Læsetid: 3 min.

Venstres venner går solo

Uenigheden mellem Venstre og de andre borgerlige partier stiger – blandt andet i forhold til finans- og beskæftigelsespolitik. De små partier har brug for at markere sig, siger forsker
Folketingets åbningsdag. Lars Løkke Rasmussen udtaler sig ved indgangen til folketingssalen.

Tor Birk Trads

5. oktober 2013

Når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i dag åbner sit partis landsmøde i Odense, er det med stor opbakning til Venstre i meningsmålingerne. Var der valg i dag, ville Lars Løkke ifølge målingerne blive statsminister med opbakning fra Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance. Men ser man på enigheden i blå blok på den konkrete politik, er det knapt så positiv læsning for statsministeraspiranten.

Uenigheden mellem Venstre og de tre andre partier i blå blok vokser nemlig. Ser man på partiernes stemmefordeling i Folketinget i de seneste to år, er både Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i stigende omfang begyndt at stemme anderledes end Venstre. I det forrige folketingsår var Venstre enige med K, DF og LA i henholdsvis 94, 77 og 72 procent af afstemningerne. I det seneste folketingsår var det faldet til 91, 70 og 69 procent. Den stigende uenighed er især markant på finans- og justitsområdet. Dansk Folkeparti er desuden gået fra at være enig med Venstre i 94 procent af afstemningerne omkring Beskæftigelsesministeriet til kun 59 procent.

Ifølge Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kan det være et udtryk for, at de tre mindre partier har behov for at profilere sig i forhold til det store oppositionsparti.

»Der er blevet løsnet op nu, fordi Venstre ikke længere har regeringsansvaret og ikke har så meget brug for de andre partier nu og her. Så bliver der også lidt mere frirum til, at de kan lave nogle særmarkeringer,« mener Roger Buch.

Han forklarer, at der var et stort behov for at koordinere politikken på tværs af partierne i de ti år, Venstre og Konservative sad i regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Derfor har især Konservative nu behov for at udtrykke en politisk egenart.

»Det parti har mistet to tredjedele af sine vælgere over de sidste fire år, og det er klart, at det betyder, at partiet har hårdt brug for stemmer og derfor leder efter profileringsmuligheder,« siger Roger Buch.

Den vælgermæssige opbakning til Dansk Folkeparti har imidlertid aldrig været større. Deres taktik er ifølge Roger Buch at høste socialdemokratiske vælgere ved at læne sig op ad den politik, Socialdemokraterne førte for 20-30 år siden. At uenigheden med Venstre så begynder at stige nu, kan være et udtryk for, at Dansk Folkeparti ikke længere er støtteparti for en regering.

»Det var jo åbenlyst for enhver, at Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl samarbejdede tæt med Lars Løkke og Anders Fogh-Rasmussen om at sikre, at regeringen kunne komme igennem med sin politik, og at regeringen kunne overleve. Og der er man ligesom blevet mere fritstillet nu,« mener Roger Buch.

Finansordfører i Dansk Folkeparti René Christensen mener dog ikke, at Dansk Folkeparti har flyttet sig, siden partiet bakkede VK-regeringen op. Det var snarere Venstre, der måtte nærme sig Dansk Folkeparti i regeringstiden, og nu fører en mere liberal politik, mener René Christensen. Han nævner blandt andet debatten om nulvækst i den offentlige sektor, hvor Dansk Folkeparti er de eneste, der stadig argumenterer for en stigning på 0,8 procent.

»Vi er meget uenige i den dagsorden, Venstre kører nu som opposition omkring nulvækst. Men de spiller da trods alt ud med åbne kort om, hvad det er, de vil. Og så ved man jo, hvad det er, man skal kæmpe imod,« siger René Christensen.

Kun naturligt

Hos Venstre ser politisk ordfører Ellen Trane Nørby på den stigende uenighed med ophøjet ro. Hun mener kun, det er naturligt, at de enkelte partier markerer sig lidt mere, når man sidder i opposition.

»Det er ikke nogen nyhed, at partierne ser forskelligt på tingene. Det gjorde vi sådan set også, da vi havde regeringsmagten sidst. Der er forskelle i den måde, vi ser tingene på,« siger hun.

Ellen Trane Nørby mener ikke, at det vil være noget problem for Venstre at arbejde sammen med de andre borgerlige partier i en eventuel ny regeringskonstellation. René Christensen fra Dansk Folkeparti ser heller ikke uenighederne som en hindring for at samarbejde. Han fortæller, at Dansk Folkeparti er parat til at nærme sig Venstre på nogle områder.

»Det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for nogle områder. Hvis du taler nulvækst, så har vi ingen intentioner om at sige ja til det.«

Den samlede statistik over stemmelighed for alle partier kan ses på www.information.dk/databloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Så får vi måske en situation som under Anker... blot med langt bedre forudsætninger. Lad staten igangsætte kooperative virksomheder, i første omgang i yderområderne, så sker der noget godt.

n n, Lars Dahl, lars abildgaard, Alan Strandbygaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Lavere skatter og afgifter og effektivisering i den offentlige, mindre bureaukrati og en slankere stat kan give arbejdspladser og fremdrift igen.

Nu er Danmark så et af de lande det er lettest, at drive virksomhed i blandt de europæiske lande og resten er så fraser.

http://um.dk/da/politik-og-diplomati/nyhederogpublikationer/udenrigspoli...

Den manglende vækst skyldes i overvejende grad et svagt hjemmemarked efter boligboblen og svage konjunkturer i EU.

n n, Alan Strandbygaard, Lars Dahl, Henrik Nielsen, Christian Pedersen, Thorbjørn Thiesen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

V, KF og La, har et mantra: Lavere skatter og afgifter, er vidundermidlet der kan redde det danske samfund.
Som James K. Galbraith skriver i sin bog, The Predator State, disse antagelser hviler på et fata morgana. Fuldstændigt virkelighedsfjernt, så tro dem ikke, fordi data samlet fra 1945 og frem til 2002, viser at skattelettelser til de rigeste ikke har nogen som helst indflydelse på samfundsøkonomien.
Med hensyn til selskabsskatten har vi en af de laveste i verden.
I dag hørte jeg venstres næstformand, forsøge at fuppe offentligheden, (venstres yndlings beskæftigelse). Venstres forslag om, at der skal reduceres i den offentlige sektor, ved at udbyde velfærdydelser til private entreprenører.
Det logiske regnestykker på ovennævnte forslag, viser at ydelserne skal udføres af færre personer til en lavere løn, for at der kan skabes en profit i det private selskab.
Dette vinder samfundet intet ved, tvært imod. De tilovers blevne offentlige ansatte skal stadigvæk have et forsørgelses grundlag.
Den neoliberalistiske Thatcherisme døde med Lehman bros. krak i 2008.
Kære politikere fra de tre partier der er nævnt i indledningen: Træk gardinerne fra og se ud på virkeligheden.

n n, Alan Strandbygaard, Hans Larsen, Lars Dahl, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Anders Kristensen, Henrik Nielsen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Ekstremisme, er vel også en slags exceptionalisme, Correa har en god pointe når han advarer om denne Über mentalitet. Når man mener, at man 'fortjener' mere end de andre i fællesskabet, så er det vel netop et udtryk for den mentalitet. Om magten beror på våben eller økonomi er samme side af mønten.

Venstres ønske om at private skal overtage opgaver for det offentlige har vist, at det kun bliver dårligere og dyrere. At for mange offentlige kræfter går på at kontrollere. Kontrolhysteriet er den naturlige basis for New Public Management, hvor alt ordnes på kontrakt, og hvor det gælder for det offentlige, at få tingene så billigt som muligt. Og for leverandøren, om at springe lavest muligt over gærdet - uden at blive fanget i kontrollen - og rage så mange penge i egen lomme som muligt.
Altså som vi har set: Dårligere og dyrere.

Venstre - Danmarks Liberale Parti og Liberal Alliance sendes herfra de varmeste ønsker om en fremtid a la Die Freie Demokratische Partei - ud til højre!

Dan Johannesson

Teaterstykket fortsætter. Endeløst simulerende. Destinationen er og bliver dog hele tiden den samme uafhængigt af teatersminken, rød, blå, sort osv: Øget centralisering af magt, nedbrydning af demokratiske og civile rettigheder, mere overvågning, og indførelse af en ny neoliberal verdensorden.

Enjoy the ride.