Læsetid 1.6314285714286 min.

Ny videnskabskrig

Hvis store tænkere som Descartes og Kant havde levet i dag, ville de ikke have været filosoffer og samfundstænkere, men neuropsykologer, hævder evolutionspsykolog. Udsagnet rejser spørgsmål om, hvordan dialogen mellem humaniora og naturvidenskab bør være
11. november 2013

En ny videnskabskrig trækker op. Den amerikanske evolutionspsykolog Steven Pinker har skrevet et indlæg, der har bragt sindene i det internationale forskningsmiljø i kog. Pinker, der notorisk er kendt som en dogmatisk darwinist, har sat sig for at genrejse scientismen. Det vil sige forestillingen om, at naturvidenskaben rummer svaret på alle videnskabelige, menneskelige og åndelige spørgsmål.

Scientismen har været forbundet med forskellige strømninger i historien. Først og fremmest har den været den herskende videnskabelige ideologi, der stiller sig i opposition til religionen. Ikke overtro, men evidens må begrunde menneskets og samfundets viden. Med tiden er scientismen, retfærdigt eller uretfærdigt, blevet kædet sammen med positivismen, det vil sige ideen om, at alle påstande skal bekræftes empirisk og er underkastet et strengt krav om evidens. Påstande, der ikke kan leve op til dette krav, må afskrives som spekulation, herunder forestillinger om, at mennesket besidder en særlig bevidsthed eller psyke.

Det sidste skridt

I sit indlæg i tidsskriftet New Republic slår Pinker til lyd for, at tiden nu er inde til at tage det sidste skridt og fuldføre, hvad den videnskabelige revolution startede. Hvorfor ikke lægge alle videnskabelige discipliner ind under naturvidenskaben? I dag er det ikke længere kun religionernes autoritet, der må betvivles, men også de mere eller mindre præcise humanistiske discipliner.

Pinker lancerer en provokerende tese om, at havde de store tænkere som Descartes, Spinoza, Locke og Kant levet i dag, havde de ikke været filosoffer og samfundstænkere, men neuropsykologer. De havde ikke skrevet deres værker om dunkle størrelser som bevidsthed, mening og historie, men om neuroner, molekyler og hormoner.

Bevæbnet med moderne evolutionsteori spår Pinker, at grundlæggende emner som etik, sprog, kunst og fornuft, der har optaget mennesket siden Antikken, i fremtiden skal forklares ved hjælp af evolution og neurologi. Han karikerer, hvordan humanister og samfundstænkere stadig kan frasige sig biologiens love. Ideen om at hindre den naturvidenskabelige fornuft i at sprede sig til andre samfundsområder som psykiatri, kunst, kærlighed, familieliv eller uddannelse ser Pinker som et patetisk forsøg på at undsige sig fundamentale indsigter i naturen.

Indlægget har fået naturvidenskabsfolk og humanister op af stolene. Hvorfor, spørger de, skal læring kun gå én vej? Fra naturvidenskab til humaniora, og ikke fra humaniora til naturvidenskab. Ja, vi kan scanne folks hjerner, når de hører Mozart. Eller vi kan se på deres hormonbalance, når de læser en god bog. Men er det virkelig, hvad vi ønsker? Handler humanistisk viden ikke om grundlæggende indsigter i forfatterens samtid, i kilderne bag historiske begivenheder, eller i at forstå de komplekse sammenhænge, mennesket indgår i?

Debatten kulminerede med det anonyme blogindlæg Steven Pinker Is A Total Ignoramus Who Should Go Read A Fucking Book. Heri hævder forfatteren, at naturvidenskabeligt orienterede psykologer som Steven Pinker ikke forstår de komplekse menneskelige sammenhænge, som de hævder skal oversættes til neuropsykologi. Forfatteren pointerer, at det er meningsløst at oversætte Spinozas etiske teori til naturvidenskab. Det ville ikke give mening og angiveligt ikke give os redskaber til at handle mere hensigtsmæssigt i fremtiden. Nok er de forskellige discipliner forankret i virkeligheden.

Men de arbejder med vidt forskellige dele af den. Debatten rejser et vigtigt spørgsmål. Hvordan skal den frugtbare dialog og tværfaglige samtale mellem humaniora og naturvidenskabse ud? Er tværfaglighed bare et andet ord for at gøre samfundsvidenskab og humaniora mere naturvidenskabelige? Eller er tværfaglighed den ligeværdige integration af ekspertkulturer og fagområder omkring fælles problemer?Pinkers indlæg rejser spørgsmål om, hvordan vi i fremtiden skal fordele forskningsmidlerne.

David Budtz Pedersen er forskningspolitisk rådgiver og projektleder for Humanomics Research Centre, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Helth
    Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu