget nødvendigt og velkomment, hvorfor den enkelte - på den tid - fik plads i fællesskabet.

Det får man ikke i DK i dag! De som kan, dvs. de der ligger over gennemsnittet, vil i stigende grad lægge afstand til de, som ikke kan, tænker: hvis jeg blev én af dem!

Så hellere gå ned med stress, angst eller depression i forsøget på at holde afstand til 'taberne', vel vidende at i en given gruppe er halvdelen enten over eller under gennemsnittet, samtidig med at en betydelig gruppe velkvalificerede holdes ude af arbejdsmarkedet fordi den enkelte, i arbejde, efter egen, samfundets og arbejdsgivers mening skal knokle sig halvt fordærvet for at gøre sig fortjent til at beholde sit job.

Jeg synes Rasmus Johnsen påpeger både hvad der sker, og hvad der evt kan gøres.

Fra mit arbejde som voksen klinisk psykolog ved jeg, at klienter der søgte hjælp for akut stress, angst og depression ALLE - uden undtagelse - VILLE tilbage i det 'spor', der havde kørt dem ned. Det var aldrig muligt i første hug at guide dem udenom, når de fik det bedre. For så godt som alle gjaldt det, at de måtte hen at 'kigge i afgrunden' en ekstra gang, før de kunne erkende at ubalance mellem belastning og bæreevne ER UHOLDBAR I DET LANGE LØB!

Så længe den enkelte og samfundet ikke erkender dette, kommer vi ingen vegne.

Vi handler, trist nok, som manden der gik under en gadelygte og søgte, da en forbipasserende spurgte, hvad han ledte efter? Mine nøgler lød svaret! Har du da tabt dem her, ville den anden vide? Nej ovre i mørket under buskene, men her er mere lys!

Leopold Galicki, Erik Jensen , Carsten Mortensen, Jens H. C. Andersen, Lise Lotte Rahbek, Karen Høeg, Vivi Rindom, Karsten Aaen, Jette M. Abildgaard, Simon Trøjgaard Jepsen, Lars Jensen, Mona Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Og de mennesker, der så vitterligt lider af stress og depressioner for besked på at de bare har for travlt eller keder sig fordi omverdenen opfatter begreberne som sådan.

Jette M. Abildgaard

ellen nielsen,

Du og jeg plejer at vaere uenige....det er vi ikke helt her...dejligt ;)

Du skriver i dit foerste indlaeg: ''ALLE tyskere efter WW II led vel mere eller mindre af
nutidens definition på Post Traumatisk Stress (PTSD),
men da man ikke dengang anså det som en uhelbredelig, livslang sygdom,
lykkedes det borgerne at gen-opbygge hele Tyskland - på trods - på ca. 20 år!
Hvem forstår dét?
Artiklen sætter virkelig fokus på noget, som "er kørt helt af sporet"!''

Netop Ellen.....

Og, hvis vi taenker lidt over det du her skriver og, samtidig taenker lige netop paa tiden lige efter WW2 hvor der netop var en helt utrolig fokus paa Tyskland og Tyskerne...hvordan man kunne faa dem de-nazifikeret ...kureret for PTSD (det kaldte man det vist ikke dengang...ligegyldigt) etc. etc.

Det, som resten af Europa vist ''glemte'' dengang var maaske, at for det foerste, ja...de/vi var vinderne af WW2, men det er jo netop ogsaa korrekt at mange af menneskene fra de vindende lande, havde vaeret mere end aktive i WW2.......faktisk var netop Danmark og resten af Skandinavien utroligt aktive...mere end vi maaske gerne vil indroemme, men laes f.eks. denne artikel http://www.jcpa.org/phas/phas-vilhjalmsson-f06.htm og, maaske du - som jeg - vil stoppe med at undre dig over, hvordan/hvorfor noget er ''koert helt af sporet'' i vort land...

