I kommunen er alle kandidater grå

Midt på Taastrups butiksgade ligger en genbrugsbutik. Hylderne er proppede med blandede tallerkener, krystalglas, kander og vaser. På tøjstativerne hænger tøj, som man kan købe for under en halvtredser, og butikken har den karakteristiske duft af genbrugsbutik – indelukket blandet med en sød duft af forskellige vaskepulvere.

Bag disken står Birgitte Blom. Hun er 66 år og har boet i Høje Taastrup Kommune i 43 år.

Information er taget til Taastrup for at tale med borgerne om det kommende kommunalvalg. Sidste år lå valgresultatet i Høje-Taastrup Kommune meget tæt mellem den socialdemokratiske borgmesterkandidat Thomas Bak og den nuværende borgmester og konservative politiker Michael Ziegler.

Det var en valggyser, som man kalder det, og det var stort set indtil sidste stemme åbent, om kommunen i fremtiden skulle have en socialdemokratisk borgmester i stedet for en konservativ. Før kommunalreformen i 2005 var det i 20 år den socialdemokratiske politiker Anders Bak, Thomas Baks far, som sad i borgmesterstolen. Mon borgerne i Taastrup har mærket nogen forskel på farveskiftet?

Birgitte Blom stemte på Michael Ziegler (K) ved sidste kommunalvalg. Hun havde mødt ham tilfældigt på en gåtur og hilst på ham, forklarer hun, og det korte møde afgjorde, hvor hun satte sit kryds.

»Jeg har hilst på Michael Ziegler og synes, han er en meget sympatisk mand. Jeg havde fået noget materiale fra Konservative, hvilket jeg med det samme gik ud for at smide i skraldespanden. Men så kom Michael Ziegler forbi, og jeg faldt i snak med ham,« fortæller Birgitte Blom om mødet. For hende betyder det ikke så meget, hvilket parti borgmesteren er fra.

»Michael Ziegler er charmerende,”; konstaterer hun.

»Og så er han altid til stede, når der sker noget i kommunen.«

Da hun bliver spurgt til, om hun kunne mærke nogen forskel, siden Michael Ziegler overtog borgmestertaburetten i 2005, svarer hun:

»Nej, det har altid været en god kommune. Jeg kan ikke mærke forskel.«

Ideologien er ikke markant

Når Birgitte Blom den 19. november går ind i stemmeboksen for at sætte sit kryds, betyder det i realiteten ikke så meget, at hun vægter borgmesterens personlighed højere end partifarve. I byrådspolitik er der nemlig ikke markant forskel på, om det er en rød eller en blå borgmester, der indtager borgmestertaburetten, vurderer flere kommunalforskere.

»Langt de fleste vil sige, at det betyder noget, hvem der sidder i borgmesterstolen. Spørgsmålet er så, om det har det noget med personen at gøre, eller er det noget, der kan ses på partibogen? Til det spørgsmål bliver vi forskere lidt mere mumlende,« siger Ulrik Kjær, som er kommunalforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, er enig i den betragtning.

»Man kan måske se nogle små forskelle i retorikken fra den røde og den blå fløj, men når det kommer til stykket, så kan man ikke rigtig se nogle helt systematiske forskelle på rød og blå blok i kommunerne,« siger han.

De brudflader og kampe, man ser på den kommunalpolitiske scene, handler sjældent om principielle politiske uenigheder, men om personsager, siger Jacob Torfing, og begge forskere påpeger, at kommunalpolitik er meget mere pragmatisk og markant mindre ideologisk end landspolitik.

Røde og blå højborge

Mere udlicitering og lavere skatter er politik, man vil betragte som liberal og borgerlig, men billedet har det sidste års tid været et andet. I forhold til skattepolitik og graden af udlicitering, er der nemlig ikke særlig forskel på røde og blå kommuner. Faktisk er de røde kommuner mere ivrige efter at få private til at løfte kommunale opgaver, viser en analyse, som Ugebrevet A4 offentliggjorde i september. Siden sidste kommunalvalg har 65 ud af 98 kommuner skruet op for udliciteringen, og ud af de ti kommuner, som har øget udliciteringsgraden mest, er otte styret af en rød borgmester, mens kun to er borgerlige.

