Læsetid: 4 min.

Er jeg en pivskid?

Når man sluger en pille med antidepressiv medicin, sluger man også en samfunds-diskussion, om hvorvidt det egentlig er ok, siger Signe Kierkegaard Cain, der har skrevet ny bog med titlen ’Det handler ikke om lykke’
Signe Kierkegaard Cain er træt af, at hun som et menneske, der i perioder er så syg, skal retfærdiggøre, at hun rent faktisk er syg

Tor Birk Trads

4. november 2013

Pillen er hvid og vejer 20 milligram. Den ligger på øverste skabshylde i hendes køkken i en rød plastikkasse, og den har fulgt hende siden 2000, hvor hun som 24-årig tog den første gang.

Når Signe Kierkegaard Cain tager pillen om morgenen i de perioder, hun bruger medicinen, er det som at sluge en hel samfundsdebat. For den antidepressive medicin er populær og udskældt som aldrig før.

»Amerikaneren Elizabeth Wurtzel, der skrev Prozac Nation, sagde allerede i 90’erne, at det var blevet trendy at have en depression. Man kan ikke bevise, om vi har fået flere diagnoser, fordi den antidepressive medicin udskrives så bredt, som man har gjort. Men medicinen har været med til at gøre det mere almindeligt at være deprimeret,« siger Signe Kierkegaard Cain, der er forfatter til en ny bog om den antidepressive medicin, der kom på markedet i slutningen af 1980’erne, og som er blevet stadigt mere omdiskuteret i takt med, at flere og flere tager den mod depression. Fra 2001 til 2012 steg antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin, fra 290.000 til 450.000.

Signe Kierkegaard Cain er delvist enig med filosof Rasmus Johnsen, der i fredagens Information sagde, at psykiatriske diagnoser er blevet hvermandseje: at travlhed bliver til stress, utilpassede børn bliver til ADHD-børn, og livskriser udløser depressionsmedicin.

»I alle årene har jeg har haft den diskussion med mig selv, skulle jeg tage medicin eller ej, og jeg har talt med mange andre depressionsramte i forbindelse med min bog, der siger, at diskussionen bliver ved med at køre i dem. Man tvivler meget på sig selv: Hvad er det normale, og hvad er det unormale, skal jeg blive ved med at tage medicin, når jeg har fået det godt igen? Denne her diskussion bliver internaliseret.«

Debatten om medicinen, psykiatriens ressourcer og det moderne menneskes krav om, at psykiatrien skal kunne ordinere det gode liv er vigtig, mener Signe Kierkegaard Cain. Men samtidig efterlader den også den enkelte med et kæmpe ansvar, og man risikerer at udstille antidepressiv medicin som noget, folk kaster sig over for sjov: »Det er klart, at når alle lige pludselig siger, ’jeg har også en depression’ eller ’jeg tager også medicin’, så kan man føle: ’er det så også berettiget, at jeg er syg. Er jeg bare en pivskid?’ Den slags er jo simpelthen gift for folk med depression, der i forvejen tvivler meget på sig selv. Samtidig er det afgørende at få en oplevelse af, at man kan gøre en masse selv for at komme ud af sin depression. Det skal bare ikke blive til, at hvis du har en depression, så er det din egen skyld.«

Retfærdiggøre sygdom

Signe Kierkegaard Cain er træt af, at hun som et menneske, der i perioder er så syg, at hun ikke kan fungere i en hverdag med børn, mand og arbejde som journalist, skal retfærdiggøre, at hun rent faktisk er syg.

»Der er også rigtig mange mennesker, der får kræft eller bliver overvægtige, og så diskuterer vi selvfølgelig, hvilke samfundsmæssige strukturer, der er medvirkende årsager. Men der er bare ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, om folk virkelig har kræft eller er overvægtige. Det sker med depressioner. Vi skal finde en måde at forholde os til de samfundsstrukturer, der spiller ind på psykisk lidelse, uden at det kun handler om, at folk keder sig, eller at folk er overbebyrdede.«

Signe Kierkegaard Cain har ingen problemer med at kende forskel på livskrisen og depressionen hos sig selv og andre. Grænsen kan virke meget flydende, men over tid er der kæmpe forskel på en depression og en livskrise, pointerer hun. Men selvfølgelig er man nødt til at kigge på, om der er noget i ens liv, der kan laves om, siger hun ligesom flere af de depressionsramte, hun interviewer i bogen.

