Nyhed
Læsetid: 3 min.

Friis Bach, fattigdom og frihandel

Frihandel og fattigdomsbekæmpelse gik hånd i hånd i Christian Friis Bachs arbejde. Han veg ikke tilbage for at bruge midler, der var politisk besværlige, men mere formålstjenlige
Han har nok altid været ideologisk på den økonomiske vækstvogn, lyder det fra MS-chef Frans Mikael Jansen om nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach. Foto: Keld Navntoft

Han har nok altid været ideologisk på den økonomiske vækstvogn, lyder det fra MS-chef Frans Mikael Jansen om nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach. Foto: Keld Navntoft

Indland
22. november 2013

Frihandel var kongstanken i et oplæg, som Christian Friis Bach holdt i begyndelsen af 1990’erne for en flok udviklingsfolk på Københavns Universitet, hvor han talte om, hvordan frihandel styrker udviklingslande.

Det faldt ikke i god jord hos tilhørerne, husker Frans Mikael Jansen, der i dag er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

»Det var ikke god latin i vores miljø. Det var ikke lige det, vi snakkede om på det tidspunkt,« siger Frans Mikael Jansen, der havde inviteret og mødte Christian Friis Bach for første gang den dag.

»Så han har nok altid været ideologisk på den økonomiske vækstvogn,« vurderer Frans Mikael Jansen, der siger, at han har været begejstret for den tidligere udviklingsminister, som stillede op på de skæveste tidspunkter til drøftelser og begivenheder hos ngo’erne. Men i 2009 skete der noget, der så ud til at udfordre det ideologiske ståsted.

Christian Friis Bach var medlem af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens såkaldte Afrika-kommission, der havde til opgave at forbedre bistanden til kontinentet.

»Den største udviklingspolitiske satsning nogensinde«, der skulle »gøre op med gammel udviklingssocialisme«, som Fogh udtrykte det.

Men på dagen, hvor kommissionen udkom med sine anbefalinger, optrådte Friis Bach som en slags whistleblower, der til dels afskrev Foghs præsentation af projektet.

»Det har aldrig været vores opgave at ændre hele måden, man giver bistand på. Vi blev bedt om at løse en meget konkret og specifik opgave, og den har vi forsøgt at løse,« sagde Christian Friis Bach om den kommission, der anbefalede et øget fokus på de afrikanske landes konkurrenceevne og virksomheder.

To sider

Knud Vilby, der er journalist og udviklingsdebattør, genkender det »modstridende« i Christian Friis Bachs politiske tanker.

»Han har et socialt hjerte og mener det, når han siger, at bistand skal være fattigdomsorienteret,« siger Knud Vilby.

»Men samtidig er det også rigtigt, at han – også længe før han blev politiker – har interesseret sig for handel, og efter min opfattelse har en lidt romantisk opfattelse af, hvor meget lykke frihandel kan bringe. Han er begavet og slet ikke ukritisk, men han har været meget frihandelsfanatiker – for nu at bruge et ord, han selv bruger på anden måde.«

Mens Søren Pind (V) kaldte sig frihedsminister, da han sad på posten som udviklingsminister, betegnede Christian Friis Bach sig som rettighedsminister – rettighederne skulle også gælde mad og skolegang.

Han opdaterede loven og strategien for det internationale udviklingssamarbejde, hvor fattigdom »skal bekæmpes med menneskerettigheder og økonomisk vækst«.

Loven blev vedtaget af et enigt folketing, og Knud Vilby udlægger teksten som Christian Friis Bachs politiske erkendelse af, at verdens udviklingsbistand generelt er nedadgående og aldrig når høje procentsatser. Derfor skal bistanden i stedet bruges som en slags oplukker for private investeringer.

Rolf Hernø, der er programkoordinator hos ulandsorganisationen CARE Danmark, siger, at Christian Friis Bach generelt har stået for ’erhvervsificering’ af Danidas bistand.