»Hvis der blev ført klassisk socialdemokratisk politik i en kommune, ville udliciteringsgraden være så lille som muligt, og hvis der blev ført blå politik, ville den i de blå kommuner være så høj, som den overhovedet kunne være. Og det er den ikke. Det er et super eksempel på den udviskning, der er sket,« siger Ulrik Kjær.

For nylig kunne Jyllands-Posten fortælle, at 26 kommuner har annonceret, at borgerne kan forvente en eller anden form for sænkning af skatten – enten ved sænkning af personskatten, grundskylden eller erhvervsskatten. Fem kommuner vil derimod hæve skatten de næste år.

Heller ikke på det område er der signifikant forskel på, om det er røde eller blå kommuner, der vælger at sænke skatten, bemærker eksperterne. For eksempel er Brøndby Kommune, som i mange år har været en socialdemokratisk højborg, en af de kommuner, hvor det bliver billigere at bo rent skattemæssigt.

Det er altså svært at se nogle stærke ideologiske tendenser på de to områder.

Asmus Jakob Leth Olsen, som er adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, mener dog, at man ikke kan sammenligne røde og blå kommuner så direkte.

»Det er enormt svært at vise, at ideologi betyder noget i forhold til de andre ting, der betyder noget for, hvordan en kommune drives,« siger han.

»Det kan godt være, at en socialdemokratisk kommune tager nogle valg i forhold til udlicitering, som ikke passer med en socialdemokratisk ideologi, men der er stor forskel på de forskellige kommuners sammensætning af borgere, og det er også det, der træffes valg ud fra.«

Konsensus i kommunen

På et gadehjørne i Taastrup står tre mennesker og sludrer. Det er Kim Vang, som er pædagog og arbejder på en skole i byen, hans tidligere kollega Gyda Nordahl og hendes voksne datter, Pernille Nordahl, som arbejder som social- og sundhedsmedhjælper i Høje Taastrup.

Ingen af dem stemte på den siddende borgmester, Michael Ziegler, ved forrige valg. Og de ser gerne, at det er en anden borgmester, der efter næste valg sidder på borgmester taburetten.

»Vi vil gerne væk med ham vinkedukken,« siger Pernille Nordahl og vinker med et tomt udtryk ud i luften for at demonstrere, hvad hun mener. De andre nikker enstemmigt.

Enigheden i gruppen er ikke til at overse, og gruppen er omtrent lige så enige, som politikerne i landets byråd. Ifølge en ny analyse lavet af KORA, Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning, som har spurgt kommunalpolitikere om, hvor ofte politiske beslutninger bliver taget i enighed, svarer en tredjedel, at politiske beslutninger træffes i konsensus. Det kan også være en af forklaringerne på, hvorfor ideologi har mindre betydning kommunalt.

Ulf Hjelmar er programleder ved KORA og specialist i lokaldemokrati og kvalitetsudvikling i den offentlige sektor. Han har været med til at lave analysen og fortæller, at noget af det, der ofte slår ud i den slags undersøgelser, er konsensusnormen.

»Målet for byrådene er at nå konstruktive løsninger på problemerne. De hader, hvis der går taktik og politisk spil for galleriet i det. Nogle siger ligefrem, at de opfatter det som sabotage. Det er et helt andet forhold til politik på lokalt niveau, end man er vant til på nationalt niveau. Det er en generel konklusion,« siger han.

I analysen spørger KORA også politikerne, om de er politisk enige. Det udsagn støtter knap så mange op om, men der er stadig cirka en tredjedel, som mener, at de er politisk enige i byrådet. Ulf Hjelmar mener til gengæld, at det er bemærkelsesværdigt, hvor mange politikere der er lodret uenige i udsagnet. Det er nemlig kun én ud af seks.