Quick fix

»Når man diagnosticerer en depression, så isolerer man også problemet hos den person, der har depressionen. Det kan godt være, at man ser på livsomstændigheder, men man ser ikke nødvendigvis på, hvad det er, der har gjort personen deprimeret. Erfaringen hos mig selv og de mennesker, jeg interviewer i bogen, er, at medicinen ikke skal stå alene. Det kan godt være, at medicin fjerner de umiddelbare depressionssymptomer, men til gengæld skaber medicin så mange andre problemer som f.eks. bivirkninger.«

Signe Kierkegaard Cain mener imidlertid, at nogle praktiserende læger udskriver medicin for nemt og for hurtigt – blandt andet fordi det langt fra altid er muligt at tilbyde alternativer. En tendens der bekræftes af tidligere formand for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, der i bogen siger: »Vi overbehandler i så høj grad, at der ikke er nogen som helt fare for underbehandling. Behandlingen med antidepressiv medicin har sin berettigelse, men generelt er vi alt for ivrige efter at behandle med medicin.«

Signe Kierkegaard Cain har selv oplevet, at flere i vennekredsen har fået tilbudt antidepressiv medicin hos deres praktiserende læge, efter at de har været sygemeldt i 14 dage med stress og har sagt nej:

»Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man udskriver medicin mod mild depression. Men lægen har ikke altid tiden, kompetencerne eller muligheden for at gøre andet end at udskrive medicin. Derfor er det også lidt let at sige, at vi bare skal tale om det, eller at fællesskabet skal sørge for, at man ikke når helt ud i diagnosen, som Rasmus Johnsen gør. For er det overhovedet realistisk at tage det skridt tilbage i behandlingen af den enkelte patient? Medicinen er jo i første omgang langt den billigste løsning.«

Serie

Seneste artikler

  • Fri os for normaliteten

    22. november 2013
    Forsøg på at afstigmatisere psykisk sygdom og gøre den syge til en af os ender ofte med yderligere stigmatisering og udpensling af, hvem der er normale, og hvem der er syge. Vi mangler plads til forskelligheder – en kultur, hvor det at befinde sig i udfordrede livssituationer eller være syg forstås som en del af livet
  • Når anerkendelse bliver underkendt

    12. november 2013
    Hvis vi ikke får anerkendelse, bliver vi stressede. Sådan lyder mantraet for mange moderne ledelsesformer. Men anerkendelse kan let blive en belastning. For når man ikke synes, man gør det godt nok, virker det hult, at andre jubler, og så bliver man for alvor stresset
  • Man gider fandme ikke høre på en idiot, der råber op på gaden

    9. november 2013
    Folk kan lide at se psykisk syge som skøre genier – gal og genial. En skør kunstner, der kan give folk noget at føle med på, er ok. Men hvis der ikke lige er tale om et geni, så skulle han eller hin psykisk syge måske sorteres fra ligesom mongolerne?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marie Pedersen
  • Kristian Kofod
  • Simone Bærentzen
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Jess Refsgaard
  • Kirsten Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Philip B. Johnsen
  • Jesper Wendt
  • n n
  • Tue Romanow
Marie Pedersen, Kristian Kofod, Simone Bærentzen, Simon Trøjgaard Jepsen, Jess Refsgaard, Kirsten Andersen, Rasmus Kongshøj, Philip B. Johnsen, Jesper Wendt, n n og Tue Romanow anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Signe Kierkegaard Cain er træt af, at hun som et menneske, der i perioder er så syg, skal retfærdiggøre, at hun rent faktisk er syg."

Det kan jeg godt forstå det er himmelråbende uretfærdigt. Men man kunne måske stille sig selv spørgsmålet, om Du er et sundt menneske i et sygt samfund.

Det er jo efterhånden tydeligt - alene på strømmen af artikler her på Information I DAG - hvem det er der svømmer som en fisk i vandet, i det her samfund.

Det minder mere og mere om en "Mission Impossible" - og mange mennesker lider af H til i mellemtiden.

Niels Duus Nielsen, Marie Løhr, Henrik Nielsen, randi christiansen, Peter Taitto og n n anbefalede denne kommentar

500.000 doser om dagen - 500.000 danskere kan ikke tage fejl.

Hov - stop lige!

Hvem er det lige der er syg her?

Marie Pedersen, Charlotte Korsgaard, Henrik Nielsen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

"Fra 2001 til 2012 steg antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin, fra 290.000 til 450.000."
Med lidt fantasi kan man fremskrive en ekstrem udvikling, hvor befolkningen går rundt som zombier og ikke udgør et problem for landets ledere.
Spørgsmålet er så, om lederne føler ansvar for en national katastrofe eller gnider sig i hænderne over deres succes.

Charlotte Korsgaard, Henrik Nielsen, Katrine Visby og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard

Du skal nu ikke være nervøs for zombierne - anti-depressiv medicin har ikke lige den effekt, som mange andre typer psykofarmaka. Zombie-effekten vil snarere opstå hvis ikke man behandlede for depression.

Men problematikken starter jo ved ideen om, at der er tale om "lykkepiller" - man bliver ikke lykkelig af den medicin - man får allerhøjest et funktionsniveau i nærheden af "normalen".