»Han lægger vægt på at involvere den private sektor alle steder. Der er et klart fokus på at støtte og involvere danske virksomheder i bistanden. Men reelt bruger man bistandspenge på noget, som i gentagne evalueringer viser sig ikke at have nogen effekt og i lande, som er kommercielt uinteressante,« siger han og understreger, at det er hans personlige vurdering.

Politisk usælgelig

Et kontroversielt redskab i udviklingspolitikken, som Christian Friis Bach også brugte, var at give budgetstøtte direkte til andre statskasser.

Rundt om i verden er tendensen at gå væk fra det værktøj og give penge til konkrete projekter eller sektorer, så donoren har styr på, hvordan pengene bliver brugt og kan måle og veje de mål, som bliver udstukket.

Rent fagligt er det dog i nogle landes tilfælde bedre at give budgetstøtte, så de har statsligt overblik og ansvar for de penge, som de får af donorer, siger Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier.

»Men det er meget svært at sælge i forhold skatteyderne, fordi vi tror, at det hele er ren korruption og bliver spist op af administration. Og når vi så ikke kan se konkrete resultater, så bliver vi bekymrede,« siger han.

Det turde Christian Friis Bach bruge i særlig grad i lande som Mozambique, Burkina Faso og Tanzania ifølge Lars Engberg-Pedersen.

»Han valgte det fagligt korrekte, men svært politisk salgbare.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Frihandel var kongstanken i et oplæg, som Christian Friis Bach holdt i begyndelsen af 1990’erne*) for en flok udviklingsfolk på Københavns Universitet, hvor han talte om, hvordan frihandel styrker udviklingslande.

*) The term Washington Consensus was coined in 1989 by English economist John Williamson to describe a set of 10 relatively specific economic policy prescriptions that he considered constituted the "standard" reform package promoted for crisis-wracked developing countries by Washington, D.C.–based institutions such as the International Monetary Fund (IMF), World Bank, and the US Treasury Department.[1] The prescriptions encompassed policies in such areas as macroeconomic stabilization, economic opening with respect to both trade and investment, and the expansion of market forces within the domestic economy.
Washington Consensus

Hvis du, kære læser, ikke rigtig ved hvad Washington Consensus er, så skulle du unde dig selv at læse artiklen. Så, bliver det meget nemmere at forstå, hvad baggrunden er for Christian Friis Bachs politiske orientering i udviklingspolitikken.

Niels-Holger Nielsen

'Uruguayrunden, den mest omfattende af de forhandlinger om liberalisering af udenrigshandelen, som blev gennemført i GATT. Runden indledtes efter fire års forberedelse i september 1986 i Punta del Este, Uruguay og sluttede med underskrivelsen i april 1994 i Marrakesh, Marokko. Forhandlingerne inddrog flere nye områder: landbrug, tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret og tekstiler, og der blev skabt en ny international handelsorganisation, WTO.'
- DEN STORE DANSKE

Uruguay Round

Niels-Holger Nielsen

'Washington Consensus, oprindelig en fælles opfattelse af succesfuld makroøkonomisk politik i udviklingslande formuleret i 1990 af medlemmer af Den Internationale Valutafond (IMF), USAs finansministerium og Verdensbanken. Hovedpunkterne var, at de nødvendige betingelser for en positiv økonomisk udvikling er (1) makronomisk stabilitet, herunder især balance i offentlige indtægter og udgifter, (2) fri handel (reduktion af toldsatser og afregulering) og (3) privatisering.

I løbet af 1990'erne blev disse principper i stor udstrækning lagt til grund for den neoliberalistiske økonomiske politik i en lang række lande især i Latinamerika. Den økonomiske udvikling i de fleste af disse lande var imidlertid langtfra tilfredsstillende, og i visse lande, herunder Argentina, der i mest udstrakt grad efterlevede principperne, oplevede man fra slutningen af 1990'erne en økonomisk krise. Der er i dag ikke enighed om, at de anførte principper er nødvendige, men derimod nok, at de hver især kan være af betydning.'
-DEN STORE DANSKE

Niels-Holger Nielsen

Med andre ord, manden er gennemført neoliberalist.