»Hvis man strammer det, så er det kun en sjettedel af byrådspolitikerne, der er ideologer og mener, at politik gør en meget, meget stor forskel,« siger Ulf Hjelmar.

Asmus Jakob Leth Olsen vurderer, at det ikke nødvendigvis er, fordi politikere ikke vil handle ideologisk, men fordi de ikke kan.

»Du kan ikke føre værdipolitik kommunalt. Rammerne for meget økonomisk politik bliver styret af Christiansborgpolitikerne, og så er det jo klart, at kommunalpolitik bliver afideologiseret. Hvis du har magten, så kan du ikke gøre så meget med den,« siger han.

Ambitionen er enighed

I Taastrup ligger Høje-Taastrup Kommunes murstensrøde rådhus, og i de sidste otte år har Michael Ziegler (K) siddet i borgmesterstolen. Den konservative borgmester er enig med eksperterne i, at rammerne, som er givet oppefra, indsnævrer muligheden for at handle ideologisk i lokalpolitik.

»Alle spiller ligesom på den samme plade, og det tager noget af ideologien ud af lokalpolitik,« siger han.

Michael Zieglers vurdering er, at byrådet i Høje-Taastrup har været enige i 95 procent af alle de beslutninger, der er blevet taget, siden han blev borgmester. Og det er bestemt også hans ambition, at der skal være så meget enighed i byrådet som muligt, fortæller han.

»Når vi skal lave et budget, så skal vil jeg gerne have – om ikke alle – så i hvert fald en meget stor del af byrådet med.«

I år har højrefløjen alene, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative, fundet flertal og vedtaget kommunens budgetforlig.

»Man skal selvfølgelig også kunne træffe beslutninger, som er baseret alene på et flertal. Der er ingen mening i demokratiet, hvis vi alligevel altid er enige. Men for eksempel Socialdemokraterne repræsenterer jo rigtig mange vælgere, og hvis man gerne vil være borgmester for hele kommunen, så kan man jo ikke bare ignorere en vælgergruppe,« siger Michael Ziegler om sin ambition om brede kommunale forlig.

Socialdemokraterne i Høje Taastrup har valgt at stå uden for dette års budgetforlig, og partiets borgmesterkandidat, Thomas Bak, mener da også, at der er stor forskel på, hvad partierne vægter højt.

»I det seneste budgetforlig er der en sænkning af grundskatten og dækningsafgiften til erhvervslivet, men den almindelige borger vil ikke mærke det i nævneværdig grad. Jeg ville hellere have brugt pengene på noget andet. Det er et eksempel på den store forskel, som jeg ser det,« siger Thomas Bak (S).

Frustrerende enighed

Det undrer ikke professor Jacob Torfing, hvis nogle vælgere bliver frustrerede over byrådenes opsigtsvækkende enighed.

»Selv om der i en kommune bliver ved med at være problemer med arbejdsløshed, ungdomsboliger og så videre, så virker partierne meget ’hånd i hånd’, politisk enige og i fred og fordragelighed. Der har været spekuleret i, om det kan øge fremdriften af nogle lidt mere yderligtgående, populistiske partier,« siger Jacob Torfing.

Men selv om der generelt er meget enighed i byrådene, så er det bestemt ikke lige meget, hvem krydset sættes ud for, siger Ulrik Kjær.

»En borgmester kan trække en kommune i den ene eller anden retning, være den, der skaber en udvikling, eller være den, der får tingene til at stå i stampe, så det er absolut vigtigt,« siger Ulrik Kjær.

Det er Ulf Hjelmar fra KORA enig i.

»Der er lavet undersøgelser, hvor man har spurgt både røde og blå borgmestre om, hvad der betyder noget for dem, og det, der betyder noget for dem, er at sætte et fingeraftryk og skabe en udvikling. De ønsker at gøre en forskel og leder med lys og lygte efter at lave politik, derfor er det ikke ligegyldigt,« siger Ulf Hjelmar.