For jeg er det uendeligt trist, fordi ja....vi var nogle af ''vinderne'' af denne forfaerdelige krig, men Ellen....tror du ikke det ville have vaeret en - mere end god ide - om alle landene i Europa, som netop var indvolveret i denne krig, ogsaa var blevet de-nazificeret og blevet hjulpet af med deres stress symptomer etc? For, er det ikke netop saadan i 2013, at alle landene rundt om Tyskland....eks. Holland, Ungarn, Polen, Oestrig, Schweitz, Sverige, Frankrig, Danmark og sikkert flere, nu har stort set helt den samme holdning, som Tyskerne havde op gennem 1930'erne og, hvis du saetter dig ned og gennemgaar blot vort eget land og, den politiske trend i landet, helt siden 2001 og, dernaest laeser om hvordan trenden var i Tyskland op gennem 1930'erne, da vil du faa kuldegysninger Ellen...for naar du laeser om Tyskland i 1930'erne og dernaest taenker paa Danmark (og de andre Europaeiske lande) fra 2001 til nu....da har du 2 perioder i flere forskellige lande, men med en naesten identisk politik og trend....

Det er DET Ellen, vi skal have stoppet og, det skal stoppes nu foer det gaar endnu mere galt og, koerer endnu mere af sporet, for baade du og jeg ved hvad der skete da 1930'erne blev til 1940'erne og nej, nej og atter nej...vi skal ikke ud i endnu en vanvittig krig i Europa, hvilket jeg haaber og tro vi ogsa er enige i!?

God weekend!

Jette M. Abildgaard

Laust Holst,

Har jeg ret, naar jeg giver dig ret og, samtidig ytrer at nej.....der er ingenting i vejen med Danskerne....de ''psykiske problemer'' Danskerne har er manipulerede ''problemer''....men gennem de seneste 10 - 15 aar er der fra regeringernes side, blevet koert saa meget propaganda/manipulation paa befolkningen i landet at ja, saa faar Danskerne stress eller rettere, Danskerne tror de faar stress, men i virkeligheden er det manipulation til at skulle blive til noget de reelt ikke er og, ikke/aldrig boer eller skal vaere?

Forklarer jeg mig korrekt her?

Simon Rosenkilde

Betragter mig som en udemærket filosof, og må sige, at problemet med psykiske sygdomme, kun bliver værre, til lortet bryder sammen, og vi kan vende tilbage til rødderne. Intet mindre.

Sagen er den, at vi, som mennesker, har levet i al tid op til denne, den ”moderne tid”, som mennesker underlagt af, og i pagt med, naturen - mindre, siden vi kravlede ud af stenalderen, og slutteligt, her op til nu, i vor tid: På ingen måde.

"Vi har det så godt.." Siger vi, mens vi bekæmper og tæmmer hver eneste bakterie, religion og naturlig tilbøjelighed fra os selv og i vores omverden. Smilende, mens vi kvæler planeten, vores ufødte børns fremtid og vores egen menneskelighed..

"Psykisk sygdom, er en sund reaktion, på et sygt samfund."

Sagde én, og den er ikke længere: Vi kan måske tage den nøgne abe ud af savannen, og føre ham ind i storby junglen, men vi kan aldrig tage savannen ud af ham, og vi kommer til at falde hårdt, i vores forsøg på at gøre det.

"EVOLUTION!" Kan jeg høre dig skrige.. "Giv os tid, så vender vi os til det - adapterer!"

Svaret er nej.

Netop evolution gør, at vi ikke ændre på vores reaktioner på det, der er vores sygelige makværk af et samfund.

75 mio år er gået, siden vi var små pattedyr, der levede i grupper, under jorden, skjulende os selv fra dinosaurerne.. Både dengang, og siden, har vi været i en balance med den planet, der er det eneste sted vi har at bo.

Så nej.

Uanset, at det ville være fedt, så kan vi IKKE ændre på en kodning, der er så gammel som livet selv, ever.

Og desuden så er planeten ikke i stand til at holde til vores misbrug, så det er sådan set, uanset at en masse skal dø for det, en "win".

For at tage historien.

Det startede med at vi udviklede vi os.

Lige præcis nok til at udvikle et sprog, en tommelfinger og et stammesamfund.

Derefter gik det stærkt.

For omkring 10.000 år siden, og før, var der balance i det. - Homo Sapiens Sapiens har været Homo Sapiens Sapiens, i mere end 100.000 år, men for 10.000 år siden, skete der noget. Hvad det var, er nok bedst forklaret med det tætteste vi kommer på "arvesyndens" oprindelige historie: Teknik.

Uanset hvilke specifikke faktorer det var, så er resultatet er, at hvor balancen med naturen har været opretholdt, i mere end 90.000 år, som den samme slags mennesker vi er i vores tid, så skete der, for 10.000 år siden, en befolkningseksplosion, der, i modsætning til tidligere, ikke lod sig tæmme af vores verdens natur, og med det rullede lavinen:

Vi blev herrer over vores egen død, vi fik medicin, skader efter ulykker kunne kureres, flere babyer overlevede og vi fik bedre mad.. Der var, med ét, intet til at stoppe os..

I tiden op til, i disse 90.000 år, og og lidt efter, har vi haft liv.. endeløse, utallige liv, over al tid op til da, spredt over utallige stammer og kulturer - Tilværelser, bygget op af, og med, de samme mennesker, som vi har i dag - den samme intelligens, de samme følelser.. fuldstændigt de samme intellekter, der skulle have en virkelighed til at hænge sammen omkring dem.

I det har de haft et problem: Ud over, at de skulle overleve fysisk og klare de sociale dynamikker, har været der været tid. Endeløs tid, og en meningsløshed, der skulle udfyldes.

Det hul blev fyldt ud med tro, med ritualer, med åndelighed, med en hverdag, der, i sagens natur, er, ikke bare et produkt af miljøet, men et, hvor miljøet bliver til produkter i samfundet.

Forstået på den måde, at samfundet ikke bare former sig efter miljøet som det giver sig ud, men, at, efter så og så meget evolution, at miljøet former samfundet, helt ind i arvemassen. (Hvis det ikke, hønen og ægget teorien, er mere etableret at fastslå, at først kom miljøet, og siden menneskene, og fordi det er sådan, så er religion og åndelighed, en forudsætning, for menneskelighed, med den troendes øjne)

Summa summarum, balancen med naturen, er så indgroet, at den ligger i vores gener, helt tilbage til den allerførste kulstofbaserede kerne af liv. - Med andre ord: I al tid før nu.

Deri vores problem:

Homo Sapiens Sapiens. En race, der, efter millioner af års evolution og balance, nu har fjernet sig så meget fra den natur der fødte dem, at de ikke længere passer ind i den verden de kom fra.

Og her sidder vi så nu, 10.000 år efter ”syndefaldet” (hvis teknikken og beherskelsen af materien var det der satte det i gang) og undrer os over ”Hvad fanden gik der er galt..?”.

Vi er de samme mennesker, vi har de samme hoveder, de samme kroppe men, fordi vi kan bygge pænt, skrive nogle love og forme materien, så er vi (simpelthen fordi vores individuelle levetider er for korte til andet) underlagt en stolthed og en… uanfægtelig, racevid, dumhed, hvor ingen er parat til at tage de beslutninger, der kunne sikre vores arts overlevelse, på fornuftig vis: 100% fremtidsforbrug, og intet andet, er vores dagsorden. Simpelthen. (Vores børn kommer til at forbande hver og en af os, som vi overlader dem ruinerne af deres arv.)

Denne dumhed, der også er kernen af oplægget til debatten her, er hvad der gør sig gældende, når vi kigger på psykisk sygdom:

VI ER IKKE BYGGET TIL DEN VERDEN VI HAR SKABT FOR OS SELV, TIL DETTE MASSIVE STRESSMOMENT og alle de andre faktorer, der uvægerligt følger med i kølvandet på maltrakteringen af vores planet, og vores følelsesliv og vores menneskelighed.

Længere er den ikke.

Vi er bygget, tilgengæld, til at sidde, i stammens skød, kontemplere hinanden, vore guder, solnedgange, vores jagt, vores bekymringer over vintrene, de nyfødte og alt det andet, der følger med en tilværelse I BALANCE med den planet, der har givet os livet.

Og ikke en skid andet.

Det, og så det problem, at vi har dræbt, ikke bare Gud, men ALLE guder, og i det, frataget os det største og det smukkeste, denne verden har at byde på: Den næste verden, et hjemsted hvor vi ved, at vores kære venter, når de går bort og, i det, finder mening med vores eget liv, ansvar, igennem vores forfædres minder, og FRED med at vide, at der også er en plads til os der. efter.

Alt det har vi mistet, og i stedet har vi fået psykoser og krig.

Er det ikke fedt?

Simon

Martin Jensen, Carsten Mortensen, Karen Høeg, Markus Hornum-Stenz og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Den menneskelige psyke har et immunforsvar, der frembringer psykiske reaktioner på psykisk og mentalt skadelige omgivelser i samfundet.

Den menneskelige krop har et immunforsvar, der frembringer legemlige reaktioner på fysiske og legemlig skadelige omgivelser i samfundet.

Begge dele vil virke konstruktivt hos et sundt og rask menneske og vil slet ikke reagere hos et menneske der vitterligt er sygt.

Når et samfunds omgivelser er skadeligt for et menneske, vil et sundt og raskt menneske reagere med psykiske og fysiske reaktioner og når et menneske ikke gør det, vil mennesket være sygt eller udsat for et ideologisk bedrag.

Jette M. Abildgaard, Peter Andersen, Laust Holst og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jette M. Abildgaard, set fra min synsvinkel har du ret;-) at justere på de små uoverensstemmelser der måtte være, mellem du og jeg, giver ikke mening i dette forum.
Men i det store samfundsmæssige spil tror jeg, at du vil være enig med mig i, at vi alle er ofre for en kollektiv lemminge effekt væk fra: at mennesker ER ligeværdige, ikke kan eller skal det samme, men anerkendes på det de kan, når de gør sig umage?

Her tænker jeg, at en given person på kontanthjælp gør sig en RELATIV UMAGE, der kan hænde overstiger den, de højest placerede i samfundet behøver at gøre sig - i forhold til det - DE HAR AT GØRE MED?

Der er reserver nok i dette samfund, menneskelige som økonomiske, til at vi kan omorganisere os, så alle kan holde til at være med og bidrage! Det ironiske er imidlertid, at de som aktuelt er bedst stillet, ville få mulighed for endnu mere velstand, hvis vi lærer at inddrage frem for at stigmatisere, som det sker i stigende omfang!

@ Jette M. Abildgaard
Jeg oplever, at vi slet ikke taler om dét samme.
Mit nævnte eksempel går ikke på noget, der har med dit begreb 'de-nazifikering' eller nazisme at gøre!
Men på, hvad en gruppe mennesker kan udrette fra punkt -10 uanset deres fysiske tilstand og psykiske traumer,
når de har et fælles mål og viljen - her både husene og samfundsmodellen,
og de fleste flygtninge vender tilbage for at tage del i genopbygningen.

Og God Weekend til dig!

Så længe den enkelte og samfundet ikke erkender dette, kommer vi ingen vegne.

@Laust Holst
Efter erkendelse kommer så handling,
og her mener jeg, at 'hin enkelte' kan handle, hvis de virkelig ønsker det,
hvilket dine nævnte eksempler viser, at det gør mange ikke!
Der er muligheder - mener jeg - i det eksisterende samfund til at handle og leve på en anden måde end gennemsnittet,
og jeg synes, at det er for billigt altid at lægge hele ansvaret på samfundet og vore politikere.
Samfundet kan ændres, dog bedst nedefra, indefra med den enkelte borger som medansvarlig "byggesten"!

Tak - i øvrigt - for et fyldestgørende indlæg/svar på mit debatindlægl!

Jette M. Abildgaard

ellen nielsen,

;) Jeg kunne heller ikke forstaa hvis vi to skulle vaere helt enige Ellen, men det er jo netop ogsaa derfor vi har et debat fora....

Det at genopbygge Tyskland efter WW2......det havde da ellers i meget hoej grad med disse to ting at goere...mest fordi WW2 netop var om nazisme og endda, i meget hoej grad .....ikke sandt...og, netop psykologien blev jo brugt for at faa vendt Tyskerne vaek derfra....og, det var egentligt der jeg argumenterede for, at alle de Europaeiske lande (inklusive Danmark) skulle have haft helt samme behandling.....fordi jeg tror paa, at hvis de havde faet det, saa havde vi ikke - igen - befundet os i helt samme situation som Europa gjorde i 1930'erne....

Naar jeg laeser min historie op om alt dette Ellen, saa er det jo netop som at sidde foran en gammel baandoptager der er gaaet i stykker.....repeat knappen har sat sig fast og, Europa gentager sig selv og sin egen historie igen og igen og igen.....maaske... maaske det kunne vaere rart at komme videre i stedet for baglaens.....men ok......hvis Europa gerne vil have en ''rask'' lille krig med kz lejre (denne gang fyldt med Europaerne selv) og det hele igen, saa vaersaagod, men jeg er godt nok den der saa er skredet...mest fordi jeg hele mit liv har laert at jeg boer laere af historien...ikke gentage den...

Jeg vil ikke begynde at diskutere flygtninge med dig her Ellen, for jeg ved at vi paa lige netop det omraade er dybt uenige og, det er sent loerdag aften her....saa det maa/kan vi evt tage en anden gang....

Jens H. C. Andersen

Ikke at jeg på nogen måde går ind for det, men hvis man går drastisk nok tilværks kan der produceres virkelige psykiske lidelser i hvem som helst. Ja, der er nogen som bliver født ind i en psykiatrisk "lidelse", men potentielt set har vi alle en psykiatrisk diagnose, hvis vi udsættes for tilstrækkelige ekstreme og ubehaglige situationer. Influenza og et brækket ben er også en "normal potentialitet".

Kirsten spørger interessant nok hvad der er normalitet og gennemsnit.
Prøv at google ordet "følsom", det er jo interessant at man ikke kan være normal følsom, hvis man er følsom så er man det meget, særligt eller specielt:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=f%C3%B8lsom

http://sproget.dk/lookup?SearchableText=f%C3%B8lsom

Kan man(d) græde normalt? "Psyk"ologi eller "psyk"iatri?

Jette M. Abildgaard

Laust Holst og Jens H. C. Andersen,

;) I faar mig begge til at smile....maaske fordi ingen af os er helt ''normale'' (hvad det saa maatte vaere at vaere ''normal'')....

Artiklen her samt kommentarerne faar mig til at taenke paa et dejligt ord....et ord der klinger vidunderligt i mine oerer: diversity/forskellighed....et ord jeg elsker...mest fordi jeg elsker mennesker af alle slags og, elsker dem netop fordi de alle er dejligt forskellige...

Jeres indlaeg faar mig ligeledes til at taenke paa et foredrag jeg var til for nylig....et fordrag af en professor i Europas ''faelles'' historie (loegne). Professoren var inde paa, at man i Europa har talt om at slette vores faelles historie og starte helt forfra (hm ??).......yderst interessante kommentarer der kom efter foredraget....og, mine tanker blev efterfoelgende ved at komme tilbage til bl.a denne video (der er desvaerre utallige eksempler meget, meget vaerre end eksemplet her) http://www.youtube.com/watch?v=PQr_IJvYzbA&list=HL1373967805 og ligeledes kom mine tanker ind paa organisation her, som arbejder med at genoprette falske hukommelser http://fmsfonline.org/about.html .....

Er man psykisk syg eller normal, naar man faar - helt kvit og frit :(:( en helt ''ny hukommelse'' eller, er det de mennesker der bliver udsat for mennesker med den ''nye hukommelse'' der er psykisk syge eller, er de normale....??

