Interview
Læsetid: 3 min.

’Det kan blive sværere at få lov at tage på uddannelse’

Siden Dorthe Andersen blev ergoterapeut i 1989, er der sket et helt paradigmeskifte i genoptræningen af hjerneskadede. Men uden Statens Voksenuddannelsesstøtte er det ikke sikkert, hun havde fået lov at komme op på samme uddannelsesniveau som de praktikanter, hun vejleder
Indland
6. november 2013

Da Dorthe Andersen først søgte om at tage en sundhedsfaglig diplomuddannelse, var det vigtigste for hende det med, at det var rigtig mange år siden, hun blev færdiguddannet som ergoterapeut. Det var i 1989.

»For der er kommet rigtig meget til i de år, der er gået. Dengang jeg blev uddannet, var faget meget lagt an på mere fysisk træning, og i mellemtiden er der sket et paradigmeskifte,« siger hun.

Dorthe Andersen er 49 år og langtfra færdig med at gøre en forskel for de hjerneskadede personer, hun arbejder med på Region Nordjyllands Taleinstitut i Aalborg. Men som så mange andre fagfolk på sundhedsområdet havde hun brug for at få opdateret sin uddannelse for at blive bedre til sit arbejde. Fra blot at handle om fysisk genoptræning går det i dag ud på at træne bestemte aktiviteter, der er betydningsfulde for klienterne, som hun kalder dem.

»Vi tænker på det som en nødvendighed for alle mennesker at lave en form for aktivitet, så vi tager udgangspunkt i, hvordan man kan muliggøre aktiviteter for folk, der har fået et handicap. Det kan være, man kan videreføre de aktiviteter, de plejede at lave, eller hjælpe dem med at få nogle nye former for aktiviteter, som man så træner ud fra,« siger hun.

For Dorthe Andersen var svaret en diplomuddannelse på University College Nordjylland, hvor et af de seks selvvalgte moduler netop kunne give hende den seneste teori inden for ergoterapi.

Men da Dorthe Andersen er den eneste ergoterapeut på afdelingen, skulle der både være råd til selve uddannelsen og til den vikar, der skulle dække ind for hende i de seks uger, hvert modul tager. Hvis ikke Taleinstituttet var blevet kompenseret med Statens Voksenuddannelsesstøtte, mens hun var væk, er det ikke sikkert, hun havde fået lov til at blive klogere.

»Det kan blive sværere at få lov at tage på uddannelse, hvis der ikke er den støtte,« mener Dorthe Andersen.

Op på niveau

Diplomuddannelsen har også ført til, at Taleinstituttet har fået studerende i praktik, og Dorthe Andersen er blevet klinisk vejleder. Det var skolen, der spurgte, om hun kunne hjælpe, da de havde for få praktikpladser.

»I dag bliver de studerende uddannet på bachelorniveau, og det er jeg jo ikke, fordi min uddannelse er så gammel. Så det har været rigtig godt at komme op på samme niveau som de studerende, jeg underviser,« siger Dorthe Andersen.

Til februar skulle hun gerne blive helt færdig med diplomuddannelsen, og Dorthe Andersen er ikke i tvivl om, at det både har gavnet hende selv og hendes klienter. Hun er blevet klogere, og meget af den teori, hun har lært om for eksempel forandrings- og læringsprocesser, har hun kunnet bruge direkte til klientarbejde.

»For de er også igennem en læringsproces og en forandringsproces til et nyt liv. Når man har fået en hjerneskade, skal man til at leve på en ny måde,« fortæller hun.

Den samme viden håber hun i øvrigt på, hun også kan bruge i forhold til sine kolleger, når Taleinstituttet ved indgangen til det nye år skifter navn til Hjerneskadecentret og flytter fra regionen og ind under Aalborg Kommune:

»Til at forklare den utryghed, det giver på en arbejdsplads, at skulle igennem så stor en forandringsproces. Og forhåbentlig også til at få indflydelse på, hvordan de nye måder at arbejde på skal skrues sammen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her