Depression er en livsfarlig sygdom med en høj selvmordsrisiko, hvis den ikke behandles, men anti-depressiv medicin anvendes også mod andre tilstande, som f.eks. PTSD.
Og altså stress, fordi man ved disse tilstande får en ubalance i serotoninoverførslen i hjernen.
Det retter moderne anti-depressiva op på, omend der som ved al anden medicin opstår bivirkninger. Det eneste lykkelige ved disse piller er så, at bivirkningerne generelt er mindre end ved de øvrige, gamle typer af anti-depressiva.

Niels Duus Nielsen, Marie Pedersen, Simone Bærentzen, Hanne Ribens, Jeppe Bundgaard, Kirsten Andersen, Inger Sundsvald, Lone Sæderup, lars abildgaard, Troels Ingvartsen, Christian Pedersen, Flemming Scheel Andersen og Uni Machanga anbefalede denne kommentar

Niels Mosbak

"Det eneste lykkelige ved disse piller er så, at bivirkningerne generelt er mindre end ved de øvrige, gamle typer af anti-depressiva."

Og dog - det kunne se ud som om at bivirkningerne i nogle tilfælde er ganske alvorlige.

Min aversion mod skidtet er, at man deler det ud som bolcher frem for at sende folk til psykolog etc..

http://www.ssristories.com/index.php?p=school

Simone Bærentzen, Karsten Aaen, Henrik Nielsen, Hanne Koplev, lars abildgaard, Flemming Scheel Andersen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar

"Min aversion mod skidtet er, at man deler det ud som bolcher frem for at sende folk til psykolog etc.."

Det er er også der jeg ser det helt store problem, at man end ikke prøver de bløde midler først. Faktisk virker de fleste diagnoser tvivlsomme og selvbestaltede af lokale læger. Så selv psykiateren bliver sparet væk.

At "lykkepiller" skulle gøre os lykkelige, eller endnu værre, få os til at opføre os som zombier, er langt ude.

Jeg har selv i en kriseperiode fået "lykkepiller", og kan berette, at det eneste der skete var at jeg næsten kom til at føle mig normal igen, og det var det jeg havde brug for i en periode. At kunne føre et nogenlunde normalt liv i stedet for at de slemme tanker kørte i ring og gjorde mig angst og handlingslammet.

Det er en skam at der er så mange fordomme om "lykkepiller" og deres virkning, synes jeg.
Der ud over ville jeg ønske at cannabis blev legaliseret, eller blot dyrkning af pot til eget forbrug, for her er et stof som er rimelig ufarligt (i forhold til alkohol og andre stoffer), - et stof som kan hjælpe mange med stress og angst.

Niels P Sønderskov, Torben K L Jensen, Hanne Ribens, Torben Selch, Jeppe Bundgaard, Helge Rasmussen, Lone Sæderup, lars abildgaard, Leo Nygaard, Christian Pedersen, Flemming Scheel Andersen, Niels Mosbak og Peter Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg har til gengæld haft det skidt med 3 forskellige SSRI-piller.
Heldigvis fik en psykiater stoppet det.
Cannabis er guds gave til folket - også ateister.

Signe er da bomstærk når hun tager en depressionspille, for som hun selv siger, tynger det, fordi hun ikke kan skille mellem en samfundets diskussion og hvad det er rigtig for hende, så hun skulle slippe sin perfektionisme og spise sin pille med glæde, inden hun også får problemer med hvem hun skal stemme på til valget eller får en ny depression, der også kræver enormt meget styrke at komme igennem, fordi man ikke sådan bare kan sige til og fra.

Erik Lang

Vi er ikke uenige om, at bivirkningerne kan være alvorlige - de gamle typer af anti-depressive midler, var blot værre.
Men hvis man ikke har brug for medicinen, der generelt har fuld virkning efter 5-6 uger, har man intet andet end bivirkninger - hvor imod hvis man har en effekt af dem, er bivirkningerne efter lidt tilvænning til at leve med.

erik mørk thomsen

Om folk vil tage piller eller ej, må være deres afgørelse, men det må kræves, at de få en reelt oplysning, om bivirkningerne.
Der må også stilles krav om, der der bliver lavet en ordlig undersøgelse, hvad sker der med dem, der har været på "lykkepiller" i 5 år, så 10 år, o.s.v.
Ligeledes må der laves tilsvarende undersøgelser, for børn, der få medicin.
Det er der f.eks. ikke lavet ang. ADHA medicinen, og her tyder meget på, at mediciner er yderst skadeligt.
Også,hvad skadelige virkninger har medicinen, hvis den gives til folk, der slet ikke fejler det, så medicinen er beregnet til?
Og hvad sker der, hvis en gravid person, tager "lykkepiller"?
Det ved vi heller ikke noget om.
Følgende er ikke en vittighed, men en sandhed!
En pige har været til 5 forskellige psykiater, hvor mange diamoser har hun så?
Desværre 5, for det her, er ikke en videnskab i ordet rette betydning, men mere gætteri, mere kvaliseret hos nogle psykiater, end andre.
Men når det er sagt, er det klart, at nogle har gavn af "lykkepiller", men der bør huske på, at de var beregnet, til at tages i en kort periode, og ikke, som det bliver brugt i dag, som en livvarig støttepædagog.
Erik Thomsen
Medlem af landsledelsen LAP
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Charlotte Korsgaard, Hanne Koplev og Peter Taitto anbefalede denne kommentar