Jeg kender/kendte et dejligt menneske, som netop har faaet sig en ''ny hukommelse''...jeg ved der er en ''vidunderlig'' (efter min opfattelse er hun en komplet galning, men alt er selvfoelgelig relativt...) offentligt ansat i det NordJyske, som har specialiseret sig i at ''foraere'' - mennesker - specielt boern og unge mennesker - helt ''nye hukommelser''.....

Kunne man forestille sig at hele den Danske og/eller Europaeiske befolkning kunne blive ''foraeret'' en helt ''splinterny hukommelse''?? Kunne noget saadant vaere en ''dejlig'' maade for regimet i et land, til at kunne styre og kontrollere en hel befolkning paa??? Nogle millioner totalt ens ''mennesker'' der udfoerer slavearbejde for - netop regimet??

@Jette M. Abildgaard
Man kan godt være enig om noget og ikke enig om noget andet, og alt dér imellem,
og det kan der absolut komme en god debat ud af,
men jeg vil altid helst holde fokus på det debatterede emne,
som artiklen lægger op til,
for ikke at ende ud i alle mulige andre 'side-emner'!

Og det var ikke min hensigt, at lægge op til en debat om hverken Europa eller Tyskland i 1930'erne!
Dét kræver et helt andet udgangspunkt og forum - for at jeg vil bruge tid på det!

Jens H. C. Andersen

Jette: jeg tænkte sjovt nok på begrebet mangfoldighed efter jeg havde skrevet indlægget :-)
Jeg synes jo at mangfoldighed er en bedre oversættelse af diversity, men det skal ikke skilles os ad.

Folk vil gerne være specielle og særlige, men ikke unormal!

Ja, man kan manipulere med hukommelse, man kan endda mene at det er mere sandsynligt at vi husker forkert en rigtigt.
Folk der tror på NLP mener jo at man kan manipulere uhyggelig meget med hjernen, forbier og den slags. NLP har ingen følelser ligesom psykiatrien.
Men kan den helbrede alvorlige psykiske sygdomme?
Hvad nytter det at slette hukommelse, hvis hjernen alligevel er skruet sådan sammen at den forvrænger tingene på en uheldig måde?

Jeg kikker på youtube linket senere, tak, det ser spændende ud.

Jette M. Abildgaard

ellen nielsen,

;) Det er helt fint og...da du jo netop tog Tyskland og PTSD op, og fordi jeg ved at det at genopbygge Tyskland og Tyskerne netop havde utroligt meget med psykologi at goere, saa tog jeg det op her.......fordi det var forfaerdeligt hvad der skete og, fordi jeg mener, at Europa og Europaerne stadig alle disse aar (og nogle flere krige) senere, betaler en meget hoej psykologisk pris for netop ikke alle at have faaet den korrekte behandling efter WW2 stoppede og, derfor staar vi nu i den samme suppedas......og, fordi jeg synes at kunne se det hele haenger sammen...desvaerre..., saa selvom du skriver ''Dét kræver et helt andet udgangspunkt og forum - for at jeg vil bruge tid på det!'', saa vil jeg stadig paastaa det hele haenger sammen, fordi alt dette her er vores historie ja, men det er i meget hoej grad om mennesker af koed og blod og nutid Ellen..nogen er bedre til at tackle det end andre, men ikke desto mindre, saa haenger det sammen og...en af aarsagerne til det haenger sammen er - efter min mening - at vi (i hvert fald jeg) har familier der netop stadig har ubearbejdede oplevelser med i bagagen fra 1930- og 40'erne og, dermed ogsaa de minder der faar nogen til ikke at have det godt med det psykisk og, andre der udnytter foelelser som disse i det ekstreme....desvaerre...

Og til sidst ja......det er en god ting vi ikke altid er eninge...det er jo netop det der boer give lysten og energien til at debattere tingene.....for at kunne give os alle muligheden for at kunne se de samme ting fra forskellige synsvinkler.....ikke sandt...

Jeg kommer til at taenke paa filmen Groundhog day, som du kan se i sin fulde laengde her, - hver gang jeg taenker paa Europa i denne tid...bedoem selv http://www.youtube.com/watch?v=sUOTcOrwgVc..det er soendag, filmen er 1 time og ca. 40 minutter, saa paa med kaffen og, hvis jeg var i Danmark ville jeg komme forbi med kager....og, saa maa vi haabe at Europa en dag laerer at komme videre i stedet for baglaens....;)

Og nej, det var ikke for at komme ud af emnet Ellen..tvaertimod.

Jette M. Abildgaard

Jens H. C. Andersen,

Aah ja...mangfoldighed...forestil dig om vi alle vaer helt ens...det ville jo vaere et sandt helvede....saa lad os kaempe for at beholde mangfoldigheden og, vores helt egen hukommelse, som desvaerre netop kan manipuleres.....saa forfaerdeligt at det ikke kan beskrives med ord.....

For ja....det at det kan lade sig goere, betyder netop ikke at vedkommende der er udsat for det, har det godt med det psykologisk...tvaertimod......at sidde og kigge ind i et par oejne (som man elsker) og, kunne se, at der sker et hav af modstridende ting i vedkommendes hjerne blot ved at skulle kigge en ind i oejnene....det er tortur ud over alle graenser, for man kan udelukkende hjaelpe vedkommende tilbage til 'normal' hvis vedkommende selv vil.....hvad nu hvis vedkommendes ''hukommelse'' siger, at hun hader dig, men at hendes foelelser siger at hun elsker dig og, har brug for dig...mere end nogensinde??? Hvad goer da kroppen????

Jeg har - paa grund af det meget elskede menneske jeg kender, som er udsat for denne sindssyge tortur, talt med nogle af verdens allerbedste psyologer indenfor dette felt og, har desvaerre faaet at vide, at det vil tage minimum et aarti at faa vedkommende tilbage igen og, udelukkende hvis hun selv oensker det...... og, lige netop det med oensket.....hvordan skal dette oenske komme frem, hvis vedkommende kun husker at hade de mennesker der reelt elsker hende og, oensker hende tilbage til det de kender/kendte hende som???

Her er et mere - ud af tusinder af links - om emnet, som bestemt er lige netop hjernevask: http://da.wikipedia.org/wiki/Hjernevask

Livet er st stort dilemma...

Et godt indlæg af Simon Rosenkilde - på årsagssiden.
På løsningssiden derimod må jeg sige, at der ikke er nogen grund til at romantisere de pagane, feudale eller anarkiske, samfundsformer til nogen social-attraktiv løsning.
Og at enhver anden livsform ville have gjort det samme som mennesket hvis lejlighed bød sig. Evolution er ikke intelligent design i menneskelig forstand.

Simon Rosenkilde

Odd, det kommer, løsningen med at vende tilbage til rødderne, på godt og ondt.

Romancen kommer af sig selv; igen, vi har millioner og atter millioner af år, hvor de ting, de romantiske i min fortælling, har skulle give mening for os - naturen gør sit eget arbejde, og selv om vi har fjernet os fra den, så er den i os, altid. Det betyder også, at hvor vi nu drukner os i MTV, så VIL lejrbålet, og det milde kald fra Gud nå os igen, når vi har bevist, at vi ikke er store nok til at lege med atombomber eller forurening endnu.

Det er min klokkeklare holding, både som tænker, som medie og som filosof: Vi lever på lånt tid. Punktum. Tallene taler deres eget sprog: Jordens evne til at rekonstituere sig selv, passer ~med, med vores nuværende brug og misbrug af planeten, at 6 millioner mennesker, kan forurene og hærge som vi gør.

Vi er 7.1 Mia.

Det betyder, at med mindre, at vi får ryttet gevaldigt op i vores arts antal, så vil det, før eller senere, gå fuldstændigt galt og vi vil, på den ene eller anden måde, blive reduceret alligevel, af ren og skær nødvendighed.

