Læsetid: 2 min.

Per Stig: Fejltagelse at afvise ambassadører

Det var forkert af afvise et møde med 11 muslimske ambassadører under Muhammedkrisen, siger den tidligere udenrigsminister i ny dokumentar. Et møde kunne have bremset krisen, vurderer ekspert
26. november 2013

Det udløste massive protester, angreb på danske ambassader og en alvorlig terrortrussel mod Danmark, da Jyllands-Posten i 2005 bragte de omstridte Muhammed-tegninger.

Efterfølgende fik den daværende regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen kritik for at afvise et møde med 11 muslimske ambassadører under krisen. Ambassadørerne havde i et brev kritiseret tegningerne og bedt om et møde med statsministeren. Men i et svar afviste Anders Fogh Rasmussen at imødekomme deres ønske.

I en ny dokumentar på DR siger daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) nu, at afvisningen af ambassadørerne var en fejltagelse.

»Jeg synes, man i brevet kunne have skrevet, at statsministeren ville henvise til udenrigsministeren. Og så havde jeg jo taget mødet med dem og forklaret den danske holdning. De var ambassadører i Danmark, de kendte jo godt den danske tredeling af magten,« siger Per Stig Møller i udsendelsen.

Ifølge Per Stig Møller skyldes afvisningen af ambassadørerne en kommunikationsfejl mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Da svaret til de 11 ambassadører skulle skrives, var det »efter spillereglerne« forbi Udenrigsministeriet, der skulle skrive et udkast. Men brevet nåede aldrig op på Per Stig Møllers bord, angiveligt fordi Statsministeriet selv dikterede brevet over for embedsmændene i Udenrigsministeriet.

»De sagde, de fik en lodret ordre fra Statsministeriet om, hvad der skulle stå i det. Og derfor føler Udenrigsministeriets embedsmænd ikke, at de behøver bringe det ’op’,« fortæller Per Stig Møller, der er »meget vred over hele det her forløb omkring brevet«.

Forkert beslutning

Mellemøstforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Rasmus Boserup, der fra 2008 til 2011 var direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, kritiserede under Muhammed-krisen afvisningen af ambassadørerne.

»Dengang som nu mener jeg, at det var en forkert beslutning ikke at mødes med ambassadørerne,« siger Rasmus Boserup til Information.

»Grunden til, at det var en forkert beslutning, er, at hvis man havde medspillere på den politiske scene i Mellemøsten, havde der været en rigtig stor chance for, at det ikke var løbet løbsk, som det gjorde. Så kunne man have håndteret det sammen med nogen i stedet for at stå alene med det.«

Per Stig Møller ærgrer sig i dag over afvisningen. Men han mener ikke, at man havde kunne have afværget krisen fuldstændigt, hvis man havde taget mødet med ambassadørerne.

»Det var ærgerligt, at det skulle ske. Og vi ved jo så heller ikke, om det havde haft den ene eller anden virkning, for vi sidder her og tænker baglæns,« lyder hans vurdering i dokumentaren.

Kommunikationsfejlen mellem ministerierne betød ifølge Per Stig Møller, at Anders Fogh Rasmussen gennem hele krisen fejlagtigt troede, udenrigsministeren var enig i afvisningen af ambassadørerne.

»Hvis det havde været oppe på mit bord, havde jeg sagt: ’Henvis til mig, det skal jeg nok tage mig af’. Det havde han (Anders Fogh Rasmussen, red.) garanteret syntes var en lettelse af det pres, han var under,« siger den tidligere udenrigsminister.

Det var ifølge DR den nuværende chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, som dengang var Anders Fogh Rasmussens »nærmeste udenrigspolitiske rådgiver«, der ringede til Udenrigsministeriet og dikterede brevet til de 11 ambassadører.

Bo Lidegaard afviser over for DR at kommentere på sagen og henviser til sin tavshedspligt.

Første afsnit af ’Per Stig Møller – om krig, fred og Muhammedkrise’ sendes tirsdag d. 26. november kl. 21.50 på DR 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Øh… hvad er der sket siden Per Stig Møller pludselig har set lyset og kommet til den konklusion? Kritikken mod Fogh Rasmussens uforståelige eskalering af karikaturkrisen ved at afvise at mødes med ambassadørerne er ikke ligefrem ny. "Vi er et åbent og demokratisk samfund hvor vi kan tale om alt, men vi vil ikke mødes med jer" var logikken.