Peter Andersen

Tja, det blev jo anvendt mod bl.a. depression, i de "gode gamle dage" før lægevidenskaben var i stand til at behandle depressive tilstande.
Det har jo været en lang udvikling, at finde behandlinger mod depression der virker.

Elektrochok i dag kaldet ECT virker og ofte forbavsende hurtigt, især på svære depressionstilstande, i de tilfælde hvor medicin har været virkningsløs.
Det har ganske få bivirkninger, selv om myten i befolkningen siger noget andet.

Men for ganske mange, der lider af tilbagevendende depressive tilstande er livslang behandling med antidepressiv medicin desværre et vilkår. At hovedpersonen i artiklen så diskuterer med sig selv og andre om hvorvidt de skal fortsætte med medicinen, tja, hvis man vedblivende får tilbagevendende depressioner, er der ingen anden vej - antallet af depressioner øger riskoen for tilbagefald.

"Something is rotten in the State of Denmark," foranlediges man til at sige.

Det må snare være vores samfund, der er blevet meget, meget sygt - siden at SÅ mange mennesker føler behov for, at tage Lykkepiller for, at kunne begå sig i samfundet.

Er et samfund blevet syg, så smitter det af på de mennesker der bor i det.

Jeg gætter bare, at hvis lægerne blev frataget muligheden for at udskrive
SSRI, men derimod psykologer og som nu psykiatere, ville forbruget være
mindre, og behandlingerne flere.
Deraf følger jo, at jeg ikke ser SSRI som en behandling.

Niels Mosbak skriver: ”Depression er en livsfarlig sygdom med en høj selvmordsrisiko, hvis den ikke behandles, men anti-depressiv medicin….”
Nu forholder det sig også således, at selvmordstanker kan være en bivirkning ved anti-depressiv medicin.
Jævnfør denne video med Prof. Peter Gøtzsche og psykiater Lars Kessing.
Debat om lykkepillers bivirkninger i Aftenshowet
http://www.youtube.com/watch?v=IQRaXxW9v7k

Det er i øvrigt interessant at konstatere, at Psykiater Lars Kessing har tilknytning til industri (AstraZeneca og Lundbeck), som producerer Lykkepiller. Mon han så kan udtale sig på neutralt grundlag?
http://ext.laegemiddelstyrelsen.dk/tilladelselaegertandlaeger/tilladelse...

Karsten Aaen, erik mørk thomsen, n n og Peter Andersen anbefalede denne kommentar

Mosbak, 14.28 - Min pointe var denne art medicin generelt og årsagerne til forbruget.
Der gøres for lidt for at forbedre de forhold, der tilsyneladende gør medicinen nødvendig og accepteret som normalt.
Derfor stak jeg til samfundets ledere (og deres rådgivere).

Marian B. Goldstein

"Signe Kierkegaard Cain er træt af, at hun som et menneske, der i perioder er så syg, at hun ikke kan fungere i en hverdag med børn, mand og arbejde som journalist, skal retfærdiggøre, at hun rent faktisk er syg." Tja, man kunne jo måske også spørge, hvorfor hun egentligt føler, hun må retfærdiggøre den omstændighed, at hun i perioder ikke "fungerer" optimalt, ved at sige, at hun er "syg" og understrege dette statement ved at spise lykkepiller. Som om det ikke bare var menneskeligt, at "fungere" i perioder bedre, og i andre knapt så godt, alt efter omstændighederne. På den måde er Signe desværre med til at yderligere patologisere -- i forstanden "forkertgøre" -- det, at være menneske i verden.

Og til Niels Mosbæk: påstande om kemiske ubalancer, som f.eks. for lidt serotonin ved såkaldt "depression", er aldrig blevet bevist. Tværtimod har alle forskningsresultater vist, at med "depression" stemplede mennesker ikke har mere eller mindre serotonin i hjernen, end ikke stemplede, og der kan således ikke være tale om disse ubalancer. Og ja, ECT "virker". Hjerneskader har jo bl.a. eufori som effekt.

Josephine Lehaff

Jeg ville ikke ønske en depression for min værste fjende, men jeg ville virkelig ønske at folk, som ikke selv har haft en depression, ville holde op med at affeje det som almindelig nedtrykthed.

Ingrid Uma, Herdis Weins, Simon Trøjgaard Jepsen, Hanne Ribens, Niels Mosbak, Peter Taitto og Lone Sæderup anbefalede denne kommentar

Jeg er helt enig med Josephine, og jeg vil desuden påpege, at hvis man er rigtig hårdt ramt af depression, er man faktisk ikke engang i stand til at være ked af det. Alt er ligegyldigt, og man kan måske ikke engang græde, for selv det er lige meget. Alle følelser forsvinder ned i et sort hul, og hvis man er rigtig uheldig, kan man ikke engang sove sig fra det, men sidder bare og stirrer ud i luften, mens troldetankerne lokker en med, at man skal skal gå ud på altanen og gøre det forbi.

Depression er ikke bare, at man fungerer mindre godt i perioder. Det er en sygdom, og jeg er taknemmelig for, at der findes en medicin, der gør mig i stand til både at føle sorg og glæde i stedet for pinefuld ligegyldighed.

Simon Trøjgaard Jepsen, Hanne Ribens, Niels Mosbak, Peter Taitto og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar

Som med alt andet i psykiatrien bygger det hele på antagelser, f.eks. at lykkepiller skulle påvirke hjernens måde at behandle serotonin på.
Psykofarmaka er ikke andet end "medicin", der lammer hjerne- og andre funktioner, og hvis man er heldig som patient, tror man det virker.
Ved forsøg har antidepressiva vist sig at have samme effekt som placebo.

Inger Sundsvald

"Signe Kierkegaard Cain mener imidlertid, at nogle praktiserende læger udskriver medicin for nemt og for hurtigt "
Og så kommer hun til at lyde som alle de andre "eksperter", som kloger sig på hvad der er bedst - for andre - uanset om det drejer sig om overvægt, rygning eller alvorlig sygdom.
Jeg undrer mig!

Ulrik Bertelsen

»Psykofarmaka og Shu-bi-dua, – en Kommentar«

To citater trækker jeg ud af artiklen: (1) „Fra 2001 til 2012 steg antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin, fra 290.000 til 450.000“, samt (2) „Samtidig er det afgørende at få en oplevelse af, at man kan gøre en masse selv for at komme ud af sin depression.“

Det presserende paradoks værende, hvordan kan vi danske gang på gang klassificeres som ´verdens lykkeligste folk og fæ´, når hver tiende indtage psyko, er det som sagt ... fordi, det er blevet normen at være syg, at bære sin diagnose med anstand ... det vækker ingen opsigt, endsige indsigt.

Men, har livet ikke altid været en „ ... tveægget duet: ´paa den ene side saare dejlig; paa den anden en aareladning-lang, uden ly, uden læ op i mod vindens stride luv´ …”
Derfor - i bipolære svingninger - tjek Youtube og robotek:
http://youtu.be/WlDOa7ePPPY

Re-aertikulering af Shu-bi-dua`s Danmark i perspektiv af dagens psykofarmaka og verdens lykkeligste folk.

Le Berthélaine – dansk kunstner, forfatter og kritiker

Michael Kongstad Nielsen

Tidsånden levner ikke den psykisk lidende mange chancer. Tidsånden kræver vindere, og lever man ikke op til ugebladenes, avisernes og tv´s trends for det bedste liv, er man taber. Det mærkelige er, at de raske ikke gør oprør.

Josephine Lehaff

Prøv på et tidspunkt at se på CT billeder af henholdsvis hjerner med og uden depression. Det er hjernen med dep. der er lammet. I nogle tilfælde har SSRIer vist sig ikke at være mere effektive end sukkerpiller. Dette har dog ikke været tilfældet hos forsøgspersoner, som led af svær depression.

Marian B. Goldstein

@Josephine Lehaff Er det nødvendigvis hjerner "lammet" af en hjernesygdom ved navn "depression", man ser på CT scanningerne? Eller kunne det tænkes, at de er "lammede", fordi hjernernes ejere er overvældet af noget i deres liv? Forskellen i effekten mellem kalkpiller og SSRI har iøvrigt ikke været signifikant for det, der kaldes for "svær depression".

http://dxsummit.org/archives/1570 -- Der hersker vist heller ikke mangel på danske "Lindas", ser det ud til.

Josephine Lehaff

Og jo, forskellen imellem SSRI og placebo har været signifikant for svær depression.

Jeg vil dog gerne understrege at jeg ikke mener at SSRI'er skal gives, uden der også ydes psykologhjælp. Det er ikke en pille som på magiskvis giver glæde, det er en pille som giver mentalt overskud. Man skal stadig have hjælp til at overkomme problemerne udløst af depressionen, og eventuelle problemer der udløste depressionen.

Antidepressiv medicin indgår som en nødvendig del af mange menneskers daglige tilværelse i et samfund med - efterhånden - meget begrænset rummelighed. Antidepressiv medicin kan bl.a. medvirke til fjerne utryghed og gøre personen mere robust i en stresset situation.
Jeg skal ikke pege fingre af nogen, og antidepressiv medicin m.m. hjælper utvivlsomt mange mennesker som, selv i et rummeligt samfund, vil have vanskeligt ved finde overskuddet til livet.
Men arbejdskraft er en vare som enhver anden og antidepressiv medicin medvirker til, at varen kan modstå en større belastning end arbejdskraft, der ikke indtager antidepressiv medicin.
Baggrunden for forbruget er i højere grad et politisk problem end det er et personligt. Måden hvorpå samfundet indrettes på er afgørende for rummeligheden og afgørende for belastningen borgere udsættes for.

Under alle omstændigheder bør der være varedeklaration på arbejdskraft således, at enhver ved, hvad vedkommende er oppe imod i konkurrencen om arbejdspladserne. Brug af antidepressiv medicin har ikke alene betydning for den enkelte.
Men har betydning for hele arbejdsgruppen. For hele arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet. At der også er et forbrug af antidepressiv medicin blandt ældre, ledige, børn m.f. ændre ikke situationen på arbejdsmarkedet.

randi christiansen

'Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser, men vi har det da nogenlunde her....' (Kim Larsen)

Livet er et kostbart mirakel - hvis den oplevelse blir væk, er det klart man blir syg

Alt er forbundet og interagerer - psykofarmaka kan være en foreløbig redningskrans, hvis man havner på oprørte og ukendte vande, og forhåbentlig give overskud til at korrigere kursen - det er nok bare tvivlsomt, om det er, hvad der sker - fordi det er som oftest en temmelig revolutionerende handling.

Lars Kristensen

Kunne vi blot opleve, at vi mennesker begynder at opføre os som mennesker og ikke giver efter for magtideologiernes løgne og bedrag.

Desværre har vi mennesker i alt for mange århundreder ladet os bedrage og er blevet ført ind i uselvstændighedens gyldne bur.

I Danmark er vi gået fra stenalderens frie samfund og hårde opvækst, men barsk og ikke særlig venlig natur omkring os, til et samfund, hvor vi lever i en nærmest tæmmet og ufarlig natur, men til gengæld ladet os ført ind i ufrihedens gyldne bur, der administreres af magtideologiernes magtbegærlige herrefolk.

Dette gyldne bur er unaturligt for os mennesker og noget sådan reagerer sunde og raske mennesker psykisk på, men når omgivelserne ikke bliver ændret vedbliver vi at reagere psykisk på omgivelserne der er psykisk skadelige. Det vil være psykisk skadeligt at vedblive at reagere på uændrede psykisk skadelige omgivelser, ligesom det vil være dødeligt ikke at få fjernet skadelige vira eller bakterier fra kroppen, som kroppens immunforsvar vil vedblive at reagere på.

Derfor er det både godt og skidt med medicin.

Medicin kan være af det gode, lige når følelserne er ustyrlige, på grund af større eller mindre traumatiske oplevelser, men når oplevelserne ikke fjernes og dermed vedbliver at påvirke et menneske psykisk, vil selv medicin ende med at være skadeligt.

For fjernes de psykisk skadelige oplevelser ikke, da virker medicinen som noget der skjuler det egentlige problem, nemlig de psykisk skadelige omgivelser, som der ikke bliver gjort noget ved, fordi man nu har medicinen til at skjule det egentlige problem - de psykisk skadelige omgivelser.

Charlotte Korsgaard, Johannes ELbæk og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Lars - Fine betragtninger. Så melder spørgsmålet sig : Hvordan og overfor hvem skal synspunktet fremføres for at vende udviklingen.
Findes den politiske psykiatri, der vil fortælle politikerne om denne indlysende rigtige samfundsopgave.

randi christiansen

Det hele vender tilbage til spørgsmålet om den globale ressourceadministration - intet mindre, og det er jo en stor mundfuld.

Med mindre ressourcerne sættes ind i et permakulturelt, bæredygtigt regnskab, vil vi være fanget i en malstrøm af uhensigtsmæssige afledte effekter.

Som chefen for Concito gav udtryk for i P1 i går, så er det indlysende, at den vækststrategi, som samtlige nationer pt forfølger, er en ren dødsejler. Det er ikke muligt at producere sig ud af krisen på grundlag af naturressourcerne - vækst må baseres på en bæredygtig, cyklisk økonomi.

Når menneskeheden tilsyneladende er fanget i dette dødsræs med negativ effekt på alt > fysisk og psykisk klima, miljø og socioøkonomi, så er det jo ikke mærkeligt, at vi bliver ulykkelige og modløse - det tyder trods alt på, at der stadig er liv inde bag ved maskerne.

´Ud i naturen, det slanker figuren,
og mange glæder har man, som den dovne aldrig får...

´Fyld luft i dine lunger,
så røsten rigtig runger,
besværet er så lille, fornøjelsen så stor,
sopraner, barytoner,og bas og smørtenor,
forenes til et muntert, blandet vandrekor´

´Musikken og sangen
de letter på gangen,
så falder vejen aldrig lang...´

´Men disse her bilister,
de farer af så gnister
står som en ildregn ud af deres brægende bot-bot,
med børn og tykke koner og hund og svigermor,
de ejer ingen toner som vort vandrekor´
´
- som vi sang på feriekoloni i Bisserup anno 1963, mens vi under ledelse af hr. læreren gik dejlige lange ture ved skov og strand.

Marian B. Goldstein

@Josephine Lehaff Og der stod "depression" skrevet på "lammelsen" i din hjerne, stort og tydeligt at læse for alle?

Klinisk signifikant er forskellen kun for *meget* svær "depression", go her "viser fundene, at effekten for disse patienter ser ud til at kunne tilskrives nedsat respons overfor placebo, snarere end øget respons overfor medicin." (Kirsch et al., http://www.plosmedicine.org/article/info%3Adoi%2F10.1371%2Fjournal.pmed....)

Fascinerende for mig at se, gang på gang igen, hvor desperat folk holder fast i troen om, at de er (livslang) hjernesyge, når de, hvis man ser på videnskaben, ville have mindst lige så god grund til at tro, at de går igennem en nok alvorlig, med dog meget stor sandsynlighed løsbar, og således forbigående, livskrise, og til at fatte håb på et liv uden "psykisk sygdom". Jeg forestiller mig altid en kræftpatient, der får at vide, at lægerne tog fejl, svulsten var alligevel ikke ondartet, udbryde: "Nej, nej, NEJ!!! Det er ikke sandt! Jeg er dødsenssyg, og kan umuligt blive rask!"...

Josephine Lehaff

Depression er det man kalder det, når hjernen fungerer som vist på de billeder. Depression er en kumstig betegnelse ligesom alle andre diagnoser. Jeg har forresten ikke sagt, jeg var livslang syg. Jeg har faktisk ikke engang sagt at jeg stadig har en depression (det har jeg ikke).

randi christiansen

Marian B Goldstein - det kan være ufattelig svært for den enkelte at løse op for den ´depressionsfælde´man kan blive fanget i af komplekse og ofte dybt begravede årsagssammenhænge. Det kræver meget kompetent hjælp, som er svær at finde og dyr at købe sig til.

Det er jo netop en del af sygdomsbilledet ´at holde desperat fast i troen om, at de er (livslang) hjernesyge...´ og hjælp til at slippe denne umiddelbare redningskrans, der i virkeligheden fungerer som afværgemekanisme ifht at erkende en ofte smertefuld sandhed, er som sagt ikke nem at finde.

Inger Sundsvald

Så mangler vi bare at få forklaret den depression, som absolut ikke har nogen påviselig årsag, og også hvordan man får forklaret en manio/depressiv arvelig disposition. Folk får faktisk også depressioner ud af den blå luft.
Uanset hvor meget man graver i fortid og nutid, så behøver viden ikke at være lig med helbredelse.

Lone Sæderup, Hanne Ribens og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Inger

Den endogene depression - altså den "indefra kommende" - handler til dels om bio-kemi.
Som jeg tidligere anførte, er der tale om en ubalance i hjernens overførsel af serotonin - ikke som en mangel, men forstået som en nedsat respons i receptorerne i forbindelse med overførsel. Det kan nogle være arveligt disponeret for, nogle gange i forbindelse med komorbiditet - samsygelighed - med andre tilstande, f.eks. ADHD.
Nogle mennesker med depression reagerer årstidsbestemt, således at efterår og forår er de tidspunkter, hvor de har størst risiko for at udvikle depression.

Man ved også, at har man først haft én depression, øges risikoen for at få nummer to og så fremdeles.
Men ellers må man jo sige, at mennesker med depressionssygdom godt nok er meget syge når de er ramt af depressionen, men i perioderne imellem generelt er lige så velfungerende som enhver anden.

Herdis Weins, n n, Lone Sæderup, Hanne Ribens og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Ja, Niels, og nogle mennesker er velfungerende, hvis de livet igennem tager medicin som er tilpasset dem, og som forhindrer dem i at få flere depressioner.