Endvidere, "Dommedags uret" (mener jeg det hedder) Og menneskene bag dem, beregner, at menneskehedens overlevelses chance om 500 år, er reduceret til omkring 0.1% - eller, med omvendte ord, at menneskeracens chance for at uddø, stiger til Ca. 99.9% over en periode, med udgangspunkt i vores nuværende viden, på 500 år.

Det er grimme udsigter, og sker det, om spået af D'herrer videnskabsmænd, så vil, de få, der overlever, have få andre muligheder, end at vende tilbage til netop det pagane, feudale og anarkistiske samfund. - En tanke man kan tænke i den sammenhæng er, at siden at tiderne med dé former for styre, er langt oftere repræsenteret end vores nuværende demokrati, så er de måske tættere på en naturlig samfundsform, end vores nuværende demokrati og rettigheder.

Set på den måde, Jævnfør debatten, at mennesker ER pisse farlige væsener, for ALT på planeten, og ikke bare os selv. Det kan direkte tolkes til, at hvor vi, i et miljø uden konsekvens, hvilket, med al rimelighed, er udgangspunktet for al vores historie op til Babylon og det første politi, ville reagere naturligt på vores impulser, så er det, at vi i denne tid, og med det store samfund vi har og de regler, der følger med, skal udvise UFATTELIGT Mådehold i de fleste sammenhænge, vover jeg at påstå, nok, mere eller mindre, direkte proportionalt med, sammen med den ufattelige mængde input vi skal forholde os til, hele tiden, antallet af sindslidelser, som helhed.

Eller, med andre ord: Selv om hjernen er en kompleks satan, og der er uden problemer kan opstå temmeligt problematiske konstruktioner i dens komposition, så lander den altså ved, at selv om et individ sagtens kan have nogle "screwed up synapser", så er der, hvilket er hele forskellen på dengang og nu, forskel på den STRESS, der gør, at disse alternative veje i energiflowet, overhovedet bliver synlige, som andet end et, hvilket det ville være i et langt mere roligt miljø, en faktor i personligheden og IKKE et sygdomsbillede.

Simpelthen: Samfundets sygdom, ud over samfundet selv, er, at der bliver forlangt alt alt alt for meget af individet, intet andet.

Med hensyn til, at vi er præcis hvor vi skal være, hvilket er hvad jeg tolker det du siger som, så har du hundrede procent ret. Det jeg imidlertid får kramper over er, at vi ikke, til trods for at vi har det rigtigt godt, med vores organiserede tommelfingres samarbejde, formår at holde skidtet på et plan, hvor der også er noget tilbage til vores børnebørn.

Simon

Jens H. C. Andersen

Jette: nu ved jeg jo ikke om psykologer blot er grådige, ærlige eller ineffektiv når de mener det er en langtidskunde.

Har du prøvet filosoffer, proreptik fx?

"antiheltinderne fra tv-serien Broen, Stieg Larssons Millennium-trilogi og amerikanske Homeland klarer ærterne snarere på grund af end på trods af deres psykiske diagnoser."

Jeg skal ikke kunne sige med Millenium-trilogien og Homeland, for dem har jeg ikke kendskab til, men Saga Norén klarer jo netop ærterne på grund af sit handikap, fordi hun qva sin aspergernatur har decideret trang til systematik og desuden har en ekstrem viden om sine særinteresser.

Den der med at klare noget på trods af, snarere end på grund af, er en vending, jeg tidligere har hørt en del gange om alkoholikere og stofmisbrugere, og jeg finder det aldeles malplaceret at bruge vendingen i forbindelse med aspergers syndrom.

Aspergere er ikke nødvendigvis totale tabere, og de kan have unikke evner, som "normale" mennesker vil have svært ved at hamle op med.

Det har artiklens forfatter tydeligvis ikke gjort sig klart.

Jette M. Abildgaard

Jens H. C. Andersen,

Jeg noejes med at tale med vel anbefalede specialister i lande - udenfor Europa.....noget siger mig, dette er det mest ansvarlige i disse tider....back to the future...tider.....

Det var da sagt paa en paen maade...ikke sandt !?