Jeg tror der findes alle nuancer mellem mennesker, der tilbeder læger og medicinering - og dem der forsager samme.
En beretning forleden fortalte om en ældre mand der afslog kemo mv. Han ændrede kost og den dødsdømte mand har nu levet uden gener i 4-5 år.
Men det forholder sig sikkert anderledes med psyken.

Inger Sundsvald

Jeg vil tro at de fleste selv bedst ved hvordan de har det. Hvis man er i tvivl, så er man muligvis kun ked af det eller har humørsvingninger som rigtig mange andre, og så er der nok ingen psykiater der vil ordinere antidepressiv medicin.

Det kedelige er, at der er så mange der kloger sig på psykisk sygdom, og som kan fortælle andre, at de også engang har haft en depression, men at de bare tog sig sammen. Det synes jeg er synd for dem der ved, at det overhovedet ikke drejer sig om at være i dårligt humør eller meget ked af det.

Hvis man har læst forskellige beskrivelser af, hvordan svær depression kan udarte sig, så er man ikke i tvivl om, at det ikke drejer sig om at være tungsindig eller i dårligt humør. Desværre afholder det ikke forskellige klogeåger fra at udtale deres uforgribelige mening om, hvordan de mener det forholder sig.

Herdis Weins, Lone Sæderup, Uni Machanga, Niels Mosbak og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Jeg kender flere med maniodepressiv sygdom, en enkelt der har begået selvmord og en som har fået rigtig mange ECT-behandlinger uden virkning, samt en hvor de virkede.
Mennesker er forskellige, og det er uforskammet at tale om, at nogen der ”tilbeder” læger og medicinering.

Det er ikke altid frivilligt om man vil tage det der fejlagtigt bliver kaldt lykkepiller, det burde rettere betegnes som ligeglad piller. Jeg blev tvangsindlagt på P3 ved OUH og hvis ikke jeg havde taget medicinen, var jeg ikke blevet sluppet løs fra min bæltefiksering.

Her vil jeg så gerne sige at det er ubehageligt at Information ikke tillader at man kommenterer indlæg om psykisk sygdom under synonym.

Inger Sundsvald

Det er en skændsel med den bæltefiksering. Men jeg skal ikke gøre mig klog på hvad man kunne gøre i stedet for. Noget tyder dog på, at man nogle steder helt kan undgå det, og alligevel afholde syge fra at gøre skade på sig selv og andre.
I øvrigt vil jeg tro at rigtig mange af debattørerne har et pseudonym. Et helt almindeligt navn, som ingen kan kontrollere.

Inger - Hvad så med begrebet pillemisbrug og lægers overmedicinering af ældre på plejehjem. Hvad med forskellig medicin, der modvirker hinanden.
Min kone er sygeplejerske i ældrebranchen, og jeg har hørt meget om dette.
Jeg taler om holdningen til medicinforbrug contra en sund levevis, herunder sunde fødemidler og et krav til lovgiverne om forbedringer.
Jeg kan da godt erstatte ordet "tilbedelse" med "tro på og tillid" til medicinalindustriens produkter, som reparation af resultatet dårlig livsførelse, fysisk og psykisk.

Utroligt at motion som alternativ til alle de piller ikke er blevet nævnt endnu. Desværre er det ikke i tidsånden men lægerne burde i langt højere grad donere motion som erstatning til kemi da det er langt sundere. Specielt da der er en sammenhæng mellem overvægt og depression. Overvægtige har øget risiko for depression og depression resulterer ofte i overvægt.

Josephine Lehaff

Motion og kostvejledning er ekstremt værdifulde redskaber til at supplere anti-depressiver og kognitiv terapi, det er der intet spørgsmål om. De kan muligvis også erstatte piller i mindre svære tilfælde, men når der er tale om en svær/meget svær depression, skal der meget mere til end et års medlemsskab hos et fitness center. Motion og kostændring kræver et mentalt overskud som en person med svær depression ikke kan prestere.

Christian Pedersen, Karsten Aaen, Lone Sæderup, Uni Machanga, Niels Mosbak, Hanne Ribens, Inger Sundsvald og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Ja, Leo, og jeg har hørt meget om at plejepersonalet har mere travlt med at drikke kaffe, så de gamle får depression af at måtte gå med ble og blive misrøgtet.
Det er ikke fordomme der mangler i den offentlige debat, hvor enhver der kender en hjemmehjælper ved bedre end læger og psykiatere, hvad der er bedst for de gamle.

Undskyld, at jeg trækker min gamle kæphest ud af stalden.
Men depression kan være forårsaget af miljøgifte, deriblandt tungmetaller som f.eks. kobber, kviksølv, bly.
Vi har f.eks. i Danmark formentlig verdens største forurening med kobber fra vores svineproduktion.

Er der nogen, som har hørt om patienter diagnosticeret med depression, som bliver udredt for, om deres symptomer kunne skyldes miljøforgiftning?
Nej Vel